Solen var endnu ikke stået op, da Karen gik til skovs for at finde køerne, men skæret fra den klædte horisonten i orange og rosa farver og skænkede morgentågen en gylden glans. Under tågen gav dugdråber græsset en sølvgrå dragt og gjorde Karens fødder og kjolesøm våde. Enkelte steder rev en lille sky af tåge sig løs og drev opad. Bygvangen strakte sig ned til skoven kun adskilt fra den ved et langt risgærde, der skulle forhindre kvæget i at forgribe sig på kornet. Stien gled rundt om vandhullet og over bakken og forsvandt under tågen i skovbrynet.
   Morgenstemningen indbød ikke til snak og den lille flok piger var ganske stille, da de bevægede sig ned mod skoven. Først da de standsede under en hyld i skovbrynet, der krogede sine grene ud i en skærm over dem, brød Johanne stilheden med et prøvende smæld med tungen. "Nå, hvor skal vi så lede i dag?"
   De kiggede sig omkring. Tågeskyer flød drillende rundt om træer og hulninger i terrænet og gjorde det vanskeligt at skelne, om der skulle ligge en ko gemt.
   "Lad os gå derhen, hvor vi fandt dem i går aftes," sagde Karen. "De har sikkert sovet der i nat og hvis de ikke har, er de nok ikke gået så langt væk."
   De gav sig til at gå igen. Duften af fugtig skov indhyllede dem. Solen stod op og drev tågen op i trætoppene, hvor den lagde sig som et gråt tæppe, der holdt lyset ude. Karen gøs og gned sine arme. Bag sig hørte hun Mette mumle: "Det har været en nat for troldtøj. De har sikkert været ude for at danse."
   "Uh, sig ikke sådan noget, Mette" var der en anden, der mumlede tilbage. "Jeg dør af skræk, hvis jeg ser de underjordiske."
   "Hold så op," kommanderede Johanne. "Hold hellere udkig efter køerne frem for at skræmme livet af hinanden. Det er næsten højlys dag. Der kommer ikke noget troldtøj."
   "Gamle Ane har da set ellefolk ved højlys dag," gav Mette igen. "Er det ikke rigtigt, Karen?"
   Karen nikkede modvilligt og gik lidt raskere til, så hun kom op på siden af Johanne, der himlede med øjnene. "En eller anden dag besvimer de af skræk over deres egne skygger. Jeg glæder mig til vi kan få køerne ud på overdrevet efter høslætten. Så slapper de forhåbentlig lidt af."
   De nåede frem til Herredsbækken og dér lå køerne klumpet sammen ganske nær ved det rindende vand. De løftede hovederne og så dem an, men rejste sig ikke. Karen fandt en af husbonds køer i klumpen og gennede den på benene, placerede sin spand under yveret og sig selv på hug ved siden af. De andre piger gjorde det samme og morgenstilheden fyldtes med det sagte psch-psch fra mælken, der løb ned i træspandene. Køerne stod fredeligt og nød at få lettet de spændte yvere. Kun en af Johannes gjorde sig besværlig ved midt i det hele at gå helt ud i bækken for at drikke, så spanden nær var væltet og Johanne næsten faldt i vandet. Hun satte hænderne i siden og gloede irriteret på koen, men der var ikke noget at stille op. Bæstet lod sig ikke forstyrre og hun måtte vente til den var færdig.
   Karen blev hurtigt færdig med de tre første af sine og så sig om efter den sidste. Uden held. Hun sukkede og klatrede op ad en lille skrænt for at få bedre overblik. Men den var ikke at se. Hun tog et dybt åndedrag og lod luften hvisle ud mellem tænderne, mens hun kiggede sig omkring. Hvor mon den var gået hen? Det var ikke noget nyt at lige præcis denne ko gik sine egne veje. Den Gamle var byens ældste ko, egentlig tjenlig til slagtekniven, men den gav stadig godt med mælk og madmoder havde af den grund i et par år udsat dens skæbne. Karen satte spanden fra sig bag et træ, hvor hun håbede, at ingen køer ville komme forbi og vælte den og gav sig til at lede efter spor. De andre var for længst færdige, da hun endelig havde heldet med sig.
   "Varer det længe, Karen?" Det var Mettes stemme.
   "Ja, det ved jeg jo ikke. Hun kan jo være gået flere mil eller hun kan ligge bag det næste træ."
   "Vi andre går altså hjem nu. Vi har allerede brugt tid nok."
   Hvor det dog lignede dem. Karen slog med nakken og begyndte at gå i den retning sporene viste. En voldsom raslen bag hende fik hende til at standse.
   "Vent på mig." Johanne kom løbende efter hende. "Jeg håber, de underjordiske tager dem på vejen hjem eller at der i det mindste er en lille trold, der siger bøh til dem. Hvor ville de have godt af det."
   Karen kunne ikke lade være med at smile ved tanken ved tanken om Mette og de andre på hovedkulds flugt med mælken stående i kaskader om sig. Alligevel spyttede hun på jorden ved siden af sig for at sætte skel mellem sig og det onde. Det var ikke til at vide, om de underjordiske ville blive tiltrukket af Johannes respektløse tale om dem.
   Sporet fortsatte temmelig langt. Karen blev forpustet, for de gik raskere og raskere til. Madmoder var ikke den, der lod resten af husholdningen vente på davren, fordi storpigen kom for sent og hun mærkede sin mave knurre. Hjemme hos Johanne var det anderledes. Hendes husbond, Laurids, var enkemand og overlod husførelsen helt og holdent til hende. Lillepigen ville ganske vist forberede syltemælken, men de skulle nok vente til Johanne kom tilbage.
   Hvorfor var det forbistrede dyr løbet så langt væk? Køerne holdt sig som regel sammen, så havde de først fundet flokken, var det nemt nok. Lige med undtagelse af Den Gamle. Det skulle blive godt den dag, madmoder bestemte sig for at slagte hende.
   På en solbeskinnet plet stoppede sporet. De søgte forgæves efter det. "Lad os dele os," foreslog Johanne.
   Karen så usikkert på træerne foran dem. De stod tættere her. Men solen havde fået mere kraft og havde næsten brændt tågen væk, bortset fra nogle få, stædige totter, der krøb sammen over vandhuller og grøfter.
   "Er vi ikke ved at være tæt på mosen nu?"
   Johanne rynkede panden. "Næe, det tror jeg ikke. Ligger den ikke længere derovre af?" Hun viftede med armen til venstre for dem.
   "Vi må nok hellere være forsigtige," sagde Karen. "Du går ikke længere væk end jeg kan høre dig, vel?"
   "Selvfølgelig ikke. Der er ingen grund til at være dum."
   De gik videre i råbeafstand af hinanden. Der var ingen stier herinde og træerne stod så tæt at Johanne hurtigt forsvandt af syne, men hun kunne i det mindste med mellemrum høre hendes kraftige stemme skiftevis kalde på koen og nedkalde forbandelser over den. Hun råbte tilbage på lignende vis og krydrede med beklagelser over, hvor ufremkommelig skovbunden var. Konstant måtte hun kravle over nedfaldne grene, jorden var knoldet og hele tiden var hun ved at stikke foden i en af de store, mørke pytter skovbunden var fyldt med. Madmoders ord fra den foregående aften kværnede i hendes hoved. Var hun mon allerede ved at overtræde advarslen? Egentlig tvivlede hun på, at Den Gamle var gået denne vej. Den var nok snarere bøjet af og gået til en af siderne, udenom den tætte skovbevoksning. Det var fuldstændig halsløst at begive sig herind og hun ønskede sig alle andre steder hen.
   Da fik hun øje på en kokasse længere fremme. Så havde det forbistrede dyr alligevel trodset de tætte træer. Der måtte være noget helt særligt, der havde lokket den herind. Ti skridt længere henne lå en lysning og hun kunne se, hvorledes en stor krop havde maset sig igennem tykningen for at komme derud.
   Hun sprang afsted, så godt hun kunne. Nu var det snart overstået og hun kunne komme ud fra dette rædselsfulde sted. Foran hende bredte sig et landskab, hvor tågen stadig drev over jorden. Solen fik dugdråberne, fanget i de tusinde spindelvæv i græsset, til at glimte i alle regnbuens farver og hun blev blændet. En flok dunhammere længere inde kunne knap anes. Dér, få skridt fra hende, lå en mørk skygge og hun missede med øjnene for bedre at kunne se. Skyggen tog form af en rødbrun ko, der fredeligt gumlende hvilede i den glitrende sø af dug. Hun åbnede munden for at kalde på Johanne, men klappede den lynhurtigt i igen. Bag Den Gamle, på en stor sten, sad en mand og så på hende.
   Anes mange historier fór gennem hovedet på hende. Hendes første tanke var, at det virkelig var ellekongen, der var trådt lyslevende ud af fortællingen og ind foran hende. Sorte øjne så direkte ind i hendes. Håret var lyst og noget længere end folk normalt bar det. Men ellekongen ville vel ikke sidde dér på en sten midt i solskinnet? De underjordiske holdt sig da fra dagslyset?
   Han smilede til hende. "Er det din ko?" spurgte han. Stemmen lød klar og blød. Uden at give sig til at komme med forklaringer om de rette ejerforhold nikkede hun bare og trådte et skridt ind i lysningen. Og endnu et. Hun havde altid forestillet sig ellefolk som lidt tågeagtige og udflydende i kanterne. Ham her så nu meget virkelig ud. Lige til at røre ved. Hun styrede mod koens hale med endnu et vagtsomt skridt. Han måtte være en bortløben karl, en omstrejfer. Hans tøj så slidt ud, skjorten var nusset, vesten manglede åbenbart knapper, for den hang løst over skuldrene på ham, bukserne stumpede over bare fødder.
   Endnu et skridt. Hendes hjerte bankede hurtigere. Bare nu Den Gamle ville være medgørlig, så hun kunne komme hurtigt væk herfra. Lige nu betragtede bæstet hende med ophøjet ligegyldighed.
   Et skridt til. Han smilede stadig, som for at berolige hende. Hun tog et skridt til.
   "Jeg har set dig før her i skoven," sagde han. Hun stoppede. "Du kommer altid sammen med en hel flok andre piger. Hvor har du gjort af dem?"
   Hun kom i tanker om Johanne. Hvorfor havde hun ikke kaldt på hende for længe siden? Det ville være bedre at være to om dette.
   "Øh, de er ... ikke så langt væk. De leder også efter koen."
   Hans ene mundvig krusedes og gjorde smilet skævt. Hun var et fjols. Selvfølgelig havde han hørt, at de kun var to. Men to var stadig mere end en og hun gik med rank ryg helt hen til dyret. Johanne var kun et råb væk.
   "Hvad hedder du?"
   Hun lod som om hun ikke hørte hans spørgsmål og forsøgte at få koen op at stå. Den Gamle var ikke medgørlig. Hun lokkede, skubbede og vred halen rundt på dyret uden nogen reaktion. Farven skød op i hendes kinder og hun kunne mærke en fletning begynde at løsne sig fra hovedbunden. Hun skævede hen til stenen, hvor manden sad. De sorte øjne blinkede muntert til hende.
   "Hun er ikke meget for det, hva'?"
   Han gled ned fra stenen og gik hen mod hende. Uvilkårligt bakkede hun et par skridt.
   "Rolig nu, jeg gør dig ikke noget. Jeg vil bare hjælpe dig." Han satte sig på hug ved Den Gamles hoved og strøg den over kæben. Hans hænder var slanke og pæne, som skulle de aldrig holde om en plejl eller et segl. Han kiggede koen ind i øjnene og til Karens forbløffelse rejste den sig. Den fremmede rettede sig også op og kiggede så glad på hende, at hun ikke kunne lade være med at sende et smil tilbage.
   "Øh, tak," fik hun mumlet.
   Han var ikke særlig høj, kunne kigge hende ind i øjnene uden at skulle bøje hovedet. Egentlig stod han lidt for tæt til at hun følte sig tryg ved det, men hun kunne ikke få sig selv til at flytte sig. Hans hud var meget mørk eller også var det bare det lyse hår, der fremhævede en solbrændthed, der kom af at være meget udendørs. Underligt, at håret var så lyst, når øjnene var helt sorte. Hun slog blikket ned i koens ryg. Hendes kinder føltes stadig varme. Den løse fletning frigjorde sig nu helt og landede på hendes skulder med et dunk. Hastigt forsøgte hun at sætte den fast på hovedbunden igen, samtidig med at hun gennede Den Gamle fremad. Koen tog et par sindige skridt og Karen fulgte lettet med, for det betød at hun kunne gå forbi den fremmede.
   "Karen! For pokker, så svar dog!" Johannes stemme gjaldede ud mellem træerne. Gad vide, hvor længe hun havde kaldt uden at hun havde hørt det?
   "Her," skyndte hun sig at råbe tilbage. "Jeg ... har fundet hende!"
   "Hvor?"
   "Jeg kommer nu!" Hun sendte et hastigt blik bagud for at nikke farvel til den fremmede men kunne ikke få øje på ham. Hun stoppede og lod blikket feje over hele lysningen. Han var væk. En kuldegysning fik hende til at skutte sig. Havde der alligevel været noget troldtøj over ham?
   "Nå, her er du. Jeg har kaldt og kaldt. Jeg troede næsten, at du var dumpet i mosen."
   Johanne dukkede op mellem træerne og kom energisk skridtende hen til hende. Endnu en kuldegysning fik hårene på Karens håndryg til at rejse sig. Hun så over mod dunhammerne.
   "Er det mosen, der er derovre?"
   "Det kan du bande på at det er. Jeg var lige ved at gå ud i den," svarede Johanne. "Selv her synker man jo så dybt i mudderet, at man er bange for at foden skal blive dernede, når man prøver at trække den op."
   Karen så ned. Det havde hun slet ikke tænkt over, mens hun havde snakket med den fremmede. Hendes fødder var ganske rigtigt begravet til anklerne i mudder og skørtet var pløret til.
   "Kan du ikke huske, at vi engang gik herned sammen med Mikkel, da vi var børn?" fortsatte Johanne. "Jeg tror bare, at vi kom fra en anden kant, for jeg vidste først, hvor vi var, da jeg stod og kiggede udover vandet."
   Erindringen var tydelig. Johannes broder, der havde ført dem ad små, snoede stier til de stod ved bredden af mørkt vand, der sugede blikket til sig og gav kuldegysninger ned ad ryggen.
   "Nå, lad os skynde os at få hende tilbage til de andre," sagde Johanne. "Hvorfor var du så længe om at svare?"
   Det vidste hun heller ikke selv. Karen trak på skuldrene. "Jeg blev vel bare så optaget af at få hende op og ud herfra. Det må du undskylde. Gider du holde retningen, så sætter jeg skub i hende."
   Hun vred haleroden om på Den Gamle og den trak med et svup et ben op for at bevæge sig fremad. Mærkeligt nok havde hun slet ikke lyst til at fortælle Johanne om den besynderlige mand. Inden hun gik ind under træerne igen, kastede hun endnu et blik rundt i lysningen. Hvor mon han havde gemt sig så hurtigt? Lå han mon et eller andet sted og holdt øje med dem? Eller var han simpelthen gået sin vej? Godt, Johanne var dukket op. Et eller andet ved den karl var ikke, som det skulle være.
   Hele vejen tilbage til flokken prikkede det i nakken på hende. Irriteret fortalte hun sig selv, at hun var et fjols. Selvfølgelig fulgte han ikke efter hende. Ingen holdt øje med hende fra træernes skygge.
   Endelig kunne hun og Johanne sætte de fyldte spande på hovedet og skynde sig ud af skoven.
   "Knurrer din mave også?" stønnede Karen. "Madmoder er sikkert godt gal i skralden og har givet min portion til hunden."
   "Det er jo ikke din skyld at koen er så dum. Din madmoder ville gøre os allesammen en tjeneste ved at få hende slagtet."
   "Jamen, det synes jeg da, du skal foreslå hende."
   De grinede begge. Ingen foreslog Anna Jensdatter noget som helst uden at have argumenterne særdeles godt på plads og ingen argumenter kunne slå den gode portion mælk, Den Gamle trods sin alder stadig gav hver dag.
   "Mikkel var et smut forbi i går." Johanne skiftede emne.
   "Et smut? Det er godt nok et langt smut at gå hele vejen fra Sjolte?"
   "Ja, hans nye husbond havde sendt ham et ærinde hos præsten og han kiggede forbi på vejen, men han kunne ikke nå at hilse på dig. Men han sagde, at han ville komme igen til midsommerdansen."
   "Er pigerne ikke kønne nok i Sjolte?"
   Johanne så underfundig ud. "Jeg tror nu, han håber på at komme til at danse med dig."
   Karen drejede hovedet mod hende med et ryk, der nær havde sendt indholdet af spanden i en styrtsø ned over hende.
   "Det mener du ikke alvorligt! Din broder, Mikkel? Er det den samme, vi taler om? Mikkel, der kun tog os med ud til mosen for at skræmme livet af os? Lade som om han ville skubbe os i?"
   "Ahr, det er da mange år siden og såvidt jeg husker, lavede du også et par slemme streger mod ham. Men der er sket noget med ham i hans nye plads."
   "Hvad da?" gryntede Karen.
   "Ja, han er vel blevet voksen, går jeg ud fra. Tænker på fremtiden." Hun sendte Karen et snusfornuftigt Johanne-blik. "Du kunne gøre et værre parti end Mikkel."
   "Det kan godt være, men hvad skulle vi så gøre? Slå os ned i et usselt skur som det, mine forældre havde og leve af, hvad gæssene kan give os? Eller måske en ged, hvis vi er heldige. Slide og slæbe for at få mad på bordet? Næh, tak, det liv døde mine forældre af og jeres også. Jeg skal ikke nyde noget."
   "Jamen, vil du være tjenestepige resten af dit liv? Ende som gammeljomfru?"
   Karen trak på skuldrene. "Det er vel bedre end at stille træskoene i barselsseng."
   Johanne rynkede panden, men sagde ikke mere. De nærmede sig Laurids' gård. Karen sukkede: "Hvis jeg havde det som dig i din plads, hvor du kan té dig som kone på gården, ville jeg være lykkelig."
   "Hm, det varer jo ikke evigt. Laurids er ikke ung længere og han har jo ingen børn til at overtage fæstemålet. Den næste fæster bliver nok en, der er gift og så skal jeg til at indordne mig under en madmoder ligesom dig. Hvis de i det hele taget vil have mig."
   Karen skævede til sin veninde. "Jeg har svært ved at se dig indordne dig under nogen som helst."
   "Det bliver jeg jo nødt til." Hun drejede af mod gården og løftede hånden i en afskedshilsen. "Vi ses til middag."