KAPITEL 7

"Nå, var der nogen, der faldt i søvn under gudstjenesten idag?"
   Der var smil i husbonds stemme. Karen, der var ved at døse hen til den monotone knirkelyd fra træværket i hestevognen og de dæmpede hovslag fra den gamle hest, blinkede.
   "Jeg synes nu, vores præst er ganske dygtig til at holde folk vågne," grinede Ane. "Vé dem, der vover at sætte sig til at sove. Men jeg lagde da mærke til at vores Karen her sad og nikkede på et tidspunkt."
   Som hun sad der pakket godt ind i sit sjal og trodsede varmen, så hun lille og skrøbelig ud, men hendes ører og øjne fik alt med. Karen kunne ikke holde et irriteret suk tilbage. Hvis den gamle hejre også havde været oppe før Fanden fik sko på, havde hun måske også haft svært ved at koncentrere sig om Paulus' breve til korintherne eller hvad det nu var, præsten havde messet om oppe fra prædikestolen. Daniel havde opsøgt hende ved morgenens tur i skoven og det havde været så dejligt at sidde og tænke tilbage på og på et tidspunkt var hun så faldet hen. Svævet et eller andet sted mellem vågen og sovende.
   "Men unge Peder Jensen fra Nordgården havde nu også svært ved at holde sig vågen," fortsatte Ane. Hun vred munden i et grin. "Men det var der vist ingen, der gik glip af."
   Den stakkels mand havde siddet næsten direkte under prædikestolen og præsten havde hamret sin bibel ned i bordpladen med et brag, der fik hele kirken til at fare sammen i et fælles spjæt. Dernæst havde han meddelt, at der var en særlig plads i Helvede til mennesker, der ikke viede Guds ord nok opmærksomhed. Det havde fået den unge bonde og de fleste andre til at sidde ranke som skibsmaster under resten af prædikenen.
   "Så vidt jeg kunne forstå, har unge Peder været oppe den halve nat til en vanskelig kælvning, så i mine øjne er han undskyldt," sagde husbond.
   "Den slags har vores præst aldrig haft forståelse for," sagde madmoder. "Får det sikkert heller aldrig."
   Søren kravlede hen og trak sin fader i ærmet. "Tror du, Blissen har folet?"
   Begge unger havde plaget om at få lov at blive hjemme sammen med Mads for at holde øje med hoppen, der viste tegn på at folingen var lige op over. Kalve, lam og smågrise kom hvert år, men et føl gik der år imellem og de ville for alt i verden ikke gå glip af det. Men madmoder havde til deres store utilfredshed tvunget dem med i kirke.
   "Der kan gå lang tid endnu," mente husbond, men lod alligevel pisken smælde en ekstra gang over hesten, der satte farten en smule op.
   Da de drejede ind mellem gårdene, fik Karen øje på Johanne, der gik langs med gadekæret. Hun havde ikke været der til gudstjenesten i dag, men det var ikke usædvanligt. Johanne holdt sine kirkebesøg på det mindst acceptable minimum. Karen vinkede og så hende gøre tegn til at hun skulle komme. Madmoder bemærkede det også og nikkede, dog med stram mine.
   "Kommer den pige da aldrig i kirke? Men smut du bare. Glem ikke middagsmalkningen."
   Om søndagen havde Karen ikke andre opgaver end malkningen og de ledige stunder blev ofte tilbragt i selskab med Johanne. Hun skulle til at svinge sig ud over kanten på vognen, men Katrine hagede sig fast i hendes hånd. "Skal du ikke hjem og se, om der er kommet føl?"
   "Nå jo, selvfølgelig." Karen dumpede ned på den hårde bræddebund igen. "Kommer om lidt," råbte hun til Johanne.
   Imidlertid rystede Mads benægtende på hovedet fra sin plads i stalddøren, da de kørte ind gennem porten. Ungerne, der havde råbt ham an, allerede inden hesten stoppede, myldrede skuffede ind i stalden, som om de ikke helt troede på ham og Karen satte kursen mod Laurids' lille gård.
   Laurids var ifærd med at spænde hesten fra. Han havde kørt lige bag dem fra kirken. Han nikkede til hende. Hovedet med det tjavsede, grå hår så som sædvanlig ud til at være lidt for lille til hans kraftige krop. Skuldrene ludede og gav manden et lidt sølle udseende. Karen hilste tilbage. Selvom gården var lille, kunne det ikke være let at drive den ene mand. I høsten hyrede han daglejere, men ellers var han alene om alt. Siden konens død for et halvt år siden, havde Johanne stået for husførelsen.
   "Hun er omme i kålgården." Hans stemme lød lidt som et rustent dørhængsel. Gad vide, hvor gammel han var? Så længe hun kunne huske, havde han set gammel ud.
   Hun fandt Johanne liggende på knæ på jorden igang med at sætte grønkål.
   "Nå, er det, hvad du bruger den hellige hviledag på?"
   Johanne rettede sig op og kastede et blik over skulderen."Jeg er sikker på, at Herren tilgiver mig, for du må ikke slå ihjel og Laurids stiller helt bestemt træskoene, hvis han ikke får sin grønlangkål til vinter. Jeg vil også mene, at Han tilgiver dig, hvis du giver en hånd med."
   "En sådan ulykke må naturligvis undgås," smilede Karen og samlede en af de spæde kålplanter op. "Men måske skal du til at passe lidt på. En dag bemærker præsten, at du ikke er der og så får du ham på nakken."
   "Hvorfor skulle han dog lægge mærke til en tjenestepige? Hvis han har så travlt med at få mig i kirke, kunne det være, at han skulle hjælpe mig med mit arbejde, så jeg har tid til at sidde dér."
   Karen prøvede at forestille sig præsten ligge på knæ og plante grønkål, men det var umuligt.
   "Godt, han ikke kan høre dig. Han er vist ikke rar at blive uvenner med."
   Johanne udpegede det område, hvor grønkålen skulle stå og Karen gravede et lille hul med en pind, hvor hun satte planten. Den så lillebitte og sart ud, det var mærkeligt at tænke på, at den ville vokse sig kæmpestor og blive stærk nok til at klare frostvejr. Hun greb en ny plante og krattede igen i jorden. Den var løs og fugtig og duftede dejligt.
   Johannes eller rettere Laurids' kålgård vendte mod syd og var badet i sol. Karen lod blikket løbe ned mod risgærdet, hvor der stod to afblomstrede æbletræer. Imellem dem kunne skovens grønne omrids skimtes. Tanker om, hvad Daniel lavede lige nu, kom listende helt af sig selv. Mon han også tænkte på hende? Det kildede i maven og hun følte sig lidt dum ved at ligge her på knæ og smile ned i jorden. Men hun kunne ikke lade være. Det var nok for meget at håbe på, at han ville være der igen til middag. Det var sjældent, at han dukkede op mere end én gang om dagen. Alligevel kunne hun ikke lade være med at glæde sig. Det var en ny følelse. De ture med malkespanden plejede at hænge hende ud af halsen.
   "Karen, hører du, hvad jeg siger?"
   Det gav et sæt i hende, for Johanne nærmest råbte.
   "Hva'? Undskyld?"
   Johanne fik en rynke mellem brynene. "Jeg har snakket, jeg ved ikke hvor længe og du har overhovedet ikke hørt efter? Hvad er det dog, der optager dine tanker?"
   Karens kinder blev lidt varmere end de burde være. Det var for flovt at sidde her og tænke på en mand. Særlig da Johanne vist stadig nærede forhåbninger om at hun skulle gifte sig med Mikkel. Hun så ned i jorden.
   "Ikke noget. Jeg er vist stadig inde i vanen fra gudstjenesten med at lade ordene glide ind ad det ene øre og ud af det andet. Undskyld. Hvad var det, du sagde?"
   I det samme kom Laurids gående og Johanne nåede ikke at svare.
   "Nu lader du ikke Karen arbejde så meget, at jeg bliver nødt til at betale hende løn, vel?" Hans smil afslørede flere tænder, der manglede. Rynken i Johannes pande blev, hvor den var, selvom hun flyttede blikket fra Karen til sin husbond. Hendes mund fik et utålmodigt drag.
   "Din mellemmad står på bordet derinde," sagde hun kort.
   "Allerede?" knirkede Laurids dørhængselstemme. "Du er sørme alt for god ved mig, lille Johanne."
   Han luntede af igen. Johanne skar ansigt. Karen studerede med påtaget grundighed den kålplante, hun var ved at klappe jorden ned omkring. Hun vidste, hvor meget det irriterede Johanne at blive kaldt lille.
   "Hvad var det så, du sagde?" spurgte hun for at få hende til at tænke på noget andet.
   "Hvornår?" Johannes rynke blev siddende.
   "Ja, der hvor jeg ikke hørte, hvad du sagde."
   "Nåh, det. Nej, det var ikke noget. Glem det."
   Karen åbnede munden for at nøde hende noget mere, men lukkede den igen. De arbejdede færdige i tavshed. Johanne brugte malkespanden til at hælde vand over de små planter. De fine, krøllede blade glinsede.
   "I Jesu navn, voks jer nu store og giv os mad på bordet," mumlede Karen, da det ikke lod til at Johanne havde tænkt sig at fremsige den lille remse, madmoder altid brugte, når hun satte grønkålen. Rynken mellem Johannes bryn opløstes endelig.
   "Søndagskål," sagde hun med liv i stemmen. "De må da blive byens største, tror du ikke? Jeg henter lige noget mere vand."
   Karens blik gled over mod skoven igen og blev fanget af en bevægelse dernede. Hun kneb øjnene sammen. Listede ned mellem æbletræerne for at få bedre udsyn. Hjertet slog lidt hurtigere. Det var svært at se, hvad det var. Sandsynligvis bare et rådyr, der prøvede at finde et sted at komme gennem gærdet og ind til byggen. Men det var næsten for stort til at være et rådyr. Måske en hjort. De var ellers sjældne her på egnen. Men det var afgjort ikke en menneskelig skikkelse.
   Hun vendte ryggen til og rystede på hovedet. Et øjeblik efter krusedes hendes læber i et lille smil. Nu var der ikke så længe til, at hun kunne hente sin malkespand og gå derned. Det kildede omgående i maven igen. Hold nu op, sagde hun til sig selv. Han er der ikke og hvad betyder det, hvis han er? Det er dumt at tænke så meget på en forfløjen tater. Hun anede faktisk ingenting om ham. Sådan set kunne han stikke af den dag i dag, drage et nyt sted hen, finde sig en ny pige at opsøge. En, han måske havde lidt mere held med. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at falde for blomsterkranse og mørke øjne. Men hans opførsel var nu ikke nem at greje. På den ene side havde hun nu mødt ham en del gange og han lagde ikke skjul på sin interesse, på den anden side var han aldrig gået over stregen. Hvor længe mon han ville blive ved, før han gav op?
   Iskoldt vand ramte hendes bare fødder og hun skreg af forskrækkelse. Johanne stod foran hende med den tomme spand og grinede.
   "Velkommen tilbage. Hvor var du henne?"
   "Et sted, hvor man ikke bliver oversprøjtet med vand, bare fordi man står og hviler sig lidt," gryntede Karen. Hun flyttede sig ud af vandpytten, mærkede den våde jord klæbe til fødderne. "Se nu der, mit skørt er også blevet sjaskvådt."
   "Åhr, det tørrer hurtigt i den varme her."
   Det gjorde det også. Allerede inden hun gik hjem efter malkespanden havde solen og vinden tørret både fødder og skørt. Hendes skridt var hurtige og lette. Før hun kunne vende næsen mod skoven, måtte hun dog behørigt beundre et kønt, lille, musegråt hingsteføl inde hos Blissen. Hun sang højt og svingede med spanden, da hun spadserede ud gennem porten.