Draugr del 1
   "Du skal våge tre nætter ved min høj, når jeg er død, Arni." Min broders hånd knugede om halsåbningen på min kofte og trak mit hoved ned mod hans. Sur ånde ramte mit ansigt, blandede sig med stanken fra såret. Musklerne i hans arm rystede, men hans greb var lige så stærkt som før i tiden. Jeg var parat til at love hvad som helst, bare han snart ville dø.
   Da det endelig skete, faldt en tung vægt fra mit bryst. En ny forventning lagde sig om mine skuldre som en kælen kat. Nu var jeg gårdens herre. Jeg løftede blikket fra min døde broders ansigt og lod det falde på Freyia. Hun faldt nærmest i et med skyggerne omkring ildstedet, men jeg så hendes øjne. Store, spørgende. Desperate. Jeg nikkede og hun rejste sig. Nærmede sig sin døde mand med vagtsomme skridt. Som forventede hun at han hvert øjeblik ville rejse sig, grine larmende ad hendes håb og lange hende et af sine sædvanlige slag tværs over kindbenet.
   Hans sygeleje havde været langt og hendes blå mærker i ansigtet var næsten væk. Han havde yndet at slå hende steder, hvor det kunne ses. Som hun listede sig frem, mager og hulkindet i sin lappede, grå kjole lignede hun ikke husets frue. Nærmere en af trællene. Når vi blev gift skulle hun få lov at farve sit garn, så hun kunne gå i farvestrålende tøj som andre frie kvinder. Jeg glædede mig til at se hende ranke sig igen. Håbede, at jeg igen skulle se det åbne, klare blik, hun havde mødt verden med, før hun blev Gunnarrs hustru.
   I aften skulle hun have lov at spise sig mæt. I fem år havde hun måttet leve af, hvad Gunnarr havde undt hende og hvad jeg i skjul havde stukket til side til hende. Den kønne pige, jeg huskede fra brylluppet og den afmagrede enke, der nu bøjede sig over den døde mand, virkede som to forskellige personer. Om høstlykken var med os, skulle hun igen komme til at fylde kjolen ud. Jeg ville købe dragtspænder af sølv til hende næste gang, jeg tog til marked. Nej, hun skulle have lov at tage med og selv vælge dem, hun helst ville have.
   På spring, som frygtede hun at hans arm ville skyde op og gribe hende i samme øjeblik, hun rørte ham, førte Freiya en finger mod hans åbne øjne. Tøvede. Berørte hurtigt det venstre øje og sprang tilbage. Stirrede på ham og så på mig. Hendes øjne var enorme, blikket vildt.
   "Det er sandt," hviskede hun. "Han er død. Arni, han er død!"
   Hvor havde jeg dog lyst til at omfavne hende lige der. For hendes lettelse spejlede sig i min. Men det ville ikke være passende.
   "Du gør det ikke, vel? Våger over ham? Han er ikke den ære værd."
   Jeg var sådan set enig med hende. Men han havde bragt slægten ære i kamp for kongen. Desuden var et ord et ord. Især afgivet ved et dødsleje.
   "En mand er intet værd, hvis ikke du kan stole på hans ord. Hvor meget jeg end hadede ham, vil jeg ikke have grund til at foragte mig selv," sagde jeg blidt.
   Vi begravede ham i fædrenes høj. Da gildet var forbi, gik jeg ud for at våge. Freiyas stemme fik mig til at vende mig om.
   Hun stod lige indenfor døren, foroverbøjet så hun kunne se ud på mig. "Du holder dit løfte til en død mand." Bønnen i hendes øjne var tydeligere end ordene og jeg var lige ved at opgive mit forehavende, træde ind over dørtærsklen og tage mit nye liv i besiddelse med det samme. Men ville hun respektere en mand, der brød sit ord?
   "Ja," sagde jeg bare. Hendes blik fulgte mig hele vejen hen til graven og jeg lagde bånd på mig selv for ikke at tage et par dansetrin. Tre nætter. Tre sidste nætter som min broders oppasser og jeg skulle dele leje med hende.
   Jeg kravlede ind i graven. Mit medbragte lys kastede flakkende skygger i det trange rum. Et øjeblik så det ud som om liget bevægede sig. Jeg stivnede. Et helt liv med min broder havde givet mig nogle reflekser, som det nok ville tage tid at aflære. Hvis det nogensinde skete. Mit hjerte galopperede af sted som en løbsk hest.
   "Du er død," sagde jeg ud i luften. "Det er slut med at plage mig."
   Jeg lod lyset skinne over ham. Dødens blege ansigt stod i kontrast til gravens mørke. Han lå stille. Selvfølgelig gjorde han det. Den løbske hest i mit bryst sagtnede farten. Han havde fået pænt, nyt tøj på. Sværdet lå ved hans side. At begrave ham uden det ville have været som at begrave ham uden hoved. Det sværd havde fulgt ham siden fader havde ladet det lave til ham. Fulgt ham i både krig og hjemlige kampe. Jeg havde ikke tal på de gange, han havde rettet det mod mig i træningskampe og når han ville bevise, at jeg var ham underlegen i både alder og styrke. Det sværd havde givet ham det sår, der nu var dækket af den nye kofte.
   Jeg fandt en nogenlunde behagelig stilling op ad væggen ved siden af hans fødder. Brød mig ikke om at være for tæt på det hvide ansigt. Lyset stillede jeg mellem os, et skel mellem den levende og den døde. I det øjeblik fortrød jeg min ordholdenhed. Hvor meget mere behageligt selskab kunne jeg ikke have haft inde i huset! Freiya ville nok ikke have åbnet sin seng for mig natten efter begravelsen. Men vi kunne have talt sammen, frit for første gang i de fem år. Talt om fremtiden. Det stod hende frit for at tage tilbage til sin egen slægt og det ville blive med halvdelen af gårdens værdier. Efter det ægteskab ville jeg ikke fortænke hende i det.
   Men jeg var sikker på, at hun ville blive. Hun ville ikke bryde traditionen. Ikke fornægte det fællesskab, vi havde opbygget under Gunnarrs styre. Hun så mig allerede som en ven og støtte og jeg ville være hende en bedre husbond end han. Men jeg måtte hellere komme med et formelt frieri, inden der var nogen, der kom mig i forkøbet. Jeg lænede hovedet tilbage mod jordvæggen og overvejede om jeg skulle bruge en rigtig bydemand eller snakke personligt med hende. Hun ville nok foretrække det sidste.
   Mit hoved rullede til siden og det gav et ryk i mig. Minsandten om jeg ikke sad her i min broders grav og var ved at falde i søvn. Jeg flyttede lidt på mig. Der var ikke plads til at stå oprejst, så jeg kunne ikke holde mig vågen ved at bevæge mig. Men hvorfor skulle jeg egentlig ofre min nattesøvn for den mand? Hvad havde han nogensinde gjort for mig?
   Jeg stirrede på den døde. Prøvede i det hvide, kamparrede ansigt at få øje på den dreng, han engang havde været. En gyldenhåret dreng med grå øjne. Grå som himlen på en uvejrsdag. Og som et uvejr havde han været over mig, da jeg slap moders skørter for at passe min første pligt som røgter for svinene. Det var et ensomt arbejde og jeg havde været glad, da han dukkede op. Han udfordrede mig til brydekamp. Han var to år ældre og stærkere end mig, men jeg sagde ja alligevel, for det er det, drenge gør. Vi rullede rundt på jorden og ved en tilfældighed havnede jeg øverst med et knæ på hans venstre arm, fægtende efter den højre. Mørke stjerner eksploderede bag mit øje, da hans næve ramte det. En gang, to gange og jeg faldt som en kludedukke. En byge af småsten og jordklumper regnede ned, da han kastede sig over mig. Det rykkede i min kæbe ved mindet om smerterne. Næste dag kom han igen og jeg begyndte at føre grisene længere væk, så langt væk at han ikke kunne nå at opsøge mig.
   Hvor stor havde min frygt ikke været den dag fader tog mig med til marked i stedet for ham. Men hans styrke havde været nødvendig i marken, jeg kunne bedre undværes. Jeg fik lov at afslutte et par små handler selv og fader havde nynnet og holdt mig om skuldrene, da vi kørte hjemad. Men min egen stolthed og glæde visnede væk ved tanken om det, der ventede mig derhjemme. Jeg kunne se de sorte skyer i min broders blik med det samme og jeg undgik kun tæsk ved at holde mig tæt op ad fader eller moder det næste stykke tid og love ham, at jeg ikke ville tage med næste gang, fader drog til marked.
   Dette løfte fik jeg dog svært ved at holde, for allerede næste dag meddelte fader: "Jeg vil have Arni med mig næste gang også. Han har talent for handel. Det skal udvikles."
   Jeg løj mig syg til høstmarkedet. Forgæves. Fader tog af sted alene.
   Om det var derfor at Gunnarr ikke nåede skelsår, før han drog hjemmefra for at søge optagelse i jarlens hird, ved jeg ikke. Men jeg ønskede så stærkt, at jeg var lige ved at sige det højt, at han ville dø i kamp eller i hvert fald blive væk resten af mine dage.
   Der gik år, men han kom tilbage. Og tog min fremtid fra mig. Jeg fandt aldrig ud af, hvordan fader kunne være så uforsigtig at falde i mosen, men selvom Gunnarr fik reddet ham op, slog lungesoten ham ihjel flere uger senere. Han kaldte os til sig. Kunne dårligt tale, mistede pusten midt i et ord og hostede, så jeg blev bange for at lungerne ville følge med op.
   "Gunnarr, du er min førstefødte. Men jeg ønsker, at du bringer slægten ære ... ved at vende tilbage til jarlens hird. Arni ... jeg har arrangeret giftermål for Arni og han skal overtage gården. Sværg på det, Gunnarr... Dine evner ligger ikke i at være bonde eller handelsmand ... du skal svinge sværdet."
   Han hagede sig fast i Gunnarrs kofte, ganske som Gunnarr nu havde gjort i min. Jeg så de sorte skyer samle sig i det grå blik, men med en ro, han nok havde tillært sig som hirdmand, sagde han:
   "Dø i fred, fader. Arni får gården og jeg tager sværdet."
   De følgende dage svor han igen og igen at han ville gå tilbage i jarlens tjeneste og selv jeg begyndte at tro på det. Håbet flagrede på spinkle sommerfuglevinger i mit bryst. En af trællene stak hovedet ind.
   "Koen er ved at kælve." Jeg skyndte mig ud i håb om en kviekalv, vi kunne lægge til besætningen. Det var ikke nogen nem kælvning, men jeg endte med en stor, flot kviekalv og hastede ind for at fortælle det til fader.
   Der var stille derinde. Ingen hivende vejrtrækning eller hosten. Han lå ubevægelig og stirrede op i loftet. Op i ingenting. Jeg nåede at ruske i ham, før det gik op for mig, at han var død.
   Tungt satte jeg mig på gulvet ved hans side. Hvor var Gunnarr? Midt i sorgen var der en lettelse. En lille, glad følelse af at nu så jeg snart det sidste til ham.
   I skyggerne langs væggen lurede han. Som et uvejr fra barndommen hang han pludselig over mig, spyttede ord ud, jeg knap forstod. Men meningen var klar. Han tog ingen steder. Jeg kunne glemme alt om at få foden under eget bord.
   Hvad skulle jeg have gjort? Han kunne føre lige så mange vidner som jeg og med hans forbindelser til jarlens mænd ville deres ord veje tungere end mine. I bedste fald ville det blive afgjort at vi skulle ud i en tvekamp og den ville jeg tabe.
   Han giftede sig med den kvinde, min fader havde tiltænkt mig. Og jeg blev gårdmand af gavn, men ikke navn.
   Jeg så igen på den kolde, stille skikkelse foran mig. Var du dog bare vendt tilbage til hirden, broder. Det havde givet dig en mere ærefuld død end denne for en kvindes hånd.
   Jeg vidste, jeg ikke burde støtte mit hoved mod jordvæggen bag mig. Men jeg kunne godt holde mig vågen, mit flimrende syn ville snart fortage sig, bare jeg lige fik lukket øjnene lidt.
   Min broders ansigt svævede foran mig. Huden blåsort, øjnene skygger af had.
   Jeg slog ud med armen, en halvkvalt lyd steg op i min strube og jeg kæmpede mig på benene, bankede hovedet ind i gravens loft.
   Lyset var brændt næsten ned, men kastede stadig sit bløde skær over højens beboere, den levende og den døde. Liget lå, hvor det hele tiden havde ligget. Fredeligt, i den nye kofte, det gyldne hår samlet i nakken.
   Ansigtet havde skiftet farve. Var blevet blåsort. Hænderne stak sorte som beg ud af ærmerne på koften.
   Jeg bakkede mod udgangen. Ikke et øjeblik mere skulle jeg være herinde sammen med ham. Lyset slukkede, mens jeg krøb ud, men et gråt lys ovenfra trængte ind til mig. Med hjertet dundrende i brystet trak jeg mig ud på græsset, hev i feberagtig hast benene til mig, forfulgt af et mareridt om sorte hænder, der greb fat i dem.
   Intet fulgte efter mig. Selvfølgelig gjorde der ikke det. Mit hjerte faldt langsomt ind i en roligere rytme. Gunnarr var død af koldbrand. Det måtte være den, der åbenbart arbejdede videre endnu efter hans død. Og alle mine fine hensigter til trods, var jeg faldet i søvn og havde blandet drøm og virkelighed sammen.
   Jeg gned mig i øjnene. Solen var ikke stået op endnu, men den ville snart kigge op over bakkerne bag huset. Det måtte gøre det ud for en nats vågen. Med tvungne sindige skridt fjernede jeg mig fra Gunnarrs gravhøj. Ikke om jeg ville frygte ham selv nu, hvor han var død.
   Det blev en underlig dag. Gunnarrs skygge hvilede over os. Jeg kunne mærke den over mine skuldre, se den i Freyias øjne. Hun mælede ikke mange ord til mig, vi passede hver vores. Først hen under aften, da jeg gjorde mig klar til at gå, stillede hun sig foran mig.
   "Jeg forstår dig ikke, Arni. Hvorfor lader du en død mand bestemme over dig? Han er død og vi lister stadig rundt som om han kan se, hvad vi laver. Og nu går du ud for at tilbringe natten med et lig."
   Min broders enke stod foran mig med knyttede hænder og tårer løbende fra hendes øjne. Men Gunnarrs blåsorte ansigt svævede i mine tanker og jeg holdt mine arme for mig selv.
   "Jeg gav ham et løfte," sagde jeg hæst, " og jeg bryder ikke et løfte."
   Hun bøjede hovedet, gemte ansigtet i hænderne. "Jeg er så træt," hørte jeg hende hviske. "Hvornår stopper det?"
   "To nætter mere," mumlede jeg.
   "Og hvad så når de er gået? Han vil stadig ligge derude i sin høj og fordærve vores liv. Vi slipper aldrig af med ham."
   Hun vendte sig bort, så døren blev fri. Jeg lagde hånden på dørklinken, men tøvede. Så længe på hendes rystende skuldre, før jeg åbnede og langsomt gik ud i skumringen.
   Ved gravens indgang blev alle tanker om Freyia fejet væk. Hele dagen havde jeg undgået at tænke på nattens oplevelser. Nu blev de meget nærværende. Mørket veg, men sluttede ring om mit lille lys. Med en forkert fornemmelse i maven ormede jeg mig ind gennem den smalle indgang.