Nu har jeg flere gange forsøgt at starte på en tekst, men kan simpelthen ikke finde ud af hvordan jeg skal forklare mit liv de sidste måneder. Men nu forsøger jeg.

Jeg møder gym-gut i byen. Vi ignorer hinanden det meste af aftenen. Men i mit fulde sind, synes jeg det er tåbeligt. Da han stiller sig midt i en flok mennesker inkl. mig, vælger jeg at sige hej. Jeg ser os stå og snakke i timevis. På dette tidspunkt glemmer jeg alt om at begge vores bedste venner har brugt deres aften på, at diskutere hvem af os, der har opført os mest idiotisk. Jeg forstod ikke helt, hvordan diskussionen opstod. Min veninde gjorde det kun for at beskytte mig, men allerhelst ville jeg egentlig gerne have taget diskussionen selv.
Jeg husker at vi begge undskylder. Snakker igen.
”Du er alt andet end bare en veninde”. Det kommer bag på mig, da han kysser mig. Det sidste jeg husker, han har sagt til mig er, at han ved han kommer til at såre mig, hvis vi nogensinde begynder på noget igen. Men jeg kysser igen. Fordi jeg har savnet ham.

Vi påbegynder et on/off forhold og det hele ender i noget, jeg ikke ved hvad er eller hvordan jeg egentlig skal forholde mig til ham, når jeg møder ham. Han bliver ved med aflyse vores aftaler og jeg tror, jeg kom til det punkt, hvor jeg var nødt til at få en afklaring i mit hoved. Jeg måtte indrømme overfor folket, at jeg faktisk rigtig godt kunne lide ham. Han giver mig det svar, jeg havde forventet. ”Du er skide dejlig, men jeg skal bare ikke ind i noget seriøst lige nu”.
Uden at vi har aftalt det, ser vi ikke hinanden i en måned. Jeg aner ikke hvad drengen laver. Om han savner mig eller om jeg overhovedet ingen betydning har haft. Jeg tager på sommerferie. Jeg hører gennem fælles venner, at han gør det samme. Jeg ønsker at kontakte ham, men min stædighed har åbenbart været for stor.
Da jeg en aften sidder med et par veninder inden en bytur, får jeg en overraskende besked fra ham. ”Jeg savner dig. Ses vi i aften?”. Jeg drikker mig endnu mere fuld og bestemmer mig egentlig for, at jeg ikke vil lade mig påvirke mig af ham. Vi rammer byen. Mødes med Medhjælperen og andre gode venner. Jeg bliver vidst væk. Eller ikk helt væk, men væk fra pigerne. Så der sidder jeg med Medhjælperen og hans lillebror.
Men pludselig ind af døren træder veninde. ”Gym-gut leder efter dig”. Og inden jeg er nået ud af døren for at finde ham, står han foran mig. Jeg tror, vi omfavner hinanden ret længe. Vi går udenfor og snakker. Længe tror jeg, men jeg aner det faktisk ikke. Jeg husker at han får sagt en masse ting til mig. Ting, som jeg måske inderst inde, godt ved, han ikke mener. Men det var ting, jeg gerne ville vide. Ting om seriøst forhold, savn og forelskelse. Han forsætter i undskyldninger omkring løgne og tomme håb. Jeg fortæller ham, at jeg ikke kan stole på ham. Han viser forståelse. Jeg gør det klart, at han ikke skal fylde mig alle disse ord, hvis ikke han mener det. Han forsikrer mig om sandheden.

Da vi sidder i taxaen, tror jeg stadig fuldt og fast på ham. Mit sind, og ikke mindst hjerte, er fyldt op med håb og tillid til ham. På trods af adskillige løgne, er jeg sikker på, han nu har fortalt mig sandheden. Da jeg ligger mig i hans seng omfavnet af hans arme, er jeg glad helt ind til det inderste. Han kysser mig. Inderligt. Vi kysser. Og kysser. Og kysser. Snakker. Kigger. Kysser. Jeg vågner i løbet af natten. Bemærker at han ikke har rykket sig fra min side. Da jeg vågner om morgenen og mærker kvalmen komme snigende, mærker jeg en beroligende hånd på min ryk. Aldrig har han fået mig til at føle mig mere tryg hos ham end lige der.
Vi snakker igen. Og intet tyder på, at han ikke har ment, hvad der er blevet sagt. Han kører mig hjem.
Et kys.
Han får en besked senere på dagen. Intet svar. Jeg hører intet fra ham. En frustration spreder sig stille i min krop. Min naivititet har endnu en gang taget over. Jeg troede faktisk, han mente det, han sagde.
Jeg deler min frustration med folket. Ved ikke hvad jeg skal mene. Håbet om at høre fra ham, forsvinder lige så stille. Der er bare en masse ting, jeg ikke forstår. Jeg har aldrig bedt ham om, at fortælle mig at han var forelsket. At han fortæller mig, at jeg er dejlig og smuk mens vi er sammen, kan jeg forholde mig til, at han ikke mener. Mange ting bliver sagt, når man er fuld. Men en forelskelse har jeg aldrig bedt om at få smidt i hovedet. Mindre kunne have gjort det. Jeg blev nok egentlig bare i sidste ende rigtig, rigtig ked af det.

Da jeg, endelig, har mistet alt håb om svar, sletter jeg hans nummer. Mest af frygt for at skrive dumme fulde-beskeder til ham. Hvis han virkelig vil se mig, kan han kontakte mig.
Jeg har stadig intet hørt fra ham. Det er to måneder siden.
Om 1½ uge tager jeg på en 3 måneders lang rejse. Jeg regner ikke med at se ham inden. Han er et af de mennesker, jeg rigtig gerne ville sige farvel til. Men har ikke lyst til at tage initativet.
Mest af alt tror jeg det for ham handler om ikke at tabe ansigt. Uanset hvor glad han har været for mig, eller nogen anden, så ville det for ham være frygteligt at skulle indrømme overfor drengene, hvordan han har det. Jeg aner ikke om han har ment noget af det han har sagt, men det håber jeg.
Jeg blev bare frygtelig ked af det. Jeg savner ham!

------

I sommers tog jeg en uge til Tyrkiet med to veninder. Det var en helt fantastisk ferie. Begge veninder er i fast forhold, så de var fast besluttet på, at finde en fyr til mig. Jeg ville bare have det sjovt. Det der sker, er at jeg får det dårligt på vejen derned og besvimer i flyveren og jeg ved snart ikke hvad. Det var meget ubehageligt. Jeg ligger syg de første par dage. Men da jeg endelig er frisk, tager vi afsted. I mit, indtil videre, forholdsvise korte liv, har jeg været meget fuld. Men jeg tror, jeg nåede klimaks i Tyrkiet. Vi ender på et skandinavisk diskotek. Vi danser. Nyder godt af happy hour. Gevaldig snak kommer vi i med mange skønne mennesker.
Vi bliver enige om at forsætte til et andet sted. Men det, der sker, er at vi lige ude foran støder ind i tre danske fyre. En enkelt kebab bliver det til inden vi bliver enige om at gå ind på samme diskotek igen. Vi danser atter. Jeg husker ikke meget fra aftenen, men husker dog, at lyset pludselig tændes på diskoteket. Vi bliver enige om, at vi da i hvert fald ikke skal hjem endnu. Drengene foreslår, at vi tager hjem i deres lejlighed. Det synes vi åbenbart er en fantastisk ide. Det viser sig senere, at veninderne kun har gjort det for min skyld. Vi ender i deres lejlighed. Drengene ser det fornuftige i, at vi skal tage en dukkert i poolen på trods af forbudet. Naiv som jeg er, stiller jeg mig op og påpeger at vi jo ikke har noget badetøj med, så det kan jo slet ikke lade sig gøre. Jeg bliver måske bedt om at tie stille og bade i mit undertøj i stedet. Hvilket jeg tilsyneladende gør. Det ender ud i, at vi bliver smidt ud af poolen af portneren, så vi forsætter op i lejligheden.
Her bliver der stillet en masse drikkevarer på bordet. Jeg tror, vi drikker en masse. Jeg kigger lidt på den ene af drengene, K., som ser usandsynlig sød ud egentlig. Hans smilehuller tiltaler mig så absolut. I løbet af aftenen erindrer jeg svagt at jeg på et tidspunkt har kysset med en af de andre, M. Men han er gået kold, så jeg ser mit smuthul. Åbenbart. I hvert fald husker jeg, at jeg pludselig kysser med K. Jeg mindes at jeg overvejer at fortæller ham om M., men så har jeg vidst også tænkt at det er der ingen grund til. Det finder han jo aldrig ud af (??!!). Vi ender i en seng på et tidspunkt. Indtil den ene veninde kommer ind og siger at vi pludselig skal hjem. 3. veninde har det dårligt og er træt. Jeg går med frivilligt. K. er åbenbart ikke enig i dette. Han begiver sig efter sigende ud i en diskussion med pigerne om at de jo også bare kan blive her og sove på sofaen. Det synes jeg tilsyneladende er en fantastisk ide. Men 3. veninde vil gerne hjem. Efter en lang snak mellem K. og veninder, ender det med at de tager hans hat som gidsel (Ja, så meget betyder jeg åbenbart for dem). Får ham til at love at han hjælper med hjem dagen efter. Så sådan bliver det så.
Jeg husker ikke særlig meget af resten af natten. Jeg husker vi har sex. Men ikke så meget andet. Vi falder i søvn. Jeg vågner i løbet af morgenen og ligger armen om ham. Han reaktion er så skubbe til arm. Så det skal jeg åbenbart ikke gøre. Jeg føler mig meget lille og pludselig også meget ædru. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg er eller hvordan jeg kommer hjem. Jeg ved, at jeg ingen penge har. Jeg har ingen telefon. Og jeg ved ikke, hvor mit tøj er. Jeg opdager, at jeg åbenbart har fået min venindes telefon om natten, så jeg skriver en besked til pigerne. ”Jeg vil hjem! Han er ikke sød!”. Forstår ikke, hvorfor de ikke svarer og bliver endnu mere frustreret. K. ligger bare og snorker ved siden af. Skriver flere beskeder til pigerne. Stadig intet svar.
Det næste der sker, er at 3. mand fra i går, A., stormer ind af døren. Vi har øjenkontakt i noget der føles som evigheder. Herefter kigger vi begge på K. Og igen på hinanden. Han stormer nu ud af døren med ordet ”Fuck”. Jeg hører, at han nu går ind til M. Jeg husker pludselig at der var noget med et kys i går. Hører at han kommer meget tæt på døren. Jeg når at vende mig om inden M. også åbner døren. Jeg kan nu høre, at M. løber ud til A. for at sige ”Det var sgu da hende, jeg var sammen med i går”.
To sekunder senere rejser K. sig fra sengen og går ud. Så der ligger jeg ganske fornemt. Får øje på mit tøj på gulvet. Beslutter mig for at ringe til pigerne. Jeg vil gerne hjem. Jeg får aftalt med dem at vi mødes på stranden. 2. veninde fortæller mig at K. har lovet at sørge for jeg kommer hjem.
Meget flov, får jeg mit tøj på. Og går ud til 3 drengerøve. De er faktisk meget søde i det øjeblik. Indtil kære M. vælger at indvie mig i gårdagens hændelser: ”Vi var i bad sammen i går”, hører jeg pludselig komme ud af hans mund. I første omgang er jeg meget skeptisk og benægter alt, men efterhånden som han bliver ved med at fortæller og berette, begynder der lige så stille at gå et lys op for mig. Og jeg husker svagt noget med et bad, håndklæder og kys på badeværelset. Kigger på K., som virker til at tage det meget pænt egentlig. Det hele bliver gjort lidt til en joke. Kommer heldigvis frem til, at vi havde beholdt undetøjet på. Jeg har nok bare tænkt at jeg da selvfølgelig skulle have alt det klor af. Meget elegant.
Men jeg vil nu stadig bare meget gerne hjem. Tvinger mig selv til at spørge efter nogen penge at komme hjem før (prostitueret, siger du? Nej, overhovedet ikke). K. er rigtig sød og giver mig mere end rigeligt til en taxa og følger mig også derned. Han spørger efter mit nummer og synes at vi skal snakkes ved, om at ses igen.

Jeg får fundet mine veninder og vi begiver os ned på stranden. Jeg fortæller alt hvad jeg kan huske. I deres hoveder, var det hele bare en meget sjov historie og kan næsten også kun grine af den nu. Men morskaben kunne jeg ikke helt dele med dem dagen derpå.
Der går et par dage. Jeg hører intet fra ham. Jeg forstår det ikke. Eller, jeg var jo sammen med hans ven. Jeg tror slet ikke, jeg skænker det en tanke, at jeg for ham, bare var en engangs fornøjelse. Da vi et par dage senere tager i byen, bliver jeg endnu en gang rigtig fuld. Det må være varmen. Mine veninder advarer mig om, at vi jo godt kan ske at løbe ind i drengene. Jeg kaster det om i baghovedet og tænker ”hvad er oddsene”. Men elle belle. Hvem sidder i den samme bar, som vi skulle ind på.
I min fuldskab synes jeg det virker fornuftigt at opsøge ham, men mine veninder fraråder mig det på det groveste. Jeg er stadig sikker på, at han ikke har kontaktet mig, fordi han har tanken, at jeg er billig og ikke fordi, han ikke er interesseret. Dumme Anne. I hvert fald husker jeg, at jeg hiver fat i ham og siger vi skal snakke sammen. Jeg mindes, at jeg siger noget med, at altså ikke er billig og undskylder for at jeg var sammen med M. Han smiler til mig. Siger at han bestemt ikke tror, at jeg er billig. Siger noget med, at han skriver når han kommer hjem til København. I mit naive sind, tror jeg selvfølgelig fuldt og fast på drengen. Selvfølgelig gør han det.
Resten af aftenen husker jeg kun i brudstykker. Der er noget med en pæn nordmand, som jeg har fået af vide, at jeg burde have kysset lidt på, men åbenbart ikke har gjort det. Så er der noget med den 3. ven, A., som prøver at kysse mig. Da det ikke lykkes, ser jeg ham 2 minutter senere kysse med en anden.
Jeg husker, at jeg prøver at holde øje med K. hele aftenen. Meget diskret, synes jeg selv. Det sidste jeg ser, er de tre drenge, der går hjem. Med 3 piger under armen. Jeg følte mig virkelig betydningsfuld i det øjeblik. Ved ikke hvad der sker indeni mig herefter. Jeg husker bare, at jeg begynder at græde. Og kan ikke rigtig forklare hvorfor. Tårene kommer bare. I stride strømme.
Vi finder et sted for at få pizza. Jeg græder stadig. Græder og græder. Da vi kommer hjem i lejligheden går jeg direkte i seng. Og græder. 1. veninde ligger sig ved siden af mig. Holder om mig. Nusser mit hår. Siger ingenting. Er der bare. Og jeg græder og græder.
Vågner næste morgen med meget hævede øjne. Jeg kan slet ikke overskue at skulle stå op. Får øje på hans åndsvage hat på gulvet. Øv! Min veninde vågner og spørger om jeg er okay. Jeg ved det ikke rigtig. Jeg har åbenbart grædt i flere timer inden jeg faldt i søvn. Og jeg kan stadig ikke forklare hvorfor. Tror egentlig ikke det var så meget pga. K. Bare mere det hele. Medhjælperen, Gym-gut. Det hele. Den styrke, jeg troede, jeg havde, var der nok ikke rigtig alligevel. Men jeg har aldrig oplevet at mine veninder har været der så meget for mig. Det var rigtig rart.

Jeg hørte selvfølgelig aldrig fra ham. Hatten tog jeg med hjem til en god ven. Den var egentlig ikke særlig pæn. Udover denne episode, så var det faktisk en rigtig god ferie. Varme, sol, strand og hygge. Super dejligt at være afsted med pigerne. Næste år tager vi nok afsted alle sammen!

-----

Men ak. Medhjælperen. Det er, som altid, en noget længere historie. For et par måneder siden sagde han farvel til børnehaven og drog på højskole. Det var mærkeligt, og er det stadig, at han ikke længere var der hver dag. Han har været rigtig god til at skrive og ringe, så det har ikke været noget større problem at holde kontakten indtil videre. Jeg blev ved med at få spørgsmål fra personalet om, hvordan han havde det, hvad han planer var og om det i det hele taget gik ham godt. At forholde sig til det, var meget svært. Jeg vidste mere end dem, men det var mærkeligt at de blev ved med at spørge som om, at jeg skulle vide det hele.

Inden han tog afsted, har der været en masse drama mellem os. Det, der sker er, at vi endnu en gang er sammen mens han har en kæreste. Han undskylder endnu en gang. Men jeg ved ikke længere hvad jeg sige til ham. Han ved, han gør noget, han ikke skal. Han ved, hvordan jeg har det med, at være sammen med ham. Jeg ved at der på det tidspunkt, er problemer i deres forhold. Og det er det, der er så mærkeligt. For jeg har oprigtigt ingen problemer med at snakke med ham om de problemer. Har heller aldrig haft problemer med at snakke med ham, når det gik godt. De følelser er der bare ikke. Men jeg har det stadig mærkelig med at vi bare er sammen en gang imellem. Især når der er en anden indblandet.
Enden af det hele bliver, at han slår op med sin kæreste. Han indser, at hvis han bliver ved med at være sammen med mig, så er der bare ikke de rigtige følelser for hende. Jeg forventer ikke, at der skal ske nogen drastiske ændringer i forhold til os. Og det gør der heller ikke. Vi forsætter egentlig, som vi altid har gjort.

Jeg tog op for at besøge ham for en måneds tid siden. Det var super rart at se ham igen. Jeg har altid haft følelsen af, at jeg kunne være mig selv sammen med ham. Der er aldrig blevet stillet nogen krav op, som jeg synes jeg skulle leve op til. Jeg har fået lov til at være mig selv.
Da vi ligger tæt sammen om aftenen og han holder om mig, er det den dejligste følelse jeg længe har haft. Da han kysser mig, opfatter jeg intet andet. Glemmer at jeg egentlig burde sige nej. Vi har sex og vågner op ved siden af hinanden. Han holder stadig om mig og giver ikke slip før vi står op. Han er et virkelig rart menneske.

Tidligere på sommeren tog vi snakken om det med være kærester. Jeg var flere gange blevet spurgt på arbejdet, om vi var kærester. Måtte skuffe dem med det samme svar, de altid har fået. De forstod ikke hvorfor vi ikke bare blev kærester. Efterhånden var jeg ved at blive træt af at blive spurgt.
Da jeg sagde til ham at jeg endnu engang havde fået spørgsmålet, ledte det til en større snak om, hvad vi var og ikke var. Min tanke var, at hvis vi skulle være kærester, så var vi nok blevet det. Vi har haft rigeligt med chancer og har ikke taget nogen af dem, så det bare ikke være. Tiltrækningen fra begge sider er der, men de rigtige følelser hvis der skulle være mere, er der bare ikke.
Jeg holder utrolig meget af ham og savner ham i min hverdag, men er også overbevist om, at vi nok skal holde kontakten. Andet kan jeg ikke overskue lige nu. Jeg har fortalt ham, hvad han betyder for mig. Han har undskyldt for den måde, han har opført sig på og sagt at jeg er en meget vigtig person i hans liv. Jeg ved ikke hvad der sker, når jeg kommer hjem fra min rejse og han fra højskole. Jeg vil savne ham, men vil samtidig vide, at han er der, når jeg kommer hjem.

------
Jeg har også sagt et endegyldigt farvel til min eks. Tror jeg. Håber jeg. Siden vi slog op, har han skyldt mig en del penge for vores sommerferie sidste sommer. Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg nok skulle få de penge, men da vi så pludselig slår op og jeg finder ud af, at jeg skal ud og rejse, vil jeg meget gerne have de penge. Det er åbenbart ikke så ligetil.
Han bliver ved med at sige, at han ikke har de penge, men at jeg nok skal få dem når han har dem. Til sidst bliver det en principsag for mig og jeg vil bare gerne have dem. Jeg havde aldrig troet at han ville reagere, som han har gjort og jeg tror aldrig, han har fået mig til at føle mig så ubetydelig, som han har gjort det sidste stykke tid.
Efter en del bøvl, beslutter han, at han må betale beløbet i rater. Så 1. rate får jeg før sommerferien. Regner med, at næste rate kommer måneden efter. Det gør de tilsyneladende ikke! Jeg har ikke lyst til at snakke med, udover de penge. Jeg er sur og ked af det indeni. Jeg kommer endda til det punkt, hvor jeg næsten ringer til hans familie for at få hjælp. Han har tilsyneladende ikke tænkt sig at give mig de penge.

På et tidspunkt lover han mig, at overføre pengene, men ingenting ser jeg. Jeg ringer, skriver. Ingen kontakt. Han reagerer ikke på noget overhovedet. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er frustreret. Mest over at han ikke reagerer. Jeg lægger en meget frustreret besked på hans telefonsvarer. Dagen efter ligger der svar. ”Jeg overfører nogen penge mandag”.
Nej, du overfører ikke nogen penge. Du overfører dem alle sammen.
Mandag er der ingen penge. Hans svar på min besked, er det koldeste jeg nogensinde har fået, fra ham. Noget i retningen af: ”Hej. De er overført. Når man overfører via netbank og fra bank til bank, kan der godt gå 48 timer før de er der. Med venlig hilsen ….”.
Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle svare. Jeg følte det var barnligt, koldt og sårende. Han har været rigtig tæt på mig og jeg forstår slet ikke, at han har fået sig selv til det.
Men i hvert fald, så var pengene der to dage efter. Hans nummer er slettet og har fået en mindre ven på Facebook. Jeg har ikke lyst til at have noget med ham at gøre. Jeg har ikke forståelse for den måde, han har valgt at håndtere situationen på. Han har ikke været taknemmelighed på noget tidspunkt. Ikke sagt ja ën gang for min tålmodighed. Ikke sagt undskyld for noget som helst. Jeg er skuffet, sur og ked af det.

Min veninde sagde til mig i dag, at det stadig lyder til at jeg stadig har en masse frustrationer. Det har jeg sikkert også. Men lige nu er det bare nemmest for mig med den her reaktion. Jeg gider ikke være ked af det længere. Den kommer sikkert tilbage til mig på et tidspunkt og rammer hårdt. Men jeg kan ikke lige nu.
Det bliver godt for mig at komme afsted!


Men.. Ja, om 1½ uger rejser jeg væk i 3 måneder. Jeg glæder mig! Det er skræmmende, spændende og frygteligt på samme tid. At skulle rejse til et fremmede land med 20 unge mennesker, jeg ikke kender er nok noget af det mest skræmmende, jeg har prøvet. Frygten for at jeg bryder sammen, sidder i mig. Minderne om, at jeg tog hjem fra højskolen i København efter 2 uger, er der stadig. Og jeg er bange for at ende med samme følelse. Men samtidig glæder jeg mig. Helt vildt. Og så længe, jeg gør det, frygter jeg det ikke så meget. Samtidig ved jeg også, at det bliver godt for mig at komme væk. Møde nye mennesker og opleve noget helt nyt. Jeg glæder mig til at lære en masse. Om mig selv, andre, sproget, kulturen. Alt.
Det bliver dejligt!


Det blev en længere fortælling. Håber det er læseligt.

Take care…