KAPITEL 4

Inden hun nåede hjem faldt en anden tanke hende ind. Tater. Han kunne være tater. Det ville forklare den mørke hudfarve. Men ikke det lyse hår. Men hvad vidste hun egentlig om tatere? Der havde ikke været nogen på egnen siden hun var barn. Herremandens fogeder jog dem altid væk. Måske havde en gruppe af dem alligevel formået at skjule sig i skoven. Det gav mening. Mere mening end at en af de underjordiske skulle have opsøgt hende ved højlys dag.
   Hun fandt Ane i solen på bænken på gårdspladsen. Den gamle kvindes fingre var travlt beskæftigede med at flette et bistade af strå, hendes tunge med at udfritte Mads om alle de mennesker fra hans hjemby som Ane også kendte. Hvordan det var gået dem, siden Ane sidst havde set dem, var der kommet flere børn til, hvem var døde og så videre. Mads var ved at kalke længerne. Stod i en regn af hvide stænk og kunne ikke helt skjule sin irritation over krydsforhøret. Han sendte Karen et taknemligt smil, da hun slog sig ned ved siden af Ane og tog hendes opmærksomhed fra ham.
   "Øhm, Ane, jeg har tænkt lidt over den historie om ellekongen, du fortalte i går. Er den sand?"
   "Selvfølgelig er den sand," svarede den gamle i en fornærmet tone.
   "Hvordan - øh - ville jeg kunne kende ham, hvis jeg mødte ham? Jeg mener, jeg kommer jo en del i skoven, så længe køerne går derude og de andre piger ser jo troldtøj allevegne."
   Karen fortrød sit spørgsmål. Hvis manden var tater, var det tåbeligt at sidde her som en nervøs høne. Han havde opført sig underligt, men havde jo ikke gjort hende noget. Havde han været ellekongen, havde han vel ikke bare ladet hende gå. Hun var snart lige så slem som de andre piger, tænkte hun beskæmmet og forsøgte at undgå Anes pludseligt skarpe blik. Fik hun den mindste anelse om, at der huserede et mystisk mandfolk derude, ville hun sætte himmel og jord i bevægelse, alarmere den halve by og sende præsten på en skovtur, han sikkert helst var fri for. Karen havde ikke den ringeste lyst til at være anledningen til et sådan postyr. Han fortjente heller ikke at få fogederne på nakken, bare fordi han havde snakket med hende.
   Ane så undersøgende på hende. "Er der da nogen af jer, der har set noget derude?"
   "Næeh," løj Karen og håbede, det lød overbevisende. "Ja, altså, Mette og de andre mener jo hele tiden, at de ser noget. Men du kender jo de fjantede tøser. De kan få en hvilken som helst træstub til at ligne mosekonen og enhver tilfældig knægt til at være ellekongen, så hvis du kunne fortælle mig lidt mere om, hvordan han så ud, så kunne jeg forhindre, at de fik anklaget en eller anden stakkels skovløber eller sådan noget."
   Ordene smagte søgte i hendes mund, men hun kunne ikke finde på noget bedre. "De er faktisk meget irriterende at høre på," forsøgte hun sig.
   Ane rynkede brynene og sagde tørt: "Åh, I ville vide det, hvis I mødte ham. Har du slet ikke lyttet til alle de gange, jeg har fortalt om ellefolkets hule rygge? Spørg ham, om han er for som han er bag. Få ham til at vende sig om."
   "Hvis du ser ham, så spørg ham, hvor han gemmer guldet," lød en stemme ved siden af dem. "Et par guldtallerkner eller tre og jeg ville ikke stå her og sprøjte mig selv hvid som et spøgelse."
   Karen havde ikke lagt mærke til, at Mads var kommet så tæt på, at han kunne høre, hvad de sagde. Hun rejste sig. Det var nok også bedre at komme videre, inden madmoder stak hovedet ud af huset og opdagede, at hun sad og dovnede.
   "Det skal jeg nok," sagde hun til Mads i en munter tone, som hun håbede lød passende uskyldig. "Jeg kan også bede ham om at sætte et par kister med guld over i stalden til dig, nu han er i gang."
   Mads dyppede hvidtekosten i spanden med et grin. "Jeg er skam ikke grådig. Jeg kan sagtens nøjes med én."
   Ane fnøs. "Du minder om din fader, unge mand. Ingen respekt for de underjordiske. Jeg vil ikke råde dig til at gå på jagt efter det guld. Det vil ikke føre noget godt med sig."
   Mads trak på skuldrene. "Jeg tror nu heller ikke, det findes. Men jeg kan ikke bebrejde min fader for at have haft drømme om et bedre liv. Hvis jeg bare havde nok til at fæste min egen gård, ville jeg være glad. Så, nu skal jeg til herovre bag jer. I må hellere flytte jer, hvis ikke I skal blive lige så hvide som mig."
   "Det skal rent faktisk op på muren og ikke alle mulige andre steder hen," sagde Karen. Mads truede ad hende med hvidtekosten. Hun dukkede sig leende og hjalp Ane med at flytte bænken, så den ikke blev oversprøjtet med kalk. Derefter gik hun ind i bryggerset og efterlod Ane mumlende noget om 'respektløs ungdom.' Mads satte i med en fløjten, der overdøvede hende.
   Stemmer fra stegerset tydede på, at madmoder var ved at oplære Katrine i madlavningens hemmeligheder. Karen skyndte sig at hælde mælken over i fade og stille dem op på mælkehylden godt tilfreds med at den mindre mængde i denne omgang ikke blev bemærket. Morgenens mælk så ikke ud til at fejle noget. Hvor var det dog nemt at tro det værste om folk. Først da hun havde skrubbet spanden ren, stak hun hovedet ind i stegerset. Varme og røg fra ilden i skorstenen slog imod hende. Både madmoder og Katrine havde blussende ansigter og røde øjne.
   "Jeg holder ikke ud at stå i den her os mere!" udbrød Katrine. "Jeg bliver aldrig god til at lave mad."
   "Jo, du gør," svarede madmoder. "Du skal bare lære det og det havde sikkert hjulpet lidt på røgen, hvis du ikke havde spildt mælk på brændet."
   Katrine så fortrydeligt på lerpotten over ilden og Karen fik ondt af hende. Pigen hadede at lave mad, men ikke desto mindre var det hendes skæbne. Når hun engang blev voksen, ville hun blive gift med en bonde og ville stort set tilbringe hele sit liv i et stegers.
   Madmoder rettede sine øjne mod Karen.
   "Nå, der er du. Kan du ikke lige finde Søren? Han skal ud med mad til husbond."
   "Må jeg ikke gøre det?" spurgte Katrine og var allerede halvvejs ude ad døren.
   "Og gå fra grøden? Den er ødelagt nok i forvejen. Tror du, det bliver bedre af, at du lader den passe sig selv?"
   Katrine dukkede hovedet og vendte tilbage til ilden. Karen prøvede at sende hende et opmuntrende smil, inden hun gik, men Katrines opmærksomhed var vendt mod indholdet af lerpotten.
   Da eftermiddagen nærmede sig aften, fik Karen ondt i maven. Hun vidste hvorfor. 'Vis mig, om du er for som du er bag,' skulle hun sige til ham. Hvis han var ellekongen eller noget andet unaturligt, ville han formentlig forsvinde. Hvis ryggen var hel, var han et almindeligt menneske og det kunne hun godt håndtere. Alligevel voksede knuden i maven sig større og større.
   Da det blev tid til aftenmalkning, var hun klar.