Jeg er til stadighed aktiv. Jeg har et igangværende mål, det er simpelt: at udforske alle mulighederne som livet rummer. Jeg er i gang, jeg er på vej, jeg løber skiftevis i med- og modvind.

Jeg sidder i toget. Jeg finder altid den funderende, samt dybe del af mig selv frem. Jeg var så pissehøj i går efter job. Så at påstå, at tobaksrygning er min eneste last - det er at lyve overfor mig selv. Jeg er så fucking helligt et menneske, og jeg bilder mig selv ind, at jeg lever og ånder for en tilværelse som præges af sundhed.

Det er ikke usynligt: jeg har styr på ernæringen, på balancen imellem hvile og fysisk aktivitet, og jeg har ikke været beruset i et par år efterhånden. Men lejlighedsvise dates med Mary Jane slipper jeg højest tænkeligt aldrig.

Dog fungerer det, som alt andet i dette fristende liv - jeg kræver kontrollen, og jeg tager styringen over det.

Og til dig, kære. Til dig, dit rare og søde, samt yderst seksuelle menneske - du driver mig til sindssyge med dine blandede signaler. Jeg kan ikke opnå et fast greb om, hvorvidt du gør det bevidst, for blot at lege med den psykiske boner du giver mig, eller om du ganske enkelt bare er en fri fugl som nægter at lade sig indfange af løfter, af romance.

Fuck det. Jobbet kalder igen - og vi ses igen endnu en nat, endnu en fandens nat.

Lige nu, alt imens disse ord mobiliseres fra min venstre hæmisfære, og ned i teknologien - så lytter jeg til "Rocketman" - gud, hvor er jeg blød.

God aften mothafuckas!