Mmrpff!!! Den store digter fik økokaffen galt i halsen og hakkede og hostede som 2CV'en fra hans studentertid med Fritz. Bilen havde de haft som deling. Fritz havde den på ulige uger og han havde den i de lige uger. Der var nu ikke meget der var lige for den store digter dengang. Tiden i den store stad havde været fyldt med fjolletobak og psykedelisk musik. Nu til dags foretrak han nu mere en plade med Ørsted Petersen. Det passede sig ligesom mere til hans position. Nå, men denne Fritz var altså blevet anmelder på Tidende efter afsluttet eksamen og et par år i det sydøstlige Kaukasus som fårehyrde, eller hvad det nu var han lavede der! Den store digter vidste det ikke rigtigt. Sidst de mødtes var ved universitetets jubilæumsfest. Og nu, et år efter, havde Fritz så begivet sig ud i at anmelde den store digters seneste værk. Og hvilket værk! Det var hans tiende roman siden debuten på det lille studenterforlag og roserne havde slynget sig op ad muren lige siden. Men nu mente Fritz altså at plottet i hans seneste roman, 'Alting har en ende', var både uigennemskueligt og tyndt. Begge dele på en gang! Forlæggeren havde ellers været yderst begejstret og lovet at den ville gå som varm øl i Skotland, hvad han end mente med det... Fritz havde aldrig rigtig været god i skolen, især ikke når den stod på fortolkninger af de store klassikere og med en militant præcision havde han leveret den ene vingeskudte psykoanalyse efter den anden. Det var naturligvis en væsentlig formildende omstændighed for læsningen af anmeldelsen. Den store digter tørrede økokaffepletterne op fra avisen og gjorde sig umage med at lade karkluden opsuge alle ordene i Fritz' anmelderrubrik.