Mit flyttekaos endte i et endnu større kaos end jeg havde regnet med. På to hænder kan det vidst tælles, hvor mange ord, jeg delte med min veninde den sidste uge i lejligheden. Og på en hånd hvor mange siden jeg flyttede. Jeg har ikke brug for at snakke med hende. Har ikke brug for en veninde, jeg føler, træder på mig gang på gang. Jeg har set hende to gange. Hendes tilstedeværelse gør mig vred. Men nok mest af alt ked af det. Hun gør mig egentlig ikke noget. Hun er der bare.

På flyttedagen fik hun tårerne til at trille i stride strømme. Jeg kunne ikke mere. Hun havde ramt mig alt for mange gange på så mange punkter, som jeg aldrig troede en veninde ville ramme mig på. De rigtige knapper. Og jeg har ikke lyst mere. I sidste ende fik hun mig bare til at føle at jeg var verdens dårligste menneske. Hun knækkede mig. Og jeg tror ikke en gang, hun ved det.

Der er gået 2 måneder siden jeg flyttede og har nu ikke set hende i over en 1 måned. Egentlig tænker jeg ikke så meget over det. Jeg overvejede at snakke med hende. Men det går godt med de nye og så ser jeg ikke nogen grund til det. Jeg skal nok få det fint med hende igen. Har bare brug for lidt afstand.
Hun er der, når vi er sammen i gruppen, men jeg har ikke lyst til nogen videre kontakt med hende. Ikke lige nu. Måske senere. Men jeg kan ikke nu.
---

Min kontakt med min eks kæreste er meget minimal i øjeblikket. Han inviterede til fødselsdag for en måned siden, men meldte fra. At skulle se alle hans venner i øjnene kunne jeg ikke overskue. Ved ikke, hvor meget de ved. Men tror de ved nok. Da han fortæller at hans 'kommende kæreste' kommer og at jeg skal sige fra, bliver jeg ramt. Ikke på det punkt, hvor jeg bliver jaloux, men mere på det punkt, der siger 'stol nu på mig'.
Jeg er træt af at han ikke tror på, at jeg er kommet videre. Træt af at fortælle det hver gang, der er noget. Jeg har det fint med at han ser andre. Glad for at han er kommet ovenpå igen.

Men jeg har samtidig også følelsen af ikke at være værdsat. Da han tog kontakten igen var jeg tvivl om, han kun gjorde det fordi, han havde brug for det eller om han oprigtig gerne ville snakke med mig igen og holde kontakten.
Jeg var der dengang. Når han ringede, når han skrev, når han græd, når han var vred og når han var skrøbelig.
At han ikke har brug for mig længere til de ting, er helt fint. Men jeg har brug for at føle mig værdsat. Har ikke lyst til at det er mig, der tager kontakten hver gang og at jeg kun kan bruges, når det går skidt.

Måske det også er meget godt for mig, at få ryddet lidt op i mit liv. Sundt ligefrem måske. Egentlig så savner jeg ham jo egentlig heller ikke. Kun når hun pludselig blusser op. Men det hører til sjældenhederne. Tilsyneladende har han det vidst på samme måde, så det hele er måske meget godt.
----

Jeg troede faktisk, jeg var kommet videre. At jeg var ligeglad når jeg mødte ham i byen. At jeg var ligeglad når jeg ikke hørte fra ham. Men han rammer mig stadig. Han rammer mig lige præcis der, hvor det kan gøre allermest ondt.
Jeg havde jo egentlig sagt til ham, at jeg synes vi skulle lade hinanden være. Men den plan blev bare aldrig gennemført. Af og til hører jeg fra ham. Og han fra mig. Jeg prøver at skrue forventningerne ned. Fortæller mig selv at han ikke er troværdig.
Sårbarheden bliver pakket væk og jeg spiller modige, stolte og seje Anne. En pige man ikke kan skyde igennem. Hård, sjov og pokkers charmerende.

Han står foran mig for en lille måned siden. Med film og chokolade. Spurgte ind til mig og mit liv. Holdte om mig og var søde Gym-gut endnu en gang. Og det var rart og trygt at ligge i hans arme. Følte en oprigtig interesse og nærhed.
Han gør mig glad, afslappet og får mig til at glemme alt andet omkring mig.
Måske han er ved at blive voksen. Jeg oplevede en anden side af ham end hvad jeg før har set. En ømhed, en interesse og måske endda en følsom side.
Men det er som en uendelig og håbløs labyrint, som jeg aldrig rigtig kan komme ud af.
Jeg kan ikke få mig selv til at tage afsked. I det lange løb, er han ikke god for mig. Men lige nu er jeg naiv nok til at tro på ham. I hvert fald lidt endnu.
Når han står der foran mig. Smiler og holder om mig. Knuset. Kyssene. Kærtegnene. Spørgsmålene. Det virker alt sammen så oprigtigt.

Det hele er bare så trygt og rart når han er der. Han sætter ikke spørgsmålstegn ved hvorfor jeg er forvirret, hvorfor jeg snakker alt for meget eller hvorfor sarkasme er mit eneste forsvar mod ham. Han forstår, hvorfor jeg stiller spørgsmålstegn ved ham og de fantastiske og søde ting, han siger til mig. Han forstår, at min veninde ramte mig hårdt. Han forstår hans upopularitet hos mine veninder.
Han ved det godt!

Men mest af alt burde jeg slet ikke have lyst til at se ham. Lyst til at ligge omfavnet. Lyst til at se ham igen. Men han snurrer rundt i min bevidsthed og jeg har lyst til at spørge om vi snart skal ses igen. Skuffelsen og frygten for afvisning er dog for stor – jeg tør ikke!
Jeg satser på at han må bukke under på et tidspunkt.

Ovenstående troede jeg rent faktisk på, da jeg skrev det for en måned siden. Men nu ser det hele anderledes ud. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at det var sidste chance og at han ikke er det værd. Han viste pludselig sin gamle side og jeg indså at der ikke var sket de store ændringer, jeg havde troet. Det var som en strøm af ord, der bare sprøjtede ud af hans mund og bare ikke ville stoppe. Hårde, dømmende og sårende ord.
Jeg smækkede døren i efter ham og hadede mig selv for endnu en gang at have lukket ham ind. Jeg troede bare. Hvis jeg havde tænkt mig om, kunne jeg nok også godt have fortalt mig selv, at det var min naive tro, der gjorde, at han overhovedet så mig. Tidsfordriv.
Da jeg talte på mine små fingre, kom jeg frem til 2 år. 2 år, hvor vi har kørt løbet. Vendt tilbage og så alligevel ikke helt. Jeg vil ikke bruge endnu et på at blive skuffet.
Jeg skal holde fast i den følelse, jeg har nu.
Skuffelse, vrede og flovhed. Det må stoppe nu!
---

Jeg er endelig kommet ud af min periode, hvor jeg var sammen med studie-fyrene. Uden helt at vide hvordan, er den dårlige vane med kammeraten stoppet og det er egentlig rigtig rart. Jeg sætter stor pris på, at han ikke har droppet kontakten til mig. Min opførsel overfor ham, har ikke ligefrem været blandt mine mest stolte øjeblikke. Men han er der stadig og det er dejligt!
----

Under en bytur med gode veninder, står et velkendt og betryggende ansigt foran mig. Kæreste-gutten er tilbage. Egentlig havde jeg lidt glemt ham. Eller i hvert fald gjort mit allerbedste for at prøve. Den ikke-eksisterende kontakt havde nu foregået i et par måneder og jeg forventede ikke at høre fra manden igen. Men da han står foran mig, er der noget, der igen bluser op i mig. En varme og passion jeg aldrig tror, jeg har oplevet før. Jeg omfavner ham og jeg tror, vi står der længe.
Han beder mig komme med udenfor. Da vi står der i kulden og jeg kigger på ham i lygtepælens skær, kan jeg godt se der er noget galt. Han fortæller, han er gået tilbage til sin kæreste. Undskylder og beklager adskillige gange for sin opførsel overfor mig.

Ting, jeg ikke havde brug for at vide, kommer ud af hans mund. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg bebrejder ham ikke for at være gået tilbage. Men mere for ikke have givet lyd og fortalt mig hvorfor.
At han siger, jeg er skøn og dejlig, kan jeg ikke bruge til noget. Måske jeg nåede til det punkt, hvor jeg fik nok af hans undskyldninger. Jeg har ikke lyst til at være 2. prioritet eller blive taget i mangel på bedre.
Han blev ved med at holde fat i mig. Jeg bad ham om at gå.

Tårerne flød ned af mine kinder. Tror bare jeg var rigtig træt. Træt af undskyldninger. Træt af at rende rundt på må og få. Træt af at blive valgt i stedet for selv at vælge. Træt af at vente. Bare træt!
Men han betød noget. På kort tid egentlig rigtig meget. Af og til dukker han op. Og jeg husker selvfølgelig kun de gode ting i stedet for, hvad der sårede mig og hvor skidt den mand egentlig er.
Men noget betød han!
---

Egentlig troede jeg, at jeg var kommet ud af min ellers lange periode, hvor jeg rodede mig ud i situationer, der var svære, og ret uoverskuelige, at komme ud af igen. I torsdags opstod der dog en ny situation.
Jeg har fået et skønt værelse hos en alle tiders fyr. Dog er jeg nødsaget til at vente et par måneder endnu, men jeg glæder mig!
Jeg synes tilsyneladende at denne fyr er så alle tiders, at jeg også synes det er en god ide, at indlede en flirt med ham og senere hen på aftenen kysse med ham. Det står lidt uklart, om det var øllene, der snakkede eller om jeg rent faktisk synes, han er sød og dejlig. Vi tilbragte hele dagen sammen i parken sammen med fælles venner. Og jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at fungere super fint.

Lige nu sidder jeg bare med følelsen af, at det er dumt. Vi har aftalt, ikke at gøre noget større problem ud af det. Så det er det, jeg bruger det meste af min tid på at øve mig i ikke at gøre. Hvilket det viser sig at jeg er elendig til. Der kører 1000 tanker gennem mit hoved. Hvad nu hvis vi ikke skulle flytte sammen? Har han lyst til at kysse mig igen? Vil vi komme til at kysse igen når vi flytter sammen? Hvad nu hvis han er den helt perfekte kæreste? Skal jeg finde mig en ny lejlighed og satse? Har han måske også lyst til at satse? Fortryder han måske bare i stedet?
Og jeg prøver virkelig at lade være. Prøver virkelig bare at tage det som det kommer og ikke tænke for meget over det. Men min mave snurrer sig sammen og det jeg har allermest lyst til er egentlig bare at se ham igen og finde ud af om det bare var øllene, der talte. Eller er der kunne opstå nogle oprigtige følelser. Og jeg har jo ikke tænkt mig at finde et andet sted at bo. Men uanset hvad, kan jeg bare lige se lorte-situationen for mig.

Jeg tror bare, det kunne være så fint. Det hele faktisk. Både som rumbo, men også som alt mulig andet. Jeg må stoppe med alle de tanker og forventninger!
Men fuck!!
---

Jeg er i gang med sidste modul af 2. semester og afsluttede 1. modul med et 10-tal. Jeg har en følelse af at jeg er endt på den rigtige hylde. At det lige nu, er det her jeg skal. På trods af den ustruktureret undervisning og skole generelt, er jeg ret glad for det og har fundet de helt rigtige mennesker for mig at være sammen med. Jeg nyder det. Nyder at studere igen.
Nu glæder jeg bare til at komme tilbage til byen, så jeg også kan nyde den igen. Det er ret fantastisk!

Men jeg er glad. Nogen siger gladere end de har set mig længe. Og jeg tror, det har hjulpet, at komme ud af lejligheden. Få lidt luft. For jeg har det nu meget godt - i hvert fald mine rodede situationer taget i betragtning!