"Jeg forstår ham godt. Hvis det ikke var fordi, jeg vidste han kunne lide dig, ville jeg have taget dig. Du lyser hele lokalet op med din personlighed".

Jeg befinder mig i en venindes lejlighed til julefrokost og står midt i en samtale med en af de tilstedeværende gæster. Jeg har netop stået nedenunder og kysset med en anden tilstedeværende. Hvilket ikke er første gang. Jeg husker ca. 3 måneder tilbage, hvor vi havde den mest fantastiske aften og nat. Vi har snakket sammen nogen gange siden og det hele lå ligesom i luften. Jeg synes, han er skønherlig. Ingen af os leder decideret efter en kæreste, men føler en vis tiltrækning.

Jeg kigger på fyren, der er venner med den Skønherlige, og er forundret hans pludselige udtalelse. I dette øjeblik føler jeg mig pludselig utrolig smuk. Den eneste jeg kan få ud af min mund er "tak". Han kigger på mig. Smiler.
"Du skal lære at tro på dig selv".

Jeg forstår ikke hvordan, ved at have mødt mig 2 gange, kan komme med denne skræmmende korrekte konklusion.
Vi ender ud i en samtale om en pige, vi begge kender, og som han synes er grov fascinerende. Jeg forstod ikke hans fascination og kunne ikke lade være med at fortælle ham det.
Overraskende vil han gerne høre min begrundelse og giver mig senere ret i denne. "Du har givet mig det indtryk, at du er en menneskekender udover alle grænser. Jeg tror på, du kan skelne det gode fra det dårlige".
Her må jeg alligevel prostestere og forklare ham, at det kan jeg ikke. Hertil er min tro på mig selv alt for lille.

Den Skønherlige kommer og tager fat i min hånd og kysser mig. Jeg smiler. "Du er sød". Han smiler. Kysser mig igen. Jeg føler en vis samhørighed med ham. Første gang vi mødte hinanden, åbnede han op for mig. "Du er så ligetil og skræmmende sød".
Da vi vågnede om morgenen for 3 måneder siden, holdte han om mig. Som om det var det mest normale, vi nogensinde havde gjort. Vi lå og snakkede til langt ud på eftermiddagen og jeg fik en følelse af, at han havde kendt mig altid. Aldrig har jeg åbnet op for nogen, så hurtigt.

Da klokken nærmer sig 4 til julefrokosten, vil den Skønherlige og vennen gerne i byen. Sammen med mig. Min ene veninde er gået kold og den anden kigger strengt på mig. Jeg husker pludselig orderne i bilen på vejen op. "Vi henter dig ikke et sted inde i byen ligesom sidst". Jeg vidste, jeg ville ende hos ham, hvis jeg tog med i byen. Og så ville jeg ikke komme med hjem dagen efter. Hvilket ville gå ud over mit arbejde.
Kigger ind i hans lokkende blå øjne og fortæller at jeg ikke tager med.
Hele vejen ned af trappen, kysser han mig. I døren står hans ven og har ventet i lang tid. Jeg undskylder på den Skønherliges vegne, men ser alligevel mig selv kysse farvel i 10 minutter i døren.

Jeg vågner op med en ulidelig hovedpine, men ser at telefonen blinker. En godnat besked har han sendt. Han er rar.
----

Jeg har ikke set min eks siden vores intense aften. Han har sagt, at det var en virkelig dejlig aften og skønt at være sammen med mig igen, men at det var sidste gang. Han siger, han er kommet videre og det må jeg acceptere. Han vil ikke såre mig, så derfor skal vi ikke sove sammen.
Egentlig var det også den konklusion, jeg var kommet frem til. Jeg vidste, han ville holde fast i han var kommet videre. Og hvis vi skulle forsætte forholdet, som vi hidtil, havde gjort, ville jeg aldrig komme nogen som helst steder videre.

Min stædighed overmandede mig, så jeg valgte at lade ham kontakte mig. Han skrev glædelig jul til mig den 24. og vi fik snakket lidt frem og tilbage.
Jeg synes selv, jeg er kommet til det punkt, hvor jeg ikke savner ham helt vildt. Hvor jeg kan sige til mig selv, jeg kan godt uden ham. Og det er rart.
Igår skrev han. Og det er altid rigtig dejligt at snakke med ham. Fordi han kender mig så godt. Kender min omgangskreds. Min familie. Alting.
Han blev ved med at lave hentydninger til om jeg havde mødt en ny og spurgte ham, om det skulle forståes som et spørgsmål, han gerne ville have svar på eller om det bare skulle ignoreres.
Han forklarede, at han måske håbede lidt jeg havde fundet en ny, så jeg måske var kommet lidt videre. Svarede at jeg ikke havde fundet en ny, jeg skulle være kærester med, men ikke rigtig vidste det.

"Det er skide svært. Problemet er at jeg er skide glad for dig og er vildt tiltrukket af dig. Men en forelskelse kan jeg ikke finde frem".

"Jeg ved det ikke. Du var min kæreste og bedste ven i næsten et år og er nok kommet til det punkt, hvor jeg ikke ved hvilken af delene jeg savner. Holder virkelig meget af dig og savner at lave alverdens mystiske ting med dig uden nogen bagtanker. Men så længe jeg er tiltrukket af dig, ved jeg ikke hvordan jeg skal få det til at fungere sammen".

"Søde Anne. Det jeg allerhelst vil, er at være forelsket i dig. Men jeg kan ikke".

Det hele endte i en samtale om, at vi begge savnede hinanden, som bedste venner, men at det ikke duede at vi skulle ses så længe vi ikke kunne finde ud af at være det. Han ville gerne have besøg af mig i næste uge, men jeg kan ikke tage op til ham, når jeg ved, vi vil være sammen.
Jeg vil gerne videre. Selvom det er pisse svært at sige nej..
----

Medhjælper situationen kan jeg stadig ikke forholde mig til. Troede den var lukket. Men nu ved jeg ingenting. En aften skriver han og spørger om vi skal ses. Vi tager ned og drikker en øl med en fælles ven og ender med en overnatning. I aften skal vi ses og ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til noget som helst. Jeg kan mærke, at jeg begynder at blive glad for ham. Og lige med ham, tror jeg ikke, det er særlig sundt.
Jeg ligger i hans arme mens vi snakker. "Du er sød, at du burde straffes". Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, så jeg lader bare vær.

Han står i gæld til mig med fuldebeskeder (har en træng til altid at få skrevet alverdens ting i beruset tilstand). Jeg gør især meget ud af at at fortælle ham, at han er sød. Rigtig mange gange. Han har været utrolig forstående overfor min fuldskab, men han gør ikke så meget i det som jeg. Hvilket jeg synes er en fejl.

Igår var han fuld og en besked bipper ind på telefonen "Du er sød".
Et smil breder sig i mit ansigt. Resten af aftenen kommer der adskillige beskeder og pludselig er jeg en skat.

Føler mig så dum og nem. 2 gange har han sagt, at han ikke synes vi skulle ses. Der går ikke lang tid og så befinder jeg mig igen i hans arme. Og jeg kan ikke finde ud af det.
På arbejdet er selv børnene begyndt at spørge. Vi sidder allesammen og spiser eftermiddagsmad sammen. Tilfældigvis sidder jeg ved siden af medhjælperen. Jeg hører pludselig et barn råbe ud over det hele "Anne, hvad laver du med B?". Samtlige pædagoger er pludselig meget opmærksomme på mit svar, da de selv har undret sig over det samme. Svaret får de aldrig. Bare to meget rødmende medhjælpere.
Da det samme barn går på juleferie, er han meget uforstående overfor, hvorfor jeg ikke har købt gave til medhjælperen. "Det skal man da når man er kærester".

Jeg kan ikke håndtere situationer, jeg ikke ved hvordan, jeg skal forholde mig til.

Og lige nu er der rigtig mange af dem i mit hoved. Jesus Kristus..

Rigtig glædelig jul til jer allesammen (: