Duften af bacon havde været prikken over i'et. En langsom morgen var en luksus, som han ellers sjældent fandt nødvendig - netop denne formiddag var han udelukkende booket til klimakongressen. Selvom han var ved at brække sig over grøn energi og CO2 begrænsninger, så gik talen faktisk an. Hans cuecards var på plads, slides ligeså... Han lænede sig tilbage. Mærkede ekkoet af Marguerites krop mod sin, hendes hår der var spredt ud over hovedpuden som en vifte i vildskab. Det stemte i med lyden af nu, af hendes fødder der gik til og fra komfuret, mens kaffemaskinen bryggede dagens første espresso.
*
Maskineriet med de mange knapper bryggede umådeligt lystigt bag ryggen på hende, som en skarnsunge med en hemmelighed hun alligevel kendte. Fortil rørte hun æg til en solgul masse som passede til dagens tjans og den bacon hun havde gemt til ham i ovnens dyb, ligesom heksen i Hans og Grethe, men brødkrummer serverede man dog ikke for en kejser, så Marguerite lod æg være æg for en stund og vendte sig mod ham i sin lille natkjole og alt hun havde indenunder, alt han jo havde smagt allerede.
"Desserten, min kære," præsenterede hun - ah, ikke sig selv, men maden.
*
Sminkedamen med den lille børste gjorde sit bedste for ikke at ramme ham i øjet. Resultatet blev, at hun stødte grebet mod hans næse i stedet, og hun undskyldte i et skingert toneleje, mens pudderstøvet farvede hans udsyn lysebrunt. Han stirrede sammenbidt på hende. Vincent løb rundt i baggrunden og skældte ud på kameramændene, han var fandeme et kapitel for sig. Fra kongreshallen kunne man høre lyden af gæster, hundredevis, deres snak mindede ham om en flok sladrende krager. Han kiggede over på Marguerite, som sad ved siden af og pudrede næsen.
Hun så bedre ud med eyeliner end ham.
*
Hendes sminkør var en nydelig bøsse med en grim manbun klistret til baghovedet, desværre, som udelukkende åbnede munden for at rose hendes fine hud, imens han arbejdede på dagens maske. Resultatet, fulgte hun interesseret med i spejlet, blev dog mindst ligeså nydeligt som ham og især eyelineren var fantastisk, mørk og skarp som på et egyptisk vægmaleri. Tilfreds spidsede Marguerite læberne, beundrede valget af YSL's Pink in Paris - hvor modigt, hvor nøgent! Man blev da også kun mere tiltalende af den rette makeup, ikke sandt?
Idet hun mødte Augustus' kohl-optegnede blik, var hun sikker på, at han var helt enig.
*
Podiet var hævet godt op over forsamlingen. Dermed blev landets laveste minister pludselig højere end alle, fraset Vincent der tårnede bag ham, mens han talte i sin øresnegl. Jean Louis lod blikket glide rundt på publikum, noterede sig særligt en spredt delegation af mørklødede mænd. Var Afrika virkelig så velrepræsenteret? Kameraerne blinkede til live, netop som journalisterne gjorde klar til at tage notits; netop som de sorte mænd rejste sig samlet og rettede deres maskinpistoler mod ham. Hans øjne blev mørke, faretruende, de turde ikke, de turde ikke, og så skød de ham, mens verden vippede, rystede og blev sort.
*
Hun var selvfølgeligt blevet anvist en plads først for, på forreste række, tættere på podiet, tættest på ham, hendes kejser. Det var tid, var det ikke - lysene på kameraerne skiftede til grønt nu og hun blødgjorde sit smil for publikum, lignede på alle måder mandens stolte kvinde. Hende der stod bag ham, men på nuværende tidspunkt sad foran. Hun sad bare ikke tæt nok på til at se dem reflekteret i hans øjne, så skuddene lød ud af det blå og mænd råbte, kvinder skreg.
Fordi Marguerite kendte til selvopretholdelse, kravlede hun ned under sin stol, inden han kunne falde.
*
Han åbnede øjnene til Marguerites blege ansigt og lugten af brændt kød. Hans ene arm var som luft - forduftet - og hans syn var ikke længere farvet af pudder men af noget andet, noget varmt og tykt der løb ned ad kinden på ham, når han blinkede. Hold nu kæft, hvor ramte de dårligt. Tænkte han. Han rakte op med sin venstre arm, den der virkede, og hans blodige fingerspidser lukkede sig blidt om spidsen af hendes franske fletning. Kastanjebrun, ikke korngul eller blond, og så gjorde det vel heller ikke noget (vel, vel, vel), hvis hun greb chancen. Og forsvandt.
*
Et øjeblik passerede, så var det ovre, våbnene tav, men hvad med ham, måtte hun virkeligt vide. En betjent råbte efter hende, idet hun bevægede sig op på podiet, forbi en grædende Vincent, en lille stribe faldne bodyguards, hvorefter Augustus bevægede sig. Altid på trods.
Uden at røre ved ham, skulle tanken alene få ham til at falde fra hinanden, satte hun sig på knæ på hans venstre side. Hans blik var understreget af blod nu, i stedet for den ellers så klædelige kohl, men han rakte ud efter hende og det - ja, dét var øjeblikket hun senere ville huske.