"Der var engang ... ja, det er faktisk ikke så længe siden ..."
   Karen lyttede adspredt til gamle Anes stemme, mens hendes fod holdt rokken i gang og hendes fingre tvandt de florlette skyer af kartet uld til en fast tråd. Hun havde garanteret hørt den historie hundrede gange før, så hun regnede ikke med at hun behøvede at mønstre så meget opmærksomhed på den. Men der skete ikke så meget andet her om aftenen. Hun selv og madmoder spandt, mændene var i gang med at reparere noget seletøj ovre ved bordet. Ane var den eneste, der sørgede for noget underholdning og selvom historien nok var rettet mod de to børn, der sad foran hende, lyttede alle med, da hun fortsatte:
   "Jeg var en ung kone dengang med mand og to små børn. Jeg hjalp til, når kvinderne skulle føde og havde min gang i mangen gård her på egnen. Her, hvor vi sidder nu, boede der dengang et ungt par. Manden havde lige fæstet gården og knoklede hårdt for at få den op at stå. Konen fødte ham et velskabt drengebarn og alt tegnede lyst og godt. Men så begyndte manden at opføre sig underligt. Han blev fjern, ville ikke snakke med nogen, ikke engang med konen eller den lille dreng."
   Ane gjorde et ophold og kiggede betydningsfuldt på ungerne. Karen kunne ikke lade være med at smile over deres spændte ansigter. Hvor havde hun dog selv tit siddet der som barn og lyttet til fortællinger om gamle dage i landsbyen, folk, fæ og troldtøj. Det var vel ti år siden, hun var startet som lillepige her hos husbond og madmoder og Ane havde ikke forandret sig spor. Det samme rynkede ansigt, med den hurtige tunge, fortalte nu husbonds egne børn de samme historier. Katrine og Søren sad på deres skamler med spillende øjne vendt mod den gamle kone. Aftensædet med Anes historier var noget af det bedste, de vidste og Ane kunne ikke forlange et mere opmærksomt publikum.
   "Han drog til skovs i tide og utide. Forsømte gården, mødte ikke op til hoveriet, ja ikke engang, når oldermanden kaldte til fællesarbejde." Ane sænkede stemmen en tak. "Jeg anede jo nok, hvad der var galt og sagde til konen, at hun skulle få fat i præsten, så han kunne læse over ham, men hun ville ikke høre på mig. Så en dag skulle jeg ud til et hus i skoven til en frugtsommelig kone og mødte ham derude. Han stod og holdt om et piletræ og talte en masse forvirret kærlighedssnak - til træet!"
   Børnene fniste. Søren, der med sine seks år, levede en tilværelse, hvor piger ikke kunne bruges til noget, slog sig for panden. Hans storesøster var derimod helt med på den og fik bag sin fnisen et drømmende udtryk i øjnene.
   "Jeg fik ham ind i huset til kristne mennesker," fortsatte Ane. "Men konen, der jo skulle føde, var ikke glad ved at have ham der. Han stirrede tomt ud i luften og der var ikke hoved eller hale på hans snak. Så en af de store drenge fulgte ham hjem. Han lå i sengen i flere dage, før han blev klar i hovedet. Han fortalte da, at han havde mødt en ellepige i skoven, der drev løjer med ham. Bestandig trak hun ham til skovs. Hverken rist eller ro kunne han få, før han var sammen med hende. Så endelig fik konen tilkaldt præsten, der kom og læste over ham. Han fik det bedre en tid, men altid kiggede han over mod skoven og han blev ganske tynd, sygnede hen af længsel efter sin ellepige."
   "Ad, hvorfor det?" spurgte Søren.
   Ane lænede sig frem mod ham. "Fordi ellepiger er de dejligste skabninger, Fanden har skabt. De kan fordreje hovedet på enhver mand og Gud give, at du aldrig møder en, for da er du også fortabt. Og jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg så hende selv."
   Børnene spærrede øjnene op, behørigt imponerede. Ane fortsatte i en dramatisk hvisken: "Inde i skoven er der en mose, hvor der vokser elletræer. Det er dér, de kommer fra og det er dér, de prøver at lokke mandfolk ud, så de synker til bunds og drukner. Jeg gik langs med mosen en dag, jeg skulle finde ranunkel og da så jeg hende stå på en tue inde mellem elletræerne. Hun var ligesom lidt gennemsigtig og hun vred og drejede sig som ingen jordisk kvinde kan og jeg så manden, hun havde elleskudt. Han vaklede hen til hende med fremstrakte arme og var på vej lige ud i mosen. Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne, løb hen til ham og prøvede at holde ham tilbage. Men han var helt forblændet af hende og hørte mig ikke. Jeg ruskede i ham, men han mærkede mig slet ikke. Så råbte jeg til ellepigen, vis mig, om du er for, som du er bag!"
   Anes arm røg i vejret og hun hævede stemmen ved den sidste sætning. Det gav et sæt i ungerne. "Og så forsvandt hun. Manden faldt så lang han var med hovedet lige ned i vandet. Han var druknet, hvis jeg ikke havde fået ham op på det tørre, for han var ikke ved bevidsthed. Det tog flere timer, før han vågnede og mørket var faldet på, før jeg fik ham hjem. I kan tro, der er uhyggeligt i skoven om aftenen! Hele tiden var jeg bange for at ellepigen ville dukke op igen, men det gjorde hun ikke. Fra da af lod hun ham være i fred, men han blev aldrig rigtig rask efter det og året efter døde han."
   "Døde han alligevel?" Det var Mads, forkarlen, der spurgte og han lød helt skuffet. Hans optagne ansigtsudtryk under det tjavsede, brune hår havde ikke ladet ungernes meget efter. Han var ny, kom udenbys fra og havde ikke hørt historien før. Hans store hænder med de korte fingre havde stadig fat i seletøjet, men det var ikke meget, de foretog sig med det. Karen spekulerede på, hvornår husbond mon bemærkede det. Men han så sikkert gennem fingre med det, fordi Mads stadig var ny.
   "Ja, møder du ellefolk sætter det for altid et mærke på dig," sagde Ane. "Du bliver aldrig den samme igen. Men han blev begravet i indviet jord. Det var han ikke blevet, hvis han var gået ud i mosen."
   "Hvorfor sagde du til hende, at hun skulle vende sig om?"spurgte Søren.
   "Fordi ellefolks rygge er hule som et dejtrug. Hvis I nogensinde støder på ellefolk derude, så bed dem om at vende ryggen til jer, så brydes fortryllelsen."
   Drengens ansigt fortrak sig. "Ad, hvor ulækkert. Kan man så se, hvad der er indeni dem?"
   Karen så et smil spille om madmoders læber. Ovre fra husbonds plads på endebænken kom der et grynt, der lød som latter. "Ja, det tror pokker at det syn må ødelægge enhver forhekselse." Han kastede smilende et blik på sin søn.
   Mads lænede sig frem over bordpladen. Seletøjet var helt opgivet nu og lå bare på bordet. "Min fader har altid fortalt mig historier om det guld, de underjordiske gemmer. Han prøvede også engang at finde det, men det lykkedes ham ikke."
   "Ja, det er ikke så underligt," sagde Ane." For det guld kan ikke bjerges af noget menneske. Der var engang en flok karle fra nabobyen, der mente, de havde fundet guldet. De gravede hele natten, fyldte syv sække med guld og slæbte det hjem. Da de åbnede for sækkene lå der ikke andet end småsten i dem. Men der går også rygter om vores oldermands farmoder. Hun hjalp engang en ellepige med at slippe ud af et skur, hun var blevet lukket inde i. Som tak fik hun en tung lysestage i sølv. Den står stadig i den fine stue ovre hos dem. Jeg ved jo ikke, om man skal tro på den historie. Men det er i hvert fald uomtvisteligt, at der altid har hængt held ved den familie."
   Mads lænede sig tilbage igen. "Det vil altså sige, at man skal have det forærende for at kunne beholde det."
   "Man kan ikke stjæle ellefolkets guld og prøver du, vil der ske forfærdelige ting," svarede Ane.
   Katrine gøs. "Uh, det er altså uhyggeligt. Jeg skal aldrig ind i skoven. Godt, jeg ikke er en dreng."
   Mads smilede til hende. "Jeg har ellers hørt, at der også findes en ellekonge, så selvom du er en pige, skal du ikke vide dig sikker."
   "Åh nej, Ane, er det rigtigt?" Katrine var med sine ti år den ældste men langt den nemmeste at opskræmme.
   Den gamle kone nikkede langsomt.
   "Har du også set ham, hvad, Ane, har du?" Ane var tavs et øjeblik, så nikkede hun igen. Karen spidsede ører. Den historie havde hun aldrig hørt.
   "Åhrr, Ane, fortæl nu," gabte Søren, mens han energisk gned sig i øjnene.
   "Snak, dreng. Du kan jo dårligt holde øjnene åbne. Du trænger til at komme på hovedet i seng."
   "Nej, jeg gør ej. Jeg vil høre historie." Søren skød hagen frem og satte sig op med vidtåbne øjne. Det lyse hår, der faldt ned over panden på ham, blødte det stædige udtryk tilstrækkelig meget op til at han så charmerende ud og Ane havde altid haft svært ved at modstå opfordringer til at fortælle.
   "Kom nu, vi vil høre den," plagede Katrine.
   Ane skævede over mod madmoder, men hun havde øjnene rettet mod sin spinderok. Derpå kiggede hun på husbond, der ligeledes lod til at være dybt optaget af seletøjet. Så gabte hun og sendte lange blikke mod skabssengen. Men nu gav Mads sig også til at nøde hende og Karen gav sit besyv med. Det var sjældent, at den gamle hev en ny historie op af skatkammeret og hun var også blevet nysgerrig. Børnene var blevet ivrige og råbte op, så madmoder måtte tysse på dem.
   "Jaja, så lad gå da - men det bliver også den sidste!" Ane samlede hænderne i skødet og betragtede dem. Karen var lige ved at tro, at hun alligevel ikke ville fortælle historien, da hun endelig begyndte. Hendes stemme var så lav, at Karen måtte stoppe rokken, for dens sagte knirken overdøvede den gamles stemme.
   "Det er mange, mange år siden og jeg kan ikke huske, hvilket ærinde, jeg havde i skoven den dag. Måske sankede jeg brænde. Det var efterår og ved at blive koldt. Træerne stod med røde blade. Pludselig kom han bare gående mellem træerne uden at følge hverken vej eller sti. Det var som, at hvor han kom frem, bøjede træerne sig. Bag ham dryssede deres blade til jorden, som om de græd over, at han ikke længere var hos dem. Jeg glemte alt omkring mig og stod bare og stirrede på ham ... og så lige pludselig forsvandt han. Som dug for solen og jeg har aldrig set ham siden."
   Hun rejste sig skrutrygget og bød under protester fra børnene godnat. Karen glippede med øjnene. "Det kan man da kalde en kort historie," sagde hun.
   "Hvordan ved du, at det var ellekongen, du så? Det kunne vel have været en hvilken som helst karl," sagde Mads.
   Husbond grinede smørret. "Tænk, det havde jeg ikke troet om dig, Ane. Stå der og glo efter fremmede mandfolk."
   Ane så fornærmet på dem. "Jeg har vel været ung som alle andre. Og jeg ved, det var ellekongen. Når han kigger på en pige, kan hun ikke tænke på andet. Og han forsvandt op i den blå luft. Jeg ved ikke, hvorfor han ikke forsøgte at få mig med sig, men jeg skal da være lykkelig over, at han ikke gjorde det. For så havde jeg skullet følge ham til hans bolig under jorden og mistet min sjæls salighed!"
   Husbond og Mads blev ved at drille hende, til hun fnysende kravlede ind i seng og trak det rigt broderede forhæng for. Børnene blev også sendt i seng. Katrine kiggede med store øjne på Karen, da hun gik forbi hende. "Har du nogensinde set ham, Karen?"
   Karen rystede på hovedet.
   "Tør du godt gå ud i skoven i morgen, hvad?" Katrines blå øjne var helt runde af spænding. Karen nikkede smilende og kunne ikke dy sig for at spørge: "Vil du ikke med?"
   "Uha nej!" Katrine flygtede ind i alkoven. Husbond lo. "Jeg tror, at hvis ellekongen stødte på vores Karen, ville hun give ham besked på at skrubbe af og ikke forstyrre hende. Er det ikke rigtigt, mutter? Det er lige før, hun er raskere end dig til arbejdet."
   Madmoder smilede og Karen rankede sig. Hun kunne høre Søren forsøge at kontakte de andre gennem bræddevæggen, der adskilte de to alkover. Anes mere og mere irritable stemme prøvede at få ham til at tie stille, men først efter et skarpt 'sov så, Søren' fra madmoder, blev der ro. Karen satte rokken i gang igen. Det var nu en sjov tanke, at det gamle liv engang havde været ung og glanet efter mandfolk. Ane havde også været gift engang og der havde været børn. Men ingen af dem overlevede barndommen. De havde været svagelige, havde hun sagt. Manden var død i et slagsmål på kroen i Vindbyholt, hvor han åbenbart havde haft sin gang. Der havde måske været grund nok til at hun havde ønsket sig noget andet. Sit hus havde hun mistet i en brand og da hun var i familie med madmoder, havde hun boet her lige siden.
   Stilheden sænkede sig efter at børnene og Ane var gået til ro. Kun rokkenes snurren fyldte dagligstuen. Karens øjne blev tunge, garnet slog knuder. Mads listede over i stalden, hvor han sov hos hesten. Hun misundte ham. Hun var den, der skulle tidligst op, mens alle andre lå og snuede. Men hun vidste, at madmoder ikke billigede, at hun stoppede rokken, før madmoder selv gjorde det. Karen skævede over mod hende. Der var ikke den mindste træthed at spore i hendes træk.
   Karen sukkede og blinkede energisk med øjnene for at holde dem fra at glide i. Intet kunne være mere søvndyssende end at følge garnets gang på rokken. Hendes tanker svømmede rundt i en sø, der hvert øjeblik kunne opsluge dem. Bølge efter bølge væltede ind over hende. Hun sank i et svimlende dyk og løftede hovedet med et sæt, der næsten gav hende kvalme. Rokken var stoppet af sig selv. Skyndsomst fik hun den i gang igen, men de tunge søer af træthed skyllede uundgåeligt ind over hende igen.
   Havde det bare været lørdag, så ville det, hun spandt, i det mindste være til hende selv. Hun trængte til et par nye ærmer på sin trøje. De var slidte og flossede ved håndleddene. Hvis hun var flittig, kunne hun nok nå at få dem færdige til vinter. Hvor mange lørdage var der mon til det blev koldt igen? Hun forsøgte forgæves at tælle efter, men tankerne var for tunge. Rokken knagede i takt med den søvnige vuggen i hendes hoved. Den lyse aften var knap så lys nu og det var svært at se garnet ordentligt. Det måtte da snart tvinge madmoder til at stille rokken fra sig. At bruge et af de dyrebare tællelys en forårsaften ville hun aldrig gøre.
   Ganske rigtigt. En skraben forkyndte at madmoders rok blev skubbet ind til væggen og lettelsen klarede et øjeblik Karens tanker. Hun skyndte sig at sætte sin rok samme sted hen. Netop som hun vendte sig mod sin sengeplads, mærkede hun madmoders hånd på sin arm.
   "Jeg kom til at tænke på, Karen, at for tre-fire år siden forsvandt der jo et pigebarn fra Sølperup netop i skoven. Hun gik ud for at malke og vendte aldrig tilbage. Så pas nu alligevel på derude."
   Karen nikkede og håbede, det ikke blev en længere samtale. Hun kunne skimte sin pude inde bag forhænget. Den pige fra nabobyen kunne hun godt huske. Langt ude var hun vist endda i familie med hende. Magen til forfløjent pigebarn skulle man lede længe efter. Hun havde hende mistænkt for at være rendt af gårde med en eller anden karl, der havde sat griller i hovedet på hende.
   "Jeg er altid så bange for, at de køer går ud i mosen," fortsatte madmoder. "I min barndom forsvandt der ikke så få både mennesker og dyr i den mose. Hvis der er en af vores høveder, der går derud, så holder du dig fra den, har du forstået det?"
   "Javel," mumlede Karen og fik så endelig lov til at kravle i seng. Holde sig fra mosen, ikke noget problem. Køerne gik slet ikke i den del af skoven. I alle hendes år som malkepige havde hun aldrig været i nærheden af den mose. Hun sov i det øjeblik, hun lagde sig tilrette.