Jeg har mistet mig selv. Det er en kort sætning. En sætning som for mange, umiddelbart synes meget diffus, og ikke just forklarende, uddybende eller færdigt-formuleret i nogen som helst retning - men sådan har jeg det. Følelsen opstår faktisk konstant, og hele tiden: i alle handlinger jeg udfører.

Jeg kigger mig i spejlet - og den person, det individ, det tomme, indholdsløse hylster jeg i spejlet beskuer, er ikke mig selv. Jeg begiver mig uden for døren - og det menneske, det kommunikerende, motiverede, og engagerede menneske som jeg førhen havde en fornemmelse af- og en formodning om at jeg var, er jeg ej længere. Jeg producerer tekster, men uden egentlig mening: indholdet er ikke til stede, og jeg føler at selve formålet med fortsat at bilde mig selv ind, at jeg er et produktivt menneske - ikke er eksisterende.

Jeg har i en rum tid, ja faktisk i årevis - fundet mig selv stående i et fag, et område, en sektor, en praksis - som jeg ikke synes om. Jeg har i lang, lang tid bildt mig selv ind at jeg havde et naturligt talent for kommunikation, både af nonverbal- og verbal karakter, og jeg har så sandelig produceret mange fagtekster som har sendt mig i toppen af hierarkiet, som har båret frugt med sig, i form af gyldne tolv-taller - som jeg i dag, ikke kan bruge til en skid. Jeg har grebet om en teori, som skal sættes sammen med en praksis, som ikke er sammenhængende, som ikke er kontinuerlig, som ikke er konstant, etisk, eller empatisk.

Jeg har spildt år på at danne, strukturere, og modellere på en fagidentitet som ikke er mig, som ikke er hvad jeg er bestående af - og jeg har været løgnagtig, over for andre, men det værste er - at jeg har været ufattelig løgnagtig over for mig selv: bildt mig selv ind, at det var hér jeg skulle være, at det var hér jeg skulle bygge en karriere op og forblive i mange, mange år - men det viser sig nu, at min motivation for alt hvad jeg har bildt mig selv ind at jeg skal - ikke er noget som jeg skal overhovedet.

Nu smider jeg masken, facaden, og logotøjet på gulvet. Jeg står nøgen, forsvarsløs og identitetsløs alene i mit eget hvide lokale fyldt til randen med alverdens ingenting. Alle de individer som har ledsaget mig igennem denne spildte rejse igennem ørkenen, er i min verden døde af tørst under varmen, og jeg selv - står udødelig tilbage, med ingen verdens ting, med ingen praksis at tjene, med en helvedes masse teoretisk viden, men begrænsninger dertil - som jeg ikke kan bruge til en skid. Jeg er færdig, ude af spillet, hjemstemt og alligevel dybt undersøgende, funderende, og tænkende konstant og hele tiden, alt imens jeg forsøger at finde en hylde hvorpå jeg passer som skabt til den - men der eksisterer ingen, alting er faldet på gulvet og splintret i tusindevis af stumper og stykker.

Selv dette dagbogsindlæg er ligegyldigt, for på nuværende tidspunkt - så føler jeg det ikke - jeg har intet budskab, ingen mening med at skrive dette, intet formål, ingen dagsorden, ingen nyheder, intet indhold - dette er blot et eksempel på hvorledes man kan fylde den ene A4 side, efter den anden ud, med intet andet end bogstaver som sættes i bestemte rækkefølger på en sådan måde at de danner ord, som skal sammensættes i sætninger, som ikke forklarer læseren en skid andet end hvor apatisk jeg som menneske fremstår. Så hurra for mig, jeg har ingen titel, jeg har ingen etikette, jeg har ingen motivation for at finde hverken det ene eller det andet, jeg er ganske enkelt forstenet, og jeg har følelsen af, at jeg aldrig kommer tilbage, til den jeg var - til en livsglad person.