Til trods for at jeg var rimelig negativ over at have skullet vente et helt år på familieafdelingens hjælp, valgte jeg at sige ja tak til en rådgivers besøg. Der var også støt noget nyt til, og mit liv stod atter en gang for at skulle skifte kurs. Jeg valgte at gå fra Jørgen, og var stort set i gang med flytningen da familieafdelingen ringede for at sige det var vores tur. Flytningen var ikke særlig traumatisk, jeg flyttede fordi jeg ikke kunne holde ud at bo i det gamle lort, og havde fundet en stor, ny og flot lejlighed i den indre by. Jørgen ville absolut ikke med, og årsagen til flytningen hang egentlig mest på stædighed. Inderst inde tror jeg nu, at jeg ubevidst ønskede at flytte fra Jørgen, men at jeg måtte omskrive det inde i mit hoved for at give mig selv mod nok.
   Det var familieafdelingens rådgiver, der gav mig mod nok. Hun var en pragtfuld kvinde, der kom en gang i ugen. Vi snakkede om børnene, og hun fik mig efterhånden overbevist om mine egne værdier. Hun syntes jeg tacklede børnene rigtig fint, og hun kunne tydelig mærke min store kærlighed til Alex. Aldrig havde noget varmet mit hjerte så meget, som den besked. Hun sagde så også at jeg måtte se at løsrive mig fra Jørgen, for hun kunne bestemt mærke forskel både på børnene og mig, når han havde været der. Vi havde det alle bedre, uden ham. Jeg indså hun havde ret, at Jørgens og min årgamle strid om børnene aldrig ville kunne løses. Hun havde ret, jeg måtte bryde med ham helt og holdent. Hvilket jeg gjorde, få uger senere. Næsten pr. omgående mærkedes der forandringer, både med børnene og mig. Vi trængte i den grad til fred og ro, trængte til at kunne være naturlige uden Jørgens bidende bemærkninger og hans evige irritation over børnenes adfærd.
   Jørgen tog det meget hårdt, han forstod ikke det var slut og ringede konstant og var meget ulykkelig. Det var en hård periode, hvor jeg kæmpede med enorm dårlig samvittighed, for Jørgen bebrejdede mig for næsten alle dårlige ting der var hændt i vores ægteskab. Det ene øjeblik var han hånlig og vred, det næste øjeblik ulykkelig og på selvmordets rand. Men efter et stykke tid fandt han trøst i en anden kvinde, og lod os endelig være i fred.

En aften i 1999 sad jeg så og reflekterede over de sidste par års begivenheder:
   Jeg var flyttet i min egen lejlighed, jeg havde brudt med Jørgen, jeg havde mistet mine forældre, jeg havde fået min søn tilbage og var efterhånden ved at indse at jeg havde nogle evner og værdier. Jeg var i gang med at skabe mig et liv. Et liv uden sikkerhedsnet, et liv hvor JEG skulle være sikkerhedsnettet for mine børn. Mit eget liv. For første gang i lang, lang tid følte jeg mig ikke bange.

Efter at du var flyttet ud på Madsbyhus, Mor, var det atter en gang som om jeg døde indeni. Måske fortrængte jeg igen alle mine sorger og smerter, eller måske gav jeg slip - lige så brat og pludseligt som du gjorde, da du blev syg. Livet, hverdagen, forekom mig uendelig trist, og gav mig absolut ingen mening. Det var som at træde vande, - jeg kom ingen vegne. Jeg følte mig tom og kold indeni, og der manglede noget helt fundamentalt vigtigt i mit liv. Stadig vidste jeg ikke, præcist HVAD det var, jeg manglede. Følte mig bare ensom, ulykkelig og halv. Og træt. Et besøg hos min læge resulterede i en recept på lykkepiller, og mit humør var næsten endnu dårligere på vej hjem fra apoteket med pillerne i tasken, - nu måtte jeg ligefrem til at købe mig til en kunstig lykke. Det ENESTE jeg følte der havde nogen værdi, var forholdet til Alex. Men også her følte jeg mig ofte utilstrækkelig. Men han var min, Mor, og dette faktum var oftere og oftere noget jeg både forundrede og glædede mig over. Han ku stadig gøre mig bange, Mor, men det aftog lige så stille.
   1996 var, bortset fra udviklingen med Alex, et aldeles dødt år. Sådan føltes det dengang, og til dels også nu - når jeg tænker tilbage. Det var som om jeg nærmest slettede dig i mit hjerte, og samtidig døde lidt over en så drastisk handling. Alt i alt var det for meget for mit sind, og jeg beskyttede mig selv bedst muligt, ved at besøge dig så lidt som muligt. Efter måneder på lykkepiller uden effekt, stoppede jeg med dem.
   Men Mor, uanset hvor grim det år var, så tror jeg det var nødvendigt for mig at begynde at give slip. Så længe jeg anså dig for at være en levende person, kunne jeg ikke eksistere uden at savne dig og fasthold mig i min identitetsløse og usikre position. Men anså jeg dig derimod for værende død, var der alt mulig grund, til at forsøge at klare mig selv og finde styrken i mig selv. Så blev det en nødvendighed, og ikke kun en mulighed.
   Jeg tror nok jeg har tilgivet mig selv. Der er siden sket så meget godt i mit liv, og jeg er fuldt ud overbevist om at du ville have kunnet forstå det.

Det var en ganske overvældende oplevelse pludselig at blive totalt opfyldt af glæde og selvværd, jeg følte nærmest at solen skinnede, udelukkende for min skyld.
   Båndene til dig blev slappere og slappere, dag for dag, Mor og det var som om jeg pludselig kunne se en mening med det hele. Også med dig, og din forfærdelige sygdom. Pludselig forstod jeg hvor vigtigt livet var, og hvor vigtigt det var at bruge det til dét JEG ville. Hver eneste dag blev vigtig for mig, og jeg jublede over mit overskud og lyst til livet. Og min styrke. Jeg kunne noget uden dig, Mor. Du havde givet mig alt mulig grund til at leve, og havde givet mig så mange skønne år, og dette gav mig en inderlig følelse af taknemmelighed. Jeg havde oplevet den gave det i sig selv er at være elsket af sine forældre, og uanset hvor kort denne periode var, vil jeg bære den for evigt i mit hjerte, og altid huske hvor smuk en gave livet er. Mindet om dig er mig meget kært, Mor, men livet i sig selv er den største gave. Mit liv er mit. Jeg kan gøre med det hvad jeg vil.

Du er den smukkeste mit øje har set, og den smukkeste mit hjerte har elsket.
   Tak for alt. Farvel, Mor.