Jeg er nødt til at sige med det samme at jeg næsten ikke husker noget som helst fra de år. Det hele er kørt sammen i en tæt grå tåge, hvor kun enkelte små episoder trænger igennem. Måske er det mit indre der forsøger at beskytte sig på den måde. Det må jo være en form for fortrængning.
   Knap 4 måneder efter Jørgen og jeg startede forholdet op, valgte vi at blive gift. På min fødselsdag. Det var en dyb hemmelighed, kun Bent havde en mistanke, fordi jeg forinden havde enormt travlt med at få skilsmissen overstået.
   Vi blev gift på rådhuset, en varm sommerdag. Vi troede ikke nogen vidste noget, men der var alligevel et par stykker som havde opsnuset at noget var under opsejling. Så der kom kort og blomster hele dagen igennem, hvilket vi trods alt blev meget rørt over. Ingen af børnene var med til vielsen, jeg tror du passede dem imens, Mor. Jeg var iført en hvid snæver nederdel og en rødblomstret skjorte. Jørgen havde helt almindeligt tøj på. Vi stod inde i byrådssalen, og sagde JA til hinanden, efter kun knap 4 måneders bekendtskab. Vi kendte faktisk slet ikke hinanden, men så bare det romantiske i at få papir på hinanden. Jeg må ryste på hovedet af mig selv nu. Det var mit 3. ægteskab, blev jeg da aldrig klogere?
   Kort før vielsen havde jeg søgt nogle større lejligheder ude omkring dit kvarter, Mor. Jeg var medlem af det samme boligselskab som dig, og ville gerne bo i din nærhed. Også for børnenes skyld. Vi fik en 3-værelses lejlighed ret hurtigt, og flyttede ind 29 dage inden vielsen. Pigerne kunne nu få et værelse hver, også Camilla som ellers kun kom på weekends og ferier. Der var ikke noget værelse til Alex, han var stadig ikke rigtig regnet med i børneflokken. Indimellem strejfede tanken mig, hvorfor der var værelse til Camilla men ikke til Alex, men jeg gjorde ikke noget ved det. Camilla var hellig i Jørgens øjne, og jeg turde ikke helt tage kampen op. Mine nye varme følelser for Alex var stadig ukendt for Jørgen, jeg turde slet ikke fortælle ham om dem. Han ville stejle, hvis jeg antydede at jeg måske engang ville forsøge at have ham noget mere, og måske endda ville forsøge at have ham fastboende.
   Vores lejlighed lå i en blok lige overfor din. Du kom over en gang imellem, men blev som regel ikke ret længe. Du stak bare lige hovedet ind og sagde hej, gik hvileløst rundt og smilede af alt og ingenting, og gik så din vej igen. Det var på dine gode dage. Når du var fanget i de dårlige dage, kom du som regel ikke ud af lejligheden. I hvert fald ikke over til mig. Måske tog du ned i byen og tågede rundt, måske handlede du lidt ind, men du besøgte mig ikke når du havde det dårligt. Når du var forvirret. Jeg ved godt at du ønskede at skjule det for mig.
   I slutningen af 1994 begyndte Jørgen og jeg at snakke om at købe hus. Vi ønskede at flytte ud af byen, og Jørgen ønskede specielt at flytte tilbage til den landsby hvor han var født og opvokset, hvilken lå ca. 12 kilometer fra byen.
   I første omgang sagde jeg ikke noget til dig, men det var som om du instinktivt mærkede at der var ved at ske noget, for du begyndte nemlig at have dage hvor du græd og sagde at du var bange for at jeg flyttede langt væk. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for jeg gik selvfølgelig i flyttetanker men mente jo ikke jeg var ved ligefrem at flytte LANGT væk. Jeg forsøgte at berolige dig, men du glemte hele tiden hvad jeg havde sagt, og blev ved med at køre rundt i din angst for at jeg flyttede langt væk.
   Vi fandt et hus, Jørgen og jeg. Og banken blev spurgt, om de ville låne os til udbetalingen, og om vi i det hele taget havde råd til det. Det ville de, og det havde vi. Vi så på huset et par gange, og blev hver gang fyr og flamme. Det var et charmerende nyere parcelhus, bygget af den første ejer som havde sat sit eget præg på huset ved at lave meget i rå træ. Det kunne vi godt lide, det rå fyrretræ gav huset et hyggeligt præg, og det havde vi nok brug for. For det meste var hygge ikke noget der kom naturligt mellem Jørgen og jeg, så måske troede vi at huset kunne hjælpe os lidt med at finde hyggen frem. Dagen før den sidste gang vi så på huset og endeligt besluttede at det skulle være DET, tog Jørgen alene i byen. Han havde altid været meget glad for at gå på værtshus, og havde et bestemt værtshus han altid opholdt sig på. Jeg vidste hvornår de lukkede, og var urolig da han stadig ikke var kommet hjem en time efter den normale lukketid. Jeg var gået i seng, og havde vist også småblundet lidt, men vågnede pludseligt helt op, fordi jeg for mit indre blik havde set et billede af vores bils bagsæde. Billedet kom hurtigt og lyste et kort sekund op foran mine øjne. Jeg blev omgående urolig. Før i tiden havde jeg ofte oplevet at have forudset noget ting, og jeg så dette billede som endnu en forudanelse. Men hvad betød et billede af vores bagsæde? Jeg vidste hvad det KUNNE betyde, men var rædselsslagen ved tanken. Kunne han virkelig være mig utro? Ham, som sagde han elskede mig? Ham, som for få måneder siden havde sagt JA til mig i byrådssalen? Ham, som jeg var godt i gang med at købe hus sammen med? Kunne han virkelig være så luset?
   Jeg vendte og drejede mig, og var ved at gå ud af mit gode skind. Hvor fa'en VAR han? Hvorfor kom han ikke hjem?
   Klokken var halv 4, da han endelig stak nøglen i fordøren. Jeg lod som om jeg sov, men havde ørerne på stilke for at lytte efter om han gik ud og vaskede sig. Det ville være et sikkert tegn. Men det gjorde han ikke. Han smed nøglerne på køkkenbordet, og gik direkte ind i soveværelset til mig. Han tog tøjet af, vaklede lidt rundt og kaldte sagte på mig: "Lone, sover du?" Jeg lod som om jeg lige vågnede, og vendte mig søvnigt om. "Hej," sagde jeg og kiggede over på uret, som om jeg ikke anede hvad klokken var. "Hvorfor kommer du så sent?"
   Han mumlede noget om, at han havde kørt en eller anden hjem, og derefter bare havde kørt lidt rundt i byen. Så vendte han ryggen til mig og snorkede få minutter efter højlydt.
   Det lykkedes mig at falde i søvn, trods en masse ubehagelige fornemmelser og tanker. Den næste morgen blev jeg vækket af at han lå og kælede med mig, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Ville han mon have trang til sex, hvis han havde bollet med en anden dame natten før? Ville han virkelig kunne få sig selv til at elske med mig, uden at have vasket sig efter samleje med en anden kvinde?
   Svaret kom dagen efter. Ja, han havde elsket med mig få timer efter at have elsket med en anden kvinde. UDEN at have ulejliget sig med at vaske sig ind imellem. Vi kørte ud og så på huset en sidste gang, og undervejs plagede jeg ham med spørgsmål og forsøgte at lægge alle mulige fælder for ham. Jeg VIDSTE bare, at han havde været mig utro, men han ville ikke indrømme det. Det var små bitte ting der til sidst fældede ham. Nakkestøtten var drejet helt forlæns, fordi forsædet havde været lagt helt ned. Han havde glemt at rette nakkestøtten efter sit lille stævnemøde. Køkkenrullen, der lå i handskerummet, var pludselig næsten tom, fordi han havde måttet bruge adskillige meter af den til at fjerne diverse flydende stoffer. Endelig fik jeg historien. Han havde mødt en pige på værtshuset, de havde danset sig varme på hinanden og vielsesringen var ligeså stille blevet lusket ned i bukselommen. Da værtshuset lukkede kl. 02, havde han galant tilbudt hende en tur rundt i byen, hvilket altså endte med en lang parkering nede ved havnen.
   Det er ubeskriveligt, hvad jeg følte indeni da han endelig gik til bekendelse. Jeg stormede ud af bilen, mens det ekkoede inde i mit hoved: 'Jeg er en bedraget kvinde, jeg er en bedraget kvinde'. Hvorfor det lige præcis skulle være en så gammeldags formulering af det forfærdelige, der cyklede rundt i hovedet på mig, er uforklarligt. Men det hele føltes som taget ud af en dårlig B-film, så måske faldt det bare naturligt at mit hoved var fyldt af lige så dårlige klicheer.
   Det hele var ufatteligt svært, lige pludseligt. Alex var hos mig denne weekend, og jeg kunne overhovedet ikke overskue at skulle tage mig af ham i denne min nye sammenstyrtede verden. For Pokker; vi var ved at købe hus, var lige blevet gift! Hvad Fanden tænkte han dog på? Hvordan ku han GØRE det?!! Jeg græd og rasede, kaldte ham alle mulige afskyelige ting. Alex og Helle blev sat af ovre ved dig, jeg magtede simpelthen ikke at de skulle se mig i så dårlig forfatning.
   Forbandede Røvhul! Jeg havde simpelthen lyst til at gøre noget meget meget voldsomt ved ham.
   Til sidst faldt jeg til ro, og ville bare have én ting at vide: Det obligatoriske 'hvorfor'. Hvorfor havde han gjort det?
   Det vidste han ikke. Hans hukommelse var pludselig utrolig dårlig, han anede ikke hvem der havde startet det, og hvorfor han ikke bare havde ladet være.
   Det gjorde mig atter rasende, at han ikke engang kunne unde mig så meget at give mig en ordentlig forklaring.
   Til sidst stod så spørgsmålet: Hvad gør vi nu? Er det slut?
   Jeg sagde til ham at jeg ville tænke over det et par dage. Jeg hentede derpå ungerne og vi fortsatte søndagen som om intet var hændt. Bortset fra at mit hoved summede af sorg og vrede, og at mine øjne værkede af for mange indestængte tårer.
   Alex blev kørt hjem til Bent, og Jørgen anede ikke hvad ben han skulle stå på. Jeg bad ham skride ad helvede til det ene øjeblik, og skrubbe ud og tage opvasken det næste øjeblik. Nyttig kunne han vel gøre sig! Helt ærligt, jeg var overhovedet ikke ved mine fulde fem. Jeg græd og rasede, ignorerede ham og bombarderede ham med spørgsmål på skift. Det eneste jeg ikke rigtig gjorde, det var at sige det var SLUT. Jeg tænkte det, og jeg tog min ring af tusind gange. Men det blev kun ved tanken, og ringen blev hver gang samlet op og sat på fingeren igen. Jeg KUNNE simpelthen ikke bede ham gå. Hvad skulle jeg så gøre? Hvad skulle jeg gøre af mig selv, hvis jeg ikke havde ham? Så ville jeg jo være ALENE. Ordet i sig selv var værre end den værste gyserfilm.
   Det hele endte med at jeg ignorerede ham et par uger, og var tilsvarende kold som is et par uger. Men han fik lov at blive. Og vi købte huset, for at sætte prikken over min dumheds 'i'.
   Vi købte hus, og jeg måtte fortælle dig at vi flyttede ud til den lille landsby 12 kilometer uden for byen. Du tog det heldigvis pænt, og var enig med mig i at der jo faktisk ligefrem kørte bybusser derud. Så helt slemt var det jo ikke. Og jeg forsikrede dig om at vi også ville hente dig, når du havde lyst til at besøge os. Jeg havde ikke fortalt dig noget om Jørgens lille rendezvous, jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det. Det ville ophidse dig voldsomt, hvis du fandt ud af at han havde været ond mod din pige. Desuden kunne selv den mindste lille ting få dit humør helt ned i kulkælderen, hvordan ville du så ikke tage en besked om at din datter var blevet røvrendt godt og grundigt at hendes nye mand?
   Jeg lod dig blive i troen på at din datter var kommet 'godt i havn', og at det sandelig gik godt for hende, med nyt hus og en mand der tjente rigelig med penge.
   Men Mor, jeg havde sådan lyst til at fortælle dig det. Jeg havde sådan trang til at græde ud ved din skulder. Men gjorde det ikke. Det smertede mig dobbelt at jeg ikke kunne snakke med dig om det. Før i tiden ville det have været det første jeg overhovedet havde gjort. Og du ville have fortalt hvor synd det var for mig, og hvor grim verdenen var og hvor meget du var på min side. Du ville have lyttet og trøstet, du ville have hentet for 100 kroner slik for at prøve at få mit humør op.
   Men du var ikke længere min styrke, den styrke jeg trygt kunne læne mig op ad og forlade mig 100% på. I stedet var du min svaghed, du var en skrøbelig kinesisk vase som jeg var nødt til at beskytte mod farlige stød og slag.
   Så jeg smilede, og jeg tror aldrig du opdagede smerten i mine øjne. Den blandede sig sikkert også bare med alle de andre smerter, der efterhånden fyldte mine øjne og gjorde dem tunge og sorte.