Den mørke tid!

November og December er for de fleste de to måneder hvor der er glæde og hygge. Men for mig er det en mørk tid. Hvert år ryger jeg i en mindre vinterdepression i de to måneder. Jeg har svært ved at finde julegejsten frem selvom, at jeg faktisk elsker julen og den hyggelige belysning.
Men for mig er det bare endnu en påmindelse om, at der nu er gået endnu et år uden at være kommet ret meget nærmere mine drømme. At jeg stadig står i den samme trædemølle uden, at vide hvor jeg er på vej hen.
At jeg igen skal bruge penge som jeg har svært ved, at finde i budgettet til julegaver og igen skal sidde med skuffelsen over, at måske sidde alene med min søn nytårsaften. Og i år er bestemt ikke bedre da jeg officielt nu er forældreløs. Mistede min far sidste sommer og knapt 8 måneder senere døde min mor. Sorgen er så uendelig hård og til tider nærmest uvirkelig endeløs. Så i år skal jeg sidde alene med min søn til Jul ( også) da jeg nu ikke har mere familie. Jeg prøver, at sige til mig selv, at nu skal jeg bygge vores egne nye traditioner op og få så hyggelig en aften ud at det som overhovedet muligt. Men puuha det er en hård nød at knække.

De mørke tider får mig til at gå i hi som en bjørn. Jeg er konstant træt og vinterkulden gør, at jeg bare har så fucking ondt i hele min, i forvejen, gigtplagede krop, så jeg kan ikke overskue, at være sammen med andre, selvom at det jo faktisk inderst inde, er det jeg allerhelst vil og har brug for.
Jeg sover alt for mange timer i løbet af døgnet, men jeg har det godt når jeg sover. Jeg kan drømme dejlige drømme og har ikke lyst til at vågne fra dem igen. Ville ønske at det var min virkelighed.

Jeg føler mig så ensom. Det er utrolig, at jeg kender så mange mennesker og alligevel føler jeg mig helt alene og ikke ønsket eller værdsat. Jeg får følelsen af ,at jeg ikke er værd, at bruge min tid på eller, at jeg kun kan bruges når de andre venner og veninder ikke lige kan. Eller at jeg godt lige kan bruges hvis der skal hjælpes med noget.

Hører tit, at "jeg tænker tit på dig Jeanne, at nu skal jeg også lige få ringet..." men det kan jeg bare ikke rigtigt bruge til noget. Vis mig det i stedet for.
Jeg er så skuffet over alle og så vred indeni, at jeg næsten ikke kan holde ud at være sammen med mig selv, så kan jo godt forstå hvis andre heller ikke kan.

Men hvorfor er jeg ikke god nok til at blive inviteret med fra start? hvorfor er jeg bare en substitut som ringes efter når festen er ved at dø og der lige mangles et frisk pust? Hvorfor er det mig som altid skal køre ud og besøge andre? - jeg har ikke haft besøg i flere måneder.. hvis jeg vil se nogle så er det mig der skal komme? hvorfor?

Jeg troede, at jeg havde venner.. altså sådan rigtige gode venner.. men jeg er faktisk begyndt at tvivle.. er jeg i virkeligheden bare en bekendt ?
Det tror jeg faktisk mere og mere på? Og jeg tror, at det er derfor at jeg også bliver så skuffet. Fordi at jeg yder og bare er der for andre . Er hjælpsom og betænksom. Men når det så er mig som har brug for hjælp, omsorg eller en snak.. så er jeg alene.. Så er der altid en undskyldning. Eller også bliver jeg bare glemt. Og det er næsten det værste. Hellere en dårlig undskyldning end at glemme mig.
Er jeg ikke mere værd? betyder jeg så lidt ,at en aftale med mig ikke er værd at huske og prioritere? For jeg føler ikke at jeg er nogens prioritet?
Og gud hvor bliver jeg ked af det og dybt skuffet. For det ville jeg aldrig gøre mod andre? Måske er det fordi, at mine forventninger er for høje i nutidens samfund? Måske fordi, at jeg netop tænker ,at sådan ville jeg da ikke behandle et andet menneske, så bliver jeg ekstra skuffet når de ikke tænker sådan om mig?

Tænker nogle gange på om vejen frem nu til dags er gennem egoisme og småløgne? Er jeg virkelig efterhånden den eneste ,som ikke tænker på mig ,mig, mig først, men på andre, som jeg betragtede som mine venner?
Er jeg den eneste som er ærlig nok til, at sige min mening uden, at lyve for, at skåne og derefter gøre det modsatte?

Jeg ved også godt, at det hele bare er inde i mit lille forvirrede hoved. At det er mine egne krøllede tanker som hvirvler rundt. Og ,at det er vinterdepressionen som for mig på de tanker.
Jeg ved jo også godt, at om et kort stykke tid så er det hele vendt igen når lysere dage og varmere temperaturer vender tilbage. Så er jeg jo igen den sprudlende og glade Jeanne.

Men hvordan i hele hulen kommer jeg ud af det mørke hul jeg falder i hvert år?
Jeg har tænkt og tænkt og jeg ved det det jo godt hvis jeg bare vil lytte lidt mere til mig selv. Men det kan ski godt nok være svært, når det er det negative som styrer.

Jeg kan i et split sekund, til tider godt få det vent og sige" Jeanne, stop nu med det selvpineri.. det er jo noget pjat og sådan er det jo slet ikke, det er inde i dit hoved, det hele.." og så er jeg glad og grinende, et øjeblik.. lige indtil en ny skuffelse rammer.. bang! Så er jeg helt nede igen. Og sådan kører rutsjeturen op og ned i de to måneder.
Det er jo helt forfærdeligt.

I guder hvor jeg glæder mig til foråret og sommeren.
Jeg har tit og ofte sagt ,at jeg bor i det forkerte land. Og det tror jeg virkelig på.
Det kolde vinterklima her i Danmark er jeg bare ikke skabt til at trives i. Kroppen er pinefuld smerte 24 timer i døgnet, tankerne negative og energien lig nul.

Jeg drømmer dagligt om mit lille sted på landet uden naboer i et dejlig varmt klima. Med fred og ro og varme. Havde jeg haft økonomien og det sidste mod og frihed til det, så var det også gået i opfyldelse for længst. Men som situation stadig ser ud pt, så må jeg desværre stadig nøjes med ,at drømme mig til det.

Men jeg er også overbevist om, at hvis man ønsker sig noget højt nok og bliver i drømmen om, at det skal lykkedes ,så sker det også på det rette tidspunk. Så det tidspunkt ser jeg enormt frem til kommer til mig en dag. Men indtil da så drømmer jeg videre.