Jeg er ved at blive døv,
siger pianisten til sin
vaseformede kæreste
der allerede sover
med øret mod hans halspulsåre
og måske drømmer om søvn
som også nervøse stimer af fisk
genskaber sig selv over
et endnu åndende rev
ved kontinentalsoklen
hvor våddragtens
svejsninger brister
udspilet lungevæv
får dem begge til at stige
spjættende, tomme iltflasker der
snapper efter vejret.

Hun siger at bølger bevæger sig
lettere i vand,
men hvordan måle amplitude
når mørket i værelset
mest ligner sig selv
og værelset en rekonstruktion
af et afspærret gerningssted
med stænkede gulvtæppe
der strækker sig
ind under sengen
hvor korallerne svajer
som lysallergiske syrener
mens havbunden runger
under en udhulet klo
gjort til bo af en eremitkrebs
der slynger en andens
ejendele ud fra altanen
over et svælg af tid
der bedst måles i favne
og forhold
hvor tofarvet konfetti drysser
ud af håret efter festen
præcis som når forårsregnen
sætter ind mod taget
fordi også havet er en slags himmel
der kan høres i konkyliens fossil.

Jeg kan ikke høre mig selv tænke
drømmer pianisten at han siger
mens han vender sig
og vælter vasens blomstervand
fra natbordet ned i bunken med tøj
han vil endevende efter hende
når han vågner igen
indtil da drømmer han hende
Indtil da drømmer han at han er hende
indtil da drømmer drømmen hende
indtil da drømmer drømmen
indtil da drømmer det
at det regner