KAPITEL 5

På vejen derned var hun tavs. Hun ville gerne betro sig til Johanne. Men de andre piger gik lige bag dem og hun havde ikke lyst til at de skulle høre noget om ham. Hun skulle nok selv klare ham. Knuden i maven var til at tage og føle på, men hun gik rask til og afsøgte med øjnene hver enkelt dunkel skygge, han kunne gemme sig i.
   Og så var han der ikke. Med stigende lettelse kiggede hun sig rundt. Alle køerne gik samlet, dér var Den Gamle. Ingen mosekonebryg skjulte noget som helst og hun kunne ikke få øje på ham nogen steder. Spændingen i maven lettede, men hun følte sig også en smule skuffet. Så klar til den store afsløring og så fusede det hele ud. Havde han givet op? Vandret videre? Men han havde sagt 'vi ses, Karen'. Hun kunne høre det for sig endnu. Lige så tavs som på udturen gik hun hjem.
   Ved sengetid ville søvnen ikke indfinde sig. Halmunderlaget trængte til udskiftning. Hun kunne tydeligt mærke sengens bræddebund gennem det. Katrine, der lå ved siden af hende, sov uroligt. Kastede sig rundt og stødte hele tiden ind i hende. Og hele tiden, bag hendes stigende irritation og hendes stadig ømmere ryg, lå et billede af et par mørke øjne, dybe som mosehuller. Også det irriterede hende.
   Som altid var hun den første, der slog øjnene op, endnu før solen begyndte at lysne østhimlen. Det føltes, som om hun kun lige havde lukket dem. Hun sov aldrig over sig. Heller ikke når hun ikke fik sovet længe nok. Katrine og Ane sov sødeligt videre, selvom hun i mørket kom til at puffe til dem, da hun viklede sig ud af dynerne. Fra den anden alkove lød der dybe åndedrag fra husbond, madmoder og Søren. Surt gned hun sine øjne.
   Morgenen var råkold og tågen dansede mellem træerne. Den Gamle havde gemt sig igen og hun vidste, at når hun fandt den, ville hun også finde Daniel. Musklerne i hendes mave strammede til, mens hun langsomt ledte.
   De var inde mellem nogle buske. Koen lå og tyggede drøv. Daniel sad ved siden af i græsset og var optaget af noget i sit skød. Vægten af hans krop bøjede græsstråene og duggen havde gjort hans bukser våde. Det var svært at forestille sig, at han var et åndesyn. Han så så virkelig ud. Hun stod lidt og betragtede hans bøjede ansigt. Skarpe kindben hvælvede sig over de magre kinder. Mørke øjenbryn i besynderlig kontrast til det lyse hår, der faldt i bløde lokker ned ad nakken. Det så næsten ud som om det lyste i det blide morgenlys og hun fik helt lyst til at røre ved det. Hun knyttede hænderne. Hans ryg kunne hun ikke se.
   Han så op, ansigtet klarede op i et smil, men han virkede ellers ikke spor forbavset over at se hende. Han lagde en finger på læben og i det samme så hun, at det var noget levende, han havde i skødet. Uvilkårligt listede hun lidt nærmere. Det var to halvvoksne harekillinger. Hun holdt vejret. Gad vide, hvordan han havde fanget dem? De virkede helt trygge i hans hænder. Karen kom til at tænke på de kattekillinger, det var lykkedes hende at holde som barn. Hun havde elsket de øjeblikke, hvor hun havde kælet for sådan et lillebitte dyr. De fleste af dem var vokset op til at blive nogle vilde krabater, der fangede mus og rotter og kom op at slås med naboens katte. Men i nogle få, lykkelige øjeblikke havde de været hendes.
   Daniel gjorde tegn til at hun skulle komme nærmere. Meget forsigtigt listede hun sig helt tæt på de små dyr. De bevægede sig uroligt, stivnede så og hun holdt vejret. Aldrig havde hun været så tæt på en levende hare og det føltes helt uvirkeligt, at de nu igen gav sig til at mimre med de små snuder og kravle rundt i skødet på Daniel. Hun stak forsigtigt en finger frem og en af harerne snusede til den. Så fandt den ud af, at hun åbenbart ikke lugtede helt rigtigt og som et lille, pelset lyn var den væk. Dens fælle stivnede et øjeblik med rejste ører og tog så også flugten.
   "Åh nej," fløj det ud af hende.
   Daniel betragtede hende med de mørke øjne, der lige nu ikke glimtede mystisk. Det gav hende mod til at spørge:
   "Hvordan gjorde du det?"
   "Gjorde hvad?"
   "Ja, fangede dem! Harer er da de mest sky dyr, der findes."
   Daniel så ud som om han tænkte sig om. "Jeg fangede dem ikke. Det er sådan noget, I gør, med snarer og fælder. De er ikke bange for mig."
   Hun studsede over, at han sagde 'I.' Opdagede så, at hun sad meget tæt på ham og kom på benene og i tre skridts afstand i en fart. "Hvem er du egentlig?"
   Han løftede øjenbrynene. "Vi har da præsenteret os for hinanden."
   "Jamen, hvad laver du? Har du ikke andet at lave end at rende i rumpen på en flok køer? Hvordan tjener du til dagen og vejen?"
   Han rejste sig og pludselig var afstanden mellem dem igen meget kort. Hun turde ikke kigge ham i øjnene og studerede i stedet hans vest. Den så ganske almindelig ud, brun og slidt og stadig ikke knappet. Indenunder stod skjorten åben i halsen. Den bare hud, hun kunne se, var lige så mørk som ansigtet.
   Hun kunne høre på hans stemme, at han smilede. "Jeg tjener ikke til dagen og vejen, som du kalder det. Jeg har ingen herre og jeg mangler ikke noget." Han slog ud med armene i en storladen bevægelse. Uden egentlig at ville det løftede hun blikket op til hans øjne. Noget glimtede igen i det mørke dyb, som en lygtemand i mosen og hun gyngede, som stod hun derude uden fodfæste. Stakåndet rev hun blikket til sig og stillede skarpt på Den Gamle.
   Malkning. De andre køer. Madmoder derhjemme. Hvad var det nu, Ane havde sagt? Hun skulle se hans ryg. Om den var hul.
   Men hvordan skulle hun få ham til at vende sig om? Forsøgsvis gik hun lidt til siden, så hun kunne kaste et blik bagom ham. Men han fulgte med rundt med et forundret udtryk i ansigtet. Nej, det var forkert. Han så mere ud som om han morede sig. Hun bed sig i læben og spekulerede som en rasende. Hvordan var det nu?
   "Lad mig se, om du er foran ... bagom ... åhrr, vend dig om!"
   Han smilede bredt, rakte armene op og snurrede rundt, som var det en dans, han trådte.
   "Se, ingen huller i ryggen. Er der mere, jeg kan gøre for dig?"
   "Æhm," mumlede hun uden at ane, hvad hun skulle sige. Daniels ryg så lige så solid ud som resten af ham. Så måtte han enten være tater eller en bortløben karl.
   Hun vidste, at hun skulle være på vagt overfor en tater. De stjal med arme og ben og var ikke til at stole på. Men alt var bedre end at han var et overnaturligt væsen. Hun vovede at kigge i hans øjne igen. Lygtemandslyset var væk. Der var kun et drilagtigt glimt og en usømmelig blinken. Hun rødmede.
   "Du er ikke sådan at slippe af med, vel?"
   Han grinede. "Jeg lover dig, at jeg ikke gør andet end at tale med dig."
   Hun betænkte sig lidt. De andre var jo lige i nærheden og det var måske bedre at skifte taktik.
   "Jeg skal malke," sagde hun så. "Hvis du vil snakke, så må du gøre det imens. Og hvis du alligevel skal hænge her, kan du lige så godt hjælpe mig."
   Det burde have skræmt ethvert mandfolk væk, men til hendes forundring blev han og holdt køerne, mens hun arbejdede. De var ellers flinke til at stå stille, men det kunne ske, at de fik øje på en særlig fristende tot græs, de absolut skulle hen til eller at de blev skubbet af de andre køer, så det var egentlig rart med en hjælper. Det lod til, at han havde en eller anden naturlig forståelse for dem. De forholdt sig forunderlig roligt ved den fremmede mand. Et par af dem lagde endda hovederne op på hans skulder og pustede ham i øret. Han lo, da de gjorde det og hun kiggede sig genert om. Nu måtte han da blive opdaget af de andre piger. Men dem kunne hun ikke engang få øje på. Kreaturerne gik spredt og solen havde endnu ikke brændt morgentågen væk. Det var nok meget godt. De ville blive helt hysteriske, hvis de fandt ud af, at der gik en tater rundt sammen med hende. Og hvis de fortalte det videre derhjemme, ville madmoder blive gal og hvis det kom ridefogeden for øre, ville han sørge for at jage ham væk. Det ønskede hun ikke. Hun skulle nok selv klare ham.
   "Hvor har du lært at omgås dyr på den måde?" spurgte hun ham med tanke på de to harekillinger.
   Han trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke. Sådan har det altid været. Hvor har du lært det?"
   "Hvor jeg har lært det? Jamen, jeg kan da ikke ... nå, du mener køerne. Jeg er jo ... jeg har jo bare malket køer, siden jeg blev stor nok til at kunne bære en malkespand."
   "Er det din faders køer?"
   "Nej, for søren. Han havde ingen køer. Desuden er han død. Jeg er storpige hos Anders Nielsen."
   "Hvor er din moder så?"
   "Hun er også død. I barselsseng."
   "Er det derfor du malker køer for andre?"
   "Næ, jeg har ikke boet hjemme hos mine forældre siden jeg var seks eller syv. Min mor døde først året efter og min far sidste sommer. Fattige folks børn må ud at tjene."
   "Allerede som seks-syvårige?" Han så helt overvældet ud. Hun så nysgerrigt på ham. Tatere beholdt åbenbart deres børn hos sig. Det faldt hende ind, at hun vidste lige så lidt om dem, som han tilsyneladende gjorde om hendes slags. Han kom først med et nyt spørgsmål.
   "Har du så nogen søskende?"
   Hun rystede på hovedet. "De døde som ganske små."
   "Så er du altså helt alene i verden."
   Uvilkårligt standsede hendes hænder over spanden. Hun tænkte sjældent på sig selv som alene, for det var hun jo stort set aldrig. Men var det ikke præcis sådan, hun altid havde følt det, lige siden hun første gang kom ud at tjene? Usikkert så hun på ham. Han gengældte ikke hendes blik men stod med hovedet bøjet over koen. Var han mon også selv helt alene, rent bogstaveligt? Så var det måske ikke så underligt, at han opsøgte selskab.
   Hun nåede ikke at spørge ham, inden det blev tid til at gå hjem. Ingen spurgte hende om, hvem det var, der havde hjulpet hende og af de andres samtale kunne hun høre, at de ikke havde set ham. Heldigvis. Hun lukkede deres snak ude og fordybede sig i skamfulde tanker. Hvor dårligt havde hun ikke i sin mistænksomhed behandlet ham. Og at hun, Karen, der altid havde begge ben på jorden og altid havde trukket på skuldrene af de andres sværmerier, kunne hidse sig selv op til at tro, at han var ellekongen. For meget af Anes snak, helt afgjort.
   Hun så hans ansigt for sig, huskede hvordan det havde lyst op, da han fik øje på hende. Her gik hun og sukkede over det evige malkearbejde, men hun havde dog mennesker at tale med og tag over hovedet og mad på bordet hver dag. Det sidste fik han garanteret heller ikke, så tynd som han var.
   "Du er så stille, Karen. Hvad tænker du på?" Johanne smilede til hende.
   "Har du nogensinde set en tater?"
   "En tater? Jo, det har jeg da. Det er mange år siden, men jeg glemmer det aldrig. Mikkel fik engang klø af en bande taterunger, kan du ikke huske det?"
   "Nå jo, det havde jeg rent glemt. Var der ikke noget med at han havde drillet dem?"
   "Jo, det havde han godt nok. Men derfra og så til at gennembanke ham på den måde. De var fire mod os. En af dem holdt mig fast, mens de tre andre gik løs på ham. Jeg kunne kun stå og se på. Han måtte ligge i sengen en uge efter. Og Laurids har engang mistet sin bedste kniv, da en af de djævle kom forbi og ville slibe knive for ham. Han burde have sagt sig selv, at det ville gå galt, lige så snart han så ham. Det var sådan en skummel karl med sort hår. Meget kan man sige om Becker oppe på godset, men en god ting gør han dog. Han holder det rakkerpak væk fra egnen. Hvorfor spørger du egentlig?"
   "Nå - øh - ikke for noget. Det var bare en tanke, jeg fik."
   Ved middagstid havde hun gemt et stykke brød i forklædelommen. Det var ikke noget stort stykke, alligevel følte hun vægten af det tungt mod sit lår. Tyv, hviskede det til hende. Hun lovede sig selv at spise mindre til middag. Gad vide, hvordan han ville tage det, når hun rakte ham det? Måske ville han blive fornærmet. Hun håbede, han ville blive glad.
   Skuffet måtte hun dog drage hjem med det igen, for han var der ikke. Først om aftenen opdagede hun ham siddende på en sten ude i bækken. Han rejste sig, da han så hende og hoppede elegant i land uden at få våde fødder.
   Hellere få det overstået med det samme. Med bævende hjerte rakte hun ham brødet. Han stirrede forbløffet på det og kiggede så op på hende. Hun kunne ikke tyde hans ansigtsudtryk.
   "Øh, værsgo. Jeg tænkte, at ... øh ... du måske var sulten."
   Hun var blussende rød i hovedet, kunne hun mærke.
   "Er det til mig?"
   "Nej, det er til koen, hvad havde du forestillet dig? Selvfølgelig er det til dig!" Hun viftede ham om næsen med brødet. "Men hvis du ikke vil have det ..."
   "Nejnej." Han greb hendes arm og tog forsigtigt, nærmest andægtigt brødet fra hende. Hun skyndte sig hen til den nærmeste ko for at skjule sit rødmende ansigt. Mens hun malkede, skævede hun over skulderen mod ham. Han stod stadig med brødet i hænderne og kiggede efter hende. Spiste tatere ikke brød?
   Han begyndte at gå hen mod hende og hun vendte ansigtet ind mod koen.
   "Det smager godt," sagde han utydeligt med munden fuld af brød. Han måtte åbenbart være begyndt at spise.
   "Jeg er ked af, at det er blevet lidt tørt," rablede hun. "Jeg ville have givet dig det imorges, men da var du der ikke og så har det ligget i posen hele dagen ..."
   Han tog en bid, som han tyggede omhyggeligt. "Har du bagt det?"
   Hun nikkede. Det var hende, der havde stået for hele bagningen sidste gang, fordi madmoder havde haft travlt med en gris, der farede. Han så ærbødigt på brødet igen og hun blev atter genert. Så stort et nummer behøvede han da ikke at gøre ud af det.
   "Du er en meget mærkelig pige," sagde han så. "Først behandler du mig som om jeg ville stjæle din ko, så forventer du, at jeg hjælper dig og nu bekymrer du dig, om jeg er sulten." Han så så mærkeligt på hende. "Jeg har aldrig mødt en som dig."
   "I lige måde," gryntede hun.
   Han smilede. Et pænt smil. Øjnene glimtede igen. "Tak," sagde han.
   "Æhm, jeg kan godt tage noget mere med en anden gang. Ikke hver dag. Madmoder vil opdage det, hvis der forsvinder brød så tit. Men engang imellem ..."
   Da hun gik hjemad, måtte hun ryste på hovedet over sig selv. Havde hun virkelig stået der og opfordret ham til at opsøge hende igen?