Men jeg måtte jo erkende det. Acceptere tabet af dig. Jeg måtte lade dig gå, og lade dét du stod for, ligge som et ømt minde inden i mig. Der var ikke noget at gøre, mit liv måtte leves, jeg måtte finde styrken i mig selv.

Gradvist, og ganske tåbeligt egentligt, fandt jeg styrken. I starten bestod den af små sejre, så som at købe mig min egen symaskine så jeg kunne lappe ungernes tøj SELV uden hjælp fra dig. Men senere fandt jeg styrken ved at erfare, at jeg havde vundet kampen om Alex. Det lykkedes mig at få ham hjem at bo, det lykkedes mig at finde modet.

Jørgen og jeg solgte huset i foråret 1996. Det var for dyrt for os at sidde i, og vi blev enige om at sælge det - frem for at gå på røven med det. Annoncen nåede ikke engang at komme i avisen, før de første potentielle købere havde været på rundvisning og omgående besluttede sig for at købe det. Vi fik den pris, vi havde regnet med, og vi kom derfra med indfriet gæld.

Til gengæld for dette dejlige parcelhus, fandt Jørgen et ældgammel møghus i Studsdal. Da jeg første gang så det, troede jeg simpelthen det var løgn: Der kan umuligt bo levende mennesker derinde! Men jo, det kunne der. En enlig mand havde boet der i mange år, men havde nu besluttet sig for at rykke landrødderne op og flytte til Fyn. Vi ku' leje det for 2.000 kr. i måneden. Det var sommer, da vi kiggede på huset, og jeg måtte indrømme at omgivelserne var ganske storslået. Der var udsigt ud over marker og enge, samt ned til fjorden. Smukt, simpelthen. Jeg så romantisk for mig, hvordan ungerne kunne rende og lege i disse skønne landlige omgivelser, og droppede enhver kritik af den gamle faldefærdige rønne, vi så til gengæld måtte bo i. I de sidste 3 måneder havde vi boet i en skurvogn, opstillet på Jørgens forældres grund, og det var tæt på at ALT nærmest var bedre end at leve 2 voksne samt til tider 2 børn og en schæferhund.

I 14 dage knoklede vi for at gøre huset nogenlunde beboeligt. Vi rev tapet af, satte nyt op, forbedrede lofter og køkkenet og skrabede os vej gennem badeværelsets mug og fugt. Dinna galoperede lykkeligt rundt og jagtede mus og rotter, og var til evig irritation, fordi hun konstant kom til at smække sine kæmpe poter op i tapetklisteret eller malingen.
   Det var stort set midt i alt dette, at slutningen på dig begyndte, Mor.
   Sommeren var varmest i august, og vi flyttede ind i bagende hede. Opringningen kom nærmest midt i alt flytterodet; du var indlagt - igen.

Jeg var ærlig talt temmelig træt af det, du havde været indlagt så mange gange, men ingen syntes at være villige til at gøre noget. Mindst af alle kommunen. Men denne gang var alt jo anderledes. Du havde ikke været indlagt mere end et døgns tid, da lægen kom ind og ville have en samtale med mig. Han mente ikke, det ville være forsvarligt at sende dig hjem igen uden, - i det mindste -, døgnhjælp, og dette ville han snakke med mig om.
   Sagen gik sin gang, og du blev bevilget døgnhjælp efter behov, samt en lejlighed i Madsbyhus Bofællesskab pr. 1. oktober 1996.

Jeg smed dig fra mig, da du flyttede ud på Madsbyhus. Nu kunne jeg ikke klare mere, nu måtte jeg have det hele på afstand, og kunne for første gang i flere år læne mig tilbage og vide, at der ville være nogen til at passe på dig.