Jeg har en aftale i morgen. København kl. 11, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Lige ved Nyhavn.
Hvad giver I online-ulve? De vil vide noget om de fordomme, som vi hørehandicappede mener, at andre mennesker har. Men jeg bebrejder ikke nogen noget!!! - Den smarte læser vil kunne genkende mine ubehjælpsomme franske brokker fra tidligere dagbøger på denne profil ;O)
Det er den der erindring om, at livet kan være anderledes end perfekt. OMG mit liv er ikke perfekt!!! Online-ulve, det er derfor jeg skal ædes!
Ja, jeg ved godt, at der for mig med hørehandicap er specifikke praktiske hurdler. Fnis, er der nogen som mangler mail-forbindelse, hvor man kan se og læse sig til info (læger borgerbutikker m.m.), så ved hørehandicappede det som de første.
Efter min CI-operation med implantat og tilhørende høreapparat til at sidde bag øret, så kan jeg jo lytte til andre mennesker. Altså ikke høre andre mennesker, men lytte til deres bekymringer og deres glæde. Det er nok det farligste for en hørehandicappet, som ikke har godt nok udstyr at lytte med: At man kan forekomme kold og ligeglad med andre menneskers følelser, problemer og glæder.
Det der med at livet ikke er perfekt, men liv. Det kan handicappede lære andre. Værdierne bliver sat på hovedet. Det er mange handicappede gode til. Sådan lidt anderledes optik. Prestige bliver et luftigt begreb, for er det nødvendige ikke mere nødvendigt end prestigen?
Jeg er ikke god til politik, for jeg er bedre til at sidde over en kop kaffe og lave seriøst snakkearbejde. Snakkearbejde??? Jep, ved ikke om det er min egen opfindelse, for det har nok bare altid eksisteret upåagtet. Det er nok bare navnet, som er nyt, og så alligevel ikke...alle kender verberne at snakke og at arbejde!
Snakkearbejdet har som mål at udradere prestigen! Det er ikke som i politik, hvor der ordnes vækstplaner over kaffen, hvor man senere skal kunne dokumentere noget, nemlig væksten. Kan man dokumentere den vækst som man har lavet planer for tidligere, så er der prestige i farvandet.
Sid ned med en kop kaffe, hvis I ikke allerede gør det. Sid med en der lytter til jer, sid med en som I lytter til. Mærk følelsen af udlevering, når I bare læsser af. En subtil strøm i underbevidstheden, det hvisker om valg af rigtige venner, som ikke forråder en. Den lille kildren i maven, der sonderer vennen. Har min ven styrke nok til at tage imod?
Så bytter samtalen fokus. Har jeg styrke nok til at lytte. Nære håb og være der for min ven? Pludselig er der kun min ven lige der med kaffen, den der bestemte måde at håndtere kop og underkop på, sin mimik, sine øjne, skuldrenes gestik, vejrtrækningen.
Online-ulve, er det mere anskueligt nu, det der magiske moment? Og kan du lige pludselig huske din egen måde at håndtere kaffekop op, din mimik, dine øjne, skuldrenes gestik, vejrtrækningen. Fra lige før, hvor du var den, som udleverede sig selv?
Men så kommer den store stilhed nok snart, hvor man ikke har mere på hjertet. Stilheden indfinder sig, og vi sidder som med et forstørrelsesglas over de mindste ting og lytter til fuglesang i haven, mærker vinden i ansigtet (det kan også for nogle være livet omkring cafébordene, en billist, der parkerer lidt for smart ved fortovskanten overfor, et barn der holder sin mor i den ene hånd og taber en is på asfalten ud af den anden). Måske lægger vi mærke til, at parasollen skal slås op og beskytte os mod den brændende hede,
Der er slukket for et eller andet mode, der er sket et vagtskifte, og man inviterer sig selv indenfor. Der er ingen erinyer (det kan slås op!) i dag. De har ingen anke mere. Et lille dagligdags nirvana. En udslettelse af prestigen, hvis online-ulve skulle have overset, at den lige er smuttet ;D
Det er den lille, den stille død i hverdagen. Opløsningen af jeg'et, overvældelsen og hengivelsen. Den skal vi også kunne.
Måske såkaldte normales fordomme om handicappede er, at disse trænger sig på med spørgsmål om døden. At de slæber sikkert rundt på en masse smerte, som de aldrig kan komme ud af?
Hjælper min mor med P, som stadig udvikler demenssymptomer. Passer mit fleksjob på museet (fnis, der har naturligvis været både telefon-, comp- og alarmknas...men ingen vand i kælderens el-udstilling i denne omgang), og jeg skriver i min fritid. Har besøg af min elsker en gang imellem. Får besøg af en veninde, hendes kæreste og barn senere i dag. Skal snart have ferie, som jeg bruger på skrivning på højskole...
Så hvem skaber egentlig dødsangsten og verdenssmerten, i mødet mellem handicappet og normal (tillader mig lige at definere firkantet).
Det vil jeg snakke om i morgen i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Så kan nogen måske svare mig en dag.
What's a life anyway?