Draugr - del 2
   Stilhed omsluttede mig. Dødens stilhed. Min broder lå som jeg havde forladt ham. Selvfølgelig gjorde han det. Min hånd skælvede, da jeg med lyset som våben strakt frem foran mig, kiggede nærmere på ham. Han lignede ikke længere min broder. Ja, ikke engang et menneske. Hudens blåsorte farve gjorde ham ukendelig.
   Forsigtigt rørte jeg ved hans hånd. Den var kold som kun en død mands hånd kan være kold. Jeg trykkede lidt til, min pegefinger lavede en fordybning i hans håndryg. Uden at vende ryggen til ham satte jeg mig samme sted som natten før. Tæppet under mig tog af for jordens kulde, men efterhånden trængte den igennem og gjorde mig kold og stiv. Atter spurgte jeg mig selv, hvorfor i alle guders navne gjorde jeg dette? Jeg kunne godt forstå, at Freiya havde svært ved at begribe det. Hvordan skulle jeg forklare hende, hvad det, at jeg havde givet mit ord, betød for mig?
   Mine tanker drev videre. Mon Freiya ville være i stand til at få børn? Én gang havde hun været gravid i sit ægteskab, men et ondskabsfuldt slag i maven havde fået hende til at tabe barnet. Jeg håbede inderligt, at jeg kunne give hende et nyt. Det ville fordunkle hendes minder om Gunnarr.
   Noget bed i udkanten af min tankerække, bankede med stedse større styrke ind mod mine drømme. Noget, jeg havde lagt mærke til allerede, da jeg kom ind, men ikke havde tænkt nærmere over.
   Gunnarr var i et fremskredent stadie af opløsning, der allerede var begyndt, inden han døde.
   Men han lugtede ikke.
   Samtidig med at denne erkendelse ramte mig, så jeg at hans øjne var gledet op. Hovedet var faldet til siden og øjnene kiggede direkte på mig.
   Flydende is frøs mine blodårer, bevægede sig smertefuldt og langsomt i mine lemmer, gjorde dem kraftesløse. Et smil blottede hvide tænder i det alt for mørke ansigt, som gjorde han nar ad mit sidste håb om at dette kunne have en naturlig forklaring.
   Med pinagtig langsomhed bød liget dødens stivhed trods og løftede overkroppen op i siddende stilling. En hæs stemme skurrede i mine øregange.
   "Du kom, broder."
   Is låste min strube, jeg kunne ikke engang åbne munden. Langsomt, langsomt bevægede hans læber sig igen, formede ord, jeg troede, jeg aldrig skulle høre igen.
   "Du har altid været dum nok til at holde dine løfter. Selv dem, du havde gjort bedst i ikke at afgive."
   Det var Gunnarrs stemme. Ikke engang døden kunne tage den fra ham. Heller ikke hans kontrol over sin krop, for han smilede, smilede et dødens smil og lænede sig frem mod mig. Jeg pressede mig mod jordvæggen, sten og ujævnheder borede sig ind i ryggen på mig. Lyset flakkede voldsomt, som om det prøvede at slippe væk, hans ansigt lå skiftevis i skygge og oplystes i al sin rædselsvækkende fremmedartethed.
   "Du troede, det var forbi, ikke, lille broder?" Han prøvede at le, en frygtelig lyd fra en død strube.
   Øjnene. Hans øjne var stadig grå. Grå som uvejrsskyer. Men det grå forsvandt næsten i den sorte nat, der bredte sig fra det indre af hans pupiller.
   Jeg satte mig i bevægelse. Krabbede mig sidelæns til jeg nåede udgangen. Kastede mig ned på ryggen og sparkede desperat, dels for at komme ud, dels for at holde ham fra livet. Denne gang ville han holde fast i mine fødder, hvis han fik fat.
   Åben, sort himmel hvælvede sig over mig. Men han fulgte efter. Jeg kunne høre ham. Jord ramte mine øjne, mine fingre krattede i græs og småsten, da jeg rullede rundt for at komme på benene. Jeg faldt og rullede endnu engang rundt. Kunne intet høre udover min egen hivende vejrtrækning, men jeg behøvede ikke at lytte. Han var efter mig. Som han altid havde været det.
   Snublende satte jeg i løb mod huset. Så tæt på og så langt væk. Løb som var jeg atter en lille dreng med min onde ånd i hælene.
   Jeg kunne ikke skelne døren i mørket. Mine hænder bankede ind i stolperne i væggen og jeg famlede efter dørhåndtaget. Der gik alt, alt for lang tid med at finde det. Kunne han heller ikke se mig i mørket? Men han måtte kunne høre mig med den larm, jeg frembragte.
   Dørsprækken. Endelig. Jeg flåede døren op og slyngede mig selv indenfor. Knaldede døren i og smed mig selv op ad den. Skreg på Freyia og trællene, hvem som helst, der kunne hjælpe mig med at blokere indgangen. Forskrækkede og søvntunge stemmer lød bag mig. De tav, da noget uden for kastede sig mod døren.
   De solidt sammenføjede planker rystede. Jeg skubbede igen, mine fødder gled. Den kraft, der prøvede at komme ind, overgik min. Jeg kunne ikke holde døren lukket.
   Alligevel lettede presset. Gunnarr slap døren. Freiya kom løbende med en ildrager. Jeg greb den og satte den i spænd. Turde dog ikke slippe mit tag i dørhåndtaget.
   Freiyas øjne var abnormt store. Jeg kunne se angsten i dem, en vished, hun ikke ønskede at få bekræftet. Og det var netop, hvad jeg måtte gøre.
   "Han er tilbage," kvækkede jeg. Hun slog hånden for munden og det blik, hun sendte døren var et virvar af skræk, fortvivlelse og had.
   Uden for lød en latter. Dæmpet trængte den ind mellem sprækkerne i plankerne, susede med vinden om huset til den omringede os.
   "Du skylder mig en nat mere, broder."
   Derefter blev der stille.
   Jeg sad foran døren til det blev lyst. Freiya krøb sammen i et mørkt hjørne med en kniv knuget i sine hænder. Trællene og tjenestefolkene var de eneste, der indimellem sagde noget og det var kun indbyrdes hvisken. Morgenlyset gled ind over hærgede ansigter, grå, slidt op af den evige angst, som Gunnarrs død blot havde forstærket.
   Alles blikke fulgte mig, da jeg langsomt åbnede døren. Regn silede ned, tagskægget samlede det i strømme, der plaskede ned over en grå klump uld. Et får med halsen flået op.
   En del af min hjerne beskæftigede sig med praktiske problemer. Turde vi spise kød fra et dyr, en død havde rørt ved? En anden del fortalte mig, at de overvejelser var omsonste. Jeg ville være død inden næste daggry.
   En svag lyd bag mig. "Arni, hvad gør vi?"
   Der var længe til solnedgang. Måske var det derfor, jeg så roligt svarede:
   "Ingenting."
   "Hvad mener du? Vi kan da ikke bare sidde her og vente."Hendes bryst hævede og sænkede sig voldsomt.
   "Hvad vil du ellers have, vi skal gøre? Når ikke engang døden kan stoppe ham?"
   Hun tørrede hurtigt en tåre væk. Hånden efterlod en snavset stribe på kinden. "Jeg holder det ikke ud. Jeg slog ham ihjel! Han er død! Han skal ikke plage mig mere!" Hendes stemme knækkede.
   Hun sank om ved siden af fåret, en rystende hånd rørte ved det indtørrede blod. Jeg kunne se genspejlingen af hende i de sorte øjne.
   "Tror du, det er mig, han er efter, Arni?"
   Jeg nikkede. "Os begge. Intet stopper ham i at dræbe os begge."
   Tavshed.
   Jeg slæbte det døde får væk. Bare så langt væk jeg orkede. Lod det ligge som et varsel om død. Freiya sad stadig på jorden, hvor jeg forlod hende, hænderne knyttede i skødet. Hendes hår hang i våde tjavser om hendes blege ansigt.
   "Ild," sagde hun. "Ild må kunne stoppe ham."
   Tiden gik ubønhørligt mod aften. Regnen stoppede, men grå skyer hang tungt på himlen. Grå som Gunnarrs øjne. Uden at jeg lagde mærke til det forsvandt tjenestefolkene og nogle af trællene. Kort før solnedgang samlede et par trælle sig nede ved deres sovesteder og trykkede sig ind til hinanden. Åbenbart alt, hvad der var tilbage. Jeg forstod dem godt.
   Jeg gik ned til dem. "Hvis vi overlever dette, gør jeg jer til frie mænd og tilbyder jer tjeneste. Gården får brug for arbejdskraft."
   De så på mig uden håb. Det bebrejdede jeg dem heller ikke. Et løfte fra en dødsmærket mand giver ikke håb.
   Jeg stak min fakkel ind i arneilden. Mine hænder skælvede, umuligt at holde dem i ro. Freiyas unaturligt store øjne. Hun prøvede at sige noget, men opgav. Jeg betragtede hende et øjeblik og vendte mig mod døren, faklen knuget i min hånd. Brystkassen strammede om mit hjerte i et kvælende greb.
   Kold luft tog imod mig udenfor. Gravhøjen lurede som en ond kuppel forude. Kraften sivede ud af mine ben. Jeg magtede ikke andet end at stå og stirre over mod mine forfædres grav, det sted, jeg ville møde min død. Betød det noget, om jeg gik derhen eller blot blev her og ventede?
   Det var ikke mig, der havde bragt slægten ære i kamp for jarlen. Men jeg kunne godt gå med oprejst pande. Havde det ikke været for mig, havde krigeren ikke haft en gård. Og nu skulle den blive min. Min sidste kamp mod Gunnarr.
   Jeg tog et skridt. Og et til.
   Et skridt ad gangen bragte mine ben mig fremad, mod graven. Hjertet slog hårde, men rolige slag mod ribbenene. Hånden holdt stoisk faklen, der brændte med en stille flamme, som delte den min beslutsomhed. Min anden hånd hvilede på øksen i mit bælte. Blot en simpel arbejdsøkse, men jeg kendte den og den kendte mig.
   Jeg nåede ikke hen til højen, før han var der. En sort form i det tiltagende mørke. De sidste solstråler spillede i hans gyldne hår, så voldsom en kontrast til den mørke hud. Jeg stoppede.
   "Jeg er kommet," sagde jeg.
   Han svarede ikke. Måske havde den døde strube svigtet ham. Jeg rakte faklen frem og han veg lidt tilbage. Håbet blussede i mig så klart som flammen for enden af min arm. Jeg kastede mig et par skridt frem for at nå ham, stikke dette mørke i brand.
   En arm slog ud efter min hånd. Jeg nåede kun lige at løfte den, mærkede iskold luft hvisle under mine fingre. Flammen spruttede, sendte en byge af gnister ned over os. Oplyste min hvide hånd og bag den dødens sorte ansigt. Igen stangede jeg ilden mod ham, men var ikke i nærheden af at ramme.
   Han sprang til siden, hurtig som en hugorm. Jeg svingede faklen ind imellem os igen, ilden trak et spor af gnister efter sig. Han sprang rundt om mig igen og jeg jog efter med faklen. Det var en sælsom dans, vi trådte, min døde broder og jeg. Trin frem, tilbage, til siden. Mine tunge åndedræt, men ingen lyd fra ham. Bestandig med ilden imellem os. Alligevel kom han nærmere, ildskæret illuminerede de blåsorte ansigtstræk, jeg engang havde kendt så godt. Jeg fornemmede en gravens kulde fra ham. En kulde, der lagde sig på min arm, skønt så nær ved ildens varme, sløvede mine muskler.
   Mine kræfter svandt. Hvor længe kunne jeg træde denne dødedans? Flammen gnistrede som i en verden for sig selv, udenfor kontakt med min, indhyllet i Gunnarrs kulde.
   Et glimt af hans røde ærme. En lammende kulde i mit håndled. Smerter helt op i skulderen på mig, men jeg ænsede det kun et øjeblik, for faklen fløj i en bue gennem mørket og landede i det fugtige græs.
   Og gik ud.
   Mørket var totalt. Nat var redet over verden, skyer spærrede for hendes lys. Jeg gispede, sprang baglæns, stirrede mod det sted, jeg sidst havde set Gunnarr. Så intet.
   Han ramte mig fra siden med en kraft som ti heste og jeg væltede. En sten masede sig ind i min kind, græsset var vådt og koldt.
   Men ikke så koldt som det mørke, jeg anede i øjenkrogen, følte mod min ryg. Jeg rullede den modsatte vej, famlede efter øksen i bæltet, skreg, da jeg hev den op, for mit håndled eksploderede i smerter. Tabte den. Langede ud efter den med venstre hånd og lukkede fingrene om den, rullede videre mens jeg slog vildt om mig med den. En dump lyd, en rysten i jorden ved siden af mig. Gunnarr havde slået til dér, hvor jeg lige havde ligget.
   Jeg fløj på benene med øksen hævet klodset foran mig i venstre hånd. Lod den hvisle gennem luften et par gange uden at ramme noget. Så ... et bastant mørke, sortere end natten til højre for mig. Jeg svang øksen, ramte. Jeg kunne mærke øksen bide sig ind i kød, hørte lyden af det. Men der kom ingen lyd fra Gunnarr.
   Han kastede sig ind mod mig igen og jeg kunne kun hjælpeløst flagre med øksen, da jeg atter væltede omkuld denne gang med ham over mig.
   Han var tung. Tung som alle mine onde år med ham. Knuste mig under sig. Mit ben lå vredet ind under mig, smerte stak og brændte i det. Jeg kunne næsten ikke trække vejret, lyden af mine ribben, der knækkede.
   Mørket var ikke kun foran mine øjne. Det var også bagved, steg op over min bevidsthed som sort mosevand. Jeg skulle drukne i det, dø alene her i mørket.
   To lysglimt dukkede op, var det valkyrier, der nærmede sig? Trykket på min brystkasse lettede og mit åndedræt rallede i lungerne. Fornemmelsen af mosevand forsvandt langsomt, men lysene var der stadig. To ildkugler, der lod deres flakkende skær falde over min broders sorte skikkelse og husets mørke stolper. Var vi havnet her i vores kamp?
   "Forsvind, dit utyske!" Freiyas stemme.
   Jeg løftede brat hovedet, kæmpede mig op at sidde. Stønnede af smerte, da jeg rettede benet ud. Jeg ville umuligt kunne støtte på det. Freiya var kommet ud af huset og jeg kunne ikke beskytte hende.
   Men hun havde ild med sig, en fakkel i hver hånd, som hun hidsigt fægtede med. Gunnarr krummede sig sammen foran hende. Jeg slog ud med øksen, et kraftesløst slag, der uden at anfægte ham gled ned ad hans ryg.
   Freiya smed den ene fakkel mod ham. Han verfede den væk som var den en irriterende hveps.
   "Jeg hader dig. Hader dig!" hvinede Freiya og svingede sin sidste fakkel voldsomt. Gunnarr rettede sig op. Når som helst ville han springe, gentage sin dødedans nu med hende som sin partner.
   Faklen var landet lige i nærheden af mig. Den brændte stadig, men det ville ikke vare længe, før det våde græs også slukkede den. Jeg strakte mig efter den, kunne ikke nå. Jeg sparkede mig fremad med mit gode ben, ormede mig henover jorden. Mine knuste ribben sendte syle ind i mine lunger.
   Varme fra ilden nåede mine fingerspidser. Jeg strakte mig alt hvad jeg kunne og flåede faklen til mig. Et hjertestoppende øjeblik så det ud som om ilden ville dø ud, men den fik med en spruttende lyd atter fat.
   Freiya og Gunnarr cirklede om hinanden ganske nær ved mig. Hans ansigt vredet i en skrækindjagende, blåsort maske af had. Jeg stønnede hendes navn, stak faklen mellem tænderne, så jeg kunne bruge den gode hånd til at trække mig nærmere. Han stod med ryggen til mig, så mig ikke nærme sig. Han gjorde et udfald mod Freiya og hun sprang tilbage. Han fulgte efter, øgede afstanden til mig.
   Jeg peb som et lille barn. De få skridt var en uendelighed af smerte, gnister i øjnene, lugten af fugtig jord, pinefulde åndedræt. Mørket lurede i mine øjenkroge, da jeg nåede tæt nok på. Med en stønnen, der fik mit bryst til at krampe, rakte jeg faklen op mod Gunnarrs kofte.
   Min hånd rystede, så jeg ikke kunne holde faklen stille længe nok til at ilden kunne få fat. Stoffet var sikkert også fugtigt. Jeg opnåede ikke andet end at svide nogle sorte mærker i kanten af koften.
   Freiya skreg og svingede vildt med sit blus, sprang med desperationens mod frem mod Gunnarr. Og han trådte tilbage, lige ind i min arm. Panisk råbte jeg et eller andet, prøvede at fylde mest muligt og han faldt ned over mig. Hurtigt smækkede jeg ilden direkte ind i hovedet på ham.
   Håret fængede med det samme. På et øjeblik var det gyldne hår svedet sort og ilden fik fat i hovedbunden. Et skrig rungede i natten. For første gang i denne tredje vågenat hørtes Gunnarrs stemme, et flænsende skrig, født i floden Slid. Han rejste sig. Jeg prøvede at krabbe mig væk.
   Hans øjne. Der var ild i hans øjne. Og alligevel så han på mig.
   "Dø," hviskede jeg. "Dø så."
   Hans læber brændte, smeltede væk, blottede tandrækken i et hæsligt smil. Han trådte fremad. Jeg hev mig panisk baglæns. Så drejede han over mod Freiya.
   "Nej!" skreg jeg. Men endnu før skriget forlod mine læber, var han sprunget på hende. Hun værgede for sig med ilden, men den betød intet for ham længere. Hendes fakkel antændte både hans og hendes eget tøj, da han løftede hende op og med hende i favnen kastede sig ind ad døren. Den smækkede op og de faldt indenfor i en brændende bunke af kæmpende arme og ben. Freiyas skrig gennemborede mit hoved.
   Jeg kunne intet gøre. Da jeg fik kæmpet mig derhen, lå de begge stille og ilden havde fat i døren og øjeblikket efter tagskægget. To skygger sprang over dem og ud, greb fat i mig og slæbte mig væk. De to sidste trælle. De forsøgte at slukke ilden, men den brændte morderisk og voldsomt, åd huset og bragede mod himlen i et ligbål over Gunnarr, Freiya og mine drømme.
   Heden brændte mine tårer væk. Min hals var tør og min strube svullen af at skrige. Smerterne i min krop var dumpe, ikke nærværende, mens jeg så gården brænde. Min gård.