Jeg prøver ihærdigt at få styr på mit liv og bilde mig selv ind, at jeg kan overskue alt. Jeg er uovervindelig. Vil i hvert fald gerne være det.

De sidste par måneder har jeg spillet teater for fuld udblæsning og det har været fantastisk. Jeg havde endelig fået en hovedrolle. Jeg vidste, at jeg ikke kunne give min eks æren for dette, så havde i sinde at vise ham, at han tog fejl, når han sagde, at jeg ikke havde det, der skulle til. Og det lykkedes. Tror aldrig, jeg har givet så meget af mig selv til noget. Jeg har aldrig spillet en rolle, der lå så langt fra min egen person. Da jeg stod på scenen, foran publikum, fik jeg en fantastisk følelse indeni, når jeg råbte, når jeg græd og når jeg grinte. For jeg vidste, at min eks havde taget fejl. Jeg havde bevist, at jeg kunne mere, end han troede, var muligt. End jeg selv troede, var muligt.
Nu skal jeg vænne mig til, at det er slut og at jeg ikke kommer til at spille teater før om et år. Det er mærkeligt. Det giver mig alverdens ting. Udvikler mig. Udfordrer mig.
----

Jeg prøver at holde en pause fra at lukke flere mænd ind i mit liv lige nu. Det er jeg ikke særlig god til. Tilsyneladende. Og det skræmmer mig lidt. Ville virkelig gerne have det godt med bare at være mig. Være uafhængig og selvstændig. Jeg føler, jeg er alt andet lige for tiden. Har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg skal ændre det. Siden min eks, har der været alt for mange, dårlige, mennesker inde og lege med mine følelser. Det største problem, er at jeg lader dem gøre det. Fordi jeg er så naiv og gerne vil tro på, at de kan lide mig. At jeg er så elskværdig, som de siger.

Jeg har ikke kysset med min eks siden sidst. Og det har jeg det faktisk rigtig fint med. Vi har brugt en del tid sammen pga. teater. På den ene side, har jeg glædet mig til, at det var overstået, så jeg kunne forholde mig til, at vi ikke skulle ses igen. Men på den anden side, har vi været rigtig gode til bare at være venner. Og det tror jeg nok, vi er nu. Jeg er klar til at ses med ham uden vi skal være sammen. Det er rigtig dejligt. Jeg har det fint med at høre om, hvem han har været sammen med og sådan tror jeg egentlig også han selv har det. Er kommet til det punkt, hvor jeg savner ham, som en del af mit liv, men ikke vi ses, så er det også fint nok. Min længsel efter hans beskeder, er der ikke længere. Og hvor er det skønt!

Jeg tog på date med Den Skønherlige. Det var fantastisk at se ham igen og føle at det hele bare er helt afslappende. Der var ingenting, jeg skulle leve op til. Ingenting jeg behøvede at sige, for at han kunne lide mig. Han lavede lækker mad. Vi snakkede til langt ud på natten. Kyssede, nussede. Elskede adskillige gange. Han holdte om mig bagefter og jeg følte mig tryg. Mere end jeg havde gjort længe. Jeg blev fascineret af den måde, han behandlede mig på. Som om, jeg var det mest fantastiske menneske, han længe havde mødt. Det skræmte mig ikke, at han er 9 år ældre end mig. Tilsyneladende strejfede det heller ikke hans tanker.
Han kører mig til toget dagen efter. Kysser mig farvel og lover, at vi skal ses igen.
Der går noget tid. Vi snakker sammen ret tit. Prøver at finde en dag at ses.
I mellemtiden går jeg rundt og bliver forvirret over, hvad vi egentlig laver. Jeg er kommet ind i en periode, hvor jeg godt ved, at jeg bliver alt for frustreret, hvis ikke jeg får styr på de ting der sker i mit liv. Mit hoved, og mit sind, kan ikke holde til det i længden. Lidt har jeg da heldigvis lært.
Enden af det hele bliver, at jeg beslutter mig for, at konfronterer ham på vores 2. date.
Ankommer til endnu en hyggelig dag med ham. Vi har snebold kamp og det er simpelthen så hyggeligt. Han lægger ikke skjul på, at han synes jeg er sød og hvor er det rart. Jeg kan ikke få mig selv til, at nævne noget eller lave nogen konfrontationer, så jeg lader bare værd og nyder selskabet i stedet.
Atter vågner jeg op i hans arme med et kys i panden og et “Godmorgen smukke”. Jeg falder i søvn igen og bliver vækket med morgenmad på sengen.
Jeg har hele tiden haft følelsen af, at vi aldrig ville bliver kærester. Vi er to vidt forskellige steder i vores liv. Og selvom vi har det rart sammen, kan jeg ikke se os sammen. Men samtidig kan jeg ikke lade vær med at blive fascineret af ham.
Vi snakker sammen noget tid efter. En konfrontation bliver jeg nødt til at lave. For min egen skyld. Han fortæller, at han ikke har nogen følelser i det. Han synes jeg er skide dejlig, men synes bare vi hygger os i hinandens selskab. Jeg kan kun give ham ret, men samtidig også sige, at jeg så ikke synes, vi skal forsætte med at ses. Jeg ved, at jeg får følelser i det på et tidspunkt og det skal jeg ikke.
Så jeg har ikke set ham i en måneds tid. Jeg har ikke været ked af det, over det. Heldigvis. Jeg kan godt savne hans selskab, men så mange følelser var der ikke i det endnu.

Men ak ak. Alt for mange mænd er blevet lukket ind og ud igen. Måske jeg ikke kan have nogen kæreste?
I hvert fald begynder jeg at ses med Medhjælperen igen. Ihærdigt bilder jeg mig selv ind, at jeg ikke har nogen følelser i det og at mit hoved ikke bliver frustreret over vores situation. Jeg kunne ikke have gjort det, hvis jeg havde indrømmet, at jeg var på ved mod en forelskelse. Men hvor ville tingene bare have været nemmere nu, hvis jeg havde.
Vores forhold går på at vi er rigtig gode til at hygge os med hinanden. Ville heller aldrig have gjort det, hvis vi bare ringede, når vi var trængende. Han er et utrolig rart menneske, at være sammen med. Han forstår min humor, forstår mine tanker. Trøster mig, når jeg er ked af det. Holder om mig, når jeg har haft brug for det. Var der i det hele taget for mig.
Julefrokosten blev ikke helt som forventet. Jeg får placeret mig et sted, hvor der fra den ene side, bliver fyldt op og den anden side bliver sagt skål. Ret tit. Det jeg kan huske, er at jeg tænker, at jeg bare vil ligge mig en halv time på en sofa og så vænne tilbage til selskabet. Men det, der sker, er at falder nærmest halv død om og bliver vækket af en pædagog, der bruger usandsynlig lang tid på at vække mig. Hun får fat i en taxa til mig og jeg kommer hjem. Åbenbart har Medhjælperen været ned og se til mig. Spurgt mig om jeg havde brug for en spand. Hvilket jeg har nægtet. Det skulle jeg ikke have gjort. Tror stadig der er spor at mit opkast på væggen på gangen ned til personalestuen. Undskyld. Jeg husker dog, at vi bliver spurgt, som det allerførste, da vi har sat os til bords, om vi er kærester. Pædagogen får svar på hendes spørgsmål, slår på sit glas, rejser sig op og fortæller til hele selskabet, at vi altså ikke er kærester. Ak.
Men vi forsætter vores “forhold” som det hele tiden har fungeret. Ingen af os stiller spørgsmål til, hvad vi egentlig laver. Det virker meget naturligt at vi ses et par gange om ugen, sover sammen. Vi var kærester uden at have titlen på os.
En dag får jeg en besked “Tror ikke vi skal ses mere!”. Jeg forstår ikke, hvor det pludselig kommer fra og hvorfor. Beder ham om en forklaring. Det viser sig, at han er begyndt at se en anden pige, som han er blevet lidt glad for. Der skulle så være en af mine venner, der har skrevet til hende på et eller andet forum, at jeg altså var kærester med ham. Og jeg aner ikke, hvor det skulle komme fra. Jeg har aldrig sagt, til nogen, at vi var kærester eller skulle være det. Uanset hvordan vores forhold har været, tror jeg altid, jeg har vidst, at vi aldrig blev kærester. Men her starter så et forhør om, hvem jeg har sagt hvad til. Han er direkte vred på mig, men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg har gjort galt. Helt oprigtigt, har jeg ingen anelse om, hvem der skulle have sagt noget. Eller hvordan de har fundet ud af, hvem hende pigen er. Jeg har jo ikke vidst noget om hende.
Jeg prøver at være forstående og klarer det ret godt. Jeg har ikke tænkt mig at undskylde for noget, jeg ikke ved, om jeg har gjort. Igen overbeviser jeg mig selv om, at jeg egentlig bare synes han er et fjols og være lidt sur. Men samtidig spørge til ham og om han er okay, da jeg ved, at hun ikke vil snakke med ham indtil han kan give hende en forklaring på, hvem jeg er. Og det kan han ikke. Jeg har ikke ondt af ham. Han må selv redde sig ud af lorten.
Da jeg et par dage senere ser på Facebook, at de er blevet kærester, prøver jeg stadig at forholde mig sur. Skriver til en veninde og vi snakker lidt frem og tilbage. Indtil hun spørger mig, om jeg er okay. Jeg siger, at det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Men da hun så svarer “Anne, hold nu op. Du behøver ikke altid være stærk”, kan jeg ikke mere. Jeg græder og græder. Og det kommer bag på mig, at han har påvirket mig så meget. Tager hjem til min veninde, der står klar med is, chokolade, film og knus. Er nødt til at få afstand fra ham. Han får af vide, at han ikke skal snakke til mig på arbejdet. Han har såret mig mere, end jeg troede var muligt. Det ser ud til, at det påvirker ham mere end jeg egentlig havde troet det ville. I en uge siger vi ikke ét ord til hinanden. I denne periode, er jeg på 2. date med Den Skønherlige. Ser tilfældigt på min telefon og ser at der er en besked fra Medhjælperen: “Jeg savner dig”. Jeg kan ikke bruge det til noget.
Min reaktion kommer ikke så meget fordi han har været sammen med en anden. Det har jeg jo også. Men mere måden, han gjorde tingene på. Jeg var naiv nok til at tro, at jeg ikke havde nogen følelser med i det. Men som barndomsveninden sagde det: “Han er sgu også for dum, hvis han troede, du ikke have følelser i det”. Jeg vidste ingenting. Skulle bare have afstand fra ham. Det var hårdt, ikke at snakke med ham. Men vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle gøre det. Jeg hadede at tage på arbejde, fordi jeg vidste, at jeg skulle undgå ham.
Han skriver atter til mig og spørger om jeg stadig er sur på ham. “Jeg mangler dig i min hverdag og er ret ked af at vi ikke snakker sammen”. Forklarede ham, at jeg aldrig rigtig har været sur, men bare rigtig ked af det. En lang snak bliver det til og jeg siger til ham, at han bare skal bevise overfor mig, at jeg betyder noget. For har følt, at han tog mig for givet. Det allermest udmattende var, at hade ham. Jeg kunne ikke, selvom jeg virkelig gerne ville.
Han brugte rigtig lang tid på, at opbygge en tillid igen. Vi var stadig ikke sammen udover arbejde og det var egentlig også fint nok. Jeg kunne godt savne ham, men valgte at ignorere det. Og det gik også meget godt. Indtil i fredags..

Vi havde snakket om at drikke nogen øl sammen med en anden fra arbejdet. En anden fælles ven er også med. Det er virkelig hyggeligt. Vi drikker en masse øl. Tager til en koncert, som ikke er særlig spændende. Tager ned i byen og drikker noget mere. Fælles ven tager hjem. Jeg er blevet ret fuld. Medhjælperen er blevet endnu mere fuld. Den 3. mand fra arbejdet tilbyder, at vi kan tage hjem til ham og sidde på taget og drikke videre. Jeg mærker, at han tager mig i hånden. Kigger på ham, men han lader som ingenting. Egentlig virkede det naturligt. 3. mand kommenterer hurtigt situationen, men mere bliver der ikke sagt. Da 3. mand og jeg pludselig går et stykke foran Medhjælperen, spørger han mig, hvad der sker. “Ingenting. Han har jo en kæreste”.
“Allersødeste Anne. Drengen er jo skrup forvirret. Han har en masse følelser i klemme, som han ikke kan håndtere. Men du er simpelthen for god til en fyr, der ikke kan værdsætte dig”.
Vi bliver afbrudt af Medhjælperen der igen kommer og tager min hånd. Vi går op på taget og nyder en fantastisk udsigt. Jeg tjekker min telefon. Medhjælperen har spurgt om jeg ikke tager med hjem. Jeg svarer det er dumt.
3. mand synes det er en god idé at vi sætter os over i en park på trods af meget vådt græs og en meget kold nat. Men der sidder vi så. Jeg mærker Medhjælperens hånd på min ryk og senere i min hånd. Jeg læner mig op af ham. Tænker ikke rigtig over situationen mere. Efter en halv times tid, spørger han, om vi ikke skal gå hjem ad. Han tager mig igen i hånd, som det mest naturlige i hele verden.
“Hvad er dine planer nu?”
“Jeg skal hjem til min søster og sove”
“Okay”
Alligevel forsætter vi begge hjem til ham. Ingen af os siger noget om det. Vi går bare direkte forbi vejen ned til min søster og hjem til ham. Det var skræmmende naturligt for os - at holde i hånd, at flirte, at gå hjem til ham og sove.
Så der stod jeg. I soveværelset. Og skal til at finde mit nattøj. Han tager fat i mig. Kysser mig. Inderligt og længe.
Jeg når aldrig at få mit nattøj på. Vågner et par timer senere. Tager min trusser på. Sover videre. Tænker, at det nok bare var en fulde-fejltagelse fra hans side. Men da han igen kysser mig om morgenen og vi igen tager tøjet af hinanden, ved jeg ikke længere, hvad jeg skal tro. Han holder om mig. Jeg har aldrig følt det mere behageligt at ligge nøgen sammen med nogen. Selv ikke min kæreste. Det skræmmer mig.
Vi ligger i sengen til middag. Kigger på hinanden. Holder om hinanden.
“Jeg har savnet dig”.

Vi siger farvel. Om aftenen tager han op til sin kæreste. Og jeg tror, jeg har det fint med det. Er bare træt af, at det skete. Eller både og. Troede vi var ovre den periode. Og det er ikke noget, vi skal til igen. Slet ikke når han har en kæreste. Det er også en konfrontation, jeg skal have taget. I dag. Ellers er det, jeg bliver frustreret.


For ca. to måneder siden var jeg til musical-gensyn. Vi var nogen stykker, der tog i byen. Vi var sådan hygge-fulde. Jeg møder en gammel bekendt fra gymnasiet, som jeg på mystisk vis er begyndt at snakke ret meget med. Vi havde snakket om, at vi skulle finde en dag at ses. Det var ikke rigtig blevet til noget. Han giver udtryk for i byen, at han synes, jeg er ret fantastisk. Jeg synes, han er virkelig sød, men har aldrig set den mulighed i ham. Slet ikke. Vi snakker og da jeg endelig får ham overbevist om, at jeg skal ind til de andre, kysser han mig. Jeg tænker, at det er meget hyggeligt, så jeg kysser igen. Og det var slet ikke meningen at vi skulle kysse.
Vi snakker sammen dagen efter og får aftalt en dag. Jeg tager hjem til ham. Og hygger mig mere, end jeg nogensinde havde troet, jeg ville med ham. Han er et usandsynligt hyggeligt menneske. Jeg havde lyst til at kysse ham igen.
Men da vi har vores 2. date kysser han mig og jeg kan mærke en masse ting flyve rundt nede i min mave. Hvilket jeg virkelig ikke havde forventet eller set komme. Men det var rart. Det var rigtig rart.
Vi mødes i byen et par dage efter. Han spørger mig, om jeg ikke vil med ham hjem. Først siger jeg nej. Men han kigger på mig og siger “Anne, jeg vil bare ligge ved siden af dig. Det er det eneste”. Så jeg tager med ham hjem.
Han kysser mig. Vi kysser. Men ellers overholder han, hvad han havde lovet. Hvilket virkelig heller ikke var forventet fra hans side. Men hvor blev jeg glad. Hele natten holdte han om mig. Kysser mig farvel, da han sætter mig af hos min veninde.
Dagen efter havde vi en aftale om biograftur. Han skriver og siger, han er blevet syg. Hvilket jeg egentlig også tror, han er. Jeg prøver at lave en aftale med ham i løbet af ugen, men han bliver ved med, at have utrolig mange undskyldninger. Beslutter mig for, at lade ham, kontakte mig. Det gør han ikke.
Weekenden efter tager jeg i byen med to veninder. Den ene venindes kæreste er ret gode venner med gym-gutten. Min veninde har snakket med kæresten om det, hvortil kæresten har sagt “jamen ved hun ikke hvordan han er?”. Kæresten har åbenbart snakket med gym-gut om der han havde fundet en pige. Hertil har han svaret, at han vidst havde fået en pige til at tro, at han ville mere end han egentlig ville. Jeg begynder at græde. For havde virkelig troet noget helt andet om ham.
Barndomsveninde kigger på mig. “Du må virkelig ikke tro, at det er dig, der gør noget forket. Det er det virkelig ikke. Jeg beundrer dig for at tro så godt om andre mennesker”.

I byen ser jeg han står foran mig. Jeg smiler. Han kigger den anden vej og går hen til en anden pige. Resten af aftenen bruger han på at flirte med hende og ignorere mig. Et par gange går jeg forbi ham, sammen med pigen. Han kigger ikke på mig. Går videre og lader som ingenting. Jeg tror, jeg mister alt respekt for ham, da han sender beskeden “Hvad troede du, vi var?”.
Jeg har aldrig følt mig mere værdiløs en den aften. Jeg møder på et tidspunkt en af hans gode venner. Han nævner gym-gut og jeg giver udtryk for, at han ikke er særlig populær i øjeblikket. Han prøver at opmuntre mig med “Men søde Anne. Han kan jo ikke sammen med nogen”.

Jeg tager hjem og sover. Vågner med en afsindig hovedpine og kan ikke overskue at jeg skal afslutning med gymnastikforeningen en time senere. Gym-gut sender en besked, hvor han undskylder for sin opførsel og ikke håber han ødelagde min aften. Mit eneste svar er, at jeg bare synes han har opført sig som en idiot og slet ikke, som jeg havde forventet. Siden har jeg hverken set ham eller hørt noget fra ham.
Og jeg ved, jeg kommer til at se ham masser af gange igen. Vi har en masse fælles venner og har altid haft meget med hinanden at gøre. Ak, blev bare så skuffet over ham.

Men, men, men.. Jeg tager til afslutning dagen efter. Til vores opvisning en måned tidligere, var jeg faldet i utrolig hyggelig snak med en anden træner. Vi har aldrig snakket sammen før og det undrer mig. Fra første gang han kiggede på mig, blev jeg fascineret af ham. Hans fuldstændig afslappet måde at være på, hans måde at charmere sig ind på alt og alle, hans humor, hans smilehuller.
Uden at vide, hvad han hedder, får jeg fundet ham på Facebook og siden opvisningen snakkede vi sammen nogen gange. Han fortæller mig, han har en kæreste gennem 2,5 år. Jeg finder selv ud af, at han er 18 år, men på trods af alderen, finder jeg ham utrolig klog og intelligent.
Til afslutningen sidder vi sammen under spisningen og jeg husker ikke, at der på noget tidspunkt, var pinlig tavshed. Han lægger ikke på noget tidspunkt skjul på, at han synes, jeg er dejlig. Vi har fra start af aftalt, at vi skal i byen om aftenen sammen med en masse andre fra foreningen. Han og en anden træner, spørger mig, hvordan jeg kommer hjem. Jeg sover hos min søster pga. teater næste dag. De får lov til at låne sofaen og en dyne, da min søster ikke er hjemme.
Da vi er færdige med den egentlige afslutning, kan jeg nå en lille lur inden vi atter skal mødes til spisning og druk. De er de mest hyggelige mennesker og mine tømmermænd fra dagen før når heldigvis at forsvinde. Vi ender ved siden af hinanden igen og alle bemærker at der er flirten, men ingen siger noget til det. Jeg har ikke på noget tidspunkt i sinde at gøre noget ved flirten, pga. kæresten. Jeg synes bare det er hyggeligt. Vi kommer i byen. Drikker. Danser. Drikker lidt mere. Da han pludselig byder op til dans, kan jeg mærke, det går galt. Jeg er blevet ret fuld og husker, jeg spørger ham “Er det okay at synes, at det er nederen, at du har en kæreste?”. Han giver mit ret i mit “spørgsmål” og vi danser videre. Vi er kommet væk fra de andre på dansegulvet kan huske at vi bare danser utroligt tæt. Det skræmmer mig, at en 18-årig kan charmere sig så meget ind på mig. Sjældent har jeg mødt en så charmerende fyr, jeg godt har vidst, er så forbudt, som noget kan være, men alligevel har haft svært ved at lade vær.

Et par timer senere tager vi hjem. Jeg husker ikke hvordan, men det var lidt som om, at det virkede helt naturligt at vennen tog sofaen og gymnastik-fyr og jeg tog sengen. Han trak mig ind til sig. Og der lå vi vidst i ret lang tid. Bare og snakkede. Jeg tror, vi var ved at falde i søvn og jeg tænkte, at det egentlig var fint nok at vi ikke som sådan havde været sammen. Men det næste jeg husker, er at vi kysser. Jeg ved ikke, hvem der startede. Men pludselig er min trøje i hvert fald også røget af og vi bliver ved med at kysse.
Han kigger på mig og behøver egentlig ikke sige noget. Jeg finder min trøje, kigger på ham og siger undskyld, men at jeg stadig synes det er nederen ikke at må kysse ham. Vi ligger tæt resten af natten.

Ham og vennen kommer og ser teater-stykket og vi har åbenbart givet hinanden et ret langt knus, som er blevet kommenteret af flere. Men ak, hvor er det svært at lade vær.
Vi laver en aftale om at tage i biografen weekenden efter. Han har taget en større diskussion med kæresten om hvorvidt hun synes det var fedt eller ej. Han er taget af sted alligevel og det var fantastisk rart at se ham igen. Vi prøvede ihærdigt at være søde. Men da han læner sig over imod mig og finder min hånd, er det sgu svært at lade vær.
Han tager med herhjem bagefter og vi ligger og snakker det halve af natten. Vi bliver enige om, at vi skal opføre os ordentlig. Vi ved begge to, at han ikke har tænkt sig, at droppe sin kæreste. Og uanset om han havde eller ej, ville vi alligevel aldrig blive kærester. Han er bare dybt charmerende. Og pæn. Og sød.
Han var her i går og i mit naive lille sind, tror jeg på, at vi godt kan finde ud af at være venner. Det er vi i hvert fald blevet enige om at være.
----

Pyyh, sikke en roman. Men ja, jeg har lukket alt for mange ind i mit liv på det sidste og lukket dem alt for hurtigt ud igen. Jeg har grædt utrolig meget. Været frustreret, men lige nu render jeg faktisk rundt og er ret glad. Jeg prøver at leve efter citatet: “En kvinde der elsker, er fortabt”. Jeg har brug for en pause. En lang pause.

Jeg er virkelig glad for mit job i børnehaven. Jeg holder mere af de unger, end jeg lige går og tror. Det bliver frygteligt at skulle forlade dem. Endnu værre tror jeg det bliver, at skulle forlade Medhjælperen. Han tager på højskole til august og inden han kommer tilbage, er jeg smuttet. Men måske det er meget sundt for os. (I fredags, sagde han at jeg ikke kunne være bekendt at forlade ham i så lang tid. Arr!).
Om et halvt år tager jeg på en 3 måneders lang rejse og jeg glæder mig! Glæder mig til at komme ud og opleve. Møde nye mennesker. Bare se noget nyt og anderledes.
Når jeg vender hjem fra rejsen, er jeg blevet lovet at kunne komme tilbage til børnehaven og det helt fantastisk. Til næste sommer begynder jeg at læse i Århus. Hvis jeg kommer ind.
Jeg tror, jeg har styr på mit. Igen, det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, at jeg har. Det gør det hele meget nemmere.

Suk..

Take care…