Mandag er et misfoster! Jeg ser et klip fra Lars von Triers riget om og om igen. Det er det med Lillebror. Ulrik Thomsen siger: "Hvis I bare bliver ved med at holde hånden over alle misfostre, så går alt i...lort. Det er så... pisse.... offentligt! - Du er syg, hvis du ikke kan se, at det svage må væk."

Fugleungen (kollega red.) irriterer mig så meget for tiden, at jeg skal tøjle min indre Darwin mere end nogensinde. Hendes ru og ujævne stemme, famlende sætninger og store blanke øjne gør mig til et hårdtknyttet bundt af irritation. I fredags fandt jeg mig selv stående i Netto efter arbejdet og hidsigt mase marzipanæg fra Anton Berg flade af ren indebrændt agression. Netto (og Anton Berg) måtte bøde for mit temperaments lave tolerancetærskel. I møder bruger jeg herskerteknikker overfor hende. Jeg undgår øjenkontakt. Jeg taler ikke til hende, kun de andre. Jeg tager ikke tråden op fra hendes (redundante) indput. Jeg ignorerer hende. Jeg er et ondt menneske. Et småligt menneske. Bagefter hader jeg mig selv og har dårlig samvittighed, men har alligevel et udpræget behov for at trykke marzipanæg flade i irritation over både hende og mig selv. I fredags registrerede hun min kulde og svarede igen med hvislende små passivt-agressive insinuationer, som blot tjente til at opildne yderligere usynliggørelse fra min side.