Et kys i panden. På skulderen. Han holder mere fast end jeg før har oplevet fra hans side.

Jeg troede, jeg havde taget afsked med ham for et par uger siden. Han spørger mig, om jeg ikke kan besøge ham på højskolen. Mit program er i forvejen ret stramt og pengepungen ret tom. I stedet kommer han herhjem i fredags (Medhjælperen).
Han holder om mig under filmen. Ved hvornår han skal sige noget, og hvornår han bare skal lade vær. Og bare være der. Han spørger ind til min rejse. Fortæller at han ikke kan mere. Kan ikke spørge mere. "Jeg vil savne dig for meget".
Jeg kan ikke overskue vores situation. Dagen før har han fortalt mig, at jeg er et dejligt menneske.
Over for mig selv nægter jeg at indrømme, at jeg vil savne ham mere end de fleste. Hvis ikke jeg skulle afsted, ville jeg gerne være hans kæreste. Et familiemedlem af ham er en rigtig god ven af mig. Ofte søger jeg frustreret råd hos ham. Tit får jeg intet ud af det. Ingen kan regne ham ud. Adskillige forstår ikke, hvorfor vi ikke bare er kærester.

Da vi slukker for lyset og filmen, fortæller han historier fra skolen. Om sig selv. Jeg mærker hans hånd på min ryg. Og kan ikke andet end at synes, det er rart.
Da vi har haft sex, holder han bare om mig. Ingen ryg mod ryg. Bare bryst mod ryg. Han får mig til at føle mig tryg. Det kan jeg godt lide. Det er skræmmende og rart. På samme tid.
Jeg er ikke i tvivl om, at han godt kan lide mig. Jeg tror, jeg kender ham godt nok til, at der også ligger nogen følelser gemt et sted fra hans side. Men jeg aner det ikke.

Jeg vågner op om morgenen. Stadig omfavnet af hans arme og varme krop.
Da vi skal sige farvel, har jeg slet ikke lyst. Det føles forfærdeligt at give slip og vide at der går lang tid inden vi står der igen. Men slip, det giver jeg.
"Der er bare ikke noget fedt i at sige farvel til dig".

Jeg savner ham allerede. Hans reaktion på at jeg snart tager afsted, er kølighed. Og jeg vidste det godt. Inden vi siger farvel, fortæller han mig, at han ikke ved, hvordan han skal håndtere en afsked. Han vidste, at han lige nu er en idiot. At jeg lige nu sidder og føler mig betydningsløs for ham. Egentlig synes jeg ikke det er iorden. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham. Så nu lader jeg bare vær.

Hvis jeg sidder med den følelse, jeg sidder med nu, når jeg kommer hjem, så er jeg nødt til at få et svar. Men lige nu vil jeg bare gerne afsted!

-----

I lørdags holdt jeg afsked for nogen piger. Da vi ender i byen, ser jeg pludselig Gym-gut midt på dansegulvet. Forventningen om at se ham inden jeg skulle afsted, havde ikke rigtig været der. Havde hørt fra ham et par gange, men kunne ikke finde ud af, hvad han ville med sine beskeder.
Jeg kan ikke overskue situationen, hvis jeg pludselig sagde hej til ham, så det lod jeg vær med.
Min veninde får tilsyneladende den ide, at vi skal hilse på ham. Hvilket jeg det øjeblik nok også har synes var en fantastisk ide. Jeg går i hvert fald med.

Han holder fast i knuset (det bilder jeg i hvert fald mig selv ind). Senere møder jeg ham på dansegulvet. Han hiver fat i mig. Trækker mig ind til ham. Jeg er med det samme betaget. Mest fordi jeg tror han godt kan lide mig. Den evige naive tro på, at han synes jeg er mere værd end han tidligere har gjort udtryk for.

Da han kysser mig, får jeg en følelse af, at det er forkert. Overfor Medhjælperen. Men alligevel kysser jeg igen. Fordi jeg faktisk rigtig godt kan lide ham. Fordi jeg savner Medhjælperen. Fordi det er hyggeligt at kysse.
Mine veninder gør ingenting. Det kommer bag på mig, at der ikke er nogen af dem, der kommer hen til mig og siger stop. De ved hvilken følelse, jeg vil sidde med dagen efter. Men de kan heller ikke blive ved med at redde mig ud af de situationer.
Han tager mig med udenfor. Vi snakker. Jeg husker ikke så mange detajler. Men jeg husker, at han siger noget med, at han gerne ville se mig noget mere og at han faktisk rigtig godt kan lide mig.
I min fuldskab mindes jeg dog stadig at have hørt disse ord før, så jeg trækker mig lidt væk. Dog ikke langt nok til at han ikke trækker mig tilbage igen. Han kommer med nye ord, jeg ikke kan huske, men som jeg åbenbart har troet på.

Jeg ser i hvert fald mig selv stå i min søster’s køkken omfavnet af ham. Jeg husker at vi gik hånd i hånd gennem byen. Han kyssede mig midt i det hele. ”Du er skøn”.
Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle tro på. Han stod jo der. Kiggede mig ind i øjnene og fortalte mig alle de ting, jeg gerne ville høre. Jeg troede faktisk, at jeg i de øjeblikke godt vidste, at han egentlig ikke mener det. Men det tror jeg ikke. Tror at jeg fuldt og fast tror på alt, hvad han fortæller mig. I øjeblikket.

Da vi har haft sex, tager han mig ind til sig. Jeg kan ikke huske hvad jeg tænker i det øjeblik. Tror egentlig ikke, jeg har været fantastisk glad. Men jeg aner det ikke. Jeg tror, jeg har været tryg. Og stadig været overbevist om, at han dagen efter stadig ville mene alt!
Jeg vågner op og tror egentlig stadig jeg er af samme overbevisning. Men den første følelse, jeg får, er dårlig samvittighed. Overfor Medhjælperen. Hvilket der ingen grund er til. Egentlig.

Vi ligger og snakker, som altid gør. Og tror det er det, der gør, at jeg så godt kan lide ham. At vi bare snakker. Men igen. Sarkasme er vidst det, der fylder allermest i hans måde at være på. Så jeg ved, næsten, aldrig, hvor meget han mener.
Men da samtalen pludselig ender på netop sarkasmen og aftenen før, er hans svar. ”Som udgangspunkt skal du bare huske, at alt hvad jeg siger til dig, er løgn”.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Tror jeg prøvede på at få en forklaring på hvorfor. Jeg forstår det ikke. Hvis han kendte mig, bare en smule, ville han vide, hvad jeg mente om ham. Og så ville han vide, at han ikke behøvede alle de ting for at få mig med hjem.
Han ville ikke give mig en forklaring. Så jeg bad ham om at gå. At han skulle ligge der og bare være der. Jeg kunne slet ikke overskue det. Så jeg bad ham om at gå. Hvilket han gjorde.

Han ønskede mig ikke en god tur. Tror næsten ikke, han sagde farvel. Jeg troede aldrig, jeg ville stå og skulle smide ham ud, fordi jeg følte mig så… Ja, ved ikke en gang hvad jeg følte mig. Jeg gad bare ikke se på ham. Eller høre på ham. Tror jeg følte mig rigtig dum. For én gangs skyld.

Jeg har ikke hørt fra ham. Regner heller ikke med at gøre det inden jeg tager afsted. Jeg håber , jeg bliver mere fornuftig i løbet af de næste 3 måneder. At, når jeg kommer hjem, slet ikke har lyst til at snakke med ham.
Mest af alt tror jeg faktisk bare jeg blev rigtig, rigtig skuffet. Egentlig ikke ked af det. Jo, også det. Men mest skuffet.

-----


Men om 2 dage rejser jeg. Væk. Langt væk. Jeg tror, jeg er klar. Men hvornår bliver man nogensinde klar til sådan noget. At rejse til et ukendt land med 20 mennesker, jeg ikke kender, er nok noget af det mest skræmmende, jeg har prøvet. Men jeg glæder mig. Mest for at overvinde mig selv. Vise, at det kan jeg godt. Jeg tog hjem fra højskole for 1½ år siden, men jeg ved, at jeg kan det her. Jeg kan være væk hjemmefra i længere tid. Jeg har ingen kæreste, der sidder hjemme og venter på mig.
Der er mennesker, der betyder alverden for mig, som jeg vil have svært ved at undvære. Men når jeg kommer hjem, ved jeg de står og venter på mig. Lige præcis der, hvor de var, da jeg tog afsted.
Det bliver et eventyr uden lige og tror ikke helt det går op for mig at jeg skal rigtig afsted, før jeg står i lufthavnen. Måske først når jeg har været afsted i et par uger. Jeg ved det ikke. Men jeg glæder mig!

Når jeg kommer hjem, står der et fuldtidsjob og venter på mig i en ny børnehaven. Jeg har fået de bedste anbefalinger med fra mit gamle job og har været så heldig med det hele. Det er helt fantastisk. Jeg glæder mig til at starte dernede. Det hele passer lidt sammen efterhånden.

I morgen siger jeg farvel til de sidste tætte. Det bliver frygteligt. Men åh, hvor bliver det sundt for mig at komme afsted. Jeg kommer til at lære så meget. Om alt muligt. Forhåbentlig især mig selv!
Jeg glæder mig!!