Jeg skal ikke til Herning alligevel. Han skal ikke herned. Og så kan det også være ligemeget. Når begrundelsen for at aflyse var at togene ikke passer og at han havde en aftale med en fra skolen, så kan det være ligemeget. Togene passer, og han har oveni købet to muligheder. Kunne tage direkte til min by eller tage et andet sted hen, hvor jeg ville hente ham. Et af togene passer. Aftalen er hvad det er. Er bare skuffet over at han ikke siger det som det er i stedet for. Jeg var nødt til at se ham idag for at se om det var ren indbildning fra min side eller om der var en mulighed. Der var ikke nogen mulighed.
Han er stadig lige så kær, dejlig og sød. Og et sted i mig er der stadig håb. Et meget lille et. Men det er der. Jeg håber nok for hurtigt på de forkerte ting, det skal jeg vænne mig af med.
Han gør mig stadig glad. Selv når vi snakker om madpakker, gør han mig glad. Det gør mig glad at tænke på i fredags og den følelse jeg fik når jeg kiggede på ham og han smilte tilbage med sit forsigtige smil. Når jeg tænker tilbage på at han tog min hånd og holdte den fast og ikke ville give slip. Det gør mig glad.
Men det gør mig ked af det, at jeg må indse at det ikke er sådan han har det. Nok ikke, når han aflyser. Det gør mig ked af det, at jeg troede på det. At det ikke bliver. For kan stadig se i fredags for mig. Og det er det jeg hænger fast i, det skal jeg ikke.

Men samtidig gav det mig noget. Viste mig at det er muligt for mig at finde en anden. En at være glad for. Nu mangler jeg bare at finde en der også er glad for mig. Han er der nok et sted. Skal bare finde ham. Og det gør jeg.

Men det kan være ligemeget. Så nu hygger jeg mig med min søster i aften i stedet, og tager ud og spiser med Lo. imorgen. Uden at spekulere på hverken ham eller at jeg har 19 siders opgave uden at have skrevet en vurdering, afslutning eller abstract. Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det. Men gider ikke mere idag, skal også snart igang med maden.
Dårlig dag. Øv mand!!
---

Glædelig 14. december..