KAPITEL 8

Spørgsmålene om ham hobede sig op i hende og hun besluttede sig til at udfritte ham grundigere næste gang, hun traf ham. Men på en eller anden måde fik hun aldrig spurgt ham. Tiden rendte så hurtigt, når han var der. Hver gang hun tænkte på at spørge, kaldte de andre for at få hende med hjem og hun måtte skynde sig at blive færdig. Til gengæld fik han udspurgt hende om alt muligt. Ting, det undrede hende, kunne interessere ham. Hendes daglige arbejde på gården. De mennesker, hun boede der sammen med. Hvad de spiste. Da han spurgte hende, hvilken blomst, hun holdt mest af, svarede hun tidselblomst. Hun var sikker på, at han ikke ville binde en krans til hende af denne.
   Andre gange dukkede han slet ikke op. Hun spejdede altid efter ham, kunne ikke lade være, selvom hun vidste, at han ikke lod hende se ham, før han selv ville det. Han lod til at have en forkærlighed for morgen- og aftentimerne, hvor tåge og halvmørke hjalp til med at holde ham skjult for andres blikke. Hun spekulerede på, hvad han mon lavede, når han ikke var hos hende. Når tatere arbejdede på ærlig vis, var det ved at gå som daglejere eller slibe knive og sådan noget. Det var måske det, der holdt ham væk. Han kunne jo ikke leve af det brød, hun af og til stak ham. Tatere var også kendt for at skaffe sig til dagen og vejen på anden vis og det holdt hun ikke af at tænke på.
   Denne aften var hun sikker på, at han ville vise sig. Tåge rejste sig fra mose og vandhuller, gled i strimler rundt om træer og høje og hvis ikke Johanne tilfældigt var bumpet ind i en kvie, havde de nok overset flokken, der gik spredt mellem træerne. Forholdene kunne ikke være bedre.
   "Endelig kommer du. I er sent på den i dag."
   En frydefuld rislen løb ned ad ryggen på hende ved lyden af hans stemme. Hun vendte sig og blev forskrækket over at finde ham lige for næsen af hende. Hans øjne var lige ud for hendes, hans lille, skæve smil så tæt på. En tung duft af skovbund fyldte hendes næsebor. Hun bakkede hastigt et par skridt.
   "Lad være med at snige dig ind på mig på den måde!" udbrød hun. Her havde hun gået og holdt øje med ham hele dagen og når det så behagede ham at dukke op, skræmte han livet af hende. Mest gal var hun nok over, at det i det hele taget betød noget for hende.
   Han lo ad hende. "Du ser skøn ud, når du er vred. Jeg vil hellere have, at du er vred på mig end at du er ligeglad."
   Han var god til at sige noget, hun ikke kunne finde et svar til. Hun gloede så surt på ham, at han dukkede sig med hænderne afværgende løftet.
   "Ligeglad? Hvis du tror, at jeg bare går og venter på, at du kommer rendende i tide og utide, så tror du altså fejl," brummede hun. Det var slet ikke det, hun ville have sagt. Frygten for at han ville tage det ilde op, dæmpede vreden. Men han løftede bare et øjenbryn, som ville han sige 'gør du ikke?' Og hun blev tavs, for hun havde jo ønsket, han skulle komme.
   Intensiteten i hans blik fik hende til at se væk.
   "Jeg har aldrig mødt nogen så stædig og mistroisk som dig," sagde han. "Jeg har allerede fortalt dig, at jeg ikke gør noget, du ikke selv vil. Hvornår har du tænkt dig at stole på mig?"
   "Hvordan kan jeg stole på dig, når jeg ikke ved, hvem du er?" gav hun igen.
   "Du ved godt, hvem jeg er."
   "Jamen, for pokker, hvor du bor henne og sådan noget!"
   "Det har jeg da fortalt dig."
   Drillede han hende eller var han alvorlig? Det var ikke nemt at blive klog på. Hun satte hænderne i siden.
   "Skoven er jo stor. Har du en hytte et sted?"
   Han rystede på hovedet og lo. "Hvad skulle jeg med sådan en?"
   Hun sukkede frustreret. Så kom hun til at tænke på, at tatere selvfølgelig boede i husvogne, når de drog fra sted til sted. Efterhånden var hun bare kommet til at tænke på ham som bofast herude. Men den måtte vel også stå et sted. Hun grundede over, hvordan hun skulle formulere sig, så hun fik et brugbart svar ud af ham.
   "Hvis jeg en dag skulle finde på at besøge dig - og læg lige mærke til, at jeg siger hvis - " indskød hun ved synet af hans øjenbryn, der røg i vejret, "- hvor skulle jeg så gå hen?"
   Han så et øjeblik på hende og hun var lige ved at tro, at hun havde vundet. Men igen kom der kun et mystisk svar:
   "Du skal nok finde mig, hvis du leder."
   Hun vendte sig opgivende mod koen. "Kan du ikke være lidt mere nøjagtig?"
   Han stillede sig på den anden side af koen og lænede sig op ad den. Mundvigene krummedes drilsk.
   "Du er ikke særlig godt kendt i den del af skoven, vel? Så det ville ikke give megen mening at fortælle dig det. Jeg kunne vise dig det."
   "Ja, det kunne du. Trække mig halvvejs gennem skoven på den her tid af aftenen. Det ville jo være buldermørkt, inden jeg kom tilbage."
   Han grinede bredt, så hun kunne se hans tænder glimte hvidt. Hun blev varm i kinderne og skyndte sig at sætte spanden ind under yveret.
   "Du er ikke ligefrem noget overflødighedshorn af oplysninger." Hun havde fået kontrol over ansigtsfarven og stirrede bistert på ham. "At du hedder Daniel og bor i skoven er ikke meget at arbejde med. Det kunne efterhånden være rart at få lidt mere at vide om dig."
   "Er du sikker på det?"
   Modspørgsmål var han også ferm i. Karen sukkede utilfreds. Bag sig hørte hun Johanne kalde.
   "Karen, hvor bliver du af? Er du ikke færdig endnu?"
   "Øh, nej. Er du?"
   "Forlængst."
   Johanne kom hen mod hende. Karen kastede et panikslagent blik på Daniel, men han var allerede ved at lægge sig ned i det høje græs bag koen. Hun nåede lige at se ham blinke til sig, inden han mageligt foldede armene bag nakken og forsvandt af syne. Febrilsk kastede hun sig igang med yveret.
   "Hvad laver du dog?" sagde Johanne. "Du plejer ikke at være så længe om det, medmindre Den Gamle gemmer sig."
   Det var også ubegribeligt for Karen, at der allerede var gået så lang tid. Og hun havde ikke malket en eneste endnu.
   "Ja ... men det gjorde hun også idag," løj hun. "Jeg måtte vade helt om på den anden side af bakken dér."
   Hun kastede med hovedet mod en bakke i modsat kurs af Daniel i håb om, at Johanne ville kigge i den angivne retning og holde øjnene fra hans skjulested.
   "Jeg synes ellers ganske bestemt, at jeg så Den Gamle, da vi kom. Jeg tænkte, det var da dejligt, at hun for en gangs skyld ikke var løbet væk."
   Karen vendte øjnene mod himlen og prøvede at få sin stemme til at lyde irriteret. "Tror du ikke, at hun stak af, da jeg gik hen til hende? Jeg måtte halse efter hende helt om bag den bakke. Jeg siger dig, hvis madmoder ikke snart slagter det kreatur, gør jeg det for hende."
   Hun vendte næsen ind mod koen for at undgå at se på Johanne. Tænk, at hun sad og løj hende lige op i ansigtet. For en drillesyg taters skyld. Hun overvejede kort at fortælle hende det hele. Men hvad skulle hun sige? 'På den anden side af denne ko ligger der en tater, der holder mig med selskab herude.' Johanne ville ikke forstå hende. Og så skulle hun bruge kræfter på at overbevise hende om, at det ikke var på grund af ham, at hun ikke ville giftes med Mikkel. Måske ville hun endda sørge for at få ham jaget væk. Nej, der var ingen, der skulle kende hendes lille hemmelighed. Ikke engang Johanne.
   "Mangler du meget? Det er for at de andre vil hjem nu," sagde Johanne, " og ... jeg har altså noget, jeg skal have ordnet. Har du noget imod, at jeg går med dem?"
   "Nejnej, du skal ikke lade mig sinke dig."
   "Er du sikker? Du bliver helt alene og ..."
   "Jeg er ikke bange, det ved du godt." Netop som hun sagde det, hoppede hendes hjerte. Hun ville jo ikke blive alene. Daniel ville være her sammen med hende. Hun kunne ikke finde ud af, om denne tanke beroligede hende eller det modsatte. Nede i græsset så hun Daniels hånd vinke til hende.
   Johanne gik med en tvivlende mine. Daniel kom til syne igen.
   "Du er modig," sagde han. "Du stoler ikke på mig og alligevel tør du godt være alene med mig."
   Hun var lige ved at fortryde. Men hun kunne ikke så godt kalde Johanne tilbage nu. Daniel så efter pigerne, der drog mod landsbyen.
   "De er allerede langt væk. Om lidt kan de ikke høre dig, hvis du skriger."
   Hun så godt, at han havde glimtet i øjnene og det drillende smil på læberne, men gid han dog ville holde op med at tale på den måde! Hun hastede hen til den næste ko.
   "Gider du godt hjælpe mig?" hvæsede hun. "Det er dig, der har forsinket mig. Find Den Gamle til mig, så jeg ikke skal rende rundt efter hende."
   "Kommanderer du altid, når du bliver nervøs?" spurgte han. Men han gjorde som hun sagde og kom lidt efter gående med Den Gamle trissende efter sig som en stor, trofast hund. Det var hendes mening at skynde sig alt, hvad hun kunne, men helt af sig selv blev hendes tag langsommere. Han sad bare i græsset og så på hende. Hvis han ville gøre hende noget, havde han vel allerede gjort det.
   Det var rart ikke at skulle være bange for, at han blev opdaget. Hun burde benytte lejligheden til at få spurgt ham om alt det, hun gerne ville. Men aftenen var så stille. Ingen fugle sang, de gjorde sig klar til natten. Den sagte gumlen fra de drøvtyggende køer var den eneste lyd, der hørtes. Det virkede som helligbrøde at forstyrre roen.
   Så hun arbejdede tavst. Han sagde heller intet, bar blot hendes spand fra det ene dyr til det næste og satte sig ned og betragtede hende, mens hun malkede. Til slut rettede hun sig op og lod blikket glide over landskabet. En lun vind strøg hende over kinden og fik græsset til at duve. Hun havde slet ikke lyst til at gå hjem. Men de ventede derhjemme, vel efterhånden godt utålmodige.
   "Ja ... det var så det. Jeg må hellere se at komme hjem, inden de sender nogen ud for at lede efter mig."
   Hun bøjede sig efter spanden, men Daniel var hurtig og snuppede den. Samtidig greb han hendes malkekrans og anbragte den på sit eget hoved.
   "Må jeg ikke prøve? Det ser ikke særlig svært ud."
   Hun måtte holde en hånd for munden, da han forsøgte at sætte spanden op. Han prøvede flere gange og det overraskede udtryk, der gled over hans ansigt, fik en fnisen til at slippe forbi hendes hånd.
   "Av," sagde han. "Du må godt nok have en stærk nakke. Den er jo tung."
   Prøvende tog han et par skridt og spanden hældede faretruende til den ene side. Han tog en hånd op for at støtte den og promenerede videre. Spanden gav sig til at hælde til den anden side.
   "Pas nu på du ikke taber den! Madmoder sætter mig på vand og brød, hvis jeg kommer hjem med en tom spand."
   Han fik rettet den op og forsøgte igen. Efter nogle få skridt begyndte den at tippe forover. På trods af nervøsiteten over, at han skulle spilde mælken, boblede latteren op i hende.
   "Sig mig, hvor lang tid tog det dig at lære det her?" pustede han. Malkekransen gled frem i panden på ham og han kæmpede for at skubbe både den og spanden tilbage. Hun grinede, så hun fik ondt i maven.
   "Lad du hellere mig tage den. Du ser dum ud." Hun skyndte sig at gribe spanden, inden mælken røg ud.
   "Men jeg fik dig til at le. Det var rart at høre, at det er noget, du kan."
   Han holdt malkekransen op foran hende og da hun rakte ud efter den, flyttede han den, så hun greb i den tomme luft.
   "Giv mig den nu. Jeg skal hjem."
   Nu var det ham, der lo. Kransen svingede drillende lige udenfor hendes rækkevidde.
   "Jeg har ikke tid til at lege kispus med dig. Giv mig den så."
   Han lagde hovedet på skrå og så på hende. Hun prøvede at se myndig og bestemt ud, men nervøsiteten fik hendes øjne til at flakke. Hvor langt ville han lade denne leg gå? Så ombestemte han sig åbenbart og lagde kransen på hendes hoved. Lettelsen forduftede i panik og åndedrætsbesvær over at han kom så tæt på, at hans skjorteærme strejfede hendes kindben. Derefter hjalp han hende med at få spanden op. Den velkendte tyngde fik hende til at ranke ryggen.
   Til hendes hemmelige glæde lod det til at han ville følge hende på vej. De gik side om side. Trods vægten på hendes hoved, var hun glad for at turen var lang. Sommervinden svøbte sig om hende og førte tusinde dufte forbi hendes næsebor. Græsset, der var ved at sætte frø, de utallige små blomster, der gemte sig i det, den tunge, fugtige lugt fra vandhullerne, de nyudsprungne blomster på de to gamle syrener i lysningen. Den stille stemning fra før indfandt sig igen. Tanken om at turen ville ende hjemme i det mørke stuehus, fik hende til at sukke. Hun skævede til Daniel og slog blikket ned, da hun opdagede, at han så på hende.
   "Det er en smuk aften," sagde han dæmpet og som havde han læst hendes tanker, fortsatte han: "For smuk til at spilde den bag fire vægge."
   Hvor havde han dog ret, men hun turde ikke spinde videre på den tanke. "Sover du da under åben himmel?" spurgte hun ham.
   "En nat som denne skal bruges på dans og ikke soves væk," lo han og tog et par dansetrin. Da han først var kommet igang, lod det ikke til, at han kunne stoppe igen. Han snurrede rundt og slog et par vejrmøller.
   "Danser du aldrig?" Hans øjne strålede og han trak vejret hurtigt ovenpå kraftspringene. Som om han var ved at boble over af glæde.
   "Øh, jo, vi har da indimellem dans om lørdagen ... " Hun ville ikke fortælle ham, at hun tit sprang lørdagdansen over og blev hjemme for at spinde i stedet for. Malkespanden føltes pludselig tungere. "Og det er snart midsommer. Så danser hele byen."
   "Midsommer." Han slog endnu en vejrmølle, som gjorde selve ordet ham så glad, at han ikke kunne stå stille. Hans humør smittede og hun var lige ved selv at tage et dansetrin, men malkespanden truede med at vælte og hun stoppede.
   Daniel sendte den et muntert blik, drejede rundt i endnu et dansetrin og bukkede dybt for hende.
   "Jeg går ud fra, at det er ganske forgæves at bede dig sætte den der fra dig og komme med mig ud at danse? Ja, det er det. Det kan jeg se på dig. Dit stædige krapyl," tilføjede han i et fornøjet tonefald.
   De var nået ud af skoven og kunne se husene i landsbyen som mørke skygger forude. Hun forventede, at han ville stoppe i skovbrynet, men han fortsatte. Åbenbart var han ikke bange for at blive set. Men selvfølgelig var det efterhånden også blevet ganske mørkt og alle folk sad inden døre. Tågeklatter drev henover markerne og udviskede alle konturer. Husene nærmede sig alt for hurtigt. Snart ville de lukke deres mure om hende og hun måtte sige farvel til ham. Han gik med spændstige, hurtige skridt. Det gav et lille stik i hende. Han længtes vel efter at sætte hende af og komme videre til sin dans.
   Hvor mon han gik hen for at danse? Der var måske andre tatere på egnen, han kunne opsøge. Eller også havde hun taget fejl af, at han var alene. Hun brændte efter at spørge ham, men ville ikke lade sig mærke med, at det betød noget for hende. Hvordan mon tatere dansede? Hun forestillede sig et buldrende bål, livlig musik fra en gammel fatter med violin og mørke skikkelser i flagrende tøj, der bevægede sig i danserytmer ind og ud mellem hinanden i skæret fra ilden.
   Han ledsagede hende helt hen til hushjørnet på den første gård.
   "Ja, øh ... farvel," sagde Karen med blikket flakkende mellem de portåbninger, der var synlige fra, hvor de stod. Tænk, hvis nogen så hende stå her med en fremmed mand. Godt, det var så mørkt. Han lod ikke til at have travlt med at gå tilbage. Kiggede blot nysgerrigt på husene.
   "Jeg har aldrig set sådan et indvendigt."
   "Har du ikke?" Hun kunne mærke mælken slå mod kanterne af spanden og forsøgte at holde sine trippende fødder i ro.
   "Hvor bor du henne?"
   Hun pegede hurtigt. Tog et skridt frem. Det gjorde han også. Hun stoppede.
   "Daniel, du kan altså ikke følge med." Af en eller anden grund smilede hun.
   Hans blik lagde sig i hendes. "Jeg ville ellers gerne se, hvordan du bor. Få lov at besøge dig. Det ville være lidt som om jeg hørte til hos dig." Hans stemme havde fået en nedslået klang, der greb hende om hjertet.
   Hun rømmede sig. "Havde du forestillet dig, at du bare skulle vade ind og sige goddag til madmoder og husbond?"
   "Næ, det går nok ikke." Han sukkede. Brynene trak sig sammen over øjnene på ham og han sparkede til en sten. "Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor skal jeg altid gemme mig? Hvorfor kan jeg ikke bare leve ligesom dig?"
   Han vendte øjnene mod den mørknende himmel, som rettede han spørgsmålet mod Vorherre. Et øjeblik virkede det som om han helt havde glemt hende, så rettede han blikket mod hende. Det blik, der fik hende til at tænke på moser og lygtemænd.
   "Jeg kan ikke komme med dig, men jeg er lige herude, hvis du skulle få lyst til at danse."
   Alt i hende råbte om at tage med ham, væk fra de mørke huse, ud under stjernehimlen. Hvordan hun fik revet sig løs og kom ind i porten, var hun bagefter ikke klar over. Hun vendte sig og blev ikke forbavset over, at han stadig stod der på hushjørnet. Tåge samlede sig om ham, gjorde ham på en eller anden måde mere tydelig i mørket. Hun gik ind med tunge skridt.