-en novelle i samlingen Familien Nielsens Live i Mellemtakt
Simon var ved at gå i opløsning. Allerede på vej hen til daten, var han ude af stand til at koncentrere sig, han havde ellers sådan glædet sig. Men nu havde satin bokserne kilet sig fast mellem ballerne, og hans nye jeans forhindrede ham i at kræve spalten tilbage. Der var simpelthen ikke plads til, at han kunne få fat i noget som helst inde bag de 'Tight Fit' jeans, ekspedienten fra Mister havde insisteret på han skulle ha'.
satinen med de påtrykte smileys var varm og virkelig generende. Desværre havde han fået et lille udbrud af eksem, øverst og lidt inde i sprækken på højre balle. Den lille enklave sad lige der, hvor der var aller mest pres på. Simon svedte og kæmpede med sin selvkontrol. Han ville ikke give efter, han ville ikke domineres af et par røde boksere med gule smileys, så han lod dem kysse eksemen mellem hans baller, igen og igen, skridt for skridt.
Da hun havde sagt ja til at mødes, havde han købt 4 nye skjorter. 2 pakker, 2 paks i Bilka. God kvalitet, mest bomuld med lidt elastan og polyester så de var strygefri. Der var stræk effekt henover ryg og mave, så vidste han de var behagelige. Så var han gået ind i Mister, for at finde et par kvalitetsbukser, jeans, ikke lærreds eller business, han ville se smart ud. Måske ikke ligefrem street smart, selvom han skisme ellers havde lyst til at købe en eller anden halskæde i lædersnor, med et fedt symbol for håb eller frihed, måske et anker. Sådan et smykke som han aldrig havde købt på charter tur, fordi han vidste, at han bare ville falde til patten og blive sig selv, så snart han ramte hovedbanegården. Leverpostej.
Men hans hoved var ikke helt fyldt med ballongas, han havde nøjes med at købe nogle virkelig smarte sorte jeans, der fremhævede den bagdel han havde været stolt af siden gymnasiet. Halskæden kunne vente til den første sol, så ville han, hvis han stadig var sammen med hende, finde en halskæde inde på strøget, og nulre den lidt så den så slidt ud, som om det var et smykke han altid gik med om sommeren. På den måde kunne han også sondere terrænet inden ... inden ... inden hvad?
Dér var hun. Hun var også nervøs det kunne han se, hun stod lidt på tæer.
-Hej hvor er det godt at se dig.
Hun smilede. Han glemte sit kløende dilemma mellem ballerne et sekund og gav hende en hurtig krammer, det var vel ok, et kram var ikke for meget. Hun havde selv sagt hun gerne ville i Tivoli og se lysende sammen med ham. Han havde bestilt bord på Brødrene Price. Simon smilede oprigtigt til hende, hold kæft mand hvor var hun bare sød og dejlig. Lidt lille og tynd, men det var ok, for hun havde gå på mod, det kunne man mærke. Nu vidste han jo nogle ting fra de havde chattet, men der var også en hel del han glædede sig til at gå på opdagelse i. Hendes familie, hendes lejligheds indretning, og så selvfølgelig, hendes interesse for at få en fast kæreste. Janne, hvor sødt. Han kunne se dørskiltet for sig 'Janne og Simon', og måske hen af vejen et par små navne nedenunder. Hun var alligevel kun 36, så det kunne sagtens nås.
Det var inde på Partner med niveau, de havde mødtes, for bare fire uger siden. Han havde ventet på at hun skulle dukke op på chatten, hver eftermiddag han kom hjem fra arbejde. 'Janne 36, boede og arbejdede i Kolding. Hun søgte en mand med humor og fast indtægt.'
Det var lige ham. Hun synes vidst også han var lidt spændende fordi han kom fra hovedstadsområdet, mere smart og sådan. Men han havde været i Kolding, og han blendede lige ind. Faktisk ville han ikke have noget imod at flytte, der var hyggeligt og så var der ikke så langt til vandet.
De fik et rigtig godt bord ved vinduet, maden var spændende, og hun hold samtalen i gang. Hun var virkelig charmerende.
Simon sukkede, han prøvede virkelig på at tage sig sammen. Tænk, at en lille bule af irreteret hud, kunne forhindre ham i at være til stede. Men det måtte han jo indrømme at det gjorde den. Det kløede så meget at han ligefrem kunne mærke en trækning i venstre øje. Han måtte indse, at mægtig som han ellers var, så havde denne lille klase af eksem krammet på ham lige nu. Satin shortsene havde på en eller anden måde fået en fold, der skar og sveg, så man skulle tro at smily'erne havde fået hugtænder og nu var godt i gang med at fortære hans ene balle. Han smilede stift og sagde,
-Undskyld mig lige et øjeblik, jeg er desværre nødt til at gå på det lille hus en sidste gang.
Hun smilede overbærende og kiggede undvigende på livet uden for vinduet. Han var ikke specielt intuitiv, men han var alligevel godt klar over at hun mistænkte ham, for at have alvorlige problemer med maven. Simon havde ellers håbet på et kys, men nu havde han da helt sikkert spoleret meget mere end hendes appetit med alt det renderi.
Inde på toilettet foldede han det bløde papir to gange og fugtede det under den kolde hane. Godt han havde valgt en nogenlunde dyr restaurant, her var pænt og rent. Han duppede forsigtigt 'klasen', pressede det kolde våde papir mod den, og trak lidt i huden på ballen uden at klø. Der måtte endelig ikke gå hul, det gjorde så ondt. Der fulgte lidt eksem med det fugtige papir, -et mirakel at han selv havde kunnet få en bid ned. Nu manglede han bare lige at sikre sig at der ikke havde sat sig papir fast i sårene. Han scannede forsigtigt øgruppen med fingerspitz gefül, jo dér sad lidt. Forsigtigt løftede han det hvide fnuller af, kiggede irriteret på det og sendte det ned i kummen. Han vaskede fingre før han skyllede ud, for ikke at smitte andre, hvis det da smittede.
De var stille under kaffen, han forsøgte at være lidt munter på sin egen bekostning, men der var slukket noget mellem dem ved det her møde, hun havde mærket der var noget galt.
-Pis Marie!
Tænkte han, og forsøgte med en sidste feberredning, da de var på vej ud i Tivolis glade larm igen.
-Skal du med toget hjem i aften?
Hun så tøvende på ham.
-Det har jeg ikke tænkt helt igennem ... måske sover jeg hos en veninde.
Hun betragtede ham indgående, de havde alligevel delt meget på nettet. Han blev ramt af hendes direkte blik, varmen i hendes stemme. Pludselig tænkte han klart, helt klart. Han grinede endda lidt for sig selv.
-Undskyld mig lige et øjeblik sidste gang ... det er jo helt galt det her.
Han klemte hendes arm. Nu vidste han præcis hvad det var han skulle, og hvis hun var den rette, ville hun nok vente en sidste gang.
Simon låste den velkendte toiletdør bag sig, tog sko og bukser af, trak forsigtigt de røde satin boksere ud af sprækken, ned og helt af. Det summede der hvor de havde skarvet. Han stod et øjeblik i bar numse, jakke og skjorte, og overvejede om han lige skulle gemme boksershortsene i baglommen, de havde alligevel kostet 125. Men nej! Han smed dem ud, han ville ikke risikere at hun fik et glimt af dem, ikke flere dumme undskyldninger i aften. På med jeans og smarte sko, nu var han fri. Endelig, sikke en dejlig fornemmelse.
Hun smilede til ham da han kom ud, som om hun var parart til at glemme den tavshed de havde delt henover kaffen.
-Så kom de, lysene. Hvor er det bare smukt,
Hun stod og gyngede lidt med kroppen. Simon havde ingen problemer i verden, han skød hoften lidt ud til siden, så han ramte hendes og lagde forsigtigt men fast sin arm om skulderen på 'Janne36',
-Men ikke så smuk som du er Janne.
Hun lænede sig ind og stak sin hånd ned i hans baglomme, som for at holde fast, og lagde hovedet på hans skulder.
-Tak.
-Ingen årsag, skal jeg følge dig hen til din veninde?
... Eller skal vi nå en gå tur langs med søerne først?
-Hvis du har det bedre vil jeg da gerne se søerne.
-Godt så tager vi en tur ned til søerne ... hvad synes du egentlig om smykker til mænd?