KAPITEL 9

Da hun kom ind sagde husbond: "Ridefogeden har været her og forlangt en hovdag, Becker vil i gang med høslætten."
   "Det var tidligt," sagde Mads. "Men vejret er jo til det, så det er vel ikke så underligt."
   "Ja, oldermanden har faktisk kaldt bymændene sammen i morgen, så jeg tænker, det er startskuddet til, at vi også går i gang. Men vi kommer til at undvære dig og Karen i morgen."
   Så næste morgen gik Karen og Mads afsted mod godset. De slog følge med Johanne, der også var tilsagt til hoveri. Hun havde været tidligt oppe for at besørge morgenmalkningen og var bekymret for om lillepigen kunne klare de to næste.
   "Det er ulempen ved friheden i min plads. Vi er ikke så mange at tage af, når hoveriet kalder. Jeg var godt nok tæt på at blive hjemme, men Laurids har ikke penge til at betale bøde."
   "Din lillepige er jo ikke så lille mere," trøstede Mads. "Hun er 13 år og stærk som en okse. Du skal se, det klarer hun fint og de andre piger hjælper hende sikkert."
   Karen ville ønske, at det var hende, der skulle malke. Madmoder havde sendt Ane og Katrine i stedet. Aldrig havde hun troet, at hun skulle komme til at savne de lange ture med malkespanden. Normalt hilste hun enhver afveksling i hverdagen velkommen og det plejede faktisk at være meget fornøjeligt at gå til hove. Det gav mulighed for at snakke med andre piger og karle fra hele omegnen. Men i dag ville hun hellere have været inde i skovens uforstyrrethed - og sammen med Daniel, indrømmede hun. Han havde været så følelsesladet i går. En sugende fornemmelse af at have svigtet ham rumsterede i hende, men hun kunne jo ikke være taget med ham. Men hvor havde hun dog brug for at se ham igen, vide at han havde klaret natten.
   Fra de gårde, der hørte under Bækkeskov, dukkede der andre piger og karle op og det var en hel flok, der sluttede sig til en endnu større forsamling oppe ved godset. Der var en summen af mange stemmer. Piger, der havde fået høriver i kærestegave, sammenlignede ivrigt udskæringerne på dem, høtyve og leer blinkede i solen. En høj, lyshåret mand banede sig vej over mod dem. Det var Mikkel, Johannes broder.
   "Nej, hvor morsomt," sagde han. "Det var da heldigt, at vi lige skal gå til hove samme dag. Hvordan går det derhjemme?"
   "Åh, det går som det plejer." Johanne gav sig til at remse op af store og små begivenheder fra landsbyen. Karen lyttede med et halvt øre og betragtede Mikkel i smug. Han var en urokkelig del af hendes barndomsminder. Kun et par år ældre end hende og Johanne havde han været en god legekammerat i den sparsomme legetid, de havde haft. Engang, efter at hun havde fået en så læsterlig omgang klø af sin første madmoder, at hun knap kunne gå, havde han lukket byornen ind i hendes hus. Den havde raseret både stegers og kålgård og han var nær blevet slået ihjel som løn for den streg. Han opdagede, at hun kiggede på ham og smilede til hende. Hun smilede tilbage.
   Mon Daniel havde ventet på hende ude ved køerne? Var han blevet ked af, at hun ikke kom? Hun forestillede sig ham siddende ved siden af Den Gamle, tålmodigt ventende til Ane og Katrine dukkede op i stedet for hende. Hun fik ondt i maven ved at tænke på, at de havde opdaget ham. Nej, han var dem sikkert for snu.
   Forsamlingen gav sig til at gå. Nogen måtte have fortalt dem, hvor de skulle gå hen. Åndsfraværende fulgte hun med. Solen boltrede sig på en skyfri himmel og gav løfter om sved og tørre halse. En perfekt dag til høslæt. Hvis det fortsatte sådan var det ikke til at vide, hvornår hun kunne genoptage sin normale hverdag, for landsbyens hø skulle også hjem. Måske kunne hun nå morgenmalkningen, for de gik ikke i gang med høet, før duggen var gået af. Det var for at skåne hende, at madmoder lod hende slippe for den lange tur, når hun skulle bruge kræfterne i marken. Det ville blive hårdt, men hun ville få Daniel at se. Katrine ville blive taknemlig over ikke at skulle så tidligt op. Ane sikkert også, men hun ville nok undre sig. Hun måtte finde på et eller andet at fortælle dem ...
   En hånd på hendes skulder rev hende ud af spekulationerne. Det var Mikkel. Da han havde fået hendes opmærksomhed, gjorde han et kast med hovedet for at få hende til at kigge hen på Johanne og Mads, der gik på den anden side af ham. Karen lænede sig frem og var nær stået på næsen af forbavselse. Mads havde taget Johannes arm og hun så ikke ud til at have noget imod det. Karen kunne ikke skjule sin overraskelse og Johanne smilede forlegent til hende. Mads var rød i hovedet.
   "Det har I godt nok gået stille med dørene med," udbrød Karen. Normalt var der ikke meget, der undgik bysladderen, men det havde de altså præsteret. Var det ikke også lykkedes hende selv at holde Daniel skjult? Et billede samledes pludseligt i hendes hjerne. Johannes små hentydninger. "Nå, så det er det, du har brugt dine søndage på!"
   "Nu går det endelig op for dig." Der var en kølig snert i Johannes stemme.
   "Det er ikke så lidt dristigt af dig, Mads, sådan at give dine hensigter med min søster til kende overfor mig, der trods alt er overhoved for vores familie," sagde Mikkel i en gemytlig tone, der tog brodden af hans ord. Mads blev endnu rødere i hovedet og slap Johannes arm. Kærestefolk gik almindeligvis ikke og rørte ved hinanden, men på hovdagene var tonen friere, revet ud af dagligdagen som de var.
   Karen fik en grim smag i svælget af ærgrelse over, at hun ikke havde fået noget at vide. Hendes bedste veninde! På den anden side havde hun heller ikke fortalt Johanne om Daniel. Men det var vel også noget andet? Mads var jo ingen tater. Tænk, om hun en dag også kunne ... Karen turde ikke tænke tanken til ende. Det var umuligt. Hvad skulle hun dog stille op som taterkone? Egentlig var hun slet ikke klar over, hvad det var, han ville. Sandsynligvis morede han sig bare og drog en skønne dag videre og lod hende tilbage. Nej, det troede hun alligevel ikke på. Ikke efter i går aftes.
   De gik gennem et lille stykke skov og så bredte et stort stykke brakjord sig foran dem, kantet på begge sider af skoven. Græsset gik dem til livet. De var kommet frem. Mændene gik i gang med at slå. Så snart første skår var lagt, gik nogle i gang med at bygge hæs, de lange stativer, som pigerne kunne slænge græsset op på. Tempoet var behageligt. Ridefogeden var der ikke til at skrue det i vejret. Varmen fik folk til at holde mange pauser.
   "Det er da godt, at vi er så mange," sagde Johanne. "Ellers ville vi da aldrig blive færdige i det tempo her. Måske kan jeg nå at malke til aften, hvis jeg er heldig."
   "Hvorfor nyder du ikke bare at være væk fra det hele en enkelt dag?" spurgte Karen. Hvem var hun at snakke, når hendes tanker også var et helt andet sted end ved Beckers hø? "Du har hele dagen til at være sammen med Mads. Du skylder mig for øvrigt at fortælle mig, hvordan det gik for sig." Så fik hun klemt det ud mellem sidebenene.
   "Gør jeg?" Igen lød Johannes stemme kølig. "Jeg har prøvet flere gange, men du har ikke været til at tale med." Karen åbnede munden, men lukkede den igen. Det var jo rigtigt, det kunne hun ikke komme udenom. Hendes tanker havde nok lidt for længe været optagede af ... Daniel. Hun bed sig i læben. Det måtte få en ende, inden hun mistede Johannes tillid.
   "Undskyld, der har bare været så meget." Ja, men det havde hun ikke delagtiggjort Johanne i. "Du har min fulde opmærksomhed nu."
   Johanne trak på skuldrene. "Han begyndte at gøre haneben engang i foråret. Men jeg vil ikke være den, pigerne sladrer om, så vi har holdt det hemmeligt. Og godt det samme."
   "Hvorfor det?"
   "Laurids friede forleden dag og jeg har sagt ja."
   Det var åbenbart overraskelsernes dag i dag. Karen så målløs på hende. Johanne gav sig med korte, vrede bevægelser i gang med arbejdet igen. "På den måde er jeg sikker på at kunne blive, hvor jeg er. Og han er gammel og stiller vel snart træskoene og så sidder jeg på gården og kan gifte mig med Mads. Hvis han vil vente på mig."
   Det ville han nok gerne, når han fik både Johanne og en gård stillet i udsigt. "Ved han det her?" spurgte Karen.
   Johanne rystede på hovedet og satte ekstra fart på. Karen kiggede efter hende. Hun kunne kun gætte sig til, hvordan det måtte føles at se frem til et giftermål med en gammel mand som Laurids. Men det var en god løsning for alle parter, det måtte hun give hende ret i. Laurids fik en kone på gården til at tage sig af ham i hans alderdom. De kunne sikkert fæste en pige eller karl mere, når han ikke længere skulle betale hende løn, så Johanne ville få mere hjælp til husholdningen. Hun ville gifte sig over sin stand og når Laurids døde, kunne hun og Mads overtage fæstemålet.
   Hvad ville der ske med deres venskab, når hun blev gift? Et pludseligt sting af ensomhed fik det til at gøre ondt i maven på Karen. Hvad var hendes egne fremtidsudsigter? Skulle hun være tjenestepige resten af sit liv? Eller skulle hun gifte sig og prøve at få en tilværelse til at hænge sammen som hendes forældre havde gjort det? Slæbe sig igennem Gud ved hvor mange svangerskaber til der til sidst var én, der tog livet af hende, som det skete for hendes moder?
   Hun så sig om efter Mikkel og fik øje på hans høje skikkelse lænet op ad en pæl i hæsset et stykke borte. Han snakkede med et par af de andre unge mænd. Han havde ikke været anderledes mod hende i dag, end han altid havde været. Men ifølge Johanne var han altså villig til at gå hele vejen fra Sjolte for at danse med hende til midsommerdansen. Var han også villig til mere end det? Hun sukkede. Hun kunne jo lide ham. Det ville ikke være den værste skæbne, men ...
   Som trådt ud af hendes tanker stod der pludselig en skikkelse i skovbrynet. Den flimrende varmedis gjorde den utydelig, men det kunne kun være ham. Daniel. Det hvide hår lyste i solen. Ansigtet var vendt mod hende, som om han ikke så andre. Af sig selv begyndte hendes fødder at gå hen mod ham. Hjertet hamrede tungt i brystet på hende. Bare der ikke var nogen, der lagde mærke til at hun gik.
   Tænk, at han havde fundet hende. Det kunne ikke have været nemt. Han smilede så glad, at hun blev let om hjertet. Det kunne vel ikke skade at veksle et par ord med ham.
   Hun nåede hen til ham, tog ham i armen og fik ham ind mellem træerne. "Kom, lad os gå lidt længere ind, så der ikke er nogen, der ser os," hviskede hun. Han så ned på hendes hånd på sin arm. I en fart fjernede hun den. Bag et brombærkrat lå en sten, som hun satte sig på. Hvis hun var heldig, var der ingen, der havde set, at hun gik herind og hun kunne snakke lidt med ham og så vende ubemærket tilbage.
   Han så ned på hende. Et eller andet glimtede i øjnene på ham, noget hun ikke kunne tyde. Hun blev usikker. Ville han gøre hende noget? Hvor var det dog tankeløst af hende at gå så langt ind i skoven med ham. Mon hovfolkene kunne høre hende, hvis hun skreg? Men i går aftes havde han ikke rørt hende, så hvorfor skulle han gøre det nu?
   "Hvad laver du her? Hvordan fandt du mig?" skyndte hun sig at spørge.
   "Jeg spurgte en af malkepigerne, der vidste, at du skulle gå til hove. Så gik jeg hen til godset og lod som om jeg var kommet for sent og fik at vide, hvor I var gået hen."
   Karens hjerne nåede ikke længere end til oplysningen om, at han havde henvendt sig til en af pigerne.
   "Hvem var det, du spurgte?"
   Han trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke. Det kan vel også være ligemeget. Jeg fandt dig."
   Hun følte sig afsløret. Nu var der en af pigerne, der kendte til ham og kunne lægge to og to sammen. Og hun snakkede helt sikkert med de andre om det. Hun turde dårligt tænke på det. Når hun kom hjem i aften, ville hele byen sikkert tænke tatertøs om hende. Og det ville absolut ikke hjælpe hendes rygte, hvis det blev opdaget, at hun var rendt til skovs helt alene midt i hovarbejdet. Hun sprang op fra stenen.
   "Nej, vent." Han tog hendes hånd og hendes vilje sivede bort mellem fingrene på ham. Det irriterede hende, at hun var så blød overfor ham. Men behovet for at være sammen med ham var næsten fysisk. "Vil du ikke nok blive." Han så bedende på hende og hun dumpede ned på stenen igen. Han satte sig på hug foran hende og tog hendes hænder mellem begge sine. De føltes kølige som svalheden i skoven på denne varme sommerdag.
   "Jeg håber ikke, at jeg er gået hele den lange vej forgæves." Han virkede anderledes end han plejede. Øjnene så alvorligt på hende, væk var drilagtigheden.
   "Jeg kan altså ikke blive her så længe. De andre vil opdage, at jeg er væk."
   Han nikkede bare, optaget af at lege med hendes fingre. "Bare bliv her lidt," sagde han næppe hørligt. "Jeg kunne ikke holde ud ikke at skulle se dig i dag. Der kan være så ensomt herude."
   "Er du helt alene, Daniel? Har du ingen familie? Forældre?" Endelig, endelig fik hun spurgt ham.
   Han slap hendes hænder og satte sig helt ned på jorden for fødderne af hende. Blikket blev fjernt og søgte ind mellem træerne. Hun så på hans ansigt fra siden. Den spidse næse og hage, der var så velkendte for hende og dog så fremmedartede. Hans spinkle kropsbygning og fine ansigt, så anderledes fra andre mænd, hun kendte. Håret, der startede så mørkt nede ved hårbunden, faldt hvidt, tykt og blødt ned over skuldrene på ham og det var lige ud for hende. Uden at hun helt var klar over det, rakte hun hånden frem og lod fingrene glide igennem det. Det føltes blødt og flygtigt, som at røre ved en månestråle. Undrende samlede hun hånden sammen om det og mærkede det slippe gennem fingrene som vand. Det var en sær fornemmelse og hun blev nødt til at prøve igen. Hvor længe de sad der, inden han svarede, vidste hun ikke.
   "Jeg tror ikke, jeg har nogen forældre. Jeg har i hvert fald aldrig mødt dem." Han lænede hovedet mod hendes knæ. Hun holdt vejret, angst for at selv lyden af hendes vejrtrækning ville få ham til at stoppe. Endelig fortalte han lidt om sig selv. Men der kom ikke mere. Han blev blot ved med at stirre ind mellem træerne. Han havde aldrig kendt sine forældre. Det havde hun dog i det mindste. Hvem havde taget sig af ham som barn? Forsigtigt strøg hun ham over håret igen. Ønskede, at han ville fortælle hende mere. Hvordan skulle hun få ham til at åbne sig?
   "Her er kun tåge og kulde," fortsatte han pludselig. Hun så sig forbavset om. Intet virkede fjernere i denne bagende varme. "Jeg ville ønske, jeg kunne gå ud blandt dit folk og leve blandt jer." Den utilslørede længsel i hans stemme gav hende en klump i halsen.
   Han vendte sig så brat mod hende, at hun blev helt forskrækket. Øjnene var igen blevet de der dybe mosehuller, hun skulle passe på ikke at falde i. Vil du blive her hos mig, spurgte de. Jeg behøver dig. Hun længtes efter at sige ja, efter at blive her på denne kølige plet sammen med ham. Hendes arme føltes så tomme, de værkede efter at holde om ham og mærke ham mod sig. Hun var tør i halsen. Aldrig havde hun troet, at det skulle føles sådan at være så tæt på en mand. Jeg bliver nødt til at gå tilbage. Der er gået for lang tid allerede, kværnede det i hendes hoved. Alligevel blev hun siddende.
   Han rejste sig og modstandsløst blev hun trukket med op. Han holdt let om hendes skuldre og hans blik gled over hver en linie i hendes ansigt. Det føltes som et kærtegn. At undgå at se ham ind i øjnene på denne afstand var ikke muligt.
   Hvordan det lykkedes hende, vidste hun ikke, men hun vristede sit blik ned i jorden. Mumlede hæst med en stemme, hun knap nok fik til at virke, at hun skulle tilbage nu. Hun kunne føle hans øjne blive triste og fortrød sine ord. Ville tusinde gange hellere blive her hos ham, få ham til at smile igen og blive den glade, drillende Daniel igen. Men nej, det gik ikke.
   Han tog hendes ansigt mellem sine hænder og løftede det opad, så hun blev nødt til at se på ham igen. "Er det det, du gerne vil, Karen?" spurgte han.
   "Jeg ... jeg bliver nødt til det." Hvor lød hendes stemme dog spag.
   "Men er det det, du har lyst til?" spurgte han igen. Hun lukkede øjnene, hendes eneste forsvar, men hun nød følelsen af hans fingre mod sin hud for meget til at kunne flytte sig. At hans læber rørte hendes, magtede hun ikke at forhindre. En sær fornemmelse bredte sig i hendes krop. En fornemmelse, der brusede sig stærkere, da hun mærkede ham flytte sine hænder ned til hendes livstykke og begynde at snøre det op.
   Det var også dette, der fik hende til at komme til sig selv. Panik vældede ind over hende. Tanken om sig selv liggende i barselsseng fik hende til at rive sig løs. Han så forbavset på hende og hun så tungtåndende tilbage. Han satte sig på stenen og strøg fingrene gennem håret.
   "Du er ligegodt det stærkeste menneske, jeg nogensinde har mødt." Han lød som den gamle Daniel igen. Ham med glimtet i øjet og det skæve smil. "Der er ikke noget, der bider på dig."
   Med rystende hænder strammede Karen snørelivet og bandt det igen, rødmende ved tanken om hvor langt hun havde ladet ham gå. Gudhjælpemig, om hun ikke stadig kunne føle hans hænder og hans læber. Hvis Johanne havde det sådan med Mads, forstod hun ikke hendes beslutning.
   Johanne! Hovarbejdet! Hun snurrede rundt og løb mod marken. Efterlod Daniel siddende på stenen. Med hamrende hjerte stoppede hun farten, inden hun nåede ud af træernes skygge. Det gik ikke, at hun kom brasende ud og påkaldte sig opmærksomhed. Hun måtte sondere terrænet først og så liste sig ubemærket ud. Med lidt snilde og held skulle det nok kunne lade sig gøre.
   Der var noget galt med lyset. Da hun forsigtigt tittede ud mellem træerne, så hun en tom mark, hvor høet hang i lange rækker og solen, der var ved at gå ned bag træerne i flammende, gyldne farver. Lamslået trådte hun ud på marken. Der var ikke et menneske at se. Så længe havde hun da ikke været væk. Det havde været formiddag, da hun gik ind i skoven. Det var ikke muligt, hun forstod det ikke, men den nedgående sol lod sig ikke afvise. Hun fik fart på igen. Måske kunne hun indhente dem, inden de nåede hjem. Det ville blive svært at forklare, det her. Hvad skulle hun dog fortælle dem? Høriven! Hun vendte om og løb langs skovbrynet. Havde hun ikke lagt den fra sig her et sted? Dér var den. Hun snuppede den og løb op til vejen. Den førte ind mellem træerne igen, hun kunne ikke undgå at skulle gennem skoven for at komme hjem. Den strakte sig ud som en mørk arm for at gribe hende. Hun sagtnede farten til hurtig gang. Halvt om halvt ventede hun at se Daniel dukke op igen og standsede brat, da en skikkelse rejste sig fra vejkanten. Det var ikke Daniel. Det var Mikkel.
   "Karen! Endelig finder jeg dig. Hvor har du været henne?" Hans udbrud lød bekymret og lettet. Hun kunne ikke tyde hans ansigtsudtryk i mørket under træerne. Gad vide, hvad han tænkte om hende?
   "Jeg har ledt og ledt efter dig. Johanne er gået hjem for at se, om du skulle være gået i forvejen. Hvor har du dog været?"
   Hendes hjerne arbejdede på højtryk for at finde på en forklaring, men uden held. Hun stirrede blot på ham, gispende efter løbeturen.
   "Hvad er der i vejen? Forskrækkede jeg dig? Det må du undskylde." Han tog fat i hendes arme, bøjede sig ned og studerede bekymret hendes ansigt. "Du plejer da ikke at være så let at hyle ud af den. Har du det godt?"
   Hun greb stikordet og svajede let, som om hun var ved at falde. "Jeg ... jeg må vist være faldet i søvn. Det var så varmt og ... og ..."
   Han skyndte sig at lægge armen om hende. Han var stærk og holdt godt fast. Ikke som Daniels lette berøring.
   "Du må have fået solstik. Har du fået noget at drikke?" spurgte han. "Se her, jeg har gemt lidt til hjemturen."
   Han fik fremtryllet en lille flaske, som han holdt mod hendes læber. Hun drak et par slurke og mærkede pludselig, hvor tørstig hun var. Og sulten. Hun havde ikke fået vådt eller tørt siden imorges. Men hun havde ikke savnet det før nu. "Har ... har du noget at spise?"
   Han rystede på hovedet. "Sig mig, hvor længe har du egentlig været væk? Har du slet ikke fået noget at spise?"
   "Øhm, det tror jeg ikke." Hun var glad for at det tiltagende mørke skjulte hendes røde kinder. Det var ikke let at lyve for ham. "Jeg ... jeg gik vist ind i skoven for at finde skygge og da jeg vågnede var solen ved at gå ned og jeg har løbet afsted for at indhente jer og min hørive var blevet væk og ..." Hun kunne høre, at hun plaprede og kiggede nervøst op på ham. Mon han købte den?
   Det gjorde han vist. Hans ansigtstræk blev omsorgsfulde og grebet om hendes talje fastere.
   "Din stakkel. Du er vist stadig lidt forvirret. Vi blev færdige for længe siden og alle er gået hjem. Jeg mente ellers, at jeg havde gennemsøgt det meste af skoven efter dig, men du må have ligget i skjul et eller andet sted." Han kiggede sig rundt. Det var efterhånden svært at se ret meget. "Godt, du vågnede. Skoven gemmer mange sære ting. Tænk, om du havde ligget der endnu. Vi må hellere skynde os ud, inden de underjordiske får øje på os. Johanne er sikkert også ved at organisere en eftersøgning."
   Karen måtte synke. Nu fik hun forhåbentlig ikke alarmeret hele landsbyen. Hun kunne ikke undgå at skulle servere den samme løgnehistorie for madmoder og Johanne, men at skulle stå til regnskab for hele byen ... Hun rettede sig op og gjorde sig fri. "Jeg har det bedre nu. Du behøver ikke at klemme livet ud af mig."
   Han smilede. "Nu kender jeg dig igen. Lad os så komme hjem, inden den halve by kommer ud efter os."
   De gik så hurtigt de kunne. Hun kunne ikke lade være med at spekulere over, hvor Daniel gemte sig herinde. Var han ikke bange for de underjordiske? Var det mon derfor han så tit opsøgte hende om aftenen? For at få lidt menneskeligt selskab inden han skulle stå en nat igennem med troldtøj lurende allevegne. Erindringen om kysset lå stadig på hendes læber. Hun skævede til Mikkel, der gik som en sort, ansigtsløs skygge ved hendes side. Havde det ikke lige været for højden, kunne det lige så godt have været Daniel, der gik der. Eller ellekongen for den sags skyld.