De sidste dage har mine tanker kun kredset om katte, katte, katte. Det må faktisk være hele ugen jeg har haft lidt for mange kattetanker. Jeg kan jo lige fortælle om hvorfor!
Jeg arbejder jo i en discoutbutik og i sidste weekend fandt de åbenbart ud af at vi havde katte på loftet. En vildkat og hendes tre killinger. Fredag faldt to af killingerne ned i en 2,5 meter lang skakt og kunne naturligvis ikke komme op igen. Det gjorde mine kolleger åbenbart ikke noget ved! Det gjorde nogle handlekraftige kunder til gengæld. De brækkede væggen op med koben og fik killingerne ud. Moderen og den sidste var stadig på loftet, så dem kunne de ikke fange. Dyrenes Beskyttelse tog sig af killingerne og satte en fælde op på loftet. Lørdag morgen var moderen fanget, men den sidste lille killing sad stadig ved siden af. Så de satte fælden op igen, og moderen blev forenet med sine to andre killinger.
Søndag morgen skulle jeg så arbejde. Jeg anede ikke der stadig var en killing der, men så snart jeg fik det af vide, stoppede alle arbejdstanker, og jeg tænkte nærmest kun på den stakkels lille killing. Den var nemlig ikke gået i fælden, og det var jo kun et spørgsmål om tid før den døde af tørst. Så jeg baksede rundt på det loft i en evighed for at proppe mad i fælden og smøre væden fra maden ud på buret, så der rigtigt kom til at lugte. Jeg så killingen to gange, så min motivation blev kun stærkere. Og til sidst gik den i fælden. Hvor var vi glade alle sammen, og det var rart at se killingen blive båret væk for at blive forenet med sin mor og søskende.
Jeg har jo i forvejen en kat, og jeg har længe overvejet at få en kammerat til den (når jeg starter på universitet VED jeg bare at min tid til ham slet ikke bliver den samme, så lidt selskab ville absolut være godt), og nu løb tankerne jo for alvor af sted med mig. Hvad ville være federe end at adoptere den killing jeg selv havde været med til at redde?
I går ringede jeg til internatet og hørte, hvordan det gik med dem. Alle kattene var meget vilde, så der lå et stort socialiseringsarbejde foran personalet. Det havde jeg vel forventet, men alligevel blev jeg nok lidt sikker på at det ikke skulle være den kat. Min egen kat er selv lidt nervøst anlagt, så en rolig kat ville passe godt til ham.
Så ja, tankerne har været lidt kattefyldte. For jeg har altid sagt til mig selv, at hvis jeg skulle have én mere, så skulle det være fra internat. Og indtil videre er jeg sikker på at jeg vil have en fra Dyreværnet. Da jeg snakkede med dem i telefonen, var de meget flinke og gav sig tid til at svare på mine spørgsmål.
Udover det, så har jeg været helt vildt besat af at finde et bedre kradsetræ til min kat. Tror jeg ville krumme tæer, hvis jeg vidste hvor mange timer jeg havde brugt på det. Men jeg fandt det perfekte kradsetræ, og det er nu bestilt. Synes virkelig min indekat fortjener lidt forkælelse :)
Til et ikke-katte emne. Jeg var faktisk til jobsamtale i mandags. Nu har jeg jo sagt mit discoutbutik-job op, så jeg har virkelig krydset fingre for at få noget nyt. Samtalen gik fint nok. Nogen spørgsmål overraskede mig, og der kludrede jeg nok lidt i mine svar, men alt i alt gik det fint. Jeg ved ærlig talt ikke om jeg ender med et job, men sammen med min erfaring og at jeg bor tæt på stedet, burde jeg da have en reel chance. Der går dog nok to uger endnu før jeg får svar. Æv, det er lang tid.
Så nu vil jeg nyde resten af min fredag aften med dyreflokken (én kat og to marsvin). Det føles lidt som om jeg ikke har et liv, høhø. Men når jeg først starter på studiet, vil jeg garanteret savne rolige aftener som i dag, så jeg nyder det mens jeg kan :)