"Har du det mon ligesom mig? Jeg kan se du har grædt igen".

Mit hoved er en stor rodekasse for tiden. Jeg har ikke længere nogen kæreste. For et par måneder siden sagde han stop. Jeg følte det som et lyn, fra en skyfri himmel. Min fremtid så, på det tidspunkt, meget usikker ud. Anede ikke hvad jeg skulle. Hvornår jeg skulle hvad. Hvor jeg skulle udleve mine drømme. Hvor jeg skulle bo, når engang jeg skulle være seriøs.
For ham var det hele meget uoverskueligt. Han kunne ikke håndtere at jeg ikke vidste om jeg blev i Jylland eller skulle bo i København. Eller at jeg skulle ud og rejse, men ikke vidste hvornår og hvor længe. Jeg følte det lidt som en dårlig undskyldning, for at slippe af med mig.
Han havde været fjern og uinteresseret noget tid. Men kunne ikke få sig selv til at stoppe forholdet. Jeg ville ikke stoppe det. De følelser jeg sad med, var alt for store til at jeg kunne holde til at sige stop. Han følte ikke, at han kunne give sig fuldt ud i forholdet, når han ikke vidste om jeg skulle bo i København. Det ville stoppe fra hans side, hvis jeg flyttede. Jeg følte mig ubetydelig, men kunne ingenting stille op.
Jeg bedte ham om, at finde ud af, hvad han ville. Jeg ville ikke miste ham, men kunne heller ikke have en kæreste, der var så fraværende. En løsning kom han frem til, Hans kæreste skulle jeg ikke længere være.

Jeg græd en uge.
I knap et år var han min bedste ven. Han fik mig til at åbne mig op, langt mere end jeg havde forventet var muligt. Vidste at jeg havde mistet ham som kæreste, men at skulle miste en bedste ven, kunne jeg ikke overskue. Så vi forsatte med at snakke sammen. Adskellige aftaler blev det til. Jeg var afklaret med, at vi ikke længere var kærester og ikke længere skulle være sammen. Men da han pludselig ligger armen om mig og kysser mig, ved jeg ikke hvad jeg skal stille op.
Så pludselig er det, sådan et forhold vi får. Han siger til mig, at jeg skal sige fra, hvis jeg ikke kan holde til det. Jeg bilder mig selv ind, at jeg er fuldstændig afklaret med mig selv og situationen. I mit naive lille sind, er der stadig et lille håb. Han trækker tiden ud med at få sine ting og nøgle. Det giver mig et håb. Men også forvirring.
Er godt klar over, et sted langt nede, at det ender galt og jeg burde tage en kold tyrker.

Møder hans bedste ven i byen. Samtalen ender naturligvis ved situationen. Han fortæller mig en masse ting, som gjorde det hele endnu mere uoverskueligt i mit hoved. Her var jeg indstillet på den kolde tyrker og at han var kommet videre. At det forhold vi havde kørende nu, betød mere for mig end for ham. Da venner fortæller, at der ingen er om, at han slet ikke er videre og at jeg er nødt til at tage den kolde tyrker for at han "indser hvilken stor fejl han har lavet". En masse tanker sættes igang, men egentlig bliver jeg bare bekræftet i, at jeg skal tage den kolde tyrker.

Vi er igang med at forberede en teaterforestilling, så bliver nødt til at se ham mindst 2 gange om ugen. Får fortalt ham, at jeg bliver nødt til at prøve at komme videre, så vi skal ikke ses udover teater. Det går overraskende godt.

Men der sker det, at jeg, ud af det blå, begynder at ses lidt med en medhjælper fra børnehaven.Jeg ved ikke hvordan, hvornår eller noget som helst andet. Tror det starter med en mad-aftale. Jeg kan mærke, jeg synes han er sød. Ikke bare fordi han er den første der viser interesse efter bruddet, men fordi han faktisk er sød.
Han er et forvirrende og kompliceret menneske, som jeg stadig ikke helt forstår. Vi ses lidt. Hygger lidt. Og en dag siger han så, at han ikke er sikker på, det er en god ide. Jeg prøver, at forstå hvorfor, men det lykkes mig aldrig rigtig. Egentlig er det også ligemeget, for det går op for ham, at han er et fjols og vi begynder at ses igen. Vi har taget snakken om, at vi ikke skal være kærester. Lige nu. Han er ikke klar. Jeg er ikke klar. Så længere er den ikke rigtig.
Jeg vælger at min eks skal vide det. Både fordi jeg har bedt ham om at sige til mig, hvis han finder en ny, men også fordi jeg ikke synes han skal have det af vide fra andre steder.
Han viser en glæde på mine vegne, men synes stadig det er hurtigt. Hvilket jeg kun kan give ham ret i. Jeg prøver ikke at undskylde for det, men fortæller at det absolut ikke har noget med vores forhold eller hvordan jeg havde det med ham at gøre. Det var sket lidt uden jeg havde opdaget det. Som en tyv i natten, var der pludselig nogen følelser, jeg ikke havde set komme.

Det viser sig så, at jeg bare godt kunne have holdt min mund. Et par dage efter min afsløring, ombestemmer medhjælperen sig igen. Kommer med en masse, som jeg igen, opfatter som dårlige undskyldninger. Han synes jeg er sød, men ikke sød nok til at afsætte tid af til.
Jeg kunne se min eks blev ked af det, så det er ikke så sjovt at have fortalt ham noget, der alligevel ikke er der.
Af omveje ved jeg, at han følte en form for jalousi og går med tanken om at gerne ville prøve igen. Det er svært at forholde sig til, når han ikke ved, jeg ved noget.

Forestillingerne er overstået, så en afslutningsfest blev der holdt igår. Vi var alle trætte, men det var alletiders. Et hold bestående af 15 fantastiske mennesker, så kan de næppe gå galt. Der var pizza og der var øl. Det var festligt. Min eks spørger om han må sove hos mig. I løbet af den intense øve-uge, opdager jeg, at jeg måske ikke er kommet så meget videre, som jeg troede og havde ønsket. Og da jeg ikke længere har nogen jeg skal have dårlig samvittighed overfor, siger jeg ja.
Og selvfølgelig ender det, som det altid har gjort. Det var rart at ligge ved siden af ham. Bare ligge og snakke og være der. Sammen med ham. Tror det var en af de mest intense natte vi har haft sammen.
Måske vi begge to vidste, at den ikke er slut. Ingen af os sagde noget. Vi lå bare. Kiggede på hinanden. Nussede. Grinte. Kiggede lidt mere.

Nu ved jeg ingenting. Vi skal ses i næste uge vidst. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det. Han har selv fortalt mig, at han savner mig, men ikke ved, om det er nok. Han siger, der skal laves nogen ændringer og det ved jeg bare ikke om jeg villig til. Ikke dem alle sammen. Det tror jeg ikk, jeg kan. Og ved heller ikke om det nogensinde bliver til, at der skal være noget igen. Eller om det er en god ide.

Ak ja, forvirring er en herlig ting..