Jeg tog om og besøgte dig i din lejlighed. Forsøgte at gøre som jeg plejede, og blev stædigt ved med at behandle dig, som jeg plejede at behandle dig. Selv om jeg vidste hvad der var på vej, selv om jeg vidste, at din hukommelse svigtede tiere og tiere, blev jeg ved med at spørge dig om alt muligt. Og blev ved med at forvente, at du kom om med tøj til ungerne, som du selv havde syet, eller nye gardiner, fordi du lige havde opdaget, hvor slidte mine de gamle var. Og jeg blev skuffet hver eneste gang. Min fødselsdag kom, det var sommer og jeg ringede flere gange dagligt for at minde dig på, at du skulle komme om til kaffe. Jeg ville ikke have kunnet bære, hvis du ikke var der på min fødselsdag. Det havde du altid været, jeg ku' ikke forestille mig en fødselsdag uden dig.

Min fødselsdag i 1993 blev den sidste af mine fødselsdage, hvor du var til stede.
   Åh Mor, hvor havde vi mange planer. Husker du, hvordan vi ofte talte om, hvordan livet ville være, hvis du lod dig skille fra Far? Hvor let livet ville blive? Hvordan du kunne invitere veninderne hjem, uden brok fra Far? Hvordan du ville kunne være sammen med mig og børnene uden forudgående endeløse diskussioner med Far?

Jeg sad på nåle, når jeg var ovre ved dig. I din mørke stue sad jeg i hjørnesofaen og lod øjnene fare rundt i lejligheden. På jagt efter fejl og mangler, bange for at finde beviser på at du var uhelbredelig syg og samtidig ivrig efter en form for afgørelse. I 1993 begyndte du at få flere og flere anfald af føling, du begyndte at misligholde din sukkersyge. I 1993 var dit humør skiftevis helt oppe og helt nede. Nogen gange var dine øjne så underlig døde og tomme, at jeg ikke kunne klare at se ind i dem. Andre gange var de skinnende brune og så tindrende af aktivitet at tvivlen atter ramte mit sind.
   Du svingede så voldsomt fra at være ivrig og ekstatisk til at være angst og depressiv, at jeg havde lyst til at dunke dig hårdt oven i hovedet - som på en maskine der har en løs forbindelse - og skrige til dig: Så bliv dog normal! Bliv dig selv! BLIV... hos mig.

Jeg husker de timelange, fortrolige samtaler. For det meste foregik de i jeres soveværelse. Far sad i stuen, eller i køkkenet. Udenfor. Du og jeg sad på jeres senge, dig på din egen, jeg på fars. Og så blev hele verdenssituationen trevlet op og sat sammen igen så den passede til vores univers. Sådan kom vi igennem min pubertet. Vores endeløse samtaler, bygget på gensidig respekt og tillid, blev naturligt en måde hvorpå vi undgik at komme til at hade hinanden i tiden hvor mit barnesind begyndte at forvandle sig til voksensind. Jeg elskede disse samtaler. Jeg kunne sige ALT til dig, og du fortalte mig til gengæld lidt om hvordan det var i DIN verden. Ikke ALT, og det vidste jeg godt. Og ville nok heller ikke vide ALT, der var visse ting jeg ikke ville kunne klare at høre om. Uanset HVAD jeg end valgte at fortælle dig om, kunne jeg altid regne med forståelse. Du rakkede aldrig mine beslutninger, drømme eller ideer ned. Aldrig. Altid respekterede du dem, og var ferm til at få listet gode råd ind uden at det virkede anmassende eller belærende. Disse samtaler og denne respekt er noget af det, jeg er allermest taknemmelig for at have oplevet, for at have fået. Og jeg anstrenger mig meget for at give min datter det samme, nu hvor puberteten også er ved at holde sit indtog her. Det er jo også det, Mor, at hele mit liv har været taget op til revision efter din forsvinden. Jeg fik pludselig voldsom brug for at få bekræftet min identitet, efter at Far døde og du 'tabte tråden'. Jeg følte det som om hele mit eksistensgrundlag gled væk under mine fødder, pludselig var der intet bevis for at jeg havde været barn, havde været teenager, havde været elsket af mine forældre og i det hele taget havde eksisteret de sidste 26 år. Du huskede ikke min barndom mere, og Far var der ikke længere til at fortælle mig om den. Så jeg måtte prøve at huske alt, hvad jeg kunne, og vende og dreje hver eneste huskede situation. Derfor har jeg også fundet ud af, hvad der har været godt, og hvad der var mindre godt. Og det har givet mig en inderlig taknemmelighed, over at være i stand til at bruge det overfor mine egne børn. Fortrolige samtaler med min datter er én af de ting jeg altid giver mig tid til, for jeg husker, hvor glad jeg selv var for dem med dig.

Af smerten er der altså kommet taknemmelighed. Af smerten er der altså kommet glæde.
   Taknemmelighed over at have fået muligheden for at gennemtænke mit liv, min barndom. Taknemmelighed over at have fået mulighed for at bevidst kunne bruge egne oplevelser overfor mine børn. Taknemmelighed over at have lært at elske hver eneste dag og aldrig være ligegyldig eller uinteresseret i forhold til andre mennesker.
   Taknemmelighed over at din sygdom har lært mig at mærke mig selv og turde være mig selv.
   Taknemmelighed over at du og din sygdom har givet mig tid til at nå det punkt hvor jeg var stærk nok til at sige farvel.
   Efter taknemmeligheden kom glæden. Glæden ved at føle mig mere hel, glæden ved at elske dig og glæden ved at huske 26 år hvor jeg var elsket. Glæden ved at have været din datter. Glæden ved at din ubegrænsede kærlighed og tillid har givet mig redskaber til at være et godt menneske.

Disse samtaler fortsatte helt indtil dine skrækkelige symptomer begyndte. Så magtede jeg dem ikke længere, jeg hadede, når du pludselig ikke kunne huske, hvad jeg havde sagt for 10 min. siden, jeg kunne ikke klare, at jeg ikke kunne få luft på samme måde som tidligere.

1993 blev året, hvor du og jeg for sidste gang sad i soveværelset og ordnede verdenssituationen.
   Jeg savner disse samtaler, Mor. Enormt meget. Savner at kunne fortælle dig om mit liv, savner at blive forstået, at blive respekteret og accepteret uden vrøvl.