der kom ord ud af min mund
de var helt uden mening og grund
men de skræmte alle andre
og så begyndte rygterne at vandre
de dømmer en, uden at kende grunden
og lader mig bare ligge, og rode på bunden
men jeg ved noget, som ingen andre ved
og sagde en masse dumt, fordi jeg led
jeg brugte min kæreste, som et spejl
og hun troede, det var hendes fejl
men min tro på andre, havde fået et knæk
og i min afmagt, ønskede jeg mig langt væk
jeg endte på gaden, som en sindssyg
og fik ødelagt min tilværelse, og mit ry
min barndom blev ødelagt, som lille
nu gik mit voksen liv, ligeså ilde
jeg kæmpede for, at sandheden blev hørt
men det var forgæves, løbet var kørt
der var ingen steder, jeg kunne føle mig tryg
jeg kunne hele tiden fornemme, nogen, bag min ryg
---
tiden var rummelig, men han kunne ikke finde sig tilpas
uanset hvor han var, følte han der manglede plads
folk talte med store ord, der ingenting betød
men sandheden, var der ingen der vidste hvordan lød
han vende det hele ryggen, og startede på en rist
men hans sjæl var såret, og i hoved var en brist
vejen kom senere, og han tog den stille og rolig
den endte i en anden by, hvor han også fik bolig
han levede alene i mørket, som overtog hans sind
og græd sine salte tåre, som ætsede hans kind
hævnlysten var stor, og han kunne ikke stå imod
og en dag endte det hele, i en sø af blod
ensomheden trak tanker ud, som var det tænder
og tavsheden fik ham til at vride sine hænder
men ensomheden blev for trang, og fanden slap løs
nu havde han i årevis, opført sig, som en lille tøs
tøsen voksede, til et pjok af en mand
som havde mistet troen, på sit liv, og sit land
han var blevet svigtet, og efterladt, og til sidst glemt
men at skære halsen op, på sig selv, har ikke været nemt