Det var i oktober 1996 at dit liv officielt sluttede, uofficielt havde det været slut i ca. 2 år. Men inde i mig, sluttede dit liv, og dermed også den rolle du som mor spillede for mig, i oktober 1996. Da du flyttede ind i den lille lejlighed i bofællesskabet.

Jeg var så vred, da jeg første gang besøgte dig derovre. Intet var som jeg havde forestillet mig. Og DU var allermindst som jeg havde forventet. Af en eller anden grund var jeg slet ikke forberedt på denne vrede fra dig af. Du var vred, frustreret, ulykkelig, ensom og hjemløs. Og forvirret. Du græd hele tiden. Jeg kunne ikke trøste dig, kunne faktisk kun give dig ret i alt det meningsløse sludder. Det var så sørgeligt som noget kunne blive. Bofællesskabet var nyt, og dermed var din lejlighed også sprit-ny. Det var påfaldende, så ekstra gammel du så ud, som du sad der i din nye sofa i din nye lejlighed i det nye bofællesskab. Kontrasten var skærende, og jeg følte du kunne dø hvert øjeblik det sku' være. Om ikke andet, så af sorg og vrede. Min vrede var stor og ubeskrivelig. Og umulig at få luft for. Hvad lavede alle de gamle nisser i et bofællesskab, der oprindelig var tiltænkt yngre senil demente? Det vrimlede med rigtig gamle og dårlig mennesker, ingen af dem kunne spise selv, og langt de fleste måtte køres rundt i kørestol. Aldrig i mit liv havde jeg set dig så malplaceret som her. De kunne ligeså godt have anbragt dig på et kollegium, så malplaceret var du i dette bofællesskab. Jeg var simpelthen RASENDE over at de ku komme i tanke om at anbefale dette sted til dig. Du nægtede at gå udenfor din egen dør, og nægtede konsekvent at deltage i noget som helst sammen med de andre beboere. Der var intet, du kunne foretage dig, og ingen at snakke med.

Heldigvis, hvis man da kan sige det, resulterede dine medbeboeres dårlige tilstand sig i at der ret hurtigt forsvandt nogle og nye kom til. De nye der kom, var ikke helt så gamle, og ikke helt så syge. Men præcist så konfuse og forvirrede som dig, hvilket næsten omgående viste sig at være rigtig godt for din mentale tilstand. Du fik det langsomt bedre, dit humør vendte (også i kraft af lykkepiller, udskrevet af din læge), og du fik lyst til at deltage i fælles arrangementer. Plejepersonalet rapporterede om hele dage, hvor dit humør havde været godt, og det var med mere ro i sindet at jeg kunne forlade dig. Ro, ja, men ikke glæde. Det føltes stadig så meningsløst at se dig i denne situation. Mange aftener blev tilbragt tudende, hvor hele din situation blev trevlet op og forsøgt at finde meningsfuld. Jeg hadede at skæbnen kunne være så grufuld, at noget menneske skulle slutte sine dage på så ydmygende og personlighedsudslettende vis.