Jeg tilgav aldrig helt Jørgen. Men jeg lod ham blive, for jeg kunne simpelthen ikke klare tanken om at skulle være alene. Vi købte huset og flyttede ud i det i slutningen af 1994. Der var 24 dage til jul, da vi bar de sidste flyttekasser ind i vores nye hus.
   Christian og jeg snakkede sammen et par gange om dig. Han var også blevet opmærksom på dine symptomer og var nogenlunde lige så utilbøjelig til at gøre noget ved det. Han var nok noget mere realistisk og praktisk anlagt end jeg, og kunne følelsesmæssigt bedre forholde sig til at du var ved at forsvinde for os. Men han svingede, lige som jeg, lige så voldsomt imellem at synes det var enormt slemt med dig, og til at mene at det vist ikke var helt så gal endda. Vi blev enige om 'at se tiden an'. Foreløbig ville han invitere dig ud til ham og Karen juleaften, og på den led slap jeg for at forsøge på at få puttet forfærdelighederne ind i en fredelig juleaften. Men omvendt savnede jeg dig enormt, og havde hele aftenen en følelse af at 'der manglede noget'. Vi blev inviteret ned til Jørgens forældre denne juleaften. Jeg skulle ikke sørge for noget, jeg skulle ikke gøre hverken dit eller dat. Jeg skulle bare sidde og smile og se sød ud, hvilket vistnok lykkedes ganske fortrinligt. Min nye svigermor og jeg kom ikke særlig godt ud af det med hinanden, specielt ikke pga. hele historien med Camilla - Hanne anså mig for at være den onde, onde stedmor - , men vi holdt gode miner til slet spil. Maskeraden var total, og virkelig succesfuld. Camilla var selvfølgelig til stede, og dominerede omhyggeligt hele aftenen, vel vidende og tryg i forvisningen om at hun var Verdens Navle. Helle var, for Jørgen og hans familie, bare en nødvendig biting, og jeg følte en indre vrede mod at mit dejlige barn skulle være henvist til en 2.plads. Alex var slet ikke med den aften, han tilbragte julen sammen med Bent og Bents forældre. Mange af mine tanker gik den aften til ham, jeg tænkte på, hvad han mon lavede og hvordan denne aften ville have forløbet, hvis han havde været til stede. Alle i Jørgens familie anså ham for at være en lille besværlig skrigeunge, og jeg var inderst inde splittet i at ønske hans nærvær denne aften, og samtidig være lettet over at have undgået sårende kommentarer fra Jørgens familie. Jørgens mor var meget interesseret i dig, Mor. Hvordan det forløb med dig, og havde også haft tanker om at du evt. kunne have været med ude ved dem juleaften. Men det sagde jeg kategorisk NEJ til, jeg vidste, at Jørgens mor ville have forsøgt at bevise over for mig og alle andre 'hvordan en senil kone skulle klares'. Jørgens mor ville have taget dig under sine vinger, ikke for at hjælpe dig, men mere for at bevise hvor dygtig hun selv var. Når Hanne hjalp andre kunne hun tale om det i månedsvis, alene med det formål at vi skulle klappe hende på skuldrene og forsikre hende om, at vi syntes hun var SÅ flink og rar og dygtig. Mellem linjerne gjorde jeg hende det forståeligt at jeg IKKE ønskede hendes hjælp. Udelukkende fordi jeg følte mig stødt af hendes måde at gøre mig opmærksom på mine fejl og mangler. Uden at sige ret mange ord, bestred hun evnen til at stikke en giftig kniv ind i mine smertende sår og dreje den rundt så det gjorde mest muligt ondt.
   Men denne juleaften forløb nu stille og fredeligt. Pigerne fik masser af gaver, og Jørgen og hans bror konkurrerede tavst om hvem der havde fået for flest penge. Alt dette var mig fuldkommen ligegyldigt, for min skyld kunne de have revet øjnene ud på hinanden. Jeg lod Jørgen pakke de fleste af vores gaver op, og nikkede høfligt hver gang en eller anden dyr genstand blev vist frem. I stedet for drak jeg lidt mere end jeg burde, og sad ellers og hjalp Helle med at få styr på alt sit nye legetøj. De voksnes verden havde jeg ikke noget ønske om at medvirke i, mine tanker var helt andre steder. Jeg følte mig som en skuespiller, en nikkedukke der bare sad og så sød og smilende ud.
   Som en ekstra gave, kom Hanne nogle dage senere over og ville have med mig i byen. Jeg skulle vælge mig en hjørnesofa og en lænestol. Hun syntes bestemt at mine gamle møbler trængte til udskiftning, så jeg trippede lydigt efter hende og lod hende vælge en blåmønstret sofa og matchende stol. Personligt kunne jeg ikke fordrage stoffet på møblerne, men jeg var faktisk bedøvende ligeglad. Jeg gjorde bare mit til at tingene kunne forløbe fredeligt og roligt, og ville helst undgå de helt store konflikter. På den måde undgik jeg en konflikt med Hanne, hun syntes VIRKELIG vores stue var blevet SÅ meget pænere.
   Mine gamle, slidte lædermøbler, som jeg havde fået af min fars kusine, blev solgt og jeg betragtede dem vemodigt på traileren da de blev kørt væk.
   Mit liv fortsatte. Jørgen fortsatte med at køre lastbil og tjene penge, Alex fortsatte med at gøre mig angst og Helle fortsatte med at være efterhånden den eneste brik der kunne passe nogenlunde naturligt ind i mit indviklede puslespil. Og du, Mor, fortsatte med at gøre mig frustreret og fortvivlet af sorg.
   Nytårsaften gjorde mig i den grad deprimeret, vi havde huset fuld af gæster og jeg skyndte mig at drikke mig så fuld at jeg måtte lægges i seng inden rådhusklokkerne bimlede deres 12 slag. Hvilket Hanne morede sig kosteligt over, samtidig med at hun kneb ud mellem sidebenene hvor meget hun fordømte mig at jeg kunne drikke mig så fuld i børnenes nærvær. Og det havde hun jo havde aldeles ret i. Men jeg kunne næsten ikke holde ud at skulle undvære dig og Alex, jeg tænkte på hvad 1995 mon ville bringe af forfærdeligheder, og i stedet for at se et nyt år som en mulighed for at 'starte forfra med en renvasket tavle', så forekom et nyt år mig kun at være fyldt med farer og nedture. Og jeg havde en stærk forudanelse om at 1995 også ville tage flere af dine evner fra dig. Jeg havde det, som stod jeg på afgrundens rand og var pinefuldt klar over at det kun ville gå nedad med dig.
   Den aften stod det lysende klart for mig at jeg var ved at miste dig, og at et nyt år kun var en understregning af det. For mig var et nyt år blot 12 måneder, hvoraf hver eneste af dem indeholdt en risiko for at miste dig mere og mere. Og en risiko for at dén dag, hvor jeg blev nødt til at gøre mig selv en aktiv del af din sygdom, rykkede nærmere og nærmere. Måned efter måned ville året trække dagen tættere og tættere på. Og den tanke, den erkendelse, var mere end mit indre kunne klare i ædru tilstand.