Jeg ved nu, at da jeg flyttede ud af byen, flyttede jeg mig samtidig ubevidst med vilje væk fra dig. Jeg VILLE simpelthen ikke se dit forfald. Jeg magtede det ikke. Jeg havde endnu ikke lært at stå til ansvar for mine handlinger, og gjorde dét jeg i så mange år havde været så god til: Jeg flygtede. Væk fra problemerne. Ude af øje, ude af sind. Jeg sku være blevet, Mor. Jeg sku' være blevet og hjælpe dig. Jeg svigtede dig, for jeg vidste, hvor svært du efterhånden havde fået det ved at skulle klare dig selv og din lejlighed. Men jeg VILLE ikke acceptere det. Ville i hvert fald ikke acceptere, at det var mit ansvar at få taget hånd om det.
   Flere gange siden har jeg tænkt på, om jeg mon i virkeligheden bare er luddoven? Om jeg dengang simpelthen ikke GAD at hjælpe dig? Kan det virkelig passe, Mor? Kan det virkelig passe, at jeg ikke GAD hjælpe den person der var den vigtigste i hele verden for mig? Og som i 26 år havde stået på pinde for mig, og gjort ALT for mig?
   I lang tid troede jeg at jeg var doven. At jeg simpelthen var indbegrebet af dovenskab. Sådan en møgdatter der ikke engang gad hjælpe sin syge mor! Men, Mor, så doven kan ingen være. I hvert fald ikke en person der elsker en anden person så meget. Det er simpelthen utænkeligt. Der MÅTTE være en anden årsag. Den eneste årsag jeg har fundet frem til, er at jeg ubevidst/bevidst ønskede at FORTRÆNGE din sygdom. Det er den eneste årsag, jeg er villig til at acceptere som andet og mere end bare en dårlig undskyldning.
   Men, Mor, jeg hader mig selv for at have været så god til det der med fortrængning. Jeg hader virkelig mig selv. Hvorfor kunne jeg dog ikke have været lidt mere virkelighedsnær? Hvorfor kunne min kærlighed til dig dog ikke have trængt igennem mit automatiske forsvarssystem?
   Jeg ved, jeg er nødt til at acceptere, at sådan handlede jeg nu engang. At sådan blev jeg nødt til at gøre, for at overleve. For at kunne klare mit liv, og mit krævende, problematiske forhold til Alex. Jeg var nødt til det, for at komme i gang med at skabe et nyt liv. Uden dig.
   Måske tilgiver jeg mig selv engang. Jeg ved at DU ville have tilgivet mig, men igen: Det er min egen samvittighed der nu står til regnskab for mine handlinger.
   Og den samvittighed har ikke nær så nemt ved at tilgive som du ville have haft.
   Den har ikke nær så nemt ved at tilgive at jeg valgte at bruge mine kræfter på en lille 1½ års dreng der så voldsomt trængte til sin mor. I stedet for at bruge kræfterne på at hjælpe dig. Selv om jeg fortæller min samvittighed, at jeg måske aldrig havde fået Alex hjem, hvis jeg havde prioriteret mine kræfter anderledes, så vil den alligevel ikke helt tilgive mig for det. Den vil hele tiden gøre mig opmærksom på at jeg burde have klaret begge dele.
   Kære samvittighed, og kære Mor. Jeg MÅ acceptere at jeg havde hjulpet Mor,- dig -, hvis jeg havde haft kræfter nok. Overskud nok.
   Jeg var i en situation, hvor jeg måtte vælge. Prioritere. Og jeg valgte min søn, min lille søn, der stadig manglede et helt liv at leve. Jeg må tilgive mig selv og acceptere, at jeg ikke havde kræfter nok til også at klare dig, Mor.