KAPITEL 6

Karen lagde nakken tilbage og smilede op mod solen, der hang på en venlig, blå himmel og lod sine stråler spille over den grønne byg og de nyudsprungne træer i skoven. Lærken sang deroppe i det blå himmelhav og fra skovbrynet blandede et par solsorte sig. Luften var lun og let og fyldt med sommer, som den tit var allerede i begyndelsen af maj. Hun trak den dybt ned i lungerne og følte, at hun kunne svæve hele vejen ned til skoven. Mon han ville være der i dag? En lille nynnen slap ud mellem hendes læber.
   "Hvad er du så glad over?" Johanne så på hende med hævede øjenbryn.
   Karen smilede overgivent. "Åh, det er vel bare fordi, det er forår."
   Bag sig kunne hun høre flokken af piger sludre lystigt om et eller andet, der ikke interesserede hende det fjerneste. Hun smilede igen. Tænk, om de vidste, at der måske stod en tater derude og ventede på hende. Ville det give dem noget at snakke om!
   Spændt spejdede hun efter Den Gamle, da køerne dukkede op mellem de spredte træer. Hun var lige ved at komme til at nynne igen, da hun ikke fik øje på den. Som hun havde gættet var den søgt hen til Daniel igen. Hun fandt dem i skjul bag et stort, gammelt egetræ. Mon alle tatere havde sådan en magt over dyrene? Hans brune ansigt klarede op i et smil, da hun dukkede op og det kildede i maven på hende. I hans hænder lå en krans af bukkar og hun mærkede sine kinder brænde, da han rakte hende den. Han havde fået samlet så mange, at selvom blomsterne var bittesmå, så kransen næsten helt hvid ud.
   "Tak," mumlede hun, i tvivl om hvad hun skulle gøre ved den. I håret var der ikke plads, for der sad malkekransen allerede og blomsterne ville blive mast flade, når hun satte spanden derop. Desuden virkede det så bindende og hun havde ikke tænkt sig at blive kæreste med en tater. På den anden side ville han måske bare sige tak for brødet.
   Han afgjorde sagen ved at tage den igen, vikle den åben og hænge den om halsen på hende. Hans skjorteærmer duftede af græs og solskin. De mørke øjne kom tæt på. Alt, alt for tæt på.
   Han trådte tilbage, betragtede hende og nikkede anerkendende. Hun fik vejrtrækningen i gang igen og mærkede kransen følge hvert åndedrag på hendes kraveben. Duften af frisk bukkar gjorde hende lidt ør. Pludselig trængte hun til at sidde ned og satte sig på hug ved siden af koen.
   "Hvorfor giver du mig blomster?" spurgte hun med næsen ind i siden på Den Gamle.
   "Må en mand ikke give en smuk pige blomster?"
   "Jamen, hvorfor mig?" Utroligt, så meget hun mumlede for tiden. "Hvad er det, du vil mig?"
   Hans stemme lød alvorlig. "Ikke noget du ikke vil, Karen. Jeg kan ikke tvinge dig til noget."
   Hun turde ikke se på ham og gik med lange skridt tilbage til flokken.
   Han fulgte efter. Det var ligesom at have en kat gående efter sig. Når hun vendte sig, var det ikke sikkert, at hun kunne få øje på ham, men alligevel dukkede han op samme sted som hun. Velsagtens gjorde han sig umage for ikke at blive set af de andre piger. Hun fingerede ved blomsterne om sin hals.
   "Hende her hedder faktisk Bukkar," sagde hun og lod hånden glide ned langs det hvide maveskind til den nåede yveret.
   "Det er et kønt navn," svarede han omme fra koens hoved. "Bedre end 'Den Gamle.' Hvorfor kalder I den det?"
   "Ja, det må jo nok være, fordi hun er gammel, skal du se."
   "Morsomt," smilede han.
   Hun vendte sig mod den næste ko. Han satte sig ved siden af hende og hun vidste, han så på hende og fulgte hver eneste bevægelse, hun gjorde. Hun smilede til koens flanke foran hende. Kransen sendte en behagelig duft op mod hendes næsebor.
   "Du sagde, at du havde været ude at tjene, siden du var lille," sagde han. "Fortæl mig om, hvad man sætter sådan en lille pige til at arbejde med. Skulle du også malke køer dengang?"
   "Nej da, malkespanden er alt for tung for børn. Jeg vogtede gæs og gik til hånde i huset."
   Hvor var det længe siden, hun havde tænkt på sin første plads. Det var ikke gode minder, der kom frem nu. Daniels uudgrundelige blik hvilede på hende.
   "Min første plads var på en anden gård. Der var ... hm, ikke så rart at være. Det endte faktisk med at jeg stak af derfra."
   "Hvorfor var der ikke rart? Var de onde ved dig?"
   Hun nikkede og koncentrerede sig om sine hænders bevægelser under koen. Men han lod det ikke være ved det. "Hvordan? Slog de dig?"
   "Konens idé om effektivt arbejde var vist at man skulle være gul og blå. Du ved, hvordan det er."
   Han rystede på hovedet. "Nej, der er aldrig nogen, der har lagt hånd på mig."
   Hun glippede med øjnene. "Hvordan skal man ellers få børn til at lystre?"
   "Det ved jeg ikke. Har aldrig haft nogen," svarede han med et grin. Så slog hans ansigt over i alvorligere folder igen. "Mener du, at det er helt normalt, at man slår børn?"
   "Øhm, ja. Der, hvor jeg fik plads bagefter - det er der, jeg stadig er - skete det ikke så tit. Kun når jeg var ulydig."
   Han rynkede panden. "Ulydig?"
   "Ja, når man ikke gør som der bliver sagt."
   "Og nu gør du altid som der bliver sagt?"
   "Ja ... æh, jeg er måske blevet bedre til at skjule det, når jeg ikke gør det." Hun fik varme i kinderne og fortrød sine ord, da hun så glimtet i Daniels øjne.
   "Du med dine spørgsmål." Hun vendte sig mod den sidste ko. "Nu må det være min tur. Hvor bor du henne?"
   Hans smil fik den lille krumning, der var hans. "Jeg bor her i skoven. Det var her, du fandt mig, ikke?"
   Hun ville gerne have spurgt ham, hvorfor han boede herude, men netop da kiggede hun over ryggen på koen og opdagede, at de andre allerede stod og ventede. Ærgerlig hankede hun op i spanden. "Jeg bliver nødt til at gå nu."
   "Vi ses, Karen," sagde han igen. Der lød utålmodig kalden fra Johanne og de andre. Koen skjulte Daniel for deres blikke og hun forestillede sig deres reaktion, hvis den pludselig flyttede sig og åbenbarede ham. Sikken ballade, der ville blive! Han blinkede skælmsk til hende, som havde han gættet hendes tanker. Tatere kunne jo spå, sagde man. Kunne de mon også læse tanker? Hun virrede med hovedet.
   Da hun baksede spanden på plads på malkekransen, så han ud som om han ville springe op og hjælpe hende og hun skyndte sig at gå, inden han kom så langt. Hun spekulerede på, om han kiggede efter hende. Bildte sig ind, at hun kunne føle hans blik på sig.
   Blomsterkransen om hendes hals brændte gennem det tykke stof i hendes bluse, da hun nærmede sig pigerne. Og ganske rigtigt var den det første, Johannes blik faldt på. "Hvornår er du begyndt at lave blomsterkranse?"
   Karen bad til, at hun ikke ville rødme og sagde: "Jeg ved heller ikke helt, hvad der går af mig." Det var jo ikke engang løgn, tænkte hun for sig selv.
   Johanne rystede på hovedet ad hende.
   "Du er nok den sidste, jeg ville tro, ville spilde tiden med at plukke blomster, mens vi andre står her og venter." Hun så forskende på hende, "Du har ikke flettet sådan en, siden vi var ti år."
   Karen forsøgte sig med et andet samtaleemne, men det faldt til jorden, for i det samme var Mette henne og kigge på den.
   "Den er pæn," sagde hun anerkendende. "Jeg vidste ikke, at du var så skrap til blomsterkranse. Det er da lige før, at du kommer til at lave en til mig."
   Så var alle henne og kigge. Karen lukkede øjnene. Nu kunne hun ikke holde farven i kinderne tilbage mere.
   "Hvor har du fundet bukkar henne allerede?" Mette så sig om.
   "Øhm, lidt rundt omkring," mumlede Karen og viftede vagt med hånden i ikke nogen bestemt retning. Mette gav sig til at støve rundt med næsen i jorden og Karen så hjælpeløst til, mens alle satte deres spande fra sig og plukkede blomster. Johanne himlede med øjnene. "Se nu, hvad du har fået dem til!"
   "Åh, det her tager ikke så lang tid," kvidrede Mette og flettede med rutinerede fingre en krans af vorterod.
   Da de langt om længe kom ud af skoven, havde alle, selv Johanne, en krans hængende om halsen. Mette havde med en bemærkning om, at hun skulle holde op med at være så alvorlig altid, sat den fast om hendes hals. Johanne havde rullet med øjnene igen, men den havde da fået lov at blive hængende.
   Ved stengærdet fandt de Mads i færd med at reparere et sted, hvor det var faldet sammen. Han så fornøjet på dem. "Sikke fine I er. Skal I til dans?"
   Mette lo klingende og spurgte, om han ville med. Mads satte hænderne i siden og lo tilbage. "Hvis I kan love mig, at hullet her lukker sig selv, så er det i orden med mig."
   Karen så forbløffet Johanne gå med på legen og foretage nogle manende bevægelser mod stengærdet. "Desværre," sagde hun så. "Jeg er ikke heks."
   "Det var ellers en skam," smilede Mads. Han bøjede sig, plukkede en smørblomst og rakte hende den. "Så må det blive en anden gang."
   Karen rystede på hovedet. Hvad gik der dog af folk i dag? Derhjemme prøvede hun at finde et sted at gemme kransen, inden flere kommenterede den. Men det var ikke nemt, for i madmoders hus var der pinlig orden. Til sidst hængte hun den på bjælkeenden bag ved malkekransen. Der var den ikke så synlig. Til gengæld duftede den hver gang nogen gik ind eller ud af døren. Alle stoppede op, snusede ind og fik smil på læberne. "Nu kan man mærke, at det er blevet sommer," var husbonds bemærkning. Heldigvis kom ingen med nærgående spørgsmål og Karen slappede efterhånden af og begyndte at nyde vellugten som de andre.
   Ved aftensædet forekom det hende, at hele huset duftede af nyslået hø. Madmoder lod rokken blive stående og Karen fulgte glad hendes eksempel. Husbond og Mads tændte piberne og tobakslugten blandede sig med duften fra kransen. Ane var veloplagt og mens mørket faldt på, fortalte hun en lang historie om en ridder og en jomfru, der ikke måtte få hinanden. Søren faldt i søvn, så der var ingen til at stille spørgsmål og afbryde. Intet, udover Anes stemme, hørtes i mørket. Karen lænede sig mod væggen og prøvede at huske, hvornår hun sidst havde været så afslappet. Katrine lagde hovedet på hendes skulder og sukkede henført over den romantiske historie. Den endte med at ridderen og jomfruen døde i hinandens arme og Katrine snøftede lavmælt. "Åh, hvor var den god," henåndede hun.
   Karen følte trang til frisk luft og slog et smut ud på gårdspladsen, inden hun gik i seng. Stuehus, lo og stalde ludede i en mørk ramme omkring hende, men ovenover lyste en stjernepudret himmel og dannede en klar firkant, hvor hun stillede sig ud og lagde nakken tilbage. Millioner af stjerner kiggede tilbage på hende. Mælkevejen strakte sig yndefuldt på sit dybblå baggrundstæppe. Månen tittede kun lige netop op over tagryggen, hvorfra en nattergal havde travlt med at fylde aftenluften med sin sang. Mon Daniel lå derude og kiggede på de samme stjerner? Sov han under åben himmel eller havde han ly af en eller anden art?
   Huset syntes hende buldrende mørkt, da hun gik tilbage og hun ønskede, at hun kunne tage stjernerne med ind. Inde i alkoven kunne hun ikke se en hånd for sig, kun høre de andres dybe åndedrag. Hun havde slet ikke lyst til at sove. Ikke engang tanken om at hun skulle tidligt op kunne få søvnen til at indfinde sig. Hun foldede hænderne under nakken, forestillede sig, at hun gik ud på gårdspladsen igen, genkaldte sig billedet af den stjernedryssede firkant.
   Af sig selv gled tankerne fra hende. Hun svævede ud af porten over mod den åbne plads ved gadekæret, hvor hun kunne fornemme hele den vældige himmelhvælving med stjerner fra horisont til horisont. Måneseglets kolde glans formåede ikke at få dem til at blegne. Gårdene omkring hende trykkede sig sorte mod jorden. Bag dem, bag vangen med byg kaldte skoven. Et ubændigt behov for at se træerne bade sig i stjernelyset fik hende til at bevæge sig over mod den.
   Først forekom skoven hende som en mørk masse, men jo længere hun så på den, jo mere kunne hun skelne de enkelte træer. Hvidtjørnene, der genspejlede sølvskæret fra himlen, de nyudsprungne blade på birk og pil, asketræernes vingede bundter af brune nødder. I mørket under træerne anede hun en lille skikkelse. Det eneste, hun kunne se af ham, var det hvide hår, der lyste næsten lige så stærkt som blomsterne på tjørnen. Men hun kunne se hans ansigt for sig med de mørke øjne.
   Et voldsomt sæt bragte hende tilbage til alkovens sorthed. Hun glippede med øjnene. Var hun alligevel faldet i søvn? Drømmens lethed lå endnu i hende, men hun rystede den af sig. Det var på tide at få noget ordentlig søvn ellers ville hun blive alt for træt i morgen. Hun vendte sig og kom til at støde til Katrines arm. Forsigtigt strøg hun hende over håndryggen, forvissede sig om at hun stadig sov og lukkede sine øjne.