Vækkeuret havde ringet for længe siden, men hun havde dasket til det i søvne og vendt sig om på den anden side. Og hun vågnede kun fordi én af solens stråler ramte hende i ansigtet. Et hurtigt kig på uret, en ed og hun var ude af sengen på et splitsekund. Nu skulle det gå stærkt, der var kun en time til hun skulle være på job. Og med 40 minutters kørsel, gav det ikke meget tid til de daglige morgenrutiner. I dag gjaldt det 8 timer i lufthavnens valutaafdeling, der blot var ét af 3 job hun havde strikket sin lønindkomst sammen af. En hurtig skyller under bruseren og på med uniformen. Håret var heldigvis kort og nemt at sætte, så præcis 22 minutter senere sad hun bag rattet i den lille polo. Tekoppen var på plads i kop-holderen, og knækbrødet rutchede rundt på passagersædet. Motoren startede heldigvis første gang, og snart var hun på vej, mens hun sang med af fuld hals på radioens melodier, og med et tilfreds smil på læben; det skulle nok blive en god dag, trods den hektiske start.

Hun vågnede fem minutter før vækkeuret skulle ringe - forbløffet, men tilfreds med, at hun overhovedet havde sovet. Det var ellers ikke hendes stærke side. Natten op til en vigtig begivenhed lå hun som regel og vendte og drejede sig, kiggede på de selvlysende tal på uret og formanede sig selv til at sove, men endelig ikke for længe. Og det var netop det, der gjorde, at hun slet ikke sov; angsten for at komme for sent op på så vigtig en dag. Det var heldigvis ikke sket, og hun gav sig selv lov til at drømme lidt om hvad dagen ville bringe. Det var jo trods alt dagen hun havde ventet på i snart 5 år, og det virkede en smule underligt at forløsningen nu pludselig var så tæt på. Sommerfugle baskede med vingerne nede i maven; forventning eller nervøsitet? En smule af begge dele, blev hun enig med sig selv om, og stop op.
   Hun var i god tid, en vane hun ihærdigt havde indarbejdet i månederne efter endt lediggang. Dengang da hun ikke skulle nå noget til et bestemt tidspunkt, havde hun opdaget glæden ved at hygge sig med morgenmaden og god tid til at bade og klæde sig på.
   Ude i køkkenet fandt hun ingredienserne frem til en smoothie, puttede det i blenderen og startede den. Imens den snurrede, blev kogekedlen fyldt med frisk vand og sat til. Da begge dele var klar til indtagelse, bar hun det ind til skrivebordet og tændte computeren. Den lille Mac var lynhurtig klar til brug, og den næste halve time gik med at læse nyhedsstof og sætte maden til livs.
   "Klar til den store dag?" Et pop-up vindue viste sig nederst i højre hjørne af skærmen. Et varmt smil bredte sig på hendes ansigt, og hun skyndte sig at svare: "Ja, det tror jeg. Er dog lidt nervøs ." Selvfølgelig havde han husket det, selvom han var omme på den anden side af jorden. "Skype?" Hun kiggede på uret, og blev enig med sig selv om, at det kunne hun vist godt lige nå - bare 5 minutter. Inden hun nåede at svare, ringede han, og hun klikkede på ikonet med det grønne telefonrør. "Hej, kan du høre mig?" Forbindelsen var ikke altid den bedste, og der var altid forsinkelse på - noget hun hadede, men var nødt til at leve med. I dag var den dog så god, at de blev enige om at starte deres webcam også, og det var godt at se ham igen. Alderen havde været god ved ham; han var stadig slank og atletisk takket være et enormt aktivt sportsliv og huden gyldenbrun efter flere år under varme himmelstrøg.
   Netop som de skulle til at afslutte deres samtale, blev skærmen fyldt op med endnu tre ansigter. Alle havde de danske flag i hånden, mens de i kor råbte: "Held og lykke, faster!" Tårerne vældede op i øjnene på hende, og hun havde svært ved at tale for klumpen i halsen. "Tak alle sammen, I er bare så dejlige! Nu skal jeg altså i bad, ha det godt, vi snakkes ved." Der blev vinket og råbt farvel til svar, og hun skyndte sig at slukke for forbindelsen - pokker skulle stå i, at hun knækkede helt sammen.
   Det varme vand gjorde godt, og da hun var færdig havde hun igen samlet sig. Med håndklædet svøbt om kroppen, gik hun ind i stuen og satte musik på anlægget. Disco-dronningerne fra 70'erne fik en tand op på volumen, og der blev både danset og sunget mens hun gjorde sig færdig.
   Egentligt havde hun mest lyst til at cykle, vejret var dejligt og hun nød at mærke sin krop arbejde. Men det var nok ikke så smart at møde op med skjolder under armene og rød i hovedet. Altså greb hun bilnøglerne, hankede op i tasken og låste sig ud af lejligheden. Næste gang hun stak nøglen i døren ville det være overstået.

Hun vendte sig for gud ved hvilken gang i løbet af den sidste halve time, og trak tæppet tættere ind til kroppen. Selvom solen havde varmet stuen op, skuttede hun sig under det tynde tæppe. Endnu en gang var hun faldet i søvn på sofaen, det skete alt for ofte for tiden, og hun var efterhånden blevet ligeglad. Sofaen var tryg og hyggelig, så hvad betød det om hun sov dér eller i sin seng?
   Kroppen var øm efter alt for mange timer i sovestilling, og hun var godt klar over, at den ville have godt af at komme lidt i gang. Men hun havde ikke noget hun skulle nå, i hvert fald ikke noget, hun ikke kunne udsætte nogle timer. Eller til i morgen, for den sags skyld.
   Hun rakte ud efter fjernbetjeningen, og tændte for radioen - måske hun kunne vågne lidt til de friske morgenværter. Desuden kunne hun godt lige bruge nogle minutter på at planlægge dagens program. I weekenden havde hun besluttet sig for at ringe til skattevæsenet når det blev hverdag igen, for at høre hvordan hun skulle gribe det an. En lille smule høj af en samtale hun havde i fredags, ville hun nu til at se sig om efter noget arbejde, og hun havde da også fundet nogle interessante annoncer på nettet. Men hun var nødt til at have en afklaring, inden hun begyndte at sende ansøgninger ud - der var jo ingen grund til at spilde hverken hendes eller deres tid, hvis det alligevel ikke kunne lade sig gøre.
   Næste punkt på dagsordnen måtte være bilen. Den havde længe trængt til kærlig omsorg - som om den var den eneste, ha! Fordækkene manglede luft og vinduesviskerne var ikke til stor hjælp på en regnvejrsdag. Og så var det ved at være nogen tid siden den sidst var blevet vasket og støvsuget, den lille bil så meget ældre ud end sine 15 år.
   Hun satte sig op, ryggen gjorde ondt, og det var tid til at skifte stilling igen. Når hun så alligevel var ude og køre, kunne hun ligeså godt få handlet ind til den kage, hun havde lovet at bage til en fødselsdag. Det var ikke en kage hun havde bagt før, men den havde set så lækker ud i kogebogen, og lysten til at skabe og prøve noget nyt, havde lokket hende. Kagebagning i eftermiddag, og så kunne hun igen slappe af; surfe på nettet, spille eller se tv. Hvis der var ro i hovedet kunne hun måske endda endelig få læst den roman færdig, hun havde været i gang med i langt over en måned nu.
   Nu begyndte maven at rumle, og blæren truede med at sprænge - hun kunne ikke trække den meget længere. Modvilligt rejste hun sig, og gik ud på badeværelset.
   Da hun vaskede hænder, gled tungen henover tænderne, de var blevet glemt i aftes da hun gik kold i stearinlysets skær og til lyden af tv'et. En tandbørste ville fryde munden, men hun orkede det næsten ikke. "Det må da være toppen af dovenskab," mumlede hun til ansigtet i spejlet, der på én gang var velkendt og alligevel fremmed.
   Med frisk smag i munden, gik hun ud i køkkenet og åbnede køleskabet; man havde jo lov at blive overrasket. Men det gemte ikke på kulinariske gaver, og der var kun lige mælk nok til en gang havregryn. Det havde længe været dagens første måltid, og hun var efterhånden ret træt af det, men havde ikke lige haft fantasi til at købe ind til andet de sidste gange hun havde handlet.
   Med skålen i den ene hånd og et glas vand i den anden, satte hun sig ind foran computeren for tjekke mail og se hvad der var sket siden sidst på Facebook. Et fantastisk medie til at følge med i en masse bekendtes liv, uden at egentligt at være en del af det, og hun havde taget sig selv i at snage rundt på forskellige profiler, for at se hvor de var i deres liv lige nu. Nogle gange kunne hun ikke lade være med at sammenligne deres liv med hendes eget, og tit blev hun ked af det, og lille bitte indeni, når hun så billeder af deres familier og børn. Det kunne have været hende, men det blev nok aldrig - ikke sådan som hun havde det for tiden, og nogen gange troede hun ikke, at det nogensinde blev anderledes. Hun var dømt til et liv uden indhold, til at sidde i den lille lejlighed og bare visne.

Fem minutter for sent, trådte hun ind af døren til det lille personalerum, hvor de hver især har et skab til personlige ejendele. Tasken blev smækket inde i skabet, og hun fortsatte ud i 'buret', kælenavn for kontoret, der havde glasfacade ud til kunderne. "Godmorgen", sagde hun højt og med et bredt smil. Nattevagten, som hun skulle afløse, kastede et blik på uret og så derefter misbilligende på hende. "Jeg ved det, undskyld - jeg hørte ikke uret". Han sukkede dybt, som for at indikere, at det aldrig kunne ske for ham, rejste sig og forsvandt uden et farvel. "Sure citron", hun var på vej over til den jævnaldrende kollega, som skulle være på vagt med hende, for at give hende et knus.
   Hun havde været super heldig, da hun kom på hold med den livlige brunette fra Sjælland. De var lynhurtigt blevet bedste veninder, og de hyggede og grinede altid i hinandens selskab. Det var noget helt andet end tosserne fra fabrikken; de var et folkefærd for sig, og bestemt ikke noget for hende. Godt hun var kommet videre, selvom det havde været lidt af en kamp at komme i gang igen. Men den havde været værd at kæmpe, og hun var dagligt sig selv taknemmelig for at have taget den, i stedet for bare at give op. Det havde ellers været tæt på flere gange, modstanderen havde været stærk og virket uovervindelig, men hun havde fundet en enorm styrke indeni sig selv, og havde vundet kampen.

"Jeg tager bare den første tur ved kassen, ikk'?" Veninden kiggede spørgende på hende. "Siden du allerede sidder der, så..." Hun rakte tunge og gik ind for at hente poserne med gårdagens omsætning fra lufthavnens butikker. De skulle tælles op, og der skulle gøres regnskab inden middag.

Hun ankom 10 minutter før tid, og sad i bilen og diskuterede med sig selv om hun skulle gå ind, eller vente 5 minutter. Hvis hun nu røg en cigaret, så passede det nok med tiden, og hvem ved hvornår hun kunne komme til det igen inden hun var på vej hjem? Hun fandt pakken med cigaretter og lighter i en yderlomme på tasken, åbnede bildøren og tændte en. Hånden med lighteren rystede let, nervøsiteten meldte sig igen og adrenalin susede rundt i kroppen. Da hun for 5 år siden tog beslutningen, havde hun været meget i tvivl om det nu var det rigtige. Ville hun komme igennem, var hun klar til at kæmpe for det, eller ville hun give op undervejs, som hun havde gjort med så meget andet? Kunne hun holde til at leve under disciplinerede forhold i flere år, og hvordan ville det gå, når hun skulle teste sin kunnen? Og det ville da være løgn at sige, at det havde været en dans på roser, for det havde det bestemt ikke. Det var en investering i hendes liv, og hun fik en masse godt med i rygsækken, så hun havde valgt at bide tænderne sammen i de hårde tider. Hun huskede stadig de lange nætter, hvor hun arbejdede sent for at blive færdig til tiden. Heldigvis havde hun støtte i gode venner, der selv havde været det igennem, og de hjalp hende på alle tænkelige måder, når det gik i hårdknude.
   Cigaretten var røget, og det var blevet tid til at høste frugten af de forgangne års slid, i dag skulle hun bestå den endelige prøve. Hun låste bildøren, og med tasken i den ene hånd gik hun op af den store trappe foran bygningen. Hun tog en dyb indånding og trykkede håndtaget på døren ned. "Nu er det nu", tænkte hun og gik ind.


"Det er jo dit eget valg, du kan bare gøre noget ved det", rungede en stemme indeni hovedet. Og hun vidste det godt, hun havde selv givet op - det havde været nemmere. Eller, det havde virket som den nemmeste løsning, og det var den, der til sidst havde vejet tungest i vægtskålen. Fri for ansvar, fri for at skulle være noget, leve op til noget eller nogen, fri til at gøre som hun havde lyst til, når hun havde lyst til det.
   Det var ikke lige her, hun havde forventet at være i sit liv på nuværende tidspunkt, selvom hun aldrig havde haft en klar ide om, hvad livet skulle bringe hende eller hvordan det ellers skulle have set ud. Hun havde ikke været ét af den slags børn, der vidste i en ung alder, hvad de ville uddanne sig til eller at de ville have mand og 4 børn inden de var fyldt 30. Hun havde aldrig set så langt frem i tiden, og hvis hun gjorde det nu, var der bare tomt...
   Nogle dage føltes det som om hun spillede med i et teaterstykke, hun havde en rolle, som hun skulle udfylde, men der var ikke noget manuskript. Det hele var improvisation, og hun brugte meget tid på at fornemme hvor de andre skuespillere var på vej hen i stykket, så hun kunne give dem modspil. De andre virkede så sikre i deres roller, og indimellem tænkte hun, at det kun var hende, der ikke havde fået et manuskript. Måske var der slet ikke en rolle til hende i stykket? Måske havde de haft ondt af hende og bare hurtigt digtet en rolle om en pige, der kunne være lillesøster i én af familierne.
   I starten var det gået rigtig godt, hun spillede på livet løs og rollen faldt hende naturlig. Hun elskede at stå på scenen, og de andre var rigtig gode til at tage sig af hende og gav hende ofte en plads i rampelyset. Efter et stykke tid var det som om de andre ændrede retning uden at fortælle hende det, og hun blev forvirret. Kulisserne blev bygget om, og stykket blev et andet. Hvad skulle der nu ske, hvor skulle hun nu stå - hendes kryds på gulvet var væk. Det var som om de andre havde glemt hende, og spillede videre i små grupper rundt om hende. De havde nok bare travlt med at lære deres nye roller, så hun gik hen til en af grupperne for at spørge, hvor hun nu skulle være. Glade for at se hende, trak de hende med ind i midten af lyset, men lynhurtigt spillede de henover hovedet på hende. Det gentog sig i alle grupperne, men hun fik trods alt stadig lidt tid i spotten, så hun fortsatte med at cirkulere mellem dem.
   Hun blev dog træt af at være statist i de andres stykker, og satte sig for at have hovedrollen i sit eget. Hun fandt et sted på scenen, hvor de andre aldrig kom, indstillede spotten og hyrede nogle medspillere. Nu blev det sjovt igen, og hun morede sig med at spille en masse forskellige mennesker og bygge nye kulisser. Når de blev lidt for højlydte, kom nogle af de andre over for at se hvad de havde gang i. Sommetider blev de og spillede med et stykke tid, andre gange hyssede de på dem, og gik deres vej igen.
   Til sidst havde hun bygget kulisserne om så mange gange, og spillet så mange roller, at hun var helt ør i hovedet. Hun begyndte at trække sig ud af rampelyset, kunne ikke finde ud af hvem hun var, når den hvide maske blev vasket af. I stedet begyndte hun at gå til hånde bag scenen og hjælpe de andre, når de ikke kunne huske deres replikker. Efter et stykke tid, sneg hun sig ind i kulissen, når de andre spillede, og betragtede dem én for én. Der var dem, der bare var med for sjov; de kunne deres replikker og vidste hvor de skulle stå hvornår. Og så var der dem, der spillede med liv og sjæl, de gav alt hvad de havde i sig, aften efter aften.
   Når det hele var slut, og bifaldet ramte scenen som en trykbølge, kunne hun ikke lade være med at fælde en tåre og længes efter dengang hun selv stod på scenen, og modtog publikums anerkendelse.
   Hun tørrede tåren af kinden, og lagde sig hen på sofaen.

Nu sad hun her 20 timer om ugen, og vekslede danske og udenlandske turisters penge, og hun elskede det. Ikke fordi det var voldsomt udfordrende eller gav en fed hyre, men fordi hun igen havde en daglig kundekontakt, en sympatisk chef og sin bedsteveninde som kollega. De sidste par måneder havde hun kunnet mærke hvordan selvtilliden lidt efter lidt var vendt tilbage, og det havde bredt sig som ringe i vandet. Ikke alene havde hun nu 3 jobs, som hun var glad for; hun var også stille og roligt begyndt at udvide vennekredsen, og energien rullede igen i kroppen. Ofte sad hun med et smil på læben på vej hjem fra arbejde, og var næsten helt høj af livet. "Ja, ja - det går i den rigtige retning", tænkte hun glad, og vendte sig om for at høre hvad veninden spurgte om.

Hun måtte hellere henvende sig på kontoret, det var trods alt rektor hun havde snakket mest med, og hun kendte ikke kutymen for den første arbejdsdag som lærer på denne skole. Hele bygningen summede af energi, både elever og lærer var fulde af forventninger til det nye skoleår, og lydniveauet i gangene var enormt. Alle skulle de fortælle om tiden væk fra hinanden, hvor de havde været og hvad de havde lavet. Hun mindedes sin egen skoletid, og den første dag efter ferien, hvor man fik nye skemaer og skolebøger, der skulle bindes ind. I de første år var det spændende bare det, at man var kommet op på et højere klassetrin og fik nye fag - senere var det sjovt at se om og hvordan klassekammeraterne havde ændret sig i ferien. Nogle fik bryster og bumser, andre fik dun på overlæben og lange ustyrlige lemmer.
   "Hej, velkommen til", rektors stemme rev hende ud af minderne. Hun hilste tilbage med et smil, og de satte kursen mod lærerværelset, mens de small-talkede om omgivelserne.
   "Godmorgen alle sammen, her har I en ny kollega - tag jer godt af hende. Jeg foreslår, at vi spiser morgenbrød i 10-frikvarteret og tager en præsentationsrunde dér. Er der én, der vil vise hvor 3.b holder til?" En tynd rødhåret mand i 30érne sendte hende et smil og markerede, at det ville han gerne. I det samme ringede det ind til første time, og han rejste sig op og bad hende følge med. På vej ned til klasselokalet, præsenterede han sig, og fortalte, at han havde været lærer i 10 år, hvoraf de sidste 3 på skolen her. Så hun kunne bare komme og spørge, hvis der var noget, men at det i øvrigt var den bedste arbejdsplads han nogensinde havde haft. Der var plads til alle og til at udfolde sig som lærer, noget som han nød godt af i sine musiktimer.
   De nåede frem, og han ønskede hende held og lykke med den første time som uddannet. "Det er en særlig time, du skal ind til nu - den vil du huske lige så godt som dit første kys", han grinede og vendte sig om og gik.
   Han havde sikkert ret, hun huskede i hvert fald tydeligt den allerførste gang hun skulle undervise i forbindelse med praktik. Bavianerne fra 5.a havde hylet hende fuldstændig ud af den. Støjniveauet i klassen var højt fra starten, og ingen gad høre efter hvad hun sagde. Hvis hun henvendte sig til én bestemt elev fik hun et flabet svar igen, og i bar panik byggede hun lynhurtigt en fæstning op om sig selv og indførte diktatur. Det var slet ikke den type lærer hun ønskede at være, og hun var flere gange ved at give op. Presset var enormt og hun var helt ødelagt når hun kørte hjem. Hendes værste frygt var blevet virkelighed, de kørte rundt med hende og hun anede ikke hvordan hun kunne ændre det.
   Tilbage på seminariet opsøgte hun studievejlederen, der efter hun havde fortalt om sine oplevelser, spurgte hende hvad hun var bange for. Det var jo det, der netop var sket for hende, at de kørte rundt med hende og ikke hørte efter. "Så dit fokus når du går ind til klassen er; bare de ikke slagter mig?" Det måtte hun jo indrømme, og studievejlederen fortsatte: "Kender du det, når man kører bil om aftenen, og man kommer til at kigge ind i den modkørendes lys, og man helt automatisk begynder at trække over i hans vognbane? Det er det samme her, hvis du har dit fokus på fiasko, så begynder du helt automatisk at styre den vej. Det bliver en selvopfyldende profeti. Du er nødt til tro på, at du har det i dig, og vælge om du vil det nok til at kæmpe for det." De blev enige om, at hun skulle tygge på det et par dage, og så ville de snakkes ved.
   Hun kunne godt se, at den anden havde ret; hun var nødt til at tro på sig selv, ellers var det dødsdømt. Men hvad handlede den angst i virkeligheden om? Kunne det have noget at gøre med, at hun nu skulle til at være rigtig voksen, med ansvar for andre end sig selv? Det ville komme til at hvile på hendes skuldre, om eleverne lærte det de skulle. Hun skulle have samtaler med forældrene, og fortælle dem hvordan det gik deres barn. Hun skulle være parat til konflikter og konfrontationer, der var ingen gemmesteder i dette job. Turde hun springe ud i et hajfyldt farvand, opsat på at overleve?
   I sådanne situationer, er det godt med gode venner, og hjælpen var ikke langt væk. Da hun havde forklaret sit dilemma for veninden, der allerede var lærer, foreslog denne, at hun kom hende på arbejde, for at se, hvordan det også kunne være. Hun tog glad imod tilbuddet, og det var en fantastisk oplevelse. Veninden havde børnene i sin hule hånd, de elskede hende og det var gengældt. Der var ingen tvivl om hvem, der bestemte, men der var heller ingen grund til at demonstrere det via magt. Både børn og voksen nød timen, hvor lærdommen blev serveret på en inspirerende og motiverende måde. Det var dén slags lærer hun ville være!
   "Godt!" sagde studievejlederen, "så er det det vi går efter. Men du er klar over, at det bliver hårdt arbejde, ikk? For der er lige lidt udover pensum, du skal have arbejdet med". Den var hun helt med på, det var ikke nok bare at flytte fokus og så skøjte derud af. Der var mindst to bjerge, der skulle bestiges; det ene hed 'at turde', det andet 'find grænser'.
   Hun smilede, det havde været som at bestige Mount Everest hver gang; pokkers hårdt, men sikke en følelse når man stod på toppen! Hun kunne stadig huske følelsen, og fremkaldte den gerne, når hun mødte et nyt bjerg, der skulle bestiges. Nu skulle det vise sig om 3.b var Mount Everest eller bare himmelbjerget.

Krøllet sammen i fosterstilling i sofaens hjørne, og med tæppet over sig som skjold, gav hun tankerne frit spil. Det blev alligevel ikke i dag, hun fik gennemført dagens program og det kunne jo også sagtens vente til i morgen. Ja, hun savnede rampelyset og hun savnede at spille sammen med de andre. Det havde været rart, da de alle var i én trup, i stedet for splittet op i flere forskellige. Hun fantaserede om at skrive et stykke, hvor de alle kunne være med igen. Et stykke, hvor de alle havde en rolle at spille, også hende. Men inderst inde var hun træt af skuespil, og hun drømte om at der var én, der sagde, at var det slut. At de kunne holde op med at lade som om, og i stedet bare være sammen.
   Men ingen sagde stop, måske de var bange for hvad der så skulle ske? Det var også lige meget nu, hun havde indstillet karrieren, forladt teatret og var krøbet ned i tændstikæsken. Det kunne godt knibe med pladsen, men når hun indimellem fik en energi-fis, gjorde hun lidt ved det. Malede en væg, ryddede op i en skuffe eller skubbede et skab rundt. Det var ved at være længe siden sidst. De tomme vægge var ikke længere nymalet, bogkasserne var aldrig blevet hængt op igen, og skrivebordsprojektet var strandet i nøjsomhed.

Poserne var talt op, og det var blevet middagstid. Chefen var dukket op for en time siden, og han sendte dem til frokost samtidig. Da de sidder ved bordet i kantinen og spiser, spørger veninden om hun nogensinde har spillet teater. "Ikke sådan rigtig", svarede hun og fortalte om sidst hun havde haft lidt med teater at gøre. Det var da hun gik på højskole, hvor hun godt nok sprang fra efter 2 uger, men hun havde syntes, at det var sjovt. Og hun havde stadig en ide om, at det kunne hjælpe hende med at bryde nogle grænser. Hun havde altid været genert, men for nogle år siden, var hun begyndt at lukke sig mere inde i sig selv. Alt for meget af hendes tid var gået med tulle rundt for sig selv i den lille lejlighed, og hun havde næsten været afhængig af sin sofa. I perioder boede hun praktisk talt i den, og hun stod kun op for at gå på toilettet eller hente mad i køkkenet. Det var de dage, hvor tankerne kørte på højtryk, og angsten stak sit grimme hoved frem. Hun vidste ikke præcis, hvad hun var bange for, men hun frygtede at tankerne ville åbne en lem inden i hende, og der ville komme ét eller andet skræmmende ud. Noget, der ville knuse hende eller hendes forstand.
   Når det stod på, kunne der gå dage, hvor hun ikke havde kontakt eller snakkede med andre mennesker, og tit var det kun kassedamen i supermarkedet hun fik vekslet nogle ord med. Tv'et kørte nærmest i døgndrift, for at aflede tankerne, og når det ikke var nok lagde hun sig ned for at sove. Det var den bedste flugt fra tankerne, og det gav hende nogle timers fred.
   Der var ikke rigtig nogen, der vidste hvor slemt det stod til med hende, for det var så svært at sætte ord på. Og den time hver 3. uge hun gik til psykolog, gemte hun det ubevidst væk, og snakkede om alt det andet, der sejlede kaotisk rundt i hendes liv. Hun havde i flere år opsøgt forskellige mennesker, for at få hjælp til at få styr på sig selv. Men det var som om, jo mere hun gravede rundt i sig selv, og jo flere gode råd og kloge ord hun fik, desto mere forvirret blev hun. Og hun følte sig efterhånden helt udslettet. Som gik hun rundt i et tomt skelet.
   Der var heldigvis også gode dage indimellem, og det var på sådan en dag, hun havde sendt ansøgningen til dette job. Om det havde reddet hende fra vanviddet eller blot udsat det uundgåelige, vidste hun ikke, men hun håbede på det første. Nu gik det i hvert fald meget bedre, og det var efterhånden længe siden hun havde haft en dårlig dag sidst.
   "Jamen, har du så ikke lyst til at tage med mig ned på teatret på torsdag, og se om det er noget for dig?" Veninden kiggede forventningsfuldt på hende, og hun lovede at tage med - hun kunne jo altid gå, hvis det ikke var noget. De rejste sig og satte bakkerne med beskidt service over i vognen, og gik ned af trappen mod buret. Det var tid til at lave noget igen.

Hun kunne ikke have drømt om en bedre start på jobbet!
   Heldigvis hvilede hun nu langt mere i sig selv, end da hun første gang var ude i praktik, og det havde ikke været noget problem at skabe ro i klassen. Børn i 3.klasse ville heldigvis stadig gerne lege og høre historier, og som ny lærer skulle hun helst kunne huske deres navne indenfor den første uge - det var hendes egen hjemmestrikkede regel. Så hun legede navneleg med dem, til hun følte at de fleste sad fast på nethinden. Derefter havde de skiftes til at fortælle om deres sommerferie, og hun havde sluttet timen af med at dele skemaer og bøger ud.