Da jeg ligger i min seng og kigger på uret, viser den 5.30. Jeg undrer mig over, hvor tiden dog er blevet af. Min veninde tog hjem kl 3, hvad har jeg dog lavet i det tidsrum?

Pludselig vrimler minderne ned over mig. Jeg kigger på min kæreste ved siden af mig og sammen med minderne kom der en masse dårlig samvittighed.

Da beskeden om at Kompliment-fyr er i byen om aftenen, bipper ind på telefonen, ved jeg ikke hvordan jeg skal reagere. Jeg havde i forvejen lavet en halv aftale med en veninde om at vi skulle drikke nogen øl og måske kigge ned i byen. Nu vidste jeg ikke rigtig om jeg ville at aftalen blev til noget eller om jeg egentlig bare helst ville aflyse.
Min veninde finder ud af at hendes nye lover er i byen, så aftalen bliver til noget.
Da min kæreste har fyldt os godt op med øl forsætter vi mod byen. I håb om at venindens lover er på en pub, starter vi her. Efter noget tid uden noget syn af ham og en besked fra Kompliment-fyr om hvor de er henne, vælger vi at gå derhen.

Da jeg først har opgivet at finde ham, finder vi baren. I samme øjeblik fra veninden øje på sin lover og forhandler sig til en lille fjantet skolepige, der ikke ved hvad hun skal gøre. Inden vi når at få vores øl, får jeg pludselig i puf i siden.
Foran mig står Kompliment-fyr og smiler. Jeg havde glemt hvor sød han faktisk ser ud. Det næste lange stykke tid står vi bare og holder om hinanden, mens han fortæller mig hvor dejligt det er at se mig igen.

Vi danser en del. Jeg opdager at drengene fra gymnasiet allesammen er der også. Vi danser endnu mere. Bliver svunget rundt som aldrig før og det er fantastisk. På mystisk vis kom jeg hjem med flere penge end jeg tog afsted med. Vi burde gå i byen sammen noget oftere (:

Min veninde forlader diskoteket ved en 3 tiden for at komme med toget. Jeg bliver en halv times tid mere, men belsutter mig for at gå hjem. Kunne ikke rigtig overskue at de ville tage et andet sted hen.
Et langt knus bliver udvekslet mellem Kompliment-fyr og mig. Jeg kan mærke at det bliver mærkeligt ikke at have mulighed for at se ham de næste mange måneder. På trods af minimal kendskab til hans personlighed.

Da jeg nærmest står foran min dør, bliver jeg ringet op af en af drengene for at høre om jeg ikke kommer tilbage. Tilsyneladende skylder jeg ham en dans. Fuld og nok også en smule dum, vender jeg om og går tilbage til diskoteket.
Så vidt jeg husker, så var det begrænset hvor lang tid jeg var derinde.
Kompliment-fyr og jeg går udenfor og beslutter os for at gå en tur. Jeg ved ikke hvorfor. Det regnede. Og det var koldt. Turen kommer til at varer længere end beregnet.

Da han har fuldt mig hjem, ender vi pludselig på trappen og går igang med en længere samtale om alt og ingenting. Vi kan høre vaskemaskinen kører og undrer os over hvem der dog vasker på denne tid af natten. Men kommer vidst alligevel aldrig frem til nogen løsning.
Meningsløs samtale. Men dog stadig hyggelig.

Han bliver ringet op af Chr. flere gange. Flere gange tager han den ikke. Siger at det ikke var vigtigt lige nu. Men da den efterhånden har ringet bekymret mange gange, vælger han at tage den.
Jeg har ingen tidsfornemmelse, men han skal åbenbart til at hjem den lejlighed han skal sove i. Jeg ønsker ikke at aftenen skal slutte. Overhovedet.
Han prøver at få forklaret vejen til lejligheden. Jeg kan se på ham, at han ikke har forstået bare en lille smule, da han lægger på.

Sammen går vi hen til det sted han har fået fortalt, han skal hen. Vi ender atter på en bænk. Jeg tvivler på at vi er det rigtige sted. Men han nægter at rykke sig. Stædige lille dreng.

Han holder armen omkring mig. Jeg finder intet forkert i dette, men kan mærke mig selv rykke nærmere. Finder det forkert men gør alligevel ikke noget ved det.
Gnisten har været der hele aftenen. Øjeblikkene, hvor vi kigger på hinanden og ikke rigtig behøver at sige noget, har været der.

Da Chr. finder os på bænken og straks begynder at snakke, går det op for mig, hvor meget de tog egentlig minder om hinanden. Jeg finder det nærmest skræmmende.
Endnu en meningsløs samtale begynder mellem os. Jeg ved ikke hvad vi snakkede om. Tror Kompliment-fyr brokkede sig over at jeg havde ført ham en omvej hjem til mig, så vi nærmest havde gået et halvmaraton. Jeg troede han ville gå en tur (:

Efterhånden som tiden går, bliver Chr. mere og mere utålmodig og prøver at forklare at de altså lige ha bestilt pizza, som ultra snart er færdig.
Ynkelige, fulde jeg tør ikke gå hjem selv, så prøver ihærdigt at få dem til at følge mig hjem. Umiddelbart ser det ikke ud som om, at mine desperate forsøg betaler sig. Men til sidste følger Kompliment-fyr med mig (læs: Kompliment-fyr piver lidt mens jeg nærmest skubber ham afsted).
Jeg bliver fulgt næsten til døren igen. Dog stopper vi op flere gange. Egentlig bare for at stå stille og snakke. Et sted i mig er der noget der fortæller mig, at det vi begge indser at vi ikke har nogen mulighed for at ses igen før om mange måneder.

Vores sidste stop bliver ved en boligblok tæt på lejligheden. Vi snakker lidt igen indtil han tager fat i mig, trækker mig ind til sig og kysser mig.
Jeg kunne have gjort modstand. Men det gjorde jeg ikke. Det var som om, hjertet sagde nej, mens hovedet sagde ja. Åbenbart valgte jeg hovedet i dette tilfælde.
Vælg altid med hjertet, Anne!

Jeg mærker mit hjerte banke meget hurtigt og det frustrerer mig grusomt, men jeg kan ikke finde ud af at stoppe det igen. Men han har gjort frygtelig glad hele aftenen og har mærket tiltrækningen lige fra vi gav hinanden knuset.
Jeg undskylder ikke min handling, for det kan jeg ikke.
Det handlede måske om, at jeg vidste at vi ikke ville se hinanden igen. Måske det var derfor jeg ikke stoppede det? Fordi jeg vidste at det ikke skulle ske igen?

Vi krammede i lang tid efter.
"Det er fandme dårlig timing det her, Anne!"

Jeg var nødt til at sige farvel til ham og komme hjem. Men jeg kunne ikke give slip. Han ville være væk herefter.
Det går op for mig, at det måske egentlig er meget godt, og giver slip.

5 minutter senere ligger jeg ved siden af min kæreste i sengen og kysser ham godnat. Samvittigheden vælter over mig.

Jeg indser, at Kompliment-fyr ikke længere bare er en fejl, men er blevet en person, jeg kommer til at savne og som jeg er kommet til at holde af. For meget af, når jeg har en kæreste.

Dagen efter skriver han til mig.
"Underskønne Anne. Det var en alt for hyggelig aften igår og fantastisk at se dig igen. Men måske det er meget godt at jeg lidt forsvinder noget tid. Vi må ses igen, når timingen er bedre".

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg elsker min kæreste. Selvom det er sket to gange nu. Jeg ville for alt i verden ikke undvære ham. Det føles rigtig at vi er sammen.
Jeg ved ikke hvordan jeg ville have det, hvis Kompliment-fyr ikke skulle ud at rejse. Men det har jeg valgt ikke at forholde mig til.

Jeg ved, jeg kommer til at savne ham og at det er noget lort jeg har lavet. Igen.
Men jeg har tudet det jeg skal tude. Og har sagt til mig selv, at det var det.

Kompliment-fyr er fantastisk. Men min kæreste er endnu mere fantastisk!
---

Udover det, hoster og hoster jeg. Min stemme er nærmest væk og det virker som om min hals er nærmest dobbeltstørrelse. Og vi har premiere på fredag, så det er ret fantastisk. Har pakket mig ind i alverdens varme tøj og har tvunget mig selv til at drikke litervis af the, selvom det egentlig ikke ligefrem er det jeg helst drikker.
Der er i forvejen sygdom på arbejdet, så har slet ikke tid til at være syg. Jeg skal heller ikke være syg.
Jeg bliver aldrig syg.

Min far kommer i øvrig og ser stykket. Så nu er jeg ekstra nervøs. Han kommer yderst sjældent (læs: aldrig) og ser noget, så føler det ekstra pres på skulderne. Men det skal nok gå.

Min kæreste har netop valgt at give mig en ekstra rolle to uger før premieren, så det hænger mig rimelig meget op til ørene lige nu at skulle lære de replikker også.
Så er det godt man er optimist. Hmm.

Jeg må i bad og drikke mere the. Øv.

Take care..