Hele vejen igennem 1994 fortsatte jeg med at tumle rundt inde i mig selv. Jeg fortsatte med at have problemer med Jørgen, og jeg fortsatte med at være bange for Alex. Men der skete dog nogle få ændringer. Jeg blev på en eller anden besynderlig måde betaget af min søn. Jeg var stadig meget bange for hans grådanfald, og magtede bestemt ikke at sætte grænser eller have ham i længere tid af gangen. Men jeg begyndte at blive meget betaget af hans udseende, af hans smil, af hans runde kinder, af hans sundt udseendet krop. Jeg mærkede pludseligt et BEHOV for at have ham noget mere ved mig, men behovet var altid størst når han IKKE var ved mig. Når han var der, overskyggede min angst altid de gode følelser. Men betagetheden kom stærkere og stærkere til udtryk, og jeg begyndte at længes mere og mere efter at kunne have ham i længere tid. Det var en underlig dobbeltfølelse, for når han så var ved mig følte jeg både en stærk kærlighed og en dyb angst.
   Følelsen forvirrede mig. Det ene øjeblik lod jeg mig fuldstændig drukne i at føle så stor og stærk og dyb kærlighed til min søn, jeg smagte på ordet 'søn' og gentog det igen og igen for mig selv. Jeg ku' få tårer i øjnene af at tænke på hvor dejlig og fantastisk han var, og svælge fuldstændig i at det var første gang jeg nogensinde havde haft så gode og rene følelser for ham.
   Få minutter senere kunne jeg mærke fortvivlelsen sænke sig over mig som en våd dyne, og glædestårerne forvandledes til tårer af sorg og dyb frustration over at vide, at jeg aldrig ville turde eller magte at have ham boende fast. Hvad nytte var disse gode følelser, når jeg alligevel ikke turde have ham, når han endelig var der?

Men han var smuk, Mor. Hans store brune øjne og kontrasten mellem dem og det kridhvide hår. Hans smil, der fik det lille runde hoved til at lyse op. Som en lille sol. Hans tykke kinder, som jeg oftere og oftere blidt strøg min hånd henover.

Nogle gange, Mor, savner jeg dig mere end jeg troede var muligt. Efter så mange år. 7 år, er der efterhånden gået. Der er dage hvor jeg næsten ikke tænker på dig, og der er dage hvor du er i mine tanker konstant. I dag er en af de dage. Måske er det bare fordi jeg føler mig lidt ked af det, og at jeg derfor ønsker du var der til at snakke med. Jeg kunne godt bruge dig, lige nu. Så ville jeg fortælle dig hvor ked af det, jeg nogen gange bliver. Når Peter og jeg skændes, når jeg ikke føler mig forstået og respekteret. Når andre ikke behandler mig som du gjorde. Måske er jeg blevet forvænt, måske har du faktisk forkælet mig. Med al din omsorg, interesse og respekt. Hvem kan nogensinde give mig det? Det er der ingen der kan. Der er ingen der kan være mor nr. 2.
   Så selv om jeg har et godt liv uden dig, Mor, så er du stadig savnet meget. Ikke så meget i praktisk henseende, men i mit indre. Mit indre mangler dig meget.
   Jeg ville ønske du kunne se mig og Alex nu. Vi fungerer så godt sammen. Han gør mig så glad, og vi viser vores kærlighed helt naturligt. Hver dag fortæller jeg ham at jeg elsker ham, hver dag fortæller han mig at han elsker mig. Hver dag giver vi hinanden et knus. Der er dage hvor vi skændes, men der er aldrig dage hvor jeg ikke føler en dyb, dyb kærlighed til ham, og en stor taknemmelighed over at jeg ikke er bange for ham mere.

I starten, Mor, reagerede han meget kraftigt. Når jeg forsøgsvis ville prøve at give ham et forsigtigt knus. Han trak sig væk fra mig, ville ikke ha' det. Det sårede mig, og jeg forstod det ikke. Han kunne få anfald af raseri, hvor han græd og smed med alt hans legetøj, i vuggestuen græd han tit og slog tit de andre børn. Alt det hørte jeg først om senere. I hele 1994 havde jeg næsten ikke kontakt til vuggestuen, jeg var flov over at han ikke boede ved mig. Og kunne ikke se nogen af pædagogerne i øjnene, jeg så alt for meget fordømmelse.
   Men jeg forstod ikke disse 'ture' med raseri og gråd, troede der var noget galt med ham. At han måske var 'dampbarn' eller sådan noget. På en måde forstår jeg godt Jørgen, at han ikke var vild med weekenderne med Alex. For der var meget uro og meget gråd altid.