"Drikker du kaffe?" spurgte manden, som noget nær det første fornuftige spørgsmål. Jeg svarede ham, at jeg i hvert fald yderst sjældent siger nej tak til kaffe. Jeg bemærkede stemningen, lokalets indretning, samt de individer som i lokalet befandt sig. Trods, at jeg ikke er i besiddelse af et akademisk eksamensbevis - kunne jeg hurtigt, efter blot én overfladisk konversation med en gul vest- beklædt kommunalslave - konstatere at mit verbale forråd af ord, samt retorikken som støtteelement - var langt mere avanceret end førhen set på denne forladte, åh - så glædeforladte genbrugsstation. Jeg er heldig, og jeg siger hurra - for min såkaldte "sagsbehandler" - han er søreme en kvalificeret gut, til udførelse af det stykke socialpædagogiske arbejde som han er ansat til. Han kalder dette for: "En mulighed for at få en fod indenfor, i arbejdsmarkedet" - og jeg er ret så sikker på, at imellem sætningerne som direkte opfordrede til, at jeg skulle "tage mig sammen" - var der også at spore, utællelige forsøg på at påvirke mit realistorienterede sind om, at dette var muligheden for at "komme videre i livet". Dét sagde han!

Min sagsbehandler mener at en ung, belæst, samt til tider en kende højrøvet naturvidenskabsinteresseret, langskægget fritidsmusiker som jeg er, potentielt kan så frø, og lade væksten lede mig til nye præstationsrige tider - på en nedlagt genbrugsstation, i selskab med højest "motiverende" og "intelligente" mennesker iført gule veste, hvis ypperste kvalifikationer er at brænde haveaffald af.

Gud fader bevares.