Månen er en smuk skabning.
Hun lyser den mørke himmel op
med sine smukke blå stråler.
Hver gang jeg hviler mine øjne på hende,
i mine ensomme nattetimer,
kommer den grønne jalousi
flydende ud af mig.
Hvorfor kan ingen elske mig
så højt som solen elsker månen.
Hvorfor er der ingen sol
der elsker mig så højt
at han er villig til at dø,
hver nat,
så hans måne kan leve.
Jeg ville aldrig blive nogens måne.
Hvorfor skulle man også
nøjes med en stjerne,
i det uendelige univers,
hvis man kunne få månen.
En uerstattelig,
fredelig,
smuk,
selvbevidst
og selvsikker skabning,
hvis eksistens
er fyld med skønhed og ynde.
Jeg er ingen måne,
men man har lov til at drømme,
nu hvor man kun er en stjerne
i det uendelige univers.