Det er som om alting er gået i stå samtidig med, at det hele går alt for stærkt.
For 5 måneder flyttede jeg ind i min nye lejlighed. Og bor nu væg til væg med ham jeg kyssede i den tidlige sommer. Ham, som rent faktisk så en masse potentiale i. Ham, som senere på sommeren så mig nøgen og rørte mig steder, kun få får lov at røre. Ham, der holdte om mig hele natten og kyssede mig alle de steder, det er rart at blive kysset. Ham, jeg få timer forinden var blevet enig med om at det med kyssene, ikke var noget, der skulle ske igen. Men så var det, at han kyssede mig alle de steder. Og pludselig var vi begge nøgne og havde (fantastisk) sex.

Vi bruger vores sommer på at sende fuldemandsbeskeder til hinanden, men det lykkedes os aldrig at mødes. Hvilket jo nok også er meget godt, nu hvor vi rent faktisk var blevet enige om, at vi skulle bo sammen og få det til at fungere.

Så nu sidder jeg her. Og det hele fungerer jo faktisk rigtig fint. Passer os selv, samtidig med at være gode til at tage hensyn. Spiser sammen en gang imellem og har det generelt ret hyggeligt.
De første par måneder kørte mit hoved på højtryk. Jeg kunne ikke finde ud af at være her. Kunne ikke finde ud af at håndtere situationen, hvilket resulterede i, at jeg lavede planer hver aften.
Da jeg efter et par måneder kommer hjem en aften, ser jeg et par sko i gangen, jeg ikke før har set. Et par, der ikke tilhørte nogen fyr. Jeg tog mig selv i, at stå stille længe (sikkert ikke så længe, som jeg tror). Læste mig inde på badeværelset. Tog dybe indåndinger og prøvede at håndtere situationen voksent. Jeg putter mig under dynen og tårerne begynder at trille. Da klokken rammer 4 og jeg stadig ikke har sovet, bliver der pludselig kysset farvel i gangen og hun tager hjem.
Én gang siden har hun været her.

Det tog mig lang tid, at indrømme, at min reaktion skyldes, at der var nogle følelser gemt et sted. Jeg troede, jeg havde kontrol over det.
Samtidig tror jeg ligeså meget reaktionen kom, fordi jeg var overrasket over, at han tog en med hjem. Mest fordi jeg ikke selv ville gøre det af respekt for ham. Men selvfølgelig skal manden have lov til at tage en med hjem i sit eget hjem. Jeg havde bare troet der ville gå længere tid før det skete.

Der er ikke blevet snakket om det. Nysgerrigheden for hvem det er, har jeg stadig. Men jeg tør ikke spørge. Mest af frygt for hvad han siger og hvordan jeg reagerer på det. Jeg føler, jeg har styr over det nu, og da hun var her 2. gang, var jeg meget mere fattet og der kom ingen tårer.
---

Sideløbende med alt det her, er den Skønherlige også kommet ind i billedet igen.
Vi kører nu på 4. måned og han er stadig ligeså så skønherlig, som han altid har været. I starten gjorde jeg det kun fordi det var hyggeligt, og fordi jeg var forvirret over min rumbo-situation. Men på et eller tidspunkt mellem al forvirringen og al det hyggelige, gik det op for mig, at der også var nogle følelser med i spillet.

Uden vi har set hinanden i over et år, føler jeg mig stadig tryg fra det øjeblik, jeg træder ind af hans dør. Jeg er afslappet og prøver ikke at gøre mig ældre eller mere moden end jeg er (samtidig med at jeg er blevet ældre, er han desværre det samme, Så de 9 år er der stadig).
Han holder om mig på en måde, kun han kan gøre. I hans arme, føler jeg, at jeg kan klare alt. Han får mig til at grine på en måde jeg ikke har gjort længe. Han lytter til mig og forstår mig, som kun få gør.

Om 2 måneder er jeg på vej til Sydafrika for at blive i 5 måneder. Den Skønherlige har vidst dette længe og i løbet af de 4 måneder hentydet til hvad det er vi laver. Alle gange har jeg undgået et svar. Jeg har ikke haft lyst til at give ham et, af frygt for, at han ikke ville se mig længere.
En aften i fuldskab bringer jeg den dog selv på banen og jeg ender hos ham midt om natten for at få snakket om det.

Stilhed og akavede blikke fylder rummet og jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg havde en forventning om, at samtalen ville dreje sig om, at det var ham der synes vi skulle være kærester og mig, der skulle sig nej, fordi jeg skal afsted. Men det viser sig, at vi er enige om at vi ikke skal være noget officielt. Og så mærker jeg tårerne trille ned af mine kinder og hører mig selv råbe fuldstændig uberritiget af ham.
Jeg smækker med døren. Græder uden hel at vide hvorfor.
Det går op for mig at, det er dumt. Vender om og banker endnu en gang på hans dør.

Han kigger opgivende på mig. Lukker mig ind og spørger hvad det er, der gør mig så ked af det. Tror jeg får forklaret ham, at jeg bare troede, at han var vildt forelsket i mig og at det var mig, der skulle sige at vi ikke skulle være kærester.
"Jamen Anne, jeg er da også vild med dig. Men har jo hele tiden vidst, du skal afsted".

Vi bruger en masse tid på at diskustere nogle ting, der slet ikke er nødvendige, fordi vi egentlig er enige. Men mine tårer triller stadig ned af kinderne og sådan ligger jeg mig til at sove i hans arme.

Og siden den samtale er han bare anderledes. Han tager afstand og ikke den samme afslappede mand at være sammen med. Jeg har ikke hørt fra ham i tre dage. Af princip kontakter jeg ikke ham. Men måske giver jeg efter på et tidspunkt.
Uanset hvad, ville jeg snakke med ham om det igen inden jeg rejser. Blive afklaret med hvad jeg kan forvente når jeg kommer hjem og om jeg overhovedet kan forvente noget.
----

Atter er min tekst skrevet over længere tid. Og alt det om min rumbo passer stadig.
Men i morges vågnede jeg op ved siden af ham. I hans arme. Min krop slynget ind mellem hans.
Da han banker på min dør, efter en flere timers lang sms-samtale gennem væggen, kigger han på mig. Smiler. Kysser mig.
"Det er dumt det her"
"Ja, men det var det også første gang".

Han tager fat i min trusser. Jeg beder ham stoppe. Endnu en gang smiler han. Kysser mig. Kysser mig lidt mere. Og lidt mere..

Jeg blev overrasket da han sender den første sms til mig i nat. Jeg fattede ikke hans skjulte invitationer ind til ham. Ville måske ikke se dem.
Jeg var sur og skuffet over den Skønherlige. Og selvom det ikke er nogen undskyldning, var det rart at rumboen var der.
Han havde drukket øl med sine kammerater, men alligevel ædru nok til at vide, hvad han lavede.

Var atter overbevist om, at jeg have styr på, hvad jeg følte og ikke følte for ham. At jeg var ovre forvirringen omkring situationen. Ovre klumpen i maven og alle bekymringerne.
Og han aner ikke hvad der foregår. Fordi han er så sød, rar og fri for bekymringer. I morges var det hele så hyggeligt og afslappet. Vi snakkede, grinte og det var bare rar.
Klumpen i maven er ikke nær så stor, som før og bekymringerne egentlig heller ikke så voldsomme.

Overbeviser mig selv om, at vi finder ud af det. På den ene eller anden måde.
Han ved intet om den Skønherlige. Han har i hvert fald ikke spurgt mig om noget. Og jeg har ingenting sagt. Og sådan har jeg det egentlig også bedst.

I mit naive sind tror jeg på, at jeg har styr på mit liv.
---

Men om 2 måneder sidder jeg i Sydafrika og skal bruge de næste 5 måneder på at være i praktik. Jeg glæder mig vanvittig til at opleve igen. Møde mennesker. Komme tæt på en anden kultur. Men det kommer tættere på. Nerver og følelser sidder udenpå tøjet. Jeg græder mere end jeg plejer og kan ikke overskue nær så meget i øjeblikket.
5 måneder er længe. Der er mange ting, jeg skal have styr på inden og det hele falder lidt sammen.
Men jeg glæder mig!

Sidste halvdel af min sommer blev brugt på at rejse rundt i Europa med en veninde. En fantastisk tur, hvor vi oplevede mere på 3 uger end jeg før har gjort. Mødte mennesker, jeg aldrig ellers ville have snakket med. Blev udfordret på adskillige områder og har set noget helt fantastisk natur. Oplevet backpacker kulturen på en hel ny måde - en dejlig måde og jeg glæder mig til at gøre det igen.
Hjemturen resulterede i stjålen bagage og står nu med en forsikring, der ikke vil erstatte den. Men så har man jo også prøvet det.

Da jeg vendte hjem fra euro-turen, fortalte min søster mig at jeg skal være moster. Senere kunne hun fortælle at det bliver en lille pige.
Alle glæder sig - ikke mindst min mor. Den første kjole er allerede købt til min lille niece. Jeg glæder mig!
Det første møde må vi tage på nettet, men sådan en bettefis er den bedste nyhed jeg længe har fået.

De næste par måneder vil jeg øve mig i at få kontrol over følelser og nerver.
Måske kontrol over mit liv generelt...


Take care...