Dette indlæg er skrevet til mig selv og for mig selv. Du er velkommen til at læse med og kommentere. Men hvis du ikke føler dette , så går der ingen skår af mig af den grund
Sidder i stilheden herhjemme,.
Har lavet en kop nybrygget kaffe , har tændt mit kalenderlys, som mest var købt for pigernes skyld, men naturligvis alt for sent, så der er lige dage der indhentes.
Pigerne er hos deres kærester og jeg nyder en cigaret.
I dette år har jeg haft rigelig mulighed for at tænke.
Der har faktisk været en hel del at tænke over.
Tænkeri kan være en ganske udmærket ide, det kan, hvis man lige går skridtet videre, udvikle sig til ideer.. Man begynder at se det som muligheder og har man modet, så kan det rent faktisk lave en forandring i ens liv.
For mit vedkommende har det sat en masse projekter i gang.
Jeg har taget en måneds orlov fra arbejdet, fordi jeg er ved at forberede at jeg rent faktisk har sagt mit job op fra 1 februar. Skal igang med min egen lille virksomhed.
Men en virksomhed der ikke bare handler om at tjene penge. Det har jeg gjort før og det bliver hurtigt kedeligt.
Det er en virksomhed der er mig.
Hvor jeg bruger mine kreative evner, mine forbindelser , mine oplevelser igennem livet, min erfaring , min tilgang til miljøer der ikke er normalt tilgændelige og visualisering, kunst, samfundsholdning og ikke mindst min egen private tilgang til livet. Min tro på at ondt kommer af godt og godt af ondt.
At kærlighed og ærlighed er stærkeste og at alle mennesker er dybest set smukke.
At livet er smukt.
Altså på mange måder et meget egoistisk projekt.
Der er allerede alternative pladecovers i gang, jeg er ved at få arrangeret en tur igennem sydstaterne i Usa hvor der skal tages af guitar på ryggen, spilles de små steder, mødes med musikere, mennesker forskellige steder. Det skal alt sammen filmes og skrives om.
Er ved at arrangere at lave noget dokumentar fra de absolut mørkeste, mest lukkede og socialbelastede miljøer i Danmark. Ud at finde mennesket , kærligheden og håbet, skønheden derude. Det ægte menneske i alt det grimme.
Alt dette og meget mere er i gang.
Her kommer så humlen i dette indlæg.
Dette år, de tanker og de projekter jeg har sat i gang, som jeg har startet op , til at begynde med, i mit nærmiljø. Snakket med familie , venner , bekendte og det som egentlig var det første skridt i processen en blog i alternative blog miljøer, der var anderledes end andre blogge, som forsøger at bryde nogle grænser for hvad man kan skrive i et miljø som dette, er begyndt at starte et nyt og overordnet projekt ,som jeg har fundet frem til i virkeligheden måske er det vigtigste af dem alle.
Jeg elsker livet. Men dem der har læst min blog eller kender mig, har enten direkte erfaret eller muligvis fornemmet at døden også har været en fast bestanddel af mit liv.
Er på ingen måder bange for at dø. Det kan jeg sige med sikkerhed. Jeg har været nødt til at erkende døden tidligt og samspillet imellem livet,døden og kærligheden har altid fascineret mig.
Faktisk kan man sige at jeg utallige gange bevidst som ubevidst har udfordret døden, det har ikke været planen, men for at ville det jeg ville, leve tro mod min overbevisning, at tro 100 % på det gode, krævede det at leve lidt på ekstremerne, turde gøre , turde elske og turde være i live. Rent faktisk har jeg teknisk set været erklæret død en gang, men er her stadig , men det er en anden historie..
Dette har været for mig helt naturligt, at jeg ved siden af mit forholdsvis almindelige og meget ufarlige liv havde de ting jeg foretog mig. Jeg har som jeg tidligee har skrevet en engel på den ene skulder og en djævel på den anden..
Det har givet oplevelser , indsigt og en kæmpe forståelse for livets værdi og hvor vigtigt det at elske og kærligheden er. Det har også lært mig at ofre mig på områder i livet, givet mig evnen til at turde give og kæmpe for de mennesker jeg følte for. For det eneste jeg havde at miste, var jo mig selv og det var ikke særligt skræmmende.
Jeg ville aldrig lade angsten styre mit liv, men styre angsten i mit lit liv.
Men der er sket nogle ting, der har forandret mit syn lidt.
Først og fremmest har det jeg har givet gjort at andre er blevet afhængige. Fostået på den måde, at de har stor tiltro i mig, men også hvad jeg har fundet ud af, en bekymring for at miste mig. Hvad der var en naturlig ting for mig var ikke for dem.
Det har også fået mennesker der elskede mig højt til, at vælge mig fra fordi de følte angsten for tabet. Jeg har længe haft en spirende fornemmelse af dette.
Men de sidste måneder har sat det for alvor i relief.
Egentlig begyndte selve processen , ikke fornemmelsen, men processen at gå i gang efter nogle samtaler med en kvinde herinde fra. Det var meget tæt på vi skulle mødes, der var absolut en sympati. Hun er nok det nærmeste jeg nogensinde har mødt med en forståelse for livet og kærligheden som svarede til min. Hun er en meget speciel kvinde i min optik.
Hun skrev nogle ting til mig og omvendt, det gik meget tæt på, men mindst lige så vigtigt, hun sendte mig en sang da det var allertættest på og den fik mig i den grad til at tænke.
Efterfølgende skrev jeg blog indlægget "Når jeg bliver gammel" , for i min verden er der ingen tvivl om at det skal jeg nok blive.
Så havde jeg snak med en fantastisk veninde fra det virkelige liv.
Hun er ikke så gammel, men hun er min bedste ven, for hendes hjerte er smukt og hendes livsviden er trods alderen meget stor. Men mest af alt er hun ærlig.
Hun sagde en aften i en samtale vi havde : "Ace jeg forstår det simpelthen ikke, du kan få så mange kvinder, du har haft så mange kvinder. Men de ganske få du virkelig er interesseret i og som tydeligvis er interesseret i dig , de trækker sig ud. Du er en al for god mand og har alt for meget at give til det. Det er en forbandet skam. Hvis jeg havde et ønske for dig og dem, så var det at de turde dig"
Min datter får tatoveret et digt jeg har skrevet på sin arm om min kærlighed til hende. Et ret kraftigt statement, hendes forklaring var simpelthen, at så ville hun huske mig når jeg døde. Den person jeg var og det jeg havde gjort i mit liv. Hendes kærlighed og min.
Jeg har så for et par weekender siden, to lange nætters samtale med min efterhånden gamle mor, om forholdet imellem min lillebror og mig.
Min fars død, hvordan det så forskelligt havde formet hans og mit liv. Hvordan jeg havde været den, der havde "beskyttet" ham fra sygdommen og påtaget mig voksenrollen og bekymringerne som lille og igennem livet, for at beskytte ham, men også hvordan han derfor havde følt sig svigtet da jeg rejste til udlandet en del år og han pludselig stod tilbage med ansvaret for noget han ikke kunne magte og måske knapt forstod da jeg var væk.
Så oven i det fik jeg en sms fra en kvinde som havde været meget forelsket i mig, som jeg også var forelsket i og som pludselig forsvandt. Uden egentlig forklaring.
Hun skrev : "Ace du må love mig ikke at svare på dette og gør du så forvent ikke noget svar fra mig. Men jeg elskede dig højere en noget og elsker dig sådan set stadig. Men jeg måtte væk, tanken om at du er ældre end mig og at du har den ballast du har , din historik og dit liv, gjorde at jeg en dag sad og indså at jeg nok en dag ville miste dig. Du er stadig den bedste og mest spændende mand jeg har kendt og vil nok altid være det. Knus."
Jeg er kommet mig over hende, ved også godt at hun ikke var den ene, bare tæt på, men det gjorde alligevel indtryk.
Den kvinde jeg havde skrevet med herinde, skrev samme dag en bemærkning til mig i en mail, der nok ikke var møntet direkte på mig og var meget forbundet med nogle meget personlige beslutninger omkring hendes liv, men som ligeså godt kunne have været til mig.
Sådan blev episoderne ved og ved , der skete mange andre ting og jeg tænkte ved mig selv.:
"Hvorfor ? Jeg er "kun" 49 , jeg har bevist at jeg kan overleve, kan klare mig selv og at dem jeg elsker vil jeg gøre alt for.
Vi bliver tudse gamle i vores famile. Min far døde ung, men det var random og selv han formåede at vise, at derfor kunne han holde alligevel."
Så jeg har ikke tænkt mig lige at kradse af foreløbig.
Så var det tankerne om min livsstil begyndte, at jeg nok måtte igang med et nyt projekt.
Det var en nødvendighed hvis jeg skulle finde kærligheden , den rigtige og hvis den dem jeg elskede skulle få ro.
For det er et faktum, at det jeg i virkeligheden ønsker mig mest af alt er netop den ro og den mulighed for at give det jeg kan . At det der for mange er kedeligt og dagligdags , er noget jeg søger, men som jeg kun ønsker med den rigtige, den ene person.
Jeg fandt ud af at min stærke tro på netop kærligheden og livet, var det selvsamme som gjorde andre bange for at miste kærligheden og bevidst om døden.
Så jeg har startet et projekt, det vigtigste af alle .
Rygningen stopper. Træningen genoptages. Kosten lægges om.
Tingene vil stadig ske og opleves, men de vil, som jeg allerede er i gang med, ske ud fra en mere struktureret plan. En plan som andre end jeg kan forholde sig til. En plan der ikke kun er i mit hoved , men verbaliseret og visualiseret så andre også forstår den.
En ting er at jeg er ret overbevist om er, at jeg lever længe, nu skal jeg også have andre til at tro det.
Det skylder jeg mine nærmeste - det skyder jeg mig selv.
For så kan det rent faktisk være at jeg opnår det jeg vil.
Gå med kærlighed og indsigt.