Ingen af dem havde regnet med en positiv tilbagemelding, hverken Liam eller Vincent. Liam, fordi han tænkte, at Vincent knapt nok hørte hjemme i den politiske verden (sådan var han et uforbederligt røvhul på flere måder). Vincent, fordi der fandtes mange former for uopfordrede ansøgninger, men en ti-linjers e-mail til landets udenrigsminister måtte siges at være blandt de værste, man nogensinde havde hørt om. Han havde nok været en smule desperat - hans job som uofficiel firmabøsse for oppositionen havde mistet sin tiltrækningskraft, omtrent da deres partiformand greb ham om bollerne for første gang. Fint, det var en julefrokost. Det talte stadig som et absolut lavpunkt i Vincents seksuelle karriere, og på dét punkt kunne ikke engang Liam anfægte hans CV.

Svaret fra Jean Louis Girard havde været kortfattet, kontant og direkte som man forventede af landets hidtil yngste minister. Det var mest af alt en slags ordre om at komme til samtale snarest muligt, og snakken i sig selv - for det havde været en snak og ikke stort mere - havde efterladt Vincent med både et nyt job og en lidt underlig smag i munden, som han havde svært ved at placere. En måned senere vidste han stadig ikke helt, hvad han skulle tænke, men han var under alle omstændigheder færdig med at blive overfaldet af fordrukne skabsidioter. I CDP var et solidt 0 på Kinsey-skalaen både en norm og en selvfølge.

Det bedste var, at Girard gav ham lov til at styre. Først var det mest Vincents egne kontakter, senere var det netværket omkring partiet, og før måneden var omme, havde han så mange nye tråde mellem fingrene, at han glemte alt om at lægge røv til Liams undertrykte frustrationer. Det var tydeligt, at ministeren selv var lykkelig for at lade en anden overtage sit person-professionelle presserum, han gav det faktisk fra sig så velvilligt, at Vincent en overgang troede, han ikke havde fattet, hvor magten i virkeligheden lå, at styrerummet i den politiske kontekst også strakte sig ind i andre sammenhænge end der, hvor lovmagerne sad. Man sagde jo tillige om Jean Louis Girard, at han var frygteligt ung stadigvæk, og sådan kunne Vincent have gået og narret sig selv i lang tid uden forbehold, hvis det ikke havde været for den der satans køretur.

Det var en regnvejrsdag, en af de virkelig fugtige af slagsen. Vincent var på cykel til og fra parlamentet, for på trods af de mange brosten elskede han især turen hjem, hvor han kunne lade ansigtet køle ned og tankerne løbe. Nogle gange tænkte han kun på arbejde. Andre gange fik han lyst til at møde en eller anden, hvem vidste han ikke, den slags magi skulle der nok mere end en cykeltur til at levere, men pointen var, at han følte sig tilpas. Langt at foretrække frem for en bil, når altså ikke han blev nødt til at slænge cyklen over skulderen i stedet, fordi en eller anden var blevet fornærmet over hans løse håndled. Igen. Vincent anså sig selv for værende en meget privat mand, men han kunne ikke gøre noget ved, at hans livsstil på det nærmeste stod skrevet hen over panden på ham. Nogle mennesker var lykkeligt forskånede for den slags biologisk udlevering, Vincent Fortesque var ikke iblandt dem og fred være med det ikke? Fred være med det. Han havde nu alligevel bandet dem langt væk, hvem end der havde piftet den på netop denne dag, for gåturen ud af City var lang. Han følte sig allerede drivvåd, selvom jakken teoretisk set burde være vandtæt.

Bag ham gled døren op og i med sin sædvanlige knirken på messinghængslerne, og han så sig over skulderen helt af refleks, mens et ret højlydt "Fandens også!" røg ud af munden på ham som en slutning eller en begyndelse. Bag ham stod ministeren selv og stirrede på ham gennem mørket. Han så en smule lav ud i hvert fald til dels på grund af den store, sorte paraply, han havde med sig som ly for regnen. Der stod Armani hen over den ene side med enorme, hvidt-lysende bogstaver.

"Tal ordentligt," sagde han bare, fladt og konstaterende, inden han fortsatte på sin færd hen i mod den mørk-rudede kæmpebil for enden af pladsen. Vincent gloede en smule åndsforladt på ham, mens han indså, at han lige var blevet irettesat som et barn af en mand, der var tæt på ti år yngre end han selv. Det var på alle måder at stramme den, særligt med cykeldækket der så mere og mere trist ud i sin pøl af ophobet regnvand, og derfor sagde han da også noget tilbage. Ala, "Sig til hvis De har en cykelslange gemt i jakkelommen, Girard, så behøver jeg ingen løn for resten af måneden."

Han havde regnet med, at det bare var det.

Men før han vidste af det, endda før han nåede at samle sin cykel op, så kørte bilen op på siden af ham med en ret underspillet brummen, og han måtte have set temmelig forvirret ud, da vinduet i den ene side gled ned. Bilen så i det mindste tør ud. Vincent, derimod, dryppede fra både næse og hår.

Girard så ud på ham inde fra skyggerne. "Tag plads," sagde han og nikkede ned mod det tomme sæde, "så kører vi dig hjem."

Han nåede kun at undre sig et par sekunder over ordet 'vi', før han lod cyklen stå aflåst ved kantstenen og hoppede indenfor.

Det var en Audi, lige stor indvendigt som udvendigt og selvom Girard var en forholdsvist bred mand, så han endnu engang en smule for kortbenet ud med al den plads. Måske var det fordi man nemt forsvandt i sådan nogle tunge, sorte lædersæder, eller måske følte Vincent sig bare tættere på magtens centrum, end han nogensinde havde været før. I øjenhøjde, så at sige, og det var i virkeligheden kun, hvis han bukkede sig. Tanken fik ham til at smile let. De kørte afsted i stilhed, indtil det gik op for ham, at Girard ikke havde bedt om hans adresse. Hovedvejen ud af Luxembourg City var i hvert fald ikke nogen god start, det tog ham et øjeblik at genkende strækningen i blandingen af mørke og lysglimt fra gadelygterne.

"Det nemmeste er at køre omkring," sagde han og så over på den anden mand. Han var optaget af sin telefon, og kiggede ikke umiddelbart op. Det havde han også lært om Girard efterhånden - han virkede på mange måder stædig. Det skulle man nok være i hans position. "Ellers bliver turen virkelig lang," forsøgte han. Selvom Girard var ung og måske en anelse perifer i forhold til sit job, så kunne det godt se lidt latterligt ud, hvis manden endte med at køre land og rige rundt, bare så hans presseansvarlige ikke druknede i nedbør.

"Ah ja." Girard lagde telefonen tilbage i lommen og så over på ham med et let smil, et udtryk der plejede at være ret naturligt på valgplakaterne. Det så anderledes ud lige her, måske fordi skyggerne på bagsædet fik hans ansigt til at virke skarpere. Vincent rykkede på sig, gned sit ene håndled lidt med fingerspidserne. Kulden fra regnen var begyndt at sætte sig på huden nu. "Jeg har lige et lille ærinde først, det tager kun få minutter. Det har du ikke noget imod, håber jeg?"

Denne gang lod Vincent ikke tiltalen gå usagt. "Er vi dus? Og nej, nej, det er helt i orden. Jeg vil ikke være til besvær."

Han trak på skuldrene. "Du er nyttig for mig allerede, Vincent. Tænk ikke på det."

Stilheden bredte sig mellem dem efter dén kommentar, for hvad sagde man? Nogle gange undrede Vincent sig over, at Girard - Jean Louis, fint, siden de var på fornavn, og Vincent var jo skide omstillingsparat - overhovedet havde valgt at blive politiker. Hans udspil lagde sjældent op til den store respons, det var snarere en fornemmelse af lyt og tag imod. Liam burde kunne lide ham, faktisk, men skæbnen ville det, at Liam ikke brød sig om mennesker i høje positioner, hvis de på en eller anden uransagelig måde var endt der uden at gå på universitet først. Vincent så ud af vinduet på landskabet, der bevægede sig forbi i et tempo, som virkede til at ramme lige præcist den tilladte hastighed, hverken mere eller mindre.

Denne omvej betød ikke stort andet, end at manden var en arbejdshest. Et lille ekstra ærinde inden sengetid, det var præcist sådan, han fremstillede sig selv og blev fremstillet til gengæld. Det passede udmærket med resten, når de bare lige... Vincent rynkede på panden. Var det en mark? En lade? Hvad i alverden lavede de på landet, var det en eller anden privat aftale eller hvad?

"Hør lige," sagde han uden at kigge væk, "Er vi ikke temmelig langt ude efterhånden?"

Stilhed.

Han sank et eller andet han ikke kunne genkende og så sig over skulderen. Jean Louis sad med blikket rettet ud af forruden og virkede fuldt optaget af noget, der foregik længere fremme. Oppe ad vejen? Hvilken vej? Rystede bilens støddæmpere i grunden ikke mere, end de burde på helt almindelig asfalt? Vincent så på ham, fulgte derefter hans blik, men der var for mørkt udenfor, han anede ikke, hvad de kiggede efter. Om der overhovedet var noget at få øje på.

Pludselig lød der nogle sære grynt omme fra forsædet. Det tog Vincent et par sekunder at indse, det var chaufføren som talte luxembourgsk - et sprog han kun overfladisk havde nået at lære, selv efter de 6 år han havde boet i landet. I hans branche kunne de fleste alligevel tale fransk, i det mindste i et omfang, og han syntes i øvrigt, han var flersproglig nok. Jean Louis, derimod, nikkede blot. Forstod tilsyneladende hvert et ord, han var vistnok også opvokset i byen. Bilen tabte tempo, bremsede langsomt men sikkert op, og Vincent lænede sig tilbage og forsøgte lidt forgæves at strække sine ben ud. Selv i en luksus-Audi var hans tæt-på-to-meter ikke så nemme at inkludere.

Der var ingenting her, tænkte han. Kun mørke, regn, blæst, et træ der vippede i skyggerne. Hvad i alverden skulle landets udenrigsminister herude midt i ingenting klokken alt for tæt på 23? Manden selv så afslappet ud, lænede sig frem mellem forsæderne og sagde et eller andet i et lavmælt toneleje, noget der fik chaufføren til at løsne selen, sætte bilen i P og stige ud. Det kortvarige ryk af kulde udefra fik alle hårene til at rejse sig langs Vincents arme, tillige hele vejen op i nakken. Han skuttede sig og klemte sit ene håndled igen, denne gang en smule hårdere. For satan, det var lige før han glædede sig til at komme hjem, selvom Liam uden tvivl lå i soveværelset og ventede på ham for nedrullede gardiner.

"To minutter," sagde Jean Louis og lød faktisk næsten imødekommende, "Allerhøjst. Vi venter bare her."

"Gør vi?" Vincent så over på ham. Forsøgte at se undrende ud, men hans ansigt føltes på en måde lidt for stift. Han havde set chaufføren gå forbi derude i mørket. Selvom regnen og de mørktonede ruder gjorde noget ved sigtbarheden, var det tydeligt, at han havde et eller andet mellem hænderne, som ikke havde noget med transport at gøre (aflangt, rundt, helt klart noget med et løb - militærtræning var ikke altid en velsignelse - og så med lyddæmper?). "Jeg troede, du havde en aftale."

Jean Louis trak let på skuldrene. "Der er mange måder at have aftaler på, Vincent. Som du ved - en kontrakt er jo i virkeligheden et ret vidt begreb."

"Men - shit!" Noget eksploderede højlydt ude i mørket, en række lysglimt der kom og gik. Det gav et sæt i ham, fra skuldrene og hele vejen ned til fødderne. "Shit, hvad fanden..." Spørgsmålet var selvfølgelig, om der var et spørgsmål at stille. Måske var der et, der var åbenlyst uden at være det, uden at han overhovedet kunne stille det i første omgang (der måtte være et gevær uden lyddæmper også, for en lyddæmper var jo for helvede en lyddæmper, ikke, to plus to Vincent, i det mindste kunne han stadig regne). Jean Louis trak bare på skuldrene og Vincent syntes, han kunne se det der underlige smil blive bare en smule bredere, en smule mere ægte.

"Bare rolig," sagde han så og trak sin telefon op af lommen igen. Skrev en sms som Vincent hverken kunne eller ville læse. "Det er en bagatel, helt ligegyldigt. Vi kører dig hjem om fem minutter, jeg skal bare lige have fat i din adresse."

Det var ikke regnen længere, tænkte Vincent. Det var koldsved.

Øjeblikket trak ud i stilhed, ikke flere lysglimt og ikke flere brag. Hvis han gjorde sig umage, kunne han endda næsten bilde sig selv ind, at det måtte være en misforståelse. Der var jo andet, der kunne lyse. Strøm og elektricitet. Fyrværkeri. Han havde kun været i militæret i tre år, og det var så længe siden nu. Han havde selvfølgelig glemt alt, hvad han havde lært. Med et par dybe vejrtrækninger så han ud af vinduet igen, forsøgte at se gennem regnen, der klistrede sig til bilruden, men det var som et glastæppe fuld af urenheder, og han kunne ikke få øje på andet end skygger, bevægelse til og fra.

Pludselig gik døren op på ny. Chaufføren satte sig på plads i sit sæde og fangede Jean Louis' blik oppe i bakspejlet. Der skete et eller andet imellem dem, som Vincent ikke forstod - men han var sikker på, han havde set den anden mands øjne før. Det var noget med hans blik.

Han havde sikkert været forbi kontoret eller sådan noget. Han var vel fastansat.

Vel, vel, vel.

Bilens motor startede op på ny. Ved siden af ham løftede Jean Louis et øjenbryn og sagde, "Det er nemmest at køre udenom, siger du." Han viftede en hånd af chaufføren og sagde så, denne gang på fransk, "Fik du fat i det?" Der kom kun et nik, det virkede ret automatisk, afpudset. De havde talt luxembourgsk med hinanden før, ikke? Eller havde de? Han kunne mærke sit eget blik hoppe frem og tilbage mellem sæderne, mens alt omkring ham pludselig blev lige så vagt som scenen i regnen, derude midt i ingenting. Inden længe var de oppe i fart igen, og pludselig havde han slet ikke lyst til at se andet end sin hoveddør, sin opgang, ja selv Liam og hans gråsprængte øjne. Skyggerne opløste sig omkring dem, mens bygninger suste forbi langs vejen, alle mørklagt og flakkende som hvid støj inde i hans hoved, mens han følte sig hensat til en overgang, en bevægelse mellem to verdener som om der overhovedet eksisterede mere end én. Han blinkede. Hvornår var han begyndt at miste grebet?

Jean Louis sagde ikke mere til ham på hjemturen, og det var måske også godt nok, for Vincent ville ikke have vidst, hvordan han skulle svare. Han, der var uddannet i kommunikation, en skide kommunikationsekspert, ja det var altsammen meget fint, der var langt fra universitetet til... fyrværkeri ude på et ukendt landsted. Fyrværkeri. Han sank igen, igen og igen, og det gik op for ham, at han havde lyst til at kaste op. Ti linjer havde han skrevet i sin mail, og havde han virkelig været så dum at tro, der var nemme løsninger i den her branche? Uanset at Liam ikke mente, han var skabt til politik, så kendte han reglerne bedre end de fleste, han skrev dem jo for helvede, og manden ved siden af ham lod ham skrive uden den mindste tvivl eller uro. Hvad skulle han dog bruge den til, når han havde Vincent, Vincent der rystede over hele kroppen, mens han sad i sit våde tøj på bagsædet, med sine lange fingre knuget i skødet og blikket flakkende som en fugl fanget i et vindue? "Du er nyttig for mig."

Denne gang slog han sig til tåls med det usagte.

De kørte op foran hans lejlighedskompleks, og det digitale ur under bakspejlet viste tæt på midnat. Jean Louis, Girard, ministeren, sagde pænt farvel til hans bortvendte ryg, og Vincent svarede noget tilbage, som han havde glemt få sekunder efter, mens hans krop ilede hen mod døren, ind i opgangen. Døren gik i, låsen klikkede på plads, og så sank Vincent Fortesque sammen på den beskidte måtte, lod hele sin lange krop gå i halv-kollaps, mens lyden af Audien blev fjernere, forsvandt. Det stank af fugt herude, af våde sko og overskydende regnvand, men han kunne ikke flytte sig et skridt videre. I mørket bag øjenlågene lyste det op igen og igen, små-bitte glimt som han godt forstod, åh han forstod det faktisk fint, og samtidig vidste han slet ingenting. Slet intet.

Og sådan var det sikkert bedst.