Er klemt. Kan ikke være her. Må flygte, skabe plads, skabe ro. Flugten er heldigvis lige ved hånden i dag, og ikke ude af døren. Stjæler mig væk en stund, indtil jeg igen presses til at kigge frem. Hjernen kører på højtryk, må ha en løsning. Er stadig klemt, må ikke være her. Eller jo, men ikke i fuld form. Skal skæres til. Må passe ind. Vil ikke til at skære igen, der er snart ikke mere tilbage. Oprøret lurer i min hals, håber at blive sat fri. I stedet kvæler det mig. Jeg forsøger at holde det hen. Usikker på næste skridt. Alting på spidsen. Skal jeg gå og aldrig komme tilbage? For, hvor længe kan jeg holde stand? Jeg er hæs af at råbe, men jeg tør ikke skrige. Er løbet tør. Så i virkeligheden er der kun to valg. Slå endnu en knude og vente på, at den strammes. Eller træde ud i intetheden og skrige. Der er også nogle, der skubber. Men jeg er bange for mørket på midten. Har tændstikker, men ingen lys. Glaskuglen er blank. Spejler bare. Frygt. Lammelse. Hvor er varmen? Ser mit eget spor. Følger det. Møder det igen. Går videre. Kan jeg andet? I morgen starter jeg forfra. Eller bagfra?