Jeg hader, når det går op for mig, at jeg faktisk rigtig godt kan lide ham. For det troede jeg faktisk ikke. Måske allermest fordi, han har gjort mig rigtig ked af det. Uanset hvordan jeg har det eller ikke har det, så ved jeg godt, at vi aldrig bliver kærester. Og det er også okay. Men han er hyggelig.

Flere gange i løbet af ugen er jeg blevet spurgt om jeg ikke kommer ind forbi. Han virker mere interesseret i at se mig end nogensinde før. Højst sandsynlig ligger jeg nok alt for meget i det. På arbejdet fornemmer jeg, at han evigt opsøger de steder, jeg er. Jeg ved ingenting.

Sidste weekend gjorde et ihærdigt forsøg på at få mig med byen. Og jeg bliver forvirret, for det gik galt sidste gang vi drak øl sammen. Jeg forstår ikke helt hans hensigt. Imorgen har han inviteret mig til grillfest.
Han bliver ved med at sige, at han kommer til at savne mig, når jeg rejser. Men jeg kan ikke bruge det til.

Det skræmmer mig, at han kender mig. Uden jeg siger noget, ved han, hvordan jeg vil reagere og hvorfor. Jeg tror aldrig, jeg har fortalt en eneste privat ting om mit liv, for når jeg endelig har prøvet, har han taget afstand. Men alligevel har han formået at gennemskue mig.
Jeg kan ikke gennemskue ham.

Nu er han sammen med sin kæreste indtil imorgen. Og jeg ved, han kontakter mig søndag. Bare for at høre hvordan det går. Og jeg bliver så forvirret.
Min altid søde veninde, som jeg tog ud til sidst han gjorde mig ked af det, siger så betænksomt: Det er også okay, at du kan lide ham. Så længe du husker på den aften du kom grædende herud og jeg stod klar med is og film.

Og jeg ved hun kun gør det, fordi hun vidste, at jeg på et tidspunkt ville indse, at jeg faktisk rigtig godt kan lide ham. Jeg ved, at hun ikke kan udstå ham. Mest fordi, hun er blevet såret så mange gange, at hun er blevet pessimistisk og ikke vil tro på, at han ikke sårer mig igen.

Jeg troede, vi kunne være venner. Se bort fra, hvad der er sket. Jeg kan bare ikke. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle det til ham. Han er det mest fantastiske menneske, at være sammen med. Han forstår min humor, mine tanker. Forstår at gøre grin med mig på en måde, så jeg ikke synes det er for meget.
Han er der bare.
Men han skal ikke vide, at det er de tanker, jeg går med. Jeg kan ikke overskue at skulle fortælle ham, at jeg synes han er sød. Fordi jeg denne gang, vil have ham til at indrømme, at han synes jeg er sød.

Jeg ved ingenting altså...