Jeg havde en drøm for et par uger siden.

Drømmen om en kvinde som engang havde elsket mig mere end man kan forlange nogen kan elske en. En kvinde som jeg ligeledes havde elsket mere end jeg havde elsket et menneske før.

Jeg har skrevet om hende herinde før. Hun forsvandt. Pludselig ville hun ikke mere. Angsten tog over.

Jeg kæmpede i sindssyg lang tid for at få hende tilbage, få hende til at forstå at der ikke var noget at være bange for. Hun kæmpede lige så hårdt for at tro det kunne være rigtigt. Vi tabte begge kampen.

Jeg ved hun i den periode gik igennem et helvede, jeg ved med sikkerhed at jeg gjorde. Hun var kommet til mig fordi jeg kunne tilbyde hende noget hun ikke havde haft før. Fordi jeg kunne rumme hende. Fordi jeg troede på kærligheden.

Men hun blev i tvivl om sig selv og fordi hun gjorde det, følte jeg at jeg havde fejlet. Det var noget rod, jeg troede og tror stadig 100 % på kærligheden og jeg er en mand der er sindssyg stædig, ekstrem selvkritisk og så hader jeg at tabe.

Alle de ting blev udfordret her og det knækkede mig næsten. Så jeg begik alle de fejl man kan og derfor blev intet bedre.

Jeg har været igennem så mange ting i mit liv og aldrig har jeg tvivlet på mig selv, sådan rigtigt for alvor.

Det skete her og på 3 mdr blev jeg 10 år ældre at se på , gik i min egen verden. Jeg var pludselig meget tæt på at blive knækket af en ung kvinde. Jeg fattede ingenting og det gjorde ondt . Hele mit livssyn og livsgrundlag var rystet.

Men jeg kom videre, som så mange gange før fik jeg skridt for skridt kæmpet mig tilbage igen, kom videre. Troede langt hen af vejen og ofte, at her var der en rejse som jeg for første gang ikke kunne klare,men det gjorde jeg.

Men uanset hvad så gjorde det ondt at tænke på hende, så det stoppede jeg med til sidst . Ren overlevelse. Jeg overbeviste mig selv om at hun nok IKKE havde elsket mig nok alligevel. Det var det nemmeste. Så gjorde mine egne fejl mindre ondt.

Men så kom drømmen : Jeg drømte at jeg sad i min sofa og ind i stuen kom hun. Hun smilede det utrolig smukke smil som jeg havde elsket så højt. Hun kravlede med sin lille krop over sofaen og lagde sig helt tæt ind til mit bryst som hun havde gjort så mange gange før og kiggede mig ind i øjnene og sagde : Hej Ace hvor har jeg savnet dig.

Lige der ...lige i det sekund da jeg i drømmen kiggede ind i hendes øjne, genså jeg noget, som i al det der skete siden , var blevet gemt væk.

Jeg så de øjne der som de første nogensinde havde været i stand til at give min rastløse sjæl ro og jeg så den store kærlighed til mig der var i dem.

Der vågnede jeg og opdagede at jeg var glad . Rigtigt glad, oprigtig ægte glad. Havde det været tilbage i tiden , havde det knust mig, fuldstændigt slået mig ud. Nu var jeg bare glad og smuttede ned i drømmen igen med det samme.

Da jeg senere vågnede, var jeg stadig glad. Det gik op for mig at hun havde elsket mig, virkelig virkelig elsket, at det blik hun havde sendt mig i drømmen, var det jeg havde nydt så meget den gang , jeg havde bare fået gjort mig selv i tvivl, fordi jeg simpelthen havde nægtet at tilgive mig selv at det kunne gå galt .

Det havde jeg nu. Jeg havde simpelthen tilgivet mig selv.

Min hjerne havde endelig accepteret og forstået at det ikke er alt i denne verden jeg havde kontrol over, uanset hvor urimeligt det i denne sammenhæng havde været. AT det var ikke mig , men den anden der var flygtet og at der bare ikke var mere jeg kunne havde gjort.

Men mindst lige så vigtigt, det gik op for mig at hun virkelig virkelig havde elsket mig og det i var det der var problemet i hendes verden..

Men at kærligheden den havde været der ubetinget og det havde været rigtigt af mig at kæmpe for den. Selvom det var givet jeg måtte tabe.

Det er jo i sidste ende kærligheden der tæller, uanset hvor meget man prøver at flygte fra den , uanset hvor ondt den måtte gøre.

Gå med kærlighed derude :)