Senere, da Karen stod og kærnede fløden til smør, kredsede hendes tanker stadig om morgenens samtale med Johanne. At tænke sig at Mikkel havde den slags idéer om hende! Hun pumpede kærnestangen op og ned og mærkede musklerne i armene stramme til og gøre ondt. Mikkel var hendes barndoms legekammerat og en god ven. Ikke noget mere. I det år, han havde været væk, havde hun ikke set meget til ham og det var hende ubegribeligt, at det skulle have fået ham til ... Nej, tanken var for ny og fremmed til at finde plads i hendes hoved.
   Fløden sjaskede livligt i kærnen og hendes arme værkede. Hun blev nødt til at finde et mere roligt tempo ellers ville hendes kræfter slippe op, før hun var færdig. En lille pause, kontrol over åndedrættet og hun fandt den jævne rytme, hun havde brugt så mange, mange gange før.
   Det ensformige arbejde gav tankerne lov at drive og de havnede ved den mystiske mand i skoven. Hun havde ikke fortalt nogen om ham og hvorfor skulle hun også det? Han havde virket lidt underlig, men var sikkert bare en omstrejfende karl, der var stukket af fra en hård husbond. Måske endda godsejeren til Bækkeskov. Han var en plage for bønderne på hele egnen og sikkert også for de karle og piger, han havde i sit brød. Manden ville gøre klogt i at komme længere væk i en vis fart og ikke dovne tiden væk i godsets egen skov, for landsdommer Becker ville nok ikke være nådig overfor en bortløben tjenestekarl.
   'Jeg har set dig før her i skoven,' havde han sagt. Det tydede på, at han havde været der i nogle dage. Køerne var blevet sluppet ud i skoven for et par uger siden. Boede han måske derude, gemte sig simpelthen i det ufremkommelige moseområde i håbet om at dets rygte ville holde folk på afstand? Eller ... hun skævede op til mælkehylden, hvor morgenens mælk stod og samlede fløde. Var han mon virkelig en af de underjordiske, der havde benyttet lejligheden til at forgøre mælken i koens yver? Måske burde hun have hældt mælken ud. Det kunne hun ikke så godt gøre nu, for det var blevet blandet sammen med de andres og så ville hun blive nødt til at smide hele molevitten ud. Madmoder ville blive tosset
   Hun opdagede, at hun næsten var gået helt i stå med kærningen og prøvede at finde rytmen igen. Men det var svært. Hendes arme var døde af anstrengelse, da hun endelig mærkede væsken samle sig til en fastere form.
   Det nåede at blive tid til middagsmalkning, før hun var færdig. Sukkende greb hun malkespanden i bryggerset og malkekransen fra sin plads på bjælkestumpen ved døren. Sikken et liv. I det mindste ville hendes arme da få lidt hvile på turen ud til køerne. Johanne kom gående ovre fra Laurids' sted og de andre piger dukkede op efterhånden, som de passerede de forskellige gårde.
   Solen stod højt på himlen, men en fin dis hang stadig over skoven. Karen tog sig et par gange i at kigge sig over skulderen ind i underskoven, men hun så selvfølgelig intet.
   Men han havde sagt, at han havde set hende før. Hun spekulerede på, hvor længe, der ville gå, før hun ville holde op med at føle sig iagttaget herude.
   Køerne havde flyttet sig, heldigvis ikke så langt. De havde spredt sig i to grupper med nogen afstand imellem. De tre af hendes holdt sig i den samme flok, men den fjerde - Den Gamle, hvem ellers? - var ikke at se. Hun sukkede og gik hen til den anden flok, der græssede for foden af en lille høj. Men heller ikke der havde hun heldet med sig. Hun var lige ved at smide spanden fra sig i arrigskab. Det dumme dyr! Hun nægtede at gå den tur igen. I stedet trampede hun op ad højen med den tanke, at hun deroppefra måske lettere kunne få øje på strejferen, hvis den stadig var i nærheden.
   Hun fandt den gamle ko med det samme. Den var kun gået om på den anden side af højen. Men sammen med den stod også manden fra skoven. Han kiggede direkte op på hende og vinkede ivrigt, som havde han bare ventet på, at hun skulle komme til syne. En mærkelig blanding af vantro, forskrækkelse og en besynderlig glæde skyllede igennem hende. Tusind spørgsmål sprang op i hendes hoved. Hvad lavede han her? Havde han ventet på hende? Hvor længe havde han været her? Og hvorfor?
   Et eller andet blev hun nødt til at foretage sig. At blive ved med at stå og glo dumt kunne hun ikke. Tøvende tog hun et skridt ned mod ham. Hvad skulle hun sige til ham? Men hun behøvede vel ikke at sige så meget. Hun havde mere ret til at være her end han og de andre kunne hurtigt komme hende til hjælp, hvis hun råbte efter dem. Med et fast greb i spanden skridtede hun ned og stillede sig overfor ham.
   "Hvem er du og hvad vil du her?"
   Han stak i et stort smil og løftede afværgende hænderne. "Rolig, rolig, jeg gør ikke noget. Jeg tænkte bare, at jeg ville spare den gamle tøs og dig for den lange tur. Så har vi måske også lidt mere tid til at snakke sammen. Imorges havde du så travlt, så vi ikke engang nåede at præsentere os for hinanden."
   Hun stirrede på ham. "Og hvorfor skulle vi gøre det? Jeg skal arbejde, ikke snakke."
   Hans smil fik en lille, drilagtig drejning. "Det er vel almindelig høflighed at man præsenterer sig for hinanden?"
   Øjnene glimtede. En trang til at kigge ind i dem var ved at bemægtige sig hende, men hun fokuserede på hans mund i stedet for. Han skulle ikke tro, det gik så nemt.
   "Høflighed bekymrede dig ikke her til morgen, da Johanne kom."
   "Det var ikke hende, jeg havde lyst til at snakke med. Det var dig."
   Det direkte svar fik hendes næste ord til at blive siddende i halsen. Han lagde hovedet på skrå. Smilet afslørede en række pæne tænder. Pokkers.
   "Af alle de piger, der kommer ind i skoven, er du langt den kønneste. Men er du altid så mistænksom?"
   "Øh ..." Hun ville give meget for at have et kvikt svar i ærmet.
   Med et afvæbnende smil kom han et skridt nærmere. Hans stemme smøg sig om hende. "Jeg vil bare gerne vide dit navn og til gengæld får du mit. Jeg hedder Daniel."
   "Øhm ... Karen."
   Han slog ud med armene. "Se, det var slet ikke så slemt, vel? Nu er vi præsenteret for hinanden og du behøver ikke at være så mistænksom længere."
   Igen smilede han stort og gjorde et pudsigt, lille buk og Karen opdagede, at hun smilede tilbage. Han så nu meget sød ud. Særpræget udseende. Håret var ikke kun hvidt, så hun nu. Det var mørkt helt nede ved hårbunden og blev så lysere til det nåede det helt hvide nede ved mandens skuldre. Han så ud til at være ganske ung. Bevægelserne var ungdommelige. Kroppen var endnu spinkel. Skuldrene ludede ikke, som arbejdet i marken ellers hurtigt fik karlenes skuldre til at gøre. Det kunne ikke være en bondes arbejde, han var stukket af fra.
   Øjnene var det mest mærkelige ved ham. Hun havde aldrig set helt sorte øjne før. Fremmedartede. Dybe som mosehuller. Et minde om sig selv stående ved randen af mosen, så tæt at et lille puf ville have skubbet hende derud, dukkede op. Myrekryb listede op ad hendes arme og ryg, da hun kiggede i det mørke vand. Et eller andet, en lygtemand måske, glimtede dernede i dybet. Lokkede hende med sig i et svimlende sug. Fik hende til at svaje.
   Hun rev øjnene til sig og fokuserede på Den Gamle, der uanfægtet hev græsset af i store totter og afslappet lod dem forsvinde mellem de kværnende tænder. Hvad var det nu, hun var kommet for? Nå jo, hun skulle malke. Forvirret lod hun spanden dumpe ned under yveret og satte sig på hug. Hans stemme lød lige ved hendes øre, et blødt, varmt pust.
   "Jeg har set hundredvis af piger malke, men jeg har faktisk aldrig set, hvordan I gør helt præcist. Har du noget imod, at jeg kigger på?"
   Hans blik hvilede nu ikke på koen, men på hende. Hun burde sige ja, jeg har noget imod det, gå lidt længere væk, men i stedet rystede hun på hovedet. Hendes normalt sikre greb om patten blev fummelfingret. Heldigvis stod Den Gamle stille. Det havde været kønt, om hun var begyndt at vandre rundt og gjort hende til grin.
   "Det er det rene trylleri." Nu så han på koen. Faktisk var han helt nede og ligge på ryggen for at kigge op under maven på den. Hun måtte kvæle et fnis ved synet. Aldrig havde en mand da opført sig på den måde, endsige vist nogen interesse for, hvordan man malkede en ko.
   "Hvordan gør du helt nøjagtig?"
   Hun viste ham, hvordan hun startede med at stramme pegefingeren og hurtigt lod de andre følge efter. Års daglig rutine havde gjort bevægelsen til en så stor del af hende, at hun aldrig tænkte over den, men nu hvor hun blev nødt til det, blev den uværgerligt langsom og klodset. Det irriterede hende. Han kiggede på strålen, der plaskede ned i spanden.
   "Sikke meget, der kom."
   Nu havde hun luret ham. Det næste blev vel at han bad om en tår. Eller kunne der ligge andet bag hans opmærksomhed? I så fald gjaldt det om at holde ham væk fra mælken. Hun rejste sig allerede inden Den Gamle var tømt ud og fik bragt spanden uden for hans rækkevidde.
   Han kom også på benene og hun trådte hurtigt et par skridt baglæns.
   "Du er ret nervøst anlagt, er du ikke?" spurgte han. "Du kender mit navn nu. Jeg gør dig ikke noget."
   "Der skal godt nok mere end et navn til ..."
   "Et navn betyder mere end du tror." Han lagde hovedet på skrå og havde den frækhed at blinke til hende.
   "Kommer du snart igen?"
   Hun stirrede på ham. Ville han til at opsøge hende hver gang, hun var herude? Nu var hun ved at få nok.
   "Jeg må hellere se at komme videre." Hun hankede op i spanden og begyndte at gå rundt om bakken. Bare han nu ikke fulgte efter.
   Det gjorde han ikke. Han sagde bare: "Vi ses, Karen." Benene bar hende alt for langsomt væk og da han kaldte, vendte hun sig som trukket af en usynlig snor. Smilet var der igen, et lille, skævt et af slagsen. "Jeg har ikke gjort noget ved mælken."
   Rød i hovedet skyndte hun sig videre. Hans blik brændte hende i ryggen til bakkens runding skjulte hende. Hun var lige ved at give efter for en overvældende trang til at dreje hovedet for at se efter ham. Den fornøjelse skulle han ikke have og hun holdt øjnene stift rettet fremad. Vel omme på den anden side af højen vendte hun bunden i vejret på spanden og mælken plaskede ud på jorden, hvor den samlede sig til en lille, hvid sø. Madmoder ville rive sig i håret, hvis hun så det. Hun havde et falkeblik og ville med garanti se, at der ikke var så meget mælk, som der plejede at være, men det var der ikke noget at gøre ved. Karen kunne sige, at hun havde spildt noget af det. Det ville også indbringe hende en skideballe, men den ville være mildere end hvis madmoder fik nys om, at hun havde ladet en vildfremmed mand, der måske var noget andet og mere, hænge over hende, mens hun malkede.
   Hvad var han for en karl? Og hvad var det lige, der var sket med hende? Stået der og rødmet og stammet som et andet fjols. Det var én ting. Det gav hende en besk smag i munden, men hun kunne godt regne ud, hvorfor. Det var det øjeblik, hvor hun havde kigget ind i hans øjne, der gav hende kuldegysninger. Og så hans mærkelige spørgsmål. Måske skulle hun udspørge Ane lidt om, hvordan ellekongen så ud.
   Men han havde nu set så virkelig ud. Så håndgribelig.
   Hun fandt de tre andre køer og fik dem malket. Johanne snakkede løs hele vejen hjem, men hun kunne dårligt koncentrere sig om at høre efter. Når hun svarede, var det helt hen i vejret. Da de skiltes, sendte Johanne hende et undrende blik.