Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg skal lære at holde afstand. For når jeg gør det, går det fint nok. Så har jeg det godt. Nærmer mig grænsen til lykkelig. Men så når jeg hører fra ham, går det helt galt for mig. For nogen uger skrev Je. til mig. Vi har ikke snakket sammen et stykke tid. Han ville bare sige hej for han havde travlt. Men han savnede mig helt vildt og håbede at vi snart kunne ses.
Når jeg ikke hører fra ham, vænner jeg mig til at han ikke er der. At han ikke skal være der. At have det godt med at han ikke er der. Stille, meget stille, indser jeg, hvor meget jeg har fundet mig i. Men så snart jeg er kommet dertil, hvor jeg har det godt med, hvis vores forhold ikke ville holde for altid, skriver han. Og siger at han savner mig. Kan han ikke holde op. For jeg savnede ikke ham. Nu savner jeg ham. Og det irriterer mig.
Længe har jeg bildt alle, og ikke mindst mig selv, ind at jeg var kommet videre. Fuck da det. Gu' er jeg da ej kommet videre. Og jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, at jeg kan blive ved med at holde så meget af ham, at jeg idag sagde til ham, at jeg elsker ham. Og jeg ved at han elsker mig. Jeg føler ikke jeg kommer videre.
Jeg troede virkelig på, at jeg var kommet videre og prøver stadig at sige til mig selv, at det er jeg. Men når han fortæller mig at hans kæreste skal med til Bulgarien til sommeren sammen med hans far og hans familie, så stikker det inde i mig. Et grumt sted. Og det skal det ikke. For J. kommer hjem om en uge. Og jeg glæder mig til at se ham. Men jeg er ikke ovre Je., som jeg burde være kommet for lang tid siden. For jeg ved at J. er meget bedre for mig. At alle er bedre for mig en Je. Men jeg kan ikke give slip. Der er noget i mig der siger at jeg skal lade vær, men alligevel kører forbi ham, bare for at sige hej. Og siger til min mor at jeg har været ved Jo. Fordi hun ikke ved at jeg snakker med Je. efter jeg brød sammen for nogen måneder siden. Fordi jeg ved, at hun ikke vil synes om det. Og fordi jeg kan forstå hende, så jeg ikke ved hvordan jeg skal forsvare mig. Fordi jeg ikke gider have et venskab, jeg skal forsvare. Fordi jeg ikke burde have et venskab, jeg skal forsvare.

Jeg burde sige farvel til ham og så virkelig lade ham være. Jeg kan godt sige farvel til ham, men jeg ved, jeg ikke holder det. Og så har det ikke længere nogen pointe. Jeg vil have det godt med at give slip, og det ville jeg ikke have hvis jeg gjorde det nu. Jeg kan ikke gøre det. Hvis han bare kunne gøre et eller andet fucked up - igen, så ville jeg have en konkret grund. Lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal sige til ham. For jeg kan ikke fortælle ham at jeg bliver ked af det, fordi hans kæreste skal med på ferie. At jeg bliver ked af det, fordi jeg ved at hun er så populær blandt hans familie og venner. At han er pisse glad for hende. At de er så lykkelige. Hold op med at være så lykkelig.
Og jeg bliver sur på mig selv fordi jeg er så egoistisk. Fordi jeg ikke bare kan være glad på hans vegne over at han er så glad. For jeg ved, at vi ikke passer sammen og at vi aldrig har gjort det.
Men han er stadig min ekskæreste. Eller hvad man nu kalder det vi var engang. Han bliver aldrig bare en rigtig god ven. Det er pisse irriterende.

Jeg overvejer at snakke med ham om det på tirsdag. Ikke fortælle ham at jeg ikke er kommet videre. Men prøve at snakke med ham. Jeg tror bare ikke jeg kan. Ikke uden at lyde jaloux - selvom jeg er det. Jeg gider bare ikke tude, og det kommer jeg til. Jeg bliver gal, fordi han ikke kan forstå det. Fordi jeg ved, at han virkelig prøver på ikke at fortælle for meget om deres forhold, fordi han ved hvordan jeg det med at hun betyder så meget. Og det er super sødt af ham. For jeg burde tage mig sammen og lytte, når han havde brug for at jeg lyttede. Men det kan jeg bare ikke. Jeg ved, at han er skuffet over det. At der er rigtig, rigtig mange ting han gerne ville snakke med mig om. Anne, mand dig nu op!! Det kan ikke passe.
Jeg forstår godt at Ri. ikke forstår mig, når jeg siger at jeg ikke kan give slip. Jeg ved bare at jeg har forsøgt tidligere, og der er det gået helt af helvedes til.
Jeg bliver nødt til at snakke med ham om det. Ved han gerne vil have at jeg siger det til ham når der er noget. Men jeg har svært ved det.
Jeg forstår ikke mig selv. Jeg ved godt at vi ikke bliver kærester og det vil jeg egentlig heller ikke. Men det der nok også går mig på er han kom videre før mig. At han fik en kæreste viste mig, at han var kommet videre. Det er ikke sådan reglerne er. Jeg skal komme videre først. Ikke ham. Platte regler. Men sådan er de stadig inde i mit hoved. Jeg kan ikke håndtere at hun betyder så pokkers meget. Jeg ved, at jeg betød rigtig meget. Men hvad sker der for den store acception af hende. Af alle. Jeg kan ikke håndtere at jeg så godt kan lide hende, men alligevel hader hende. Jeg kan ikke håndtere, at han vil have hende med til alt, altid. Jeg er pisse jaloux. Øv mand.
Jeg vil være lykkelig.

Latterlig patetisk tekst!

"I've come to a point where I want to get my life together and somehow it just doesn't include you."