Ja... Jeg tog jo til jordemoder i tirsdags.
Som sagt lidt skuffet over at jeg var ved at gå terminen ud, jeg som ellers havde forestillet mig at føde en uges tid i forvejen.
Jeg får så at vide, at når man er så tæt på terminen, som jeg er, bliver man tilbudt en hindeløsning, der ligesom kan sætte gang i sagerne.
Jeg sagde pænt ja, og mange tak, jo hurtigere der skete noget jo bedre.
Så hun stikker et par fingre op i mig, og kan oplyse, at jeg allerede er 2 centimeter åben. Meget normalt for flergangsfødende. og så mærkede hun lige et hovede. Jeg blev nærmest helt misundelig.
Og den dér hindeløsning... Ikke lige jordens mest behagelige ting, og jeg følte nærmest, at fødslen ville gå igang på stedet. Men vi satte os så hen igen, og jeg følte ingenting. Vi aftalte en ny tid, for det tilfælde, at der nu ikke skete noget alligevel. Hvis der ville ske noget ville det ske indenfor 24 timer.
Jeg satte mig ud i bilen, og var skuffet over endnu ikke at mærke noget... Damen havde jo sagt 24 timer, så jeg prøvede at være tålmodig, men havde allerede følelsen af, at det ikke havde virket.
Ringede dog til Bo, og forberedte ham på at det måske lige pludselig var nu. Nu hvor jeg havde lånt bil, ville jeg køre en tur til Ballerup Centret og se om jeg kunne nå lidt flere julegaver. Da det jo var tirsdag, skulle ungerne og jeg jo op til mine forældre at spise, og da jeg nu havde bilen, skulle jeg så hente børnene efter Ballerup, og så køre sammen derhen (normalt plejer min mor at hente dem om tirsdagen).
Gik igennem Føtex, og købte for en god ordens skyld et lager at færdig-frost-retter ind og nogle småkager, til at byde evt. gæster på, i løbet af de næste par dage... Men nej, i bund og grund følte jeg mig ikke så optismistisk mht. at der var sat skub i tingene. Det eneste tegn, var at jeg (ganske uvant), var ekstremt praktisk. Fik virkelig købt alt hvad man skal bruge for at overleve i en uge, uden at bevæge sig udenfor en dør.
Man hører jo ofte, at gravide lige inden de skal føde, pludselig genfinder en masse energi til at gøre alt parat til en Lille-bebs og et medfølgende lavt energiniveau.
Kørte til skolen efter børnene. Klokken var 10 minutter over 1 før jeg kom fra Ballerup, og Lucas havde allerede ringet 2-3 gange, for at høre hvor langt jeg var (De er jo godt vant med mormor om tirsagen, der står og venter på dem når klokken ringer).
De var begge to i tøjet og klar til at gå da jeg kom. Jeg læssede dem af hos min mor, og kørte hjem og læssede mine varer af, og kom så selv derhen.
Og SÅ blev jeg ellers træt, mine øjne kløede og min hjerne slukkede fuldstændig ned. Prøvede at lægge mig på sofaen, men kunne ikke falde i søvn.
Jeg mærkede stadig ikke noget til begyndende veer, og 24 timer eller ej, så havde jeg mistet håbet om at det skulle være nu.
Vi blev kørt hjem, ungerne lagt i seng, og så var det, at jeg pludselig opdagede at slimproppen var gået... Det må betyde noget. Jeg fortalte Bo det. Og vi ventede spændt på at veerne skulle gå igang, men der var stadig ikke det mindste tegn.
Min træthed var forsvundet igen, og vi satte os og så lidt fjernsyn. Jeg tænkte at jeg for en god ordens skyld nok burde lægge mig tidligt i seng, men jeg var virkelig ikke længere træt, og jeg følte virkelig ingen tegn på noget, trods slimprop... Og tænkte også pludselig med gru på den jordemoder, der til det dér "klar til fødslen"-foredrag, vi havde været til nogle uger inden, havde sagt at der godt kunne gå dage endog uger, fra slimproppen gik og til føseln gik igang.
Vi gik i seng... Kl kvart over 12 vågner vi af Lucases telefonalarm, der af en eller anden grund er sat til nu. For stoppet den, og lægger os til at sove videre... Jeg føler stadig ingenting... SUK!
Kl kvart over 2 beslutter jeg mig pludselig for at det er håbløst at forsøge at sove med de plukveer jeg har. (Har den sidste uge til halvanden vågnet op med plukveer, og troet at nu var det nu - men nej). Vender og drejer mig lidt... Og synes godt nok, at de bider lidt hårdere en tidligere plukveer. Men specielt strenge synes jeg nu heller ikke de er. Går op på toilettet, og synes pludselig de tager lidt til i styrke. Går ned igen og vækker Bo og siger at det vist nok er nu... Vi taler lidt, og jeg må indrømme, at jeg synes det virker som om det skrider forholdsvist hurtigt frem. Smerterne er stadig til at holde ud, meeen...
Helene vågner undervejs, og sætter sig ned i stuen med en dyne.
Vi tager lidt tid på veerne... Der er i gennemsnit 3 minutter imellem dem, og de varer ca. 40 sekunder... Efter en halv times tidstagning, blev vi enige om at ringe til fødselsgangen, og de mente vi bare skulle begynde at bevæge os derind af... Ringede til mine forældre, og de ville komme med det samme. Helene kan ikke lade være med at gå op og vække Lucas, der også kommer ned i stuen. Klokken er nu halv 4... Og jeg kan mærke at veerne tager kraftigt til i styrke... Forsøger at få noget tøj på, men det er efterhånden en lang proces, konstant afbrudt af veer.
10 min over 4 sidder vi i endelig i bilen, og jeg kan mærke at hver eneste ve der kommer er lidt kraftigere end den tidliger, og kan efterhånden ikke koncentrere mig om andet end veer... Lige før vi kører ud af byen, slår der en tanke ned i mig: "Har Lille-bebsen det overhovedet godt?" Lægger en hånd på maven, og trykker lidt, og mærker at der bliver sparket igen derindefra... Puha!
Igennem skoven ser jeg en lille hvid plet bevæge sig ud midt på vejen. Ser det er en lille mus. Min far ser den også, og sætter farten ned og prøver at køre udenom, men vi hører alligevel et lille bums, der tyder på at den nok blev ramt :(
Jeg når ikke at sende den mange sørgende tanker, før næste ve kommer væltende og skubber alt andet ud af hovedet.
ca halv 5 er vi på hospitalet. Bo støtter mig, og min far bærer liften ind for os... Vi bliver vist ind på en fødestue, og min far smutter igen. Jordemoderen spørger mig (som 3.gangsfødende) hvor langt i forløbet vi er... Jeg svarer lidt tøvende, det er jo trods alt 6½ år siden sidst og jeg vil helst heller ikke have mine forhåbninger for meget op, men påstår dog at vi er ret langt, og at det går meget hurtigt.
Hun undersøger mig, og siger at jeg er 5 cm åben nu...
Er faktisk lidt skuffet over det ikke er mere... Så kraftige veer, og når nu jeg vidste at jeg var 2 cm åben i forvejen... Veerne er nu temmlige uudholdelige... Og jeg er ekstremt træt... Kan vagt huske at hun tidligt i forløbet siger, at det ser ud til at gå hurtigt og at jeg nok har født om et par timer...
ET PAR TIMER???! Mit trætte hovede regner hurtigt ud, hvad et par timer vil sige... Har ekstreme smerter i forvejen, og hver ve er stadig værre end den foregående, så et par timer er totalt uoverskueligt for mig... Hvor slemme kan veerne ikke nå at bliver inden da???
Hun giver mig clyx, og siger til Bo at han skal holde på mig i 5 minutter før han må lade mig gå på toilettet, og så lader hun os ellers alene...
Jeg spørger Bo hvad klokken er, den er 5 minutter over 5.
"Inden kl 7 har jeg helt bestemt født." siger jeg... Havde mest lyst til at sige inden kl 6, men vil alligevel ikke være for overmodig.
Bo er rigtig god til at prøve at få mig til at trække vejret dybt, alt imens jeg river ham i håret og øret og bider hvor jeg kan komme til, for ligesom at holde resten af kroppen i ro under veerne.
Og å mærker jeg pludselig den dér pressetrang... Ved godt jeg ikke må presse endnu, men jeg kan kun holde igen under tre veer, før min krop simpelthen bare vil presse, og jeg må give efter med så forsigtige pres jeg kan præstere... Vil nødig sprænge mig selv forneden jo...
Bo ringer efter vores jordemoder, og hun kommer ind og tjekker mig. 8 centimeter...
De næste veer er bare et helvede, og jeg er nu så træt i hovedet at jeg slumrer hen mellem hver ve.
Pludselig spørger Bo mig, om min telefon mon begynder at ringe løs om lidt...
Jeg har meget svært ved at drive mig selv op af sengen om morgen, så den første alarm ringer kl 5:55, den næste 6.05, så endnu én 6.15 og til sidst én 6.20. og bliver de ikke afbrudt gentager de sig selv efter 3 minutter...
Jeg har slukket min telefon, men de dér alarmer har en tendens til at aktivere sig selv under alle omstændigheder.
Og ganske rigtigt pludselig bimler den løs henne fra tasken.
Bo henter den og slå den fra... Da den næste går igang er han også hurtig til at slå den fra... Jordemoderen foreslår ham at han bare piller batteriet ud (selvfølgeli!) og det virkede!
hun undersøger mig igen og nu er jeg 10 cm åben. Jeg må bare presse på nu...
Og alligevel er jeg lidt bange... Det gør s*** ondt!!
Jeg spørger hvor lang tid hun vil mene der går...
"Hvis du tør presse igennem så har du født om 10 minutter," lyder svaret...
Jeg er overstrømmende overrasket.
Midt i alle mine tåger og smerter får jeg rejst hovedet op, så jeg kan kigge hende i øjnene.
"Seriøst??"
"Helt seriøst!"
Og så kan jeg love for at jeg kunne presse igennem...
Hvad som helst for at stoppe dette helvede...
Tror to veer i træk at nu er hovedet ude... Men nej...
Tredje ve og så tager jeg mig sammen... Og fandme om ikke veen går i stå de hovedet er 2/3 ude... Hvad fanden ligner det..?? Og havde jeg ikke haft smerter før så have jeg det helt bestemt nu!!
Jeg spørger om jeg ikke bare skal presse videre, men nej ikke uden ve... det havde jeg såmænd heller ikke regnet med, men for s*** hvor gjorde det ondt!
Og så syntes jeg bare at jeg ventede i evigheder på den næste ve...
Men da den endelig kom, kom Lille-bæbs tilgengæld også helt ud...
En lille dreng!
Faktisk en ret stor dreng i forholdt til hans alder: 4100 gram og 55 cm lang.
Men da jeg havde været faldet i lykkelig svime over ham et par minutter begynte jeg pludselig at undre mig over at moderkagen ligesom ikke også kom ud... Begyndte allerede at se små hvide prikker for øjnene ved tanken om hvad de skulle gøre for at få den ud, hvis den ikke selv kom, men min jordemoder var ikke bekymret endnu, og pludseli var den der da også...
kvart over 6 var han født...
Kun fire timer efter veerne begyndte...
Det gik hurtigt!! Meget hurtigt.
Og jeg var glad for at smerterne var hurtigt overstået, men vil ikke desto mindre påstå, at det var den mest smertefulde fødsel indtil nu...

Vi tog hjem igen efter et par timer, og børnene fik holdt deres lillebror lidt og vi fik slappet lidt af ovenpå morgenens begivenheder...
Og så må vi se hvad jeg senere får tid til at skrive om de sidste par dage...

Michala