Jeg forsømmer for tiden. Og det på en helt sømløs og umærkelig måde. Jeg får ikke trænet, jeg får ikke set mine venner så meget. Jeg får ikke skrevet på fyldepennen. Og selv om mine timer går med arbejde synes jeg også her, jeg forsømmer. Jeg synes min tid bliver væk. i resultatløse sprækker i kalenderen.

Året lakker hvidpudret mod enden. Julen står for døren. Når jeg åbner den dør, så hvirvler reklamerne ind sammen med tomheden. Jeg går fuldstændig i hi med Glögg og kyllingesuppe. Det er trist.
Om søndagen er det et fortryllende og lydtæt landskab. Den hvide himmel hviler tungt over, en stor ætervædet svamp, som har lagt hele verden under bedøvelse og berøvet den alle dens lyde. Om mandagen føles det som om hele verden har haft Roskildesyge. Man slæber sig som en træt parasit igennem det brune søle. Vinteren i en storby er som en funktionshæmmende sygdom, man skal have overstået.

Så byg da noget nyt! Byg noget nyt ud af dig selv med de forhåndenværende søm. Men når jeg står med hammeren i hånden har mørket allerede sænket sig, som sort og hæmmende burka.

Jeg skriver langsommere end nogensinde. Jeg læser langsommere end nogensinde. Hvordan kan man være så indebrændt i denne kulde?
Jeg glæder mig til jeg skal hjem til udkanten. Et sceneskift ved jeg bringer nye tanker, idéer og energi.

Jeg var til julefrokost med arbejdet i fredags. Ugly-sexy var med i hans golden sneaks. Pivfræk og uopnåelig. Jeg lobbyer for at komme med på en tur til Brasilien til foråret. Der var selvfølgelig ivrige tilsagn hele vejen rundt, men hvor meget snaps der var hældt i sandheden er ikke til at vide.

Brasilien.
Vi havde et kæmpe skænderi den dag vi landede. Rejsen var gået ad helvede til. Vi var kommet til at vente 20 timer i et forladt og slidt Charles de Gaulle.Vi havde endnu et kort stopover i Sao Paulo før vi endelig penetrerede det bløde rosafarvede skylag og Rios sukkertoppe bredte sig ud under os. Det regnede regn et tropisk regnskylle væltede ud af himlen og sydede på fortovene, blev til små floder i rendestenen og samledes i en suppe af skidt i den ujævne asfalt. Det silede ned mens vi blev lukket ind i vores toværelses lejlighed på en sidegade spændt ud mellem strandpromenaden og favellaen Morro Jao Joao. Det våde trafikerede ælte udenfor trængte gennem det tynde glas, og alt flød sammen til et gråt plaskende støjtæppe.

Vi har aldrig været så fremmede for hinanden som i det øjeblik vi trådte ind i den lejlighed. Jeg følte mig alene, lokket i et baghold. Jeg stolede ikke på dig, ikke et sekund. Det var en mistillid som stak dybere end noget jeg nogensinde har følt. Den væltede ned over mig sammen med den hede regn som sydede på fliserne under vores fødder En mistillid, der gennemvædede mig og steg op i mine øjne. Du var blevet en anden, en fremmed. Den fremmede jeg ofte havde mødt glimtvis som en uindbudt gæst i alt det velkendte og elskede. Nu var det ham, der trådte frem. Hvor alt andet var flydende og søbet, blev dit blik hærdet og koldt.
Det var en sjælden regn, snart ville byen tørre op i tusind farver, og jeg havde glædet mig, havde jeg ikke? Og jeg ville det her, være her, udforske, lære. Men i det øjeblik afsøgte jeg i tankerne panisk alle flugtveje. Du havde gjort mig bange for byen. Så bange at jeg ikke umiddelbart kunne overskue at tage en tilfældig taxa tilbage til lufthavnen. I tankerne kørte alle flugtmuligheder allerede rundt. Jeg kunne ikke være her, sammen med den fremmede, som stod foran mig. Dit andet jeg, må have kunnet se desperationen, for dét jeg valgte at træde frem og atter blødtes dit blik op og vi mødtes på halvvejen, blev enige om et bad og et hvil, før vi tog ud til din mor.

Mine ben rystede under mig da jeg stod under bruseren og lod endnu en støjende regn vaske alle de hårde ord ud af mine ører og al forventningens snavs af min krop. Det flød ned i det lille sorte hul i badekarret imellem mine fødder. Men mistilliden havde jeg med mig som en blind passager. Mistilliden var alt det min krop vidste, som jeg ikke ville vide af, alt det fortrængte. Vi tog en taxa som i høj fart blæsede gennem tunellerne og snoede sig op i alt det grønne. Du fordybede dig i samtaler med alle. Taxachaufføren. Tilfældige folk på gaden. Du blottede dine tænder fra øre til øre og sorte hårkvaster hoppede omkring dit ansigt, når du animeret fordybede dig i samtaler med chaufføren. Taxaen gennemskar byen uden hensyn til rødt lys i krydsene. For farligt at holde for rødt i nærheden af en Morro. En pistol glimtede i handskerummet. Jeg sad på bagsædet og stirrede ud af vinduet.
Vi stod af ved din mors hus, trådte ud i den flimrende varme, på den ujævne asfalt. Din mor havde skaffet sig et lejemål i et stort hus som lå højt på en stejl skråning med et fantastisk vue over junglen på bjergsiden. Imponerende træer med tungthængende gule og piggede jaca frugter, som aberne plukkede og åd på terrassen. Ligesom alt her så aberne søde og tilforladelige ud, men var det ikke. Deres skarpe tænder glimtede når de grådigt bed ned i de bløde frugter. Huset var stort, rummeligt og lys med denne helt fantastiske udsigt.Væggene stod frem i klare farver af afskallende maling. Vi drak Chops mens køkkenet begyndte at dufte af Feijoada. Din bror viste os rundt. Han havde hans eget værelse. Han elskede det hus, selvom om han savnede hans venner fra Vidigal. Vi fordelte gaverne. Vi spiste og drak og stemningen var god, selvom jeg af og til kunne høre sarkasmen i din mors stemme.

Det er de minder som først dukker op, når jeg tænker på Brasilien.